Peter og Laura var blevet gift den 11. maj 1906, og de flyttede til Skælskør i 1907. Det ældste af deres 6 børn var født i Bildsø og de øvrige i Skælskør.
SVEND AAGE
Svend Aage Christensen
Den ældste af børnene var Svend Aage Christensen (1907-1963).
Den næste i rækken var Paula Viola Louise Christensen (1909-1996), som blev kaldt Viola.
Hun boede kort tid i Canada med sin første mand, som hun havde datteren Else Lilian Helenius Sørensen (1928-2011).
Else var først gift med Gorm Hansen, og herefter med Søren Christian Buchtrup Olsen (død 2004). Hun var mor til 3 døtre.
Violas anden mand var Eigil Madsen, der havde en vognmandsforretning på Skelmosevej 1, Valby i København. De havde ingen fælles børn.
MAGDA
Den næste datter var Magda Marie Christensen, der var født i 1911, var gift og ikke havde nogen børn. Der er ikke fundet flere informationer om hende på nuværende tidspunkt.
KNUD
Knud Christensen yderst til højre med døtrene Marianne og Magdalena og en af svigersønnerne.
Sønnen Knud Thorkil Christensen kom til i 1914. Han blev borgerligt viet i København med Sigrid Vibeke Anina Christoffersen (f. 1919), og fik to døtre.
Han nævnes som snedkersvend og chauffør ved døtrenes dåb i Slagelse.
Sigvald OG VILLY
Laura Christensen med sønnen Villy Christensen. I baggrunden ses hans kone Marianne.
Herefter fulgte Sigvald Børge Peter Christensen i 1918. Han var gift med Inga og havde tre børn i Slagelse.
Den yngste søn, Villy Christensen, var født i 1921. Han blev senere gift og havde ingen børn.
Der er på nuværende tidspunkt ikke fundet flere informationer om ham.
Laura Sofie Larsen og Peter Christensen, flyttede til Skælskør i 1907, hvor de arbejdede på bryggeriet og andre lokale virksomheder. Her fik de seks børn over de næste 14 år.
Det er tænkeligt, at Laura Sofie har tjent i Slagelse og mødt sin kommende mand, Kristian Peter Christensen, her mens han var soldat i byen. Han var søn af Jens Peder Christensen og Ane Marie Christensen.
I folketællingen fra 1890 bor hun hos sine bedsteforældre, Maren Kirstine Larsen og Christian Nielsen i et hus i Gierslev. I huset er også opført deres datter, Kirstine Nielsen på 15.
Ved konfirmationen i Gierslev noterede præsten, at både hendes kundskaber og opførsel var gode.
Soldat i Slagelse
Kristian Peter Christensen
Kristian Peter Christensen var født i 1876 som søn af Jens Peder Christensen (1850-1898) og Ane Marie Kristensen (1853-1938). Han blev kaldt Peter.
Han blev indskrevet i Lægdsrullen i 1899 i Sæby. Rullerne viser videre, at han opholdt sig i Slagelse St. Mikkels i 1902, i Bregninge fra marts til november 1903 og fra november samme år i Slagelse By, hvor han var ved Det Danske Livregiments forstærkningsbataljon, 24 (1. Regiment). I 1907 var han del af forstærkningen ved samme regiment.
Ane Marie Christensen og Jens Peter Christensen fik 7 børn i løbet af 19 år. Parret flyttede fra sogn til sogn i det vestsjællandske område og børnene boede også flere forskellige steder.
Anna Kirstine
Anna Kirstine Christensen blev døbt i Gierslev Kirke 1875 (Foto: Bococo -, CC BY-SA 3.0, commons.wikimedia.org)
Den ældste, Anna Kirstine Christensen blev født 11 marts 1875 på Løve Mark i Gierslev Sogn.
Familien boede på Kirke Helsinge Mark, da hun blev konfirmeret i Kirke Helsinge Kirke. Hun er ikke fundet i de senere folketællinger.
Kristian Peter
Peter og Laura som ældre.
Året efter blev Kristian Peder Christensen, kaldet Peter Christensen født den 9. februar i Drøsselbjerg Sogn.
Han var gift med Laura Sofie Larsen, og boede det meste af livet i Skælskør.
Arbejdsmæsskigt var han kusk på Sydvestsjællands Bryggeri og senere som slagter, mens Laura var bryggeriarbejder.
De fik mellem 1907 og 1921 seks børn – fire drenge og to piger.
Karl Valdemar
Drøsselbjerg Kirke.
Familien boede stadig i Drøsselbjerg Sogn, da den næste i rækken, Karl Valdemar Christensen, blev født den 30. november 1877.
Da han 1895 var fadder for sin lillesøster Marta Sofie, var han tjenestekarl i Tystrup mellem Slagelse og Næstved. Han boede i Jordløse, da han var fadder for niecen Ellen Marie Elisabeth i 1907.
Karl var i 1901 blevet gift med den jævnaldrende Karen Marie Kristiansen fra Jordløse. 1906 arbejdede han ved landbruget i Jorløse og Karen Marie bidrog til indtægterne med vask og strygning.
Han var magasinforvalter i Lille Fuglede i 1930 og 10 år senere betegnes han som forhenværende boelsmand og parret boede i Jerslev Stationsby i Lille Fuglede Sogn.
Julius Morten og Martha Sofie døde som børn
Bøstrup Hovedgård på postkort fra omkring 1900.
Julius Morten Christensen blev født den 12, februar 1880 på Dagstrup Gård i Drøsselbjerg. Han døde den 31. maj samme år.
Familien var flyttet til Bødstrup Familiehus i Drøsselbjerg Sogn, da datteren Martha Sofie Christensen som blev født i den 2. februar 1881.
Hun døde den 26. juli 1887, og var altså det andet af den syv børn, der ikke overlevede barndommen.
Laura Kristine
Ubby Kirke (Foto: Bococo / CC BY-SA/creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0)
I 1884 boede familien i Kirke Helsinge Sogn, da datteren Laura Kristine Christensen blev født den 4. juni 1884. Hun blev døbt i Tjæreby Kirke.
Hun fik i 1907 datteren Ellen Marie Elisabeth Hansen med fyrbøder på M/S Vilhelm Kolding, Ole Valdemar Hansen. Blandt fadderne var hendes mor og bror Carl Valdemar og hans kone Karen Marie Kristensen. 3 år efter blev hun gift med husmand Vilhelm Hansen fra Basnæs i Tjæreby Sogn ved Skælskør.
Da de fik deres søn, boede de på Tjæreby Mark. De fik datteren Agnethe Hansen i 1911 og 11 år senere sønnen Poul Tage Frederik Hansen, der døde som spæd.
Niels Peder
Gammelt postkort af Kattrups gamle hovedbygning med sidefløje i bindingsværk fra midten af 1700-årene, som blev revet med i 1898.
Den næstyngste af Ane Marie og Jens Peders børn var Niels Peter Christensen, der var født 16. april 1887, også i Kirke Helsinge.
Da han blev konfirmeret i 1900, boede han på Kattrup Gods i Sæby Sogn sammen med mor. Godset ligger mellem Jyderup og Buerup. Han er pt. ikke fundet i folketællingen 1901 og senere.
Martha Sofie
Martha Sofie og hendes mand, som hed Petersen til efternavn.
Efter 7 år fulgte den yngste, Martha Sofie Christensen.
Hun blev født den 18. januar 1894 i Jorløse. Blandt fadderne var hendes søskende pige Ane Kristine Kristensen i Buerup (Sæby Sogn til 1921 herefter eget sogn) og tjenestekarl Karl Valdemar Kristensen i Tystrup.
Hun var kun 4 da faren døde, og da hun blev konfirmeret i foråret 1908 tjente hun hos Christian Eriksen i Uglerup i sognet.
Martha Sofie var gift Pedersen og boede i Kalundborg.
Slægtninge nævnt i indlægget (åbner som pdf)
Laura og Peter med hans yngste søster Martha og hendes mand i Kalundborg sammen med datteren Viola.
For tidlig død og en enke, der opretholdt livet for sig selv og sine børn som malkekone, indtil hun levede sine sidste år på Den Milde Stiftelse
Ane Marie Christensen
Maren Sofie Christensdatters datter, Ane Marie Christensen (1853-1938), fik sin første datter, Anna Kirstine Christensen 1. marts 1875 og blev gift med hendes far, Jens Peder Christensen (1850 – 1898), den 13. maj 1876.
Han var forpagter på Bøstrup eller Bøstrup Hovedgård i Drøsselbjerg Sogn og boede i Bøstrupgårds Familiehus.
Fra omkring 1884 boede familien i Kirke Helsinge, hvor de næste seks børn er født. Da den yngste datter, Martha Sofie, blev født den 18. januar 1894 i Jorløse, boede familien i Tørvemosehuset under Vesterbygård Gods i Jorløse Sogn. Fire år senere boede de i Langemark i Sæby Sogn
Sæby Sygehus på postkort fra omkring 1900. Det blev bygget i 1883, lukkede i 2003 og blev revet ned i 2013.
Jens Peter døde kun 48 år gammel den 28 maj 1898 på Sæby Amtssygehus.
Ved hans dødsanmeldelse i skifteprotokollen står, at han var under fattigforsørgelse, sandsynligvis fordi han havde været alvorlig syg.
Malkekone
De fleste af børnene var ude at tjene, men Ane Marie var 45 år gammel, og de to yngste børn var 11 og 4 år gamle.
