Niels Christian Christensens familie kom næsten uden undtagelse fra Himmerland, som er området som er mellem Limfjorden og Kattegat, mod syd afgrænset af Mariager Fjord, Onsild Å og Skals Å.
‘
Nærmere betegnet kom Niels Kristian
Christensens familie hovedsageligt fra
Vesthimmerland og egnen omkring
Vesterbølle, Østerbølle, Snæbum og
de nærtliggende landsbyer – særligt i
de daværende Viborg, Ålborg og
Randers amter, der bruges som udgangspunkt for den måde, arkiverne er ordnet på.
Hans far var skomager, og der var enkelte skræddere og andre husmænd i familien, men ellers var de alle gårdmænd i de barske egne.
Hedens opståen
Heden er opstået ved, at bønder har fældet skov for at få landbrugsjord. Jorden er efter nogle år blevet opgivet som ager, og lyngen er vandret ind. Græssende dyr og slåning har forhindret heden i at springe i skov igen. Heden begyndte for alvor at brede sig i 1600-tallet og havde sin største udbredelse omkring 1750-1800.
Da først hederne var opstået, valgte befolkningen at udnytte dem på den bedst mulige måde, og det lykkedes at skabe en levevej ved at være hedebonde. Gårdene havde et jordtilliggende på flere hundrede tønder land lynghede samt eng og agerjord.
Heden kunne udnyttes af græssende får og kreaturer, man slog lyng til brændsel, foder og tækkemateriale, ligesom der kunne graves tørv. Desuden lavede man en kompost ved at blande møget fra staldene med hedetørven, og ved dens hjælp kunne de små arealer omkring gårdene alligevel dyrkes med korn. For at holde dyrene med frisk græsning, blev hederne brændt af med jævne mellemrum, og for at skaffe vinterfoder blev lyngen høstet og tørret.
At bønderne var i stand til at skabe et livsmønster, som var tilpasset dette landskab, er formodentlig årsagen til, at en nyopdyrkning ikke fandt sted før i 1700-tallet.
Heden dominerede
I 1600-tallet var omkring en fjerdedel af Vesthimmerland opdyrket, mens en tredjedel var hedearealer, som især lå i den midterste del af området og i sognenes udkanter. Derudover var omkring en tredjedel af arealet ekstensive græsningsområder, og knap en femtedel var vådområder.
Fordelingen viser, at dyrkningssystemet i fællesskabstiden var græsmarksbrug med vægt på græsningsressourcer i landskabet, og at området overordnet kan karakteriseres som en hedebygd.
De fleste sogne havde mange små landsbyer. Dertil kom en del enkeltgårde, som især koncentrerede sig i den midterste del, hvor heden også var udbredt. Græsningsressourcerne betød, at landskabet også var attraktivt for flere mindre herregårde.
Fra 1536 og frem til 1660 steg befolkningen ret markant, og det gav knaphed på jord. I Midt- og Vestjylland gennemførte man ofte uformelle delinger af gårdene. I resten af landet blev der i stedet bygget huse med meget lidt eller slet ingen jord.
Krige, Sygdomme og økonomiske Kriser
Efter Grevens Fejde blev en del jyske selvejerbønder gjort til fæstere, så antallet af selvejeren kom under 10% på landsplan. Andelen af selvejere faldt til omkring 6% i 1651.
For landbobefolkningen var et vigtigt resultat af Reformationen, at kongen overtog kirkens gods og dermed halvdelen af landets fæstebønder, mens de fleste andre hørte
under adelige godsejere.
Kun 2% af befolkningen var selvejere. Resten var fæstere under en herregård, som kunne ligge tæt ved eller længere væk. De måtte betale en afgift, indfæstning, ved
fæstets indgåelse og en årlig landgilde til godsejeren og yde hovarbejde på hovedgårdens marker til gengæld for lejen af godsejerens ejendom.
I 1600 til 1800-tallet var livet på landet præget af forskellige krige. Krigene i 1620’erne og 1640’erne ramte Jylland og hertugdømmerne hårdt, men første gang kunne bønderne tære på reserver, og anden gang klarede de sig stadig nogenlunde. Derimod betød krigene i 1650’erne mere varig økonomisk nedgang. Også Englandskrigene 1801-1804, der blandt andet førte til statsbankerotten i 1813 fulgt af en landbrugskrise, gik ud over indbyggerne på landet. Det afspejler sig også i fortællingerne om Niels Kristian Christensens slægt.
Købmænd, præster og adelige
Udover de solide vesthimmerlandske bonde- og håndværkerslægter havde Niels Christian Christensen også aner, der via købmandslægter og præstefamilier i og omkring Viborg. kan føres tilbage den danske adel i middelalderen, som har forgreninger over hele landet samt Skåne og Nordtyskland og måske har forbindelser tilbage i den danske kongefamilie og europæiske fyrstehuse.
Flyttede fra egnen
Niels Christian var faktisk en af de første fra slægten, der bevægede sig lidt længere væk fra hjemegnen, idet han først to til Oksby i nærheden af Esbjerg som komis og senere flyttede til Århus, hvor han boede resten af sit liv.
Alt dette kan der læses mere om i de næste følgende indlæg. Det er også muligt at vælge dem enkeltvis via linkoversigten i Farfars aner
Familiens Historier 
En mening om “Niels Christian Christensens slægts baggrund”