I Folketællingen for 1901 betegnes Ane Marie som enke, og det noteres, at hun var flyttet til Kattrup Gods i 1898 (Sæby Sogn også i dag), hvor hun boede sammen med børnene Niels Peter og Sofie. Hun ernærede sig som malkekone. Godset var 1894-1930 ejet af Ulrich Johan August greve Bernstorff-Mylius.
En gruppe koner fra Den Milde Stiftelse og ansatte ved Selchausdal.
Og fem år senere viser folketællingen i 1906, at Ane Marie var malkekone på Selchausdal Gods, som dengang lå i Sæby Sogn, Holbæk Amt (I dag ligger det i Buerup Sogn, der blev selvstændigt i 1922), hvor hun boede sammen med “barnet” Martha Sofie Kristensen.
De var flyttet til Selchausdal i 1903. Godset var 1866-1914 ejet af Michelle Christiane Selchau.
Stiftelsen i Selchauhus
Frøken Selchau
1916 boede Ane Marie på Den Milde Stiftelse, som godsejer frøken Michelle Christiane Selchau byggede i 1896 som fribolig for 12 gamle kvinder fra sognet. Tidligere ansatte på godset havde dog forret.
Ifølge reglementet måtte enlige kvinder bo her hele deres levetid:
“saafremt de ikke gjøre sig uværdige hertil. De skal vise Sømmelighed og Velvilje i irejse bort mere en én ndbyrdes Omgang og lade herske god Aand og god Orden. Ingen må have liggende Gæster, ikke holde Fjerkræ og Hunde og ikke Maaned ad Gangen. Latrintønden skal skylles hver Lørdag. Døren til Stuehuset skal laases ved Solnedgang, og alle er pligtige til nøje at rette sig herefter”.
Ane Marie boede samme sted ved folketællingerne i 1921 og 1925. I sidstnævnte er der – ligesom det er tilfældet for de øvrige beboere på stiftelsen – anført “privat understøttelse” i rubrikken “Erhverv eller livsstilling”.
Ved hendes død står følgende i Kirkebogen:
“Aldersrentenydende enke, Frk. Selchaus Stiftelse. Født Kirke Helsinge 20. marts 1853. Datter af pige Maren Sophie Christensdatter og udlagt barnefar Hans Sørensen af Krænkerup. Afdøde ægtefælle arbejdsmand Jens Peder Christensen, Langemark, da Sæby Sogn.”
Huset og landskabet ved Tissø
Bygningen der ligger på Nøragervej 12, hedder Selchaushus og har Michelle Selchaus initialer på facaden. I 1962 havde stiftelsen kun én beboer. Bygningen har siden været anvendt som feriekoloni for børn
Landskabet ved Selchauhus.
Ane Marie Christensens aner
Ane Marie Christensens forfædre
Morfars farforældre og slægt (åbner som pdf)
Ane Marie Christensen og Jens Peder Christensen var mine tipoldeforældre:
Maren Sofie Christensdatter, som fik tre uægte børn var selv datter af en ugift mor, og hele familien boede i perioder på Kirke Stillinge Fattighus.
Fattiggården i Kirke Stillinge, som sogneforstanderskabet købte i 1868, da de overtog arvefæster Niels Larsens gård med 28 tønder land og indrettede den til fattiggård. Gården var en del af Tornemosegård, den senere Marielyst, hvis jord i 1853 var blevet delt i 4 dele. Adressen er nu Bildsøvej 34.
I 1860 viser Folketællingen, at Maren Sophie Christensdatter boede med sine tre børn på Fattighuset i Kirke Stillinge.
Ud over Ane Marie Christensen (1853 – 1938), var det de to sønner Christen Christensen (f. 24. september 1848) og Niels Christensen (f. 1850). De forlod tilsyneladende sognet. I hvert fald ses de ikke i Folketællingerne efter 1860.
MOREN VAR UÆGTE
Stuer i fattighus på Frilandsmuseet.
Maren Sofie var også uægte. Hendes mor, Ane Kirstine Olsdatter (1790 – 1852), udlagde Christen Jensen, der var karl hos Gårdmand Niels Larsen i Fjenneslevmagle, som far til datteren. To år senere fik Ane Kirstine sønnen Christen Jacobsen, hvis far ikke er fundet.
I 1840 var Ane Kirstine gift med Lars Jensen, der var død ved folketællingen fem år senere, hvor hun boede alene med datteren i Reersø.
10 år senere boede hun på Fattighuset i Kirke Helsinge sammen med det toårige “plejebarn” Christen Christensen, der var Maren Sophies uægte søn.
FATTIGHUSET
Fotografiet viser fattighuset i Næsby ved Stranden, som var større end det i Stillinge. Huset findes stadig.
Stillinge Fattighus lå i den nordlige udkant af Kirke Stillinge på adressen Bildsøvej 45. Det blev opført i 1850 af grundmur med stråtag. Det var 9,8 m langt og 6,7 m bredt og indrettet med fire stuer og fire køkkener. Bygningen er senere revet ned.
Første gang huset optrådte i folketællingerne er i 1855. Selv om det kun var på 66 kvadratmeter boede der i 1855 27 personer i huset, 13 voksne og 14 børn.
SPISEREGLEMENT
Kålsuppe.
Spisereglementet for Stillinge Sogns Fattiggård så således ud i 1890. Mål og vægt er beregnet for 1 person.
Morgen: Varm mælk eller øl med brød eller grød i, samt et halvt stykke smørrebrød. Formiddag: I sommermånederne et helt stykke smørrebrød og i vintermånederne et halvt stykke smørrebrød. Middag: Søndag: Hver 3. uge kødsuppe kogt på fersk kød, med melboller, kartofler, gulerødder og hvidkål, for så vidt som hvidkål haves, og dertil 100 gram kogt oksekød eller 125 g kalvekød. De to andre søndage risengrød, kogt i mælk, med 10 g smør og øl til at dyppe grøden i. Mandag: Kålsuppe med kartofler og 30 g kogt flæsk. Tirsdag: Byggrynsgrød, kogt i vand med mælk til, eller kogt i mælk med øl til. Onsdag: Gule ærter med kartofler og 30 g kogt flæsk. Torsdag: 100 g kogt klipfisk med kartofler og hvid sovs.
Fredag: Som tirsdag. Lørdag: Grynsuppe med sukker, eddike, rosiner og svesker. Dertil 30 g kogt flæsk. Eftermiddag: Et helt stykke smørrebrød. Aften: Den fra middagen levnede søbemad gives opvarmet. Grød opvarmes i mælk eller øl. Haves der ikke tilstrækkeligt, koges bygvandgrød, hvortil der gives mælk eller øl.
Af søbemad gives til hvert måltid så meget, som enhver vil spise. Til et helt stykke smørrebrød regnes 15 g smør eller fedt. Af øl gives til lemmerne så meget, som de vil drikke.
ANER NÆVNT I INDLÆGGET (ÅBNER SOM PDF)
Kvinde fra Vestsjælland i Danske Folkedragter fra 1923
Efter sin skilsmisse ved kongelig resolution i 1835 omtalte præsten Karen Christiansdatter som “fruentimmer”. Hun blev gift igen men døde i en alder af 46. Og skilsmissen kan siges, at have hat konsekvenser for hendes efterkommere i flere generationer.
Deres første søn, Jørgen blev født i 19. marts året efter. I 1827 fulgte Hans og 1831 Maren.
Datteren var 3 år gammel, da Søren fik sin endelige straf og dømt til at være fæstningsslave på livstid.
Karens ægteskab med Søren blev opløst ved kongelig resolution i februar 1835, og hun giftede sig senere på året med Niels Jørgensen, der oprindeligt stammede fra København. Selve skilsmissen er ikke fundet i kilderne.
Fruentimmeret Karen Christians Datter K. Stillinge gl. 34 Aar – Hun har tilforn været gift med Fæstningsslave Søren Pedersen Kjeldstrup. NB. Skifteforvalter Lind, har ved Attest af 15 Mai d. A. tilstaaet at Bevillingen til det forrige Ægteskabs ophævelse er Ham forevist. [Anmærkning] Forlovede d. 4 April Begge vaccinerede. Ved Kgl. Bevilling af 25 Febr. d. A(ar) er Ægteskabet mellem Bruden og hendes forrige Mand Fæstningsslave Søren Pedersen ophævet”
Karen og Niels fik samme år fik sønnen Christian og flyttede 1836 til Gierslev sogn, hvor de fik datteren Bodil Maria Nielsdatter i 1838.
En uægte datter
Ligesom i de højborgerlige hjem, var man ikke bange for at bruge farver i indretningen.
Det er endnu ikke helt klart, hvad der siden skete med Hans Sørensen. Muligvis var det ham, som var gift med Birthe Kirstine Pedersdatter fra Drøsselbjerg. De er hverken gift her eller i Havrebjerg. Men var det ham, så var han husmand i Bøstrup Toelstang og fik yderligere 2 børn.
Karen Christiansdatter døde i 1847 i en alder af 46 år. Niels blev i december samme år gift med Anne Cathrine Hansdatter fra Reerslev, som han fik to sønner med. Han døde i 1858.
Husmandssted på Den Fynske Landsby
Stedet er fra Turup i nærheden af Assens på Fyn, men det kunne lige så godt have ligget på Sjælland
Aagaarden, Næsby ved Stranden, Kirke Stillinge Sogn, Sorø Amt – En bygningshistorisk undersøgelse, Kunstakademiets Arkitektskole, Institut I, Årskursus 1989-90. Red. af Dorte Andersen mfl.
Karen Christiansdatters far var husmand og hendes farfar og oldefar smede i Næsby ved Stranden i Kirke Stillinge sogn. De mangelfulde kirkebøger i området gør det svært at følge slægten særlig langt tilbage i tiden .
Karen Christiansdatter var datter af Christian Jørgensen (1759-1832), som var husmand på Øster Stillinge Mark.
Karens mor, Bodil Larsdatter, var født i Vemmelev og døde i Næsby.
Både Christians far og farfar var smede.
Det indebar, at de havde en ret vigtig position i samfundet. De fleste kunne selv klare ret meget af det nødvendige håndværk – så længe det handlede om at arbejde med træ. Men man kunne ikke selv smede det jern, der skulle bruges til hestesko, værktøj, markredskaber, gryder og meget andet.
Smeden var desuden den, der trak dårlige tænder ud og fungerede også ofte som en slags dyrlæge.
Fars andet ægtskab
Christian Jørgensen var det eneste af sine forældres 6 børn, der overlevede fødslen eller de første barndomsår.
Hun stammede fra Næsby og hendes far, Ole Nielsen i Næsby, var blandt forloverne.
Første og tredje kone
Næsby ved Stranden på et kort over ryttergodset fra 1768-1769. Smedjen er hus nummer 2. (historiskatlas.dk)
Jørgen Christians første kone, enken Karen Nielsdatter, var kort før død og blev begravet sammen med deres for tidligt fødte barn. Deres første barn var død i 1753, samme år de blev gift.
Også Jørgen Christians tredje kone hed Karen, gang Christensdatter, som levede (1738-1814). De fik seks døtre i alt. Fire af dem hed Karen, og døde alle som små eller ved fødslen i 1767, 1768, 1772, 1773. En datter døde i 1769, inden hun nåede at blive døbt. Samme år fik de sønnen Niels (1769-1821), som blev gift med en gårdmandsenke og fik flere børn. Den yngste af parrets børn, Johanne, blev født efter Jørgen Christians død i 1775.
Karen Christensdatter blev herefter gift med enkemanden Jens Abrahamsen (1714-1796), der overtog smedjen på matrikel 38 Næsby ved Stranden.
De fik ingen fælles børn. Men Jens blev gift to gange til. Med sin anden kone, Ane Jacobsdatter, fik han to børn, blandt andet sønnen, Jacob Abrahamsen, som i 1803 blev gift med Karens posthumt fødte yngste datter, Johanne (1775-1826). Alle Johanne og Jacobs 6 børn døde ved fødslen.
En gammel landsby
Næsby ved Stranden på kort fra 1840-1899. (Historiskatlas.dk)
Næsby ved Stranden ligger på en lille forhøjning ved landskabet ved Tude Å, som tidligere var en vigtig transportåre. Der er meget der tyder på, at der har været meget stor menneskelig aktivitet i området i meget lang tid.
Man kan se til Trelleborg fra Næsby, men i dag skal man omkring Hejninge by for at komme over til byen, men sådan har det ikke altid været. Der er fundet en dæmning syd for byen, som med temmelig stor sandsynligvis har eksisteret allerede fra omkring år 1000. Der har muligvis ligget en havn og Næsby kunne have været stærkt tilknyttet Trelleborg og skibstrafikken i området og har måske været en levende havneby med soldater, søfolk, handlende og alt, hvad der hører sit til.
I senere tid hørte byen oprindelig under det antvortskovske krongods, indtil landsbyen i 1774 blev solgt sammen med andre nærliggende jorder og kom til at indgå i Valdbygård Gods. På rytterdstriktskortet fra 1768-69 består landsbyen af 18 gårde og 28 huse samt en række områder som muligvis er nogle fælles anlæg i byen – blandt andet rytterskolen i byen, som var blevet oprettet under Frederik 4. Til hver gård eller hus hørte en indhegnet have og udover haven havde hver gård eller hus et lille stykke græsareal.
Efter udskiftningen
Bryggers i husmandssted på Frilandsmuseet.
Det fremgår af brandtaksationen i 1806, at de fleste huse lå med gavle i øst og vest, og mange af dem var bygget sammen to og to. Deres vurderingssummer lå fra 40 til 140 rigsdaler (gårdene lå mellem 740 og 1420 rigsdaler). Kun smedens hus var vurderet til 450 rigsdaler. Smedefamiliens hus havde flere længer.
Efter udskiftningen i 1807 blev mange af gårdene flyttet ud, og de resterende huse – herunder smedjen – fik mulighed for at overtage de arealer, som de udflyttede gårde havde rådet over i byen.
Aagaarden, Næsby ved Stranden, Kirke Stillinge Sogn, Sorø Amt – En bygningshistorisk undersøgelse, Kunstakademiets Arkitektskole, Institut I, Årskursus 1989-90. Red. af Dorte Andersen mfl.
Så langt man kan følge Karen Christiansdatters mors familie, kom den gennem flere generationer fra de to sogne i Vestsjælland ud til Storebælt: Kirke Stillinge og Vemmelev, hvor de boede i Kelstrup og Øster Stillinge samt Vemmelev by, som ligger med cirka 10 kilometers afstand.
Parret blev gift 26. december 1788 med svend Jens Abrahamsen af Næsby og gårdmand Christen Laursen af Øster Stillinge som forlovere.
Jens Abrahamsen var hans mors anden mand, og Christen var muligvis hendes bror, i hvert fald ses hans kone flere gange som gudmor i familien.
Parret boede på Øster Stillinge Mark, hvor Christian var husmand.
Syv børn
Øster Stillinge i Kirke Stillinge Sogn. (Historiske kort på nettet)
Christian og Bodil fik først tvillingepigerne Caren og Maren, som begge døde efter fødslen i 1789. Peder Lausens kone bar Maren og Peder Nielsens kone stod hos. Christen Lausens kone bar og Ole Rasmussens hustru stod hos Caren. Følgende var faddere for de to piger: Christian Lausen, Peder Lausen, Niels Hansen, Christen Jørgensen samt Peder Lausen fra Vemmelev.
Datteren Maren Christiansdatter fulgte året efter. Hun blev båret ved dåben af Niels Frandsens Kone af Byen, Christen Lausens kone i Øster Stillinge stod hus. Niels Hansen, Christensen og Laurs Lausen var faddere. Hun blev senere gift med Rasmus Gregersen, der var husmand i Øster Stillinge. Maren havde sønnen Lars Nielsen. I 1834 bor Karen og hendes tre børn hos dem.
Der gik fem år før sønnen Jørgen Christiansen blev født. Niels Frandsens kone Birthe, bar. Faddere var Laus Lausens kone, Niels Frandsen, Peder Lausen, unge Peder Laursen fra Vemmelev.
Den næste søn, Hans Christiansen var den næste i rækken i 1797. Laurs Laursens kone bar. Faddere var Laus Christensens kone, Niels Frandsen, Peder Laursen og unge Peder Laursen fra Vemmelev. Han var husmand i Boested (eller muligvis Rosted i Sørbymagle).
Fire år efter blev Karen Christiansdatter født 14.februar og døbt den 20. samme måned 1801. Christian Lauesens hustru bar, Gl. Christian Laursens hustru, Niels Jørgensen og Hans Nielsen Smeds hustru i Øster Stillinge. Det var hende, der var gift med Søren Pedersen.
Den yngste datter, Ane Marie Christiansdatter, var gift med Christen Sørensen, som var husmand i Landsgrav.
Gårdfolk i Vemmelev
Vemmelev By. (Historiske kort på nettet)
Bodil Larsdatter var datter af gårdmand i Vemmelev, Lars Larsen (1739 -1786) og Maren Jørgensdatter (1735 -1784). Det er før der findes kilder, der kunne fortælle mere om gården.
Maren var først gift i Vemmelev med Peder Sørensen, som hun i 1760 havde fået en datter med. Hun og Lars blev gift i Vemmelev i 1762, samme år som sognets kirkebog begynder.
Lars og Maren fik fem børn. Og fadderne siger noget om slægtsforhold og hvem familien omgikkedes med.
Fx omtales Christen Larsen og Lars Larsen, der kunne være Lars’ brødre og Albrecht Jørgensen, som kunne være Marens bror.
De fem børn
Døbefonten i Vemmelev Kirke stammer fra 1200-tallet.
Lars og Marens første barn var datteren, Bodil Larsdatter (1764-før 1766). Faddere: Niels Andersen, Unge Peder Pedersen, Jørgen Albertsen, Erik Nielsens kone fra Kelstrup bar, Alberts pige stod hos.
Året efter fik de Margrethe, som døde fødslen. Fadderne var Christen Nielsen, Kiældstrup, unge Peder Pedersen, Jørgen Albertsen (Albrechtsen), Niels Andersens hustru, Lars Jensen i Stillinge, Albrecht Jørgs hustru i Bugeberg stod hos.
Bodil var den næste i rækken, og hun blev døbt 7. december 1766 med følgende faddere: Christen Larsen, Kiældstrup, Christen Nielsen ibid, Povel Nielsen, Niels Albertis kone i Borgebjerg bar hende, Niels Andersens i Vemmelev stod hos.
Præsten rodede i kirkebogen
Det kan være svært at læse detaljerne, når præsten streger over og skriver oven i.
Ved indførelsen om sønnen Peders dåb i 1769 har præsten har streget det, han oprindeligt skrev og skrevet oven i, så det er svært at tyde, men Povel Nielsen, Alberth Jørgensen, Christen Larsen, Erik Nielsen var faddere, […] Andersens hustru bar (af Kiældstrup), Unge Peder Pedersens hustru stod hos.
Den yngste, Margrethe Larsdatter (f. 1771), blev båret af Niels Jacobsens hustru i Vemmelev. Faddere: Poul Nielsens hustru, Niels Andersen, Unge Peder Pedersen, Hans Madsen og Niels Lund.
Lars blev efter Marens død gift i 1785 med Anne Marie Johnsdatter af Hemmeshøj og døde året efter.
Lars Larsens slægt var i flere generationer gårdfolk i Kelstrup, men da sognets kirkebog først starter i 1706, går informationerne ikke langt tilbage.
Lars Larsen var søn af Lars Sørensen (1712 -1754) og Sidsel Olufsdatter (1714-1789), som var gårdfolk i Kelstrup.
Kelstrup By set fra luften omkring 1950 (Danmark set fra luften, Det Kongelige Bibliotek)
Lars Sørensen og Sidsel blev trolovet i Kirke Stillinge kirke den 27. maj 1731 og gift 14. oktober 1731. Efter Lars’ død, blev hun gift med Christen Nielsen fra Bildsø.
Parret fik datteren Carn i 1734. Hun blev holdt over dåben af Søren Jensens hustru af Øster Stillinge, Lars Hansens Hustru, Lars Nielsen og Oluf Olufsen var faddere. Alle var af Kelstrup.
Oluf Olufsen fik datteren Anne med sin kone Geritrud Hansdatter i 1735. Lars Sørensen var blandt faddere. Hun døde i 1738.
Kelstrup By på postkort fra omkring 1900.
Hos Lars og Sidsel fulgte datteren Dorthe i 1736. Maren Olufsdatter bar. Jens Clemmensen, Lars Hansens hustru med flere var faddere. Alle af Kelstrup.
Lars var forældrenes yngste barn. Han blev døbt i 1739 på Festo Curum (muligvis Festum Circumcisionis Domini). Blandt fadderne var Lars Sørensen af Kelstrup og Jens Clemmensen samt Rasmus Nyborgs hustru.
PÅ AFTÆGT
Husgeråd fra husmandssted i Den Fynske Landsby.
Sidsel var fadder for Oluf Olufsens søn Peder i 1738. (Lars Sørensens hustru). En af de andre faddere var Jørgensen Olsens hustru.
Sidse og hendes anden mand, Christian, boede i 1787 gårdmand Børge Christensen og hans kone Kirsten Christensdatter i Vemmelev.
Om hende er det noteret, at hun er 70 år gammel og er ”Bladt de Fattige”. Christen er 63 og ”Indsidder og nyder ophold af Gaarden”.
Da Sidsel blev begravet i 1789, noterede præsten, at hun var 80 år gammel, men hun var kun 75, så folketællingen var tættere på. Hun var som nævnt oven for født i 1714.
ÆLDSTE GENERATION FRA KELSTRUP
Sidsel var datter af Oluf Pedersen (1657 -1739) og Maren Christensdatter af Kelstrup.
Frugtbuske ved husmandssted på Den Fynske Landsby. Det var en vigtig del af selvforsyningen på landet.
Da Oluf og Marens første kendt barn blev døbt i 1706 var han 49 år gammel, og hun må have været 15-20 år yngre, da de får det sidste barn 10 år senere. Oluf har derfor muligvis været gift tidligere.
Gudmor og faddere siger noget om slægtsforholdene. De er ikke alle afdækket, men den ældste, blev døbt Maren, og blev båret af Karen Pors. Faddere var Peder Pedersen og Johan Godkte
Det var Poul Olufsen (f. 1709), som blev båret af sin mormor, Maren Christensen. Anna Ole Jensöns stod hos, og fadderne var Jens Ebbesen, Lars Larsen af Kelstrup.
Den næste søn var Christen Olufsen (f. 1711). Fr. Cornete i Kelstrup bar, Anne Olufs her i byen gik hos, og fadderne var Morten Mortensen, Jens Silsørg (Svært at tyde), Hans Pedersen her af Byen og Hans Larsen af Kelstrup.
Niels Olufsen (f. 1712) blev båret af Karen Christens her i byen. Jørgen Mogensen, Jens Pedersen og Peder Pedersen var faddere.
Så fulgte Sidsel Olufsdatter (1714-1789). Hun blev døbt på Dom. Latære, som i 1714 var den 11. marts. Anne Peder Jensens bar, Karen Frantsis, Hans Pedersen, Lars Rasmussen og (Hans) Larsen var faddere.
Den sidste i rækken var Bodil Olufsdatter (f. 1716). Hun blev båret af Sinder Jenses […] her i byen, Karen Frantsis gik hos, Jens Ebbesen, Oluf Jensen og Lars Jensen var faddere.
MARENS MOR
Potte på bord.
Der er ikke flere informationer om Oluf og Maren eller deres gård i Kelstrup.
Men hendes mor, Maren Christens nævnes som gudmor en enkelt gang, i 1709, men der er ikke flere informationer om hende.
Ved hendes begravelse, må hun være nævnt som sin mands kone eller enke, og hans navn kendes ikke. Kirkebogen starter i 1706.
KIRKE STILLINGE SOGN MED BYERNE ØSTER STILLINGE OG KELSTRUP
Kirke Stillinge i Vestsjælland og Storebælt. (Historiske kort på nettet)
Søren Pedersens far stammede fra en familie af gårdmænd og tømrere i Lille Valby og Store Valby i Slagelse Sankt Mikkels Landsogn, som begge hørte under den store kirke i Slagelse
Valbygård var fra 1805 til 1846 ejet af statsminister Poul Christian von Stemann. (Illustreret Tidende, August 19, 1860)
Søren Pedersens far var Peder Sørensen (f. 1772), der var ladefoged på Valbygård Gods og senere på Jomfruens Egede.
I 1799 ses han i Lægdsrullerne for Sorø: Hovedrulle, lægd 34, Sogn Slagelse Sct. Mikkels, opslag 99:
Søren Knudsens søn Peder, 27, nummer 99/72, højde 67½ tommer, opholdende sig på Valbygård.
Han var altså cirka 172 cm. høj.
Det var Søren Pedersen, der under retssagen mod ham oplyste, at faren var ladefoged på godset Jomfruens Egede. Det er heller ikke bekræftet endnu, og han er heller ikke fundet i senere lægdsruller.
Gårdmand i Gudum
Den fine stue i en større gård fra Sydvestsjælland på Frilandsmuseet.
Peder Sørensens far, Søren Knudsen (1744-1780), var født i Lille Valby og gårdmand i nabosognet, Gudum, hvor han døde i en alder af kun 36 år.
Han var gift med sin kusines søns datter, Bodil Jepsdatter (1749-1804).
Som enke blev Bodil gift med Poul Jensen, der var gårdmand og senere indsidder og selvejerhusmand i Slagstrup. Hun fik 6 børn med den første mand og 5 med den anden.
Gårdmænd i Lille Valby
Den udstillede gårdkone er i en dragt, som kvinderne gik i over det meste af landet. Det var i detaljer som huer og så videre, at egnspræget blev tydeligt. Ellers lignede bødernes påklædning hinanden fra egn til egn.
Bodil Jepsdatter stammede fra en familie af gårdmænd i Lille Valby, som var del af Sankt Mikkels Landsogn, der bestod af områderne nord og nordvest for Slagelse By.
Gennem denne egn, der for en stor del var bevokset med skov, går landevejen mellem Slagelse og Kalundborg.
Ifølge Matriklen for 1682 bestod Lille Valby på dette tidspunkt af 12 gårde og ingen husmandssteder – i alt 89 tønder land. Man delte også Valbyområdet op i Valbyvester med 5 gårde og Valbyøster med blot 2 gårde. Gårdene hørte under Antvorskov Birk.
Gårdene i Lille Valby blev i slutningen af 1700-tallet flyttet ud, så der i begyndelsen af 1800-tallet kun var 4 af landsbyens tidligere omkring 13 gårde tilbage i bymidten.
Sandsynligvis slægt i Slots Bjergby
Bodils far, gårdmand Jeppe Madsen (1726-1788), fik fire børn med Maren Christensdatter (f. 1722).
Kirken i Slots Bjergby er den højest beliggende på Sjælland (Foto: Jens Cederskjold / CC BY/ creativecommons.org/licenses/by/3.0)
Hendes forældre, Christen Andersen og Bodil Hansdatter, blev gift den 15. juni 1721 i Slots Bjergby syd for Slagelse året før hun blev født i Slagelse Sankt Mikkel.
Hun blev holdt over dåben af Peder Hanses fra Bjergby. Og i 1728 blev hendes søster, Karen, båret af Abel Hanses i Bjergby.
Dette forhold peger i retning af, at forældrene, Christen og Bodil, stammede fra Slots Bjergby, hvor kirkebogen først starter 1709, altså før deres fødsel. Derfor er det altså ikke muligt at komme længere tilbage i denne gren af slægten, da der heller ikke er bevaret skifter fra området.
Ni børn
Snedkerværksted på Frilandsmuseet.
Jeppe var et af de ni børn, som Madtz Ibsen (f. 1702) og Ludzia Madsdatter (f. 1701) fik i Lille Valby. At hans far var Ib Madsen og dennes forældre var Mads Tømmermand og Kirsten vides fra et skifte.
Ludzia var datter af Mads Ibsen (f. 1672), som i 1697 blev gift med Karen Pedersdatter. De boede i Ottestrup ved Lille Valby. Det vides ikke, hvornår de døde, da oversigten over begravelser mangler.
Ludzias farforældre var Jeb Madsen og Luzia Nielsdatter. Det fremgår af et skifte at Jeb var søn af Mads Tømmermand og Kirsten, mens Luzias forældre er ukendte.
Kirsten Pedersdatter var datter af Peder Knudsen og Maren Nielsdatter.
Store og Lille Valby
Landsbyen Lille Valby lige nord for Slagelse. (Historiske kort på nettet)
Søren Pedersens mor var sandsynligvis Margrethe Hansdatter, hvis familie stammede fra landsbyen Store Valby, der blev nedlagt i forbindelsen med oprettelsen af godset Valbygård, efter at det gamle ryttergods under Antvorskov blev solgt af kronen.
Smedeværksted på Amagermuseet.
Søren Pedersens mor stammede fra den senere nedlagte landsby, Store Valby, som hørte under Skt Mikkel Landsogn i Slagelse og den store bykirke med samme navn.
I retssagen mod ham, opgav Søren hendes navn som Margrethe Larsdatter, men i kirkebogen var hendes patronym Hansdatter, og det passer også med den Margrethe der i 1775 blev født som datter af Hans Christensen, som muligvis var søn af Christen Sørensen.
Hans Christensen var den 17. september 1769 blevet gift med Maren Marcussen, der var enke efter Diedleuf Johannsen Hasse Smed i Store Valby, som hun nåede at være gift med i et års tid inden han døde i 1768.
Marens fødsel er ikke fundet, men hendes relationer til brødre og forældre fremgår blandt andet via skifter og indførelser som vidner ved ægteskaber og som faddere ved de forskellige børns fødsler.
Ud over Margrethe havde Hans og Maren sønnerne Peder og Hans – sidstnævnte havde Marcus Rasmussen samt Rasmus og Peder Marcussen af Store Valby som faddere.
Maren Marcusdatter (1701-1771)’s far var grovsmed i Store Valby. Da han i 1738 var blevet gift med Margrethe Pedersdatter (f. 1712), blev han betegnet som dimitteret rytter – det vil sige, at han havde forladt hæren.
Store Valby blev nedlagt
Store Valby på kort over ryttergodset fra 1768. Landsbyen blev nedlagt nogle få år efter. (Historiske kort)
Store Valby hørte under Antvorskovs Rytterdistrikt, som blev solgt i 1774. Det betød, at bønderne var direkte under kronen og skulle levere unge mænd til rytteriet, men til gengæld var fritaget for hoveri og andet, som fæstebønderne under godserne havde pligt til.
Men i 1774 blev rytterdistrikterne solgt for at skaffe penge til kronen. Det galt også det område, hvor Store Valby lå.
Landsbyen lå cirka 4 kilometer nordvest for Slagelse. Stedet omtales i 1231 som Waldby, af det gammeldanske ord wall, som betyder ‘slette’ og endelsen -by. Udgravninger viser at fem af landsbyens 16 gårde kunne følges tilbage til Vikingetiden.
Store Valby blev købt af Kammerherre J. H. V. Castenschiold og kom dermed sammen med andre landsbyer under Valbygård Gods, som kammerherren havde ladet opføre efter auktionen på den bare mark. Han betalte 65.000 Rd. for de 7 landsbyer med over 7.000 tønder land og besluttede at nedlægge landsbyen.
Byens rytterskole
Tegningerne for rytterskolerne blev vistnok udarbejdet af arkitekten J.C. Krieger, der senere blev overlandbygmester. I slutningen af 1721 blev byggeriet udbudt i licitation i de 12 rytterdistrikter (thorshoj.dk)
Det betød desuden, at rytterskolen også skulle nedlægges. Castenschiold fandt det “alt for besværligt og bekosteligt” at flytte skolen til landsbyen Hejninge og ønskede i stedet at indrette en gammelt, lerklinet hytte i byen som skole.
Provsten i Sønderup, Immanuel Vieth, var ganske vist enig med kammerherren i, at skolen blev henlagt til Hejninge.
Men han mente dog, at: “Hr. Castenschiold, som formaar at bygge ny Herregaard, og hvortil han og skal skaffe Materialer lang Vejs fra, formaar vel ogsaa at bygge et nyt Skolehus af god Bindingsværk med Vægge af brændte Sten, og disse som flere andre Ting kan tages af den Skole, som nedbrydes.”
Skoleholderen i Næsby, Cort Spjellerup protesterede og forlagte at få et emne. Mens diskussionen fortsatte de følgende 8 år, blev gård efter gård i St. Valby og andre landsbyer i samme situation revet ned. Spjellerup endte dog med at få embedet som skoleholder i Næsby i 1775 og i 1780 blev rytterskolen i Store Valby så revet ned. På det tidspunkt var rytterskolen det sidste hus, som var tilbage i landsbyen.
Både Store og Lille Valby var del af Skt. Mikkel Landsogn, og hørte under den store middelalderkirke, som ligger ved Nytorv midt inde i Slagelse. Dengang var der også et Skt. Mikkel Bysogn.
Smedeerhvervet gik flere generationer tilbage i familien, som boede i flere sogne på egnen. Jørgen Christian Fabiansen Smed, stammede oprindeligt fra Lorup i Kirkerup Sogn, hvor hans far på det tidspunkt var smed, og er først senere flyttet til Næsby ved Stranden.
Jørgen Smeds forældre var Fabian Willadsen Smed (1700-1780) og Mette Sophie
Rosted By i 1810. (Historiske kort på nettet)
Hansdatter (1696 -1758). Da deres børn blev døbt, boede de i Lorup i Kirkerup Sogn.
Men da Jørgen Christian døde i 1775 blev det nævnt i skiftet på Valbygård Gods, at hans far, Fabian, var smed i Rosted i Sørbymagle Sogn. Her døde begge også.
På udskiftningskortet fra 1810 bestod Lorup af tre gårde, og bebyggelsen betegnes i Trap
Danmark fra 1898 for en samling huse.
Rosted havde omkring 11 gårde og nogle huse. I 1719 hed det
Byens leilighed er god, haver gode kornmarker, som sielden feiler, igeledes tilstrekkelig høebond og gresning, baade af deris overdrev og feeled, haver gierselhugst, ligger i nerverelsen af skoven til ildebrand, haver gode humlekuler.
Fem børn
Bilagerovn og kig til soverum.
På grund af egnens mangelfulde kirkebøger, kendes deres baggrunde ikke.
Deres ægteskab er søgt i Kirkerup og Sørbymagle uden held.
Og med hensyn til den ældste søn, Hans, er det kun lykkedes at finde hans konfirmation i Sørbymagle i 1747, men han ses ikke i Folketællingen for 1787.
Da datteren Anne Catherine Fabiansdatter blev døbt i 1729, blev hun “båren til dåben” af Mette Rasmus Pedersens hustru i Lorup. Fadderne var Peder Pedersen, gårdmand sammesteds, Dorthe Larsdatter, Timmudis Henrich Vibe samt et par andre tienestepiger som også kom fra Lorup.
Jørgen Christian fulgte i 1731 og den næste i række, Maren er kun nævnt ved begraveøsen i 1737, hvor hun var 3 år gammel.
Det yngste barn, Anna Maria, var blevet døbt året før. Gudmor var Axel Christensøns kone. Fadderne var Rasmus og Peder Pedersen samt Erich Jacobsen af Lorup, Henrick Vibes Datter Margrethe samt Peder Pedersens kone af Kirkerup.
Ved alle børnenes dåb er nogle af gudmødrene og fadderne med næsten 100 procents sikkerhed slægtninge, men det kan ikke afdækkes på hvilken måde.
Lakuner i Kirkebøgerne
Med sin start i 1628 hører Lynge Kirkebog til en af landets ældste, men mange af nabosognene starter kirkebogen først i 1709 og er i øvrigt ført ufuldstændigt i flere perioder.
Kirkerup kirkebog er bevaret fra 1646 og i nabosognet Sørbymagle fra 1646¬91 med et hul til 1717
Lorup hørte under Kirkerup Kirke. (Foto; Bococo / CC BY-SA, creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0)
De to små sogne er omgivet af et stort antal sogne. Det er tjekket om parret stammer nogle af nabosognene
De er ikke fundet i Ting Jellinge, hvor kirkebogen starter 1690 eller Lynge, hvor der er kirkebog fra 1628.
I andre sogne starter kirkebog som følger: 1708 Gudum, 1709 Sludstrup og Slotsbjergby sogne, 1710 Haldagerlille, 1720 Ottestrup, 1736 Krummerup og Gerlev Sogne, 1740 Skørpinge, 1756 Kindertofte, 1795 Fuglebjerg og 1814 Gimlinge og Flakkebjerg sogne.
Børn i 1730 og 1740’erne
På kortet ses Sørby Magle og Kirkerup sogne omgivet af et stort antal mindre sogn, hvor kirkebøgerne først starter efter 1700 i mange af dem. (Kort: Svend-Erik Christiansen / CC BY-SA, creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0/)
Og netop i 1730 og 1740’erne fik en Niels Villadsen flere børn i Kirkerup: Anna 1734, Villads 1735, Johanne 1741, Niels 1742, Peder 1744, Jørgen 1747 samt Bodil som døde efter fødslen i 1751.
Hans første kone, Bodil Nielsdatter levede (1701-49). I den periode ses Anna Villadsis i Kirkerup flere gange som gudmor. Men dog ikke hos Fabian Willadsen, så der kan ikke fastslås et slægtskab ad den vej.
Søren Pedersen af Kielstrup fortalte sin livshistorie, da han blev dømt for at tyveri af korn og idømt livsvarigt straffearbejde i Rendsburg Fæstning i Nordtyskland.
Det fremgår af præstens notater ved Søren Pedersens konfirmation, at han havde haft en hård start på livet: Slegfredbarn af ladefoged Peder Sørensen paa Jomfruens Egede fød i Heininge antaget til Pleie 1803 af Husmand Lars Hansen paa Øster Stillinge Mark. Han har fremvist attest af 10. December 1811, der viste at ha var døbt i Heininge den 23. marts 1800. Der står desuden, at hans kundskab var god og hans opførsel sømmelig. Endelig havde han haft naturlige børnekopper.
Søren Pedersen og Karen Christiansdatter blev 1825 gift i Kirke Stillinge sogn på Vestsjælland og fik tre børn.
Men i folketællingen i 1834 står Karen Christiansdatter som ugift, uden at Søren var død – i hvert fald ikke ifølge kirkebogen. Og hendes børn var med i folketællingen, så det var den rigtige Karen.
Efter en undersøgelse af kirkebogen blev Karens vielse i 1835 med Niels Jørgensen fra København fundet. Der står følgende i Kirke Stillinge kirkebog:
” Fruentimmeret Karen Christians Datter K. Stillinge gl. 34 Aar – Hun har tilforn været gift med Fæstningsslave Søren Pedersen Kjeldstrup.
NB. Skifteforvalter Lind, har ved Attest af 15 Mai d. A. tilstaaet at Bevillingen til det forrige Ægteskabs ophævelse er Ham forevist.
[Anmærkning] Forlovede d. 4 April Begge vaccinerede. Ved Kgl. Bevilling af 25 Febr. d. A(ar) er Ægteskabet mellem Bruden og hendes forrige Mand Fæstningsslave Søren Pedersen ophævet”
Hvad var han dømt for?
Et postkort fra omkring 1900 viser Københavns Stokhus inden volden blev sløjfet i 1874 og stokhuset blev revet ned, og i 1920’erne erstattet af en moderne bygning, der oprindeligt husede Polyteknisk Læreanstalt og i dag Geocenter under Københavns Universitet.
En fæstningsslave var en person, der var idømt arbejdsstraf på en af de danske fæstningsværker (København, Nyborg eller Rendsburg) og i første omgang indsat i Københavns Stokhus.
Af Slaverullen fra stokhuset fremgik det, at Søren Pedersen af Kielstrup, var blevet indsat i marts 1832 og senere samme måned overført til Fæstningen i Rendsborg ved Hamborg. I slaverullen stod, at han var idømt ”Livstid for tyveri”.
Søren Pedersen af Kielstrup i Slaverullen med nummeret 804, som fulgte ham hele vejen gennem retssystemet
Protokollerne er meget præcise, og der henvises til hans nummer i retssystemet samt hans nye fangenummer: 804.
I stokhusets ”Domme over Ærlige og Uærlige Slaver” mangler en stor mængde sager – inklusiv nummer 804.
Sørens sags gang gennem systemet kan desuden følges i Den Kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsretten, men her er der ikke er noteret nogen detaljer om sagens indhold.
Generalauditøren for Rendsborg
Protokollen fra Rendsborg
Men hele Søren Pedersens sag var at finde i ”Domme over slaver, 1831-1837” i Arkivet for Generalauditøren, Auditøren for Rendsborg Fæstning. Arkivalierne var altså var fulgt med ham til Rendsborg. Det var derfor sagen manglede i Stokhusets domsoversigt.
Af sagsakterne fremgår, at han i første gang var blevet dømt i sagen i 1820. Herefter var sagen blevet anket ved flere instanser over de næste 12 år. Og i 1825 blev han som nævnt gift med Karen Christiansdatter.
Levnedsløb fortalt for retten
Valbygård var ejet af en af datidens mest fremtrædende embedsmænd og politikere,
Poul Christian von Stemann (1764-1855), som fra 1798 var amtmand i Sorø Amt og fra 1827 gehejmestatsminister, præsident for Danske Kancelli, justitsminister og kongelig bankkommissær. (Det Kongelige Biblioteks Billedsamling)
Dommen indeholdt hans livsforløb før dommen, som han selv havde fortalt det til retten. En ret enestående kilde. Her fremgik det, at han var uægte søn af den tidligere ladefoged på Jomfruens Egede, Søren Pedersen og pigen Margrethe Larsdatter.
Ifølge Sørens beretning blev hun senere gift med en husmand fra Neblerød i Haldagerlille Sogn ”hvis navn han ikke ved”.
Søren var blevet døbt i
Hejninge Sogn. Her skrev præsten i kirkebogen, at hans far var tidligere ladefoged på Valbygård, hvor Søren var født. Moderens efternavn angives her til Hansdatter
Hans levnedsløb som gengivet i dommen:
”Han er født paa Valdbyegaarden, døbt i Heininge og confirmeret i Kirkestillinge kirke – da han var 1½ Aar gl. kom han fra sine For ældre, som da bleve skildte ad, til en kone navnlig Ane Niels Hans i Østerstillinge hvorfra saa, efter omtrent et Par Aars forløb, kom til en kone navnlig Mette Niels Jens sammesteds givt (gift)med Huusmand Lars Hansen, hvor han var indtil sit 17 eller 18 Aar da han kom til Gaardmand Christen Larsen i Øster Stillinge, der tarsk (tærskede) han omtrent en Vinter uden dog ordentlig eller paa nogen bestemt Tid at være fæstet, imod Kosten og 1mk daglig. – Derpaa kom han saa igien til Huusmand Lars Hansen og var der omtrent 1 Aars Tid – derefter kom han til Selveier Klum i Kirke Stillinge, hvor han ligeledes uden at være fæstet paa nogen bestemt Tid tarsk til Punds indtil Mikkelsdag 1818, da han igien kom hjem til ovenomforklarede Huusmand Lars Hansen, hvor han har været indtil nu sidste afvigte 1 Maj, da han kom i fast Tjeneste hos Gaardmand Berthel Eilertsen i Østerstilling.
Han nægter nogensinde forhen at være enten tiltalt, dømt eller straffet for nogen forbrydelse.”
Tarsk til pund indebærer ifølge Ordbog over det danske sprog, at han tærskede på akkord.
Dommen
Dommen over Søren Pedersen
Og hvad var så Søren Pedersens forbrydelse? Der står følgende i den oprindelige dom fra Antvorskovs Birk, som de følgende retsinstanser citerede og lagde til grund for stadfæstelsen:
”Ved egen Tilstaelse og de iøvrigt oplyste Omstændigheder overbeviist at have Natten mellem den 2den og 3die December forrige Aar af Laden paa Waldbyegaard bortstiaalet 1½ Tønde Havre, som han derefter har afhændet i Slagelse og som er ansat til en Værdie af 12 Rigsbankdaler Sedler, imod hvilken Vurdering han intet har havt at erindre”
Dette skete altså i 1820, og den endelige dom faldt 1832.
Jeg kender ikke Sørens skæbne i Rendborg. Han findes ikke i en oversigt over slaverne fra 1843 og det mest sandsynlige er, at han døde i mellemtiden.
Karen Christiansdatter flyttede med sine sønner og nye mand til Gerlev, hvor hun fik yderligere to børn, inden hun døde 46 år gammel i 1847.
Bønderne på Reersø var oprindeligt meget velhavende, og byen er i dag et usædvanligt velbevaret eksempel på sjællandske gårde fra 1700-tallet.
Skansevej 13 i Reersø.
Ane Kirstine Olsdatter ses også som Anne Kirstine Olesdatter og Stine Olsdatter i kilderne. Hun stammede fra en slægt af bønder på Reersø.
Da hendes morfar og mormor, Jørgen Espensen (1731-88) og Anna Kierstine Christensdatter (1736-1768), blev trolovet i april 1755 og gift 13. juni samme år, skrev præsten skrev i Kirke Helsinge kirkebog:
”2. April trolovede ieg Jörgen Espensen og Anna Kirstine Christensdatter paa Reersø. De vare næst=SödskendeBörn og viiste og derfor Konge=brev at de maatte komme Sammen, og at de ej vare nærmere beslægtede end de havde andgivet i Cancelliet, derom aflagde 3de gl: Mænd sc: Hans Pedersen, Niels Poulsen og Peder Mortensen deres Sandfærdige Berætning i deres Herskabs og Deignens overværelse for mig. De samme vare ogsaa de unge folches Forlovere.”
Jørgen Espensen fæstede sandsynligvis matrikel nr. 38 B, — som i dag har adressen Skansevej 13.
Hans søn, Espen Jørgensen var opført som fæster af denne gård i 1801.
I dag er der tale om en stråtækt bindingsværksgård, bestående af tre sammenbyggede længer og en fritliggende fløj mod syd. Bindingsværket står opsteget og tavlerne er hvidmalede.
Anna Kirstine Christensdatter døde 1768 efter at have født tvillingepiger. Den ene døde med det samme og den anden 10 år gammel.
Landsbyen Reersø
Indretning af gård på Frilandsmuseet.
Indtil for 150 år siden var Reersø delt i to – en flad halvø, der stak ud fra kysten og en kuperet ø syd herfor. Tilsanding af vandløbene har dannet basis for en vejen over til øen, der findes i dag.
Reersøboerne blev i 1400-årene fritaget for at betale tiende til konge, kirke og præst. Privilegier som ifølge traditionen fra dronning Margrethe I. som dem til gav øen i taknemmelighed over beboernes hjælp ved et skibsforlis. Og øens indbyggere fastholdt privilegierne gennem talrige retsafgørelser gennem tidens løb.
Bønderne købte landsbyen fri
Sjællandske bønder i samtale
Der skete ikke nogen udflytning af gårdene, og landsbyen ser stadig ud, som da den første beskrivelse af gårdene blev gennemført i 1801. Og de fleste af gårdene kan føres tilbage til 1700-tallet.
Reersø var kongelig ejendom indtil 1658, hvor Frederik 3, der var forgældet på grund af svenskekrige, overdrog øen og dens 16 gårde til rentemester Müller.
1707 kom byen i herredsfoged Niels Christensen Wulffs eje. Han boede på Helsingegård, og her hørte byen under, indtil Reersøboerne købte deres 16 gårde og 17 huse for i alt 12.939 rigsdaler og 4 skilling til selveje.
Reersø By i 1803. (Historiske kort på nettet)
Da beboerne måtte låne pengene, blev byen takseret af Løve Herreds ting og en landinspektør, som ikke mente, at byens jorder egnede sig til udskiftning. Derfor fortsatte man landsbyfællesskabet. Det skyldtes at nogle få ville få nogle meget gode jorder, mens andre dele af området, var oversvømmet en del af året.
Forbindelse til degnen
Anne Kirstine Christensdatters far, Christen Nielsen Jyde (d. 1746), var muligvis degn eller også gårdmand på den gård, som degneembedet ejede i landsbyen Dalby i Kirke Helsinge Sogn.
Kirke Helsinge Kirke (Foto: Bococo, CC BY-SA 3.0, creativecommons.org)
Christen Jyde blev gift 1719 hos “Hr. Vulf “med Marren Larsdatter af Reersøe. Der er ikke flere informationer om hende.
Hr. Vulf var i virkeligheden Niels Christensen Wulf, der var tidligere ridefoged på Sæbygård. Han var sandsynligvis ejer af Kirke Helsinge kirke, da han omkring 1720 ejede en større gård i sognet, som kirken senere kom til at høre under.
Halvøen Reersø, der tidligere var en ø. (historiskatlas.dk)
En gårdmandsdatter fra Reersø giftede sig med en husmand ovre fra fastlandet og døde fattig.
Husmandssted med alkover i Den Fynske Landsby
Anne Kirstine og Jørgen Espersens datter, Ellen Jørgensdatter (1763-1830), var gift med Ole Nielsen Westes (1762-1831), der stammede fra Dalby på den anden side af bugten ved Reersø, hvor de døde.
I dødsanmeldelserne til herredfogeden for Løve Herred betegnes de som fattiglemmer, og da de ikke efterlader sig noget af værdi, er der ikke nævnt nogen arvinger.
Ole Westes var søn af Niels Westensen (1708-1782) og hans anden kone. Pastor Christopher Watkinson Samuelsen Bergen noterede i kirkebogen:
” 1756 Dom 18 á Trinit:
copulerede Hr Bergen Niels West og Deignens Pige Maren Pedersdatter, trol d 31 Ap.”
Hun er ikke fundet i Kirkebogen for Kirke Helsinge. Da Nels Westensens første kone dødeåret før, skrev præsten:
Dalby Strand
“Niels Westensen Soldates Hustrue af Dalby: Hun døde ynkelig, thi effter at hun i nogle Aar havde plagen af været af Moderbesværing brød omsider Hull paa hendes tynde Liv, hvor ud af gik ald hendes Excrementa, i lang tiid og da Manden? søgte Rund for at faa Hullet loget af (Lukket af?) som skeede, døde hun strax eller kort effter: Et dødfød Foster fra K: Helsing var .. Barn.”
Med moder menes her livmoder. Hendes navn er ikke nævnt i kilderne.
Mine tiptipoldeforældre, Kristian Nielsen og Maren Kirstine Larsen, flyttede fra Langeland til Vemmelev ved Korsør omkring 1860 og drev en gård der. Der var landbrugskrise og samtidig tyder noget på, at Kristian blev syg, i hvert fald måtte de sælge gården og han var husmand i de sidste år af sit liv.
Ormeslev i Vemmelev Sogn. Matrikelkortet 1810-59. (Historiske kort på nettet)
Gården set fra luften i 1930’erne med de gamle avlsbygninger og et glimt af stuehuset, der blev bygget i 1912, som det fremgår af BBR, bygge og boligregistret. (Sylvest Jensen Luftfoto, Det Kgl. Bibliotek)
To år efter købte de en gård på Ormeslevvej 38 i Vemmelev Kommune, matrikel 14 A af Jørgen Hansen. Gården hørte tidligere under Dyrehovedgård Gods og lå i Sorø Amt. Det nuværende stuehus er bygget i 1912.
Fra gårdmand til husmand
22. februar 1894, to måneder efter Kristians død, anmodede Maren Kiristine skifteretten under Antvorskov Birk om tilladelse til at sidde i uskiftet bo.
Den 14. december 1880, solgte Kristen Nielsen og Maren Kirstine Larsen gården til Søren Jensen.
Herefter flyttede familien til Gierslev – som på det tidspunkt bestod af seks døtre og en søn. Her betegnes Kristian betegnes som husmand, arbejder eller boelsmand.
Kristian døde 58 år gammel på Slagelse Sygehus den 5. december 1893. Der er endnu ikke fundet nogen dødsattest for ham, men to ting tyder på, at han har været alvorlig syg. For det første, at han og Maren Kirstine solgte gården, og for det andet at han lå på sygehuset, hvilket ikke var almindeligt i den tid, med mindre, det var strengt påkrævet.
Nielsine Marentine
Vemmelev Kirke (Foto: St.Hinni / CC BY-SA, creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0/)
Den ældste datter, Nielsine Marentine, blev født i 1862 i Vemmelev. Hun fik i 1884 datteren Laura Sofie Larsen uden for ægteskab.
Herefter er hun tilsyneladende forsvundet helt ud af familien og er ikke fundet i nogen kilder – hverken som bosat i Danmark eller som udvandret.
Laura Sofie voksede op hos sine morforældre.
Frederikke Rasmine
Den næstældste datter, Frederikke Rasmine Nielsen (1864-1889), var opkaldt efter sin mormor. Hun blev 20 år gammel gift i Gierslev med Ludvig Kristiansen (1857-1916), der var smed i Slots Bjergby.
De fiktre børn: Alma Dorothea Kristiansen (f 1884), Valdemar Kristiansen (død efter fødslen i 1886) og Valborg Kristine Kristiansen (f. 1887), der blev gift med murersvend Hans Christen Hansen og fik sønnen Sigvart Ejvind Hansen i 1914.
Lavrine
Gierslev By og kirke. (Sylvest Jensen Luftfoto, Det Kgl. Bibliotek)
Datter nummer tre, Lavrine Nielsen (f. 1866), blev gift som 21-årig i Gierslev med Martin Carl Christian Johansen.
De fik børnene Valdemar Frederik Johansen (f. 1890), Ella Margrethe Hedvig Johansen (f. 1891), Carl Thorvald Johansen (f. 1893) og Karla Kristiane Johansen (f. 1894).
Martine
Den næste i rækken var Martine Nielsen (f. 1868), som blev gift 1892 hjemme hos forældrene med Hans Morten Nielsen af Fårdrup.
De fik tre sønner: Laurits Nielsen (f. 1893), Kristian Nielsen (f. 1895) og Peter Nielsen (1895).
Karoline
Femte datter, Karoline Nielsen (f. 1872), var opkaldt efter en moster. Hun blev gift 1898 i Gierslev med Karl Kristian Berthelsen fra Holmstrup.
Parret boede i Slagelse med deres 3 døtre: Agnes Clara Berthelsen (f. 1902), Erna Sigrid Berthelsen (f 1908-) og Karen Meta Berthelsen (f. 1909).
Kristine
Postkort fra omkring 1900 med Stenhusgade med Slagelse St. Mikkel i baggrunden.
Den yngste af døtrene, Kristine Nielsen (f. 1874), var syerske, da hun i 1900 blev gift i Gierslev med Hans Peter Jakobsen.
Han var købmand, lagerekspedient og lagerforvalter i Slagelse, hvor de blandt andet boede i Stenstuegade 28, forhuset i stuen.
Deres tre børn var: Edith Rigmor Jacobsen (f 1901), Maren Kristine Hildeborg Jacobsen (f 1903) og Jacob Sigfred Jacobsen (f. 1909).
Laurids
Laurids Valdemar Nielsen. Han var født den 5. januar 1877 i Vemmelev og døde den 21. juni 1885 i Gierslev.
Søstrene og deres mænd vedblev med at være faddere hos hinandens børn og også hos deres nevøer og niecer.
Maren Kirstine flyttede til Slagelse
Postkort fra Bredegade i Slagelse fra omkring 1900.
Maren Kirstine boede på Bredegades Vej, 13e i Slagelse St. Mikkels sogn, da hun døde den 24. december 1909 i en alder af næsten 74 år.
Nummer 3e findes ikke i folketællingen for 1906, men hun har muligvis boet hos en af døtrene, der også var flyttet til Slagelse med deres mænd. Også Laura Sofie boede i Slagelse.
I Folketællingen for 1880 ses hun i Ormeslev i Vemmelev Sogn som tjenestepige hos husmoderen Kristine Klaudine Pedersen (1852-1911) og hendes to sønner, Harald Stenbæk på 3 og Halvdan Stenbæk, som var 1 år gammel. Kristines mand, Kristjan Rasmussen Stenbæk (der også ses som Christian R. Stenbæk), var fraværende, fordi han var medlem af folketinget for Venstre fra 1879 til 1881.
Ellers var han friskolelærer i Ormslev og senere forsøgsleder ved Askov Højskole. I husstanden boede også friskolelærer i Ormslev, Niels Olsen Kjær, der passede skolen, mens Stenbæk sad i Rigsdagen. Senere blev Kjær friskolelærer på Fyn. Kristine var født i Humble og Kristjans forældre var i sin tid flyttet fra Langeland og havde overtaget en fæstegård i Ormslev.
Udlagde barnefar
Nielsine blev i 1884 gravid med “udlagt barnefar”, landbrugselev Jacob Larsen fra Alleshave i Bregninge Sogn ved Kalundborg, og opholdt sig ifølge kirkebogen hos den mødrene familie i Rudkøbing op til datterens fødsel, der fandt sted hos hendes forældre i Gierslev Sogn, hvor datteren også blev døbt og fik navnet Laura Sofie.
De nævnte slægtninge er eftersøgt men endnu ikke lokaliseret.
Gift med landmand?
Laura Sofie Larsen. Hun var også kendt som Laura Christensen
I en oversigt over ansatte på Sydvestsjællands Bryggeri fra 1930’erne angiver Laura Sofie, sine forældre som Nielsine og landmand Kristian Nielsen. Men hvis det er tilfældet, er de ikke fundet i nogen senere folketællinger i andre kilder.
Måske var det noget hun fandt på, fordi der det var krævet til biografien, eller også var det noget, hun havde fået at vide og troede på. Jeg talte omkring 2005 med en af Lauras børnebørn – som var vokset op hos Laura – som aldrig havde hørt om, hvem Lauras forældre var, og at de ikke var gift.
I hvert fald ser Nielsine ud til at være forsvundet ud af familiens liv. Hendes fem søstre fortsatte med at være i tæt kontakt og svogere var vidner ved bryllupper og de var faddere når hinandens børn blev døbt. Men Nielsine ses aldrig.
Og der er i øjeblikket ikke fundet andre spor efter hende efter 1884.
Jacob Larsen tog i 1884 til USA og var der nogle år. Tog Nielsine med, blev hun der? Har hun ændret sit navn? Er hun flyttet? Det vides ikke. Hendes videre skæbne er ikke kendt.
Laura Sofie voksede op hos sine morforældre i Gierslev.
Kristian Nielsen (1835-1893), stammede fra Humble og ligesom hans kone, Maren Kirstine Larsen (f. 1836) og deres forfædre kom fra Sydlangeland.
Fuglsbølle Kirke
Kristian Nielsens far, Niels Pedersen Kaae, var gårdmand. Hans mor var Maren Rasmusdatter (1797-1842), der var datter af Rasmus Piil i Humble.
Niels Kaae var født i Tullebølle i 1789 som søn af Niels Pedersen og Karen Jørgensdatter Kaae.
Jørgen Kaad far hed også Jørgen Jørgensen Kaad og var født i Vesterbølle i Fuglsbølle Sogn i 1685 og døde i Herslev i 1739. Hans kone, Maren Hansdatter (1685-1760)´s baggrund er ukendt.
Begge Karen Kaaes forældre var fra Herslev i Lindelse. Hendes far var Jørgen Jørgensen Kaad (1718-1780) og hendes mor var Mette Katrine Jensdatter (1734-1817).
De ældre Jørgen Kaads far hed også Jørgen Kaad, og er min ane gennem flere linjer.
VÆVER FRA SÆDBALLE
Udsigten ved Sædballe
Mette Katrines forældre var Jens Rasmussen Væver og Marie Hansdatter.
Jens Væver nævnes både som gårdmand og væver og han stammede fra Sædballe i Magleby Sogn og døde 1748 i Ristinge i Humble Sogn.
Mange gårdmænd supplerede indtægten som vævere, som på gården fra Frilandsmuseet.
Marie døde 29 år senere i Herslev i Lindelse. Ifølge et skifte fra Grevskabet Langeland var hun datter af Hans Kruuse, som der ikke er flere informationer om.
Jens Vævers far, Rasmus Rasmussen Væver (1656-1711), var gårdmand i Sædballe og gift med Marie Mortensdatter.
Hendes far, Morten Mikkelsen, kendes fra et skifte. Også Rasmus Vævers far – der også hed Rasmus Væver – kendes fra skifter. Deres navne indikerer, at de har suppleret deres indtægt som gårdmænd med at væve for naboerne.
PIIL FRA HUMBLE
Humble By (Historiske kort på nettet)
Maren Rasmusdatters far var Rasmus Hansen Piil, som var gårdmand i Humble, hvor han ejede matrikel 8 (Gård nummer 8), som var spredt ud over hele Humble Bys område. Hans bror, Christen Piil, ejede matrikel 12.
Rasmus (1774 1841) havde mistet sin første kone, Maren Pedersdatter efter et års ægteskab og havde sønnen Peder med hende.
Det nævnte hospital var Odense Gråbrødre Hospital – det tidligere kloster, der fra 1790 var det eneste hospital på Fyn. Tegningen stammer fra 1858. (Det Kgl. Biblioteks Billedsamling)
Rasmus Piil og Christine Johansdatter fik den 12. august 1796 kongelig dispensation til at blive gift på trods af, at de var beslægtede i 2. og 3. led, og de betalte en afgift til hospitalet. De blev gift den 18. november.
Det fremgår ikke af kirkebøger eller skifter, hvordan de var beslægtede, da flere af kirkebøgerne mangler fra flere af de sogne, hvor de tos slægt stammer fra.
Christine Johansdatter var enke efter Lars Jørgensen Skoleholder, som hun havde tre døtre med.
Alkover i gård på Frilandsmuseet.
Den ældste var Ane Kirstine Larsdatter (f. 1788), som var gift med Hans Larsen Kaad (1777-1834) (sønnesøn af Jørgen Jørgensen Kaad), og havde flere børn med ham.
Den næste, Sophie Larsdatter, var gift med Niels Pedersen Mogenstrup.
Den yngste var Hanne Larsdatter (f. 1794), hvis gudmor var Dorthe Johansdatter fra Illebølle, som sandsynligvis var hendes moster. Hun var gift Christian Jørgensen, der var gårdmand i Humble.
Ud over Maren, havde Rasmus og Christine og sønnen også Lars Rasmussen Piil (17991860), der var slagter og Værtshusholder i Rudkøbing. Han var gift med Cecilie Kirstine Carstensen (1795-1836) og Inger Christine Margrethe Hansen og havde flere børn.
Steffen Hove “Det blev i familien – En registrering af kongelige bevillinger til ægteskab i forbudne led i Fyns stift 1569-1814”, 2000https://www.klostre.dk/odense-graabrodre-kloster/
Som bødker lavede han tønder og fade af træstave. Tønderne blev brugt til opbevaring og transport, og fadene blev brugt til mange forskellige ting, fx mål, opbevaring og transport.
Godsejerinden
Dorthea Christine Johansdatter. (Tegning fra Skovsgård)
Hendes yngre søster, Dorthea Christine Johansdatter (1777-1863) blev gift med Proprietær Hans Lauridsen til Skovsgård.
Efter hans død i 1829 sad hun i uskiftet bo frem til sin egen død, hvor datteren Laurine og hendes mand overtog den sammen med manden, Jakob Møller, der var hendes tidligere huslærer og forvalter af gården.
Deres søn, Hans Lauritzen Møller, var næste ejer og herefter fulgte hans datter, kammerjunkerinde Thyra Lauritzen Møller, som i 1909 var blevet skilt fra Niels Christian Mathias Fuglede under stor dramatik.
Hendes datter, Ellen Fuglede, ejede herregården fra 1929 til sin død i 1979. Hun var ugift og testamenterede Skovsgård til Danmarks Naturfond, og gården er i dag museum.
Hattemager
Hattemagerværksted i Den Gamle By.
Johan Bødker (1740-1815)’s forældre var Hans Casper Johansen Hattemager, der døde i 1768, og Dorthea Hansdatter, og han var gift med Pernille Simonsdatter fra Nordenbro i Magleby, hvor hendes far, Simon Hansen (1714-74) var husmand i Søndenbro.
Hendes mors fornavn kendes ikke, men hun nævnes i et skifte fra 1761 efter søsteren Anna som afdød.
Skabsvæg fra Frilandsmuseet.
Da hendes søster, Anna, bliver gift med Peder Jacobsön 1731 betegnes hun som “Hans Byskovses datter i Illebølle”.
Det er muligvis den anden søster, der er den Johanne, som samme år gifter sig med Hans Matzsön (Hans Madsen), men her nævnes faderens navn dog ikke.
Simon Hansen var gift anden gang med Maren Hendrichsdatter, som han ikke havde børn med.
Hvorfor hed det Søndenbro?
I middelalderen samlede landsbybebyggelse i Magleby sig omkring landevejen midt gennem det klimamæssigt udsatte og af nor og moser stærkt indskårne område. I nord måtte landevejen søge over Høje Bro i norets bund ved Broløkke, fortsætte herfra øst om Fakkebjerg og videre over Søgård til Bagenkop, hvis fiskere benyttede noret til fiskeri og vinterleje. Jorden i sognets sydlige del blev oprindeligt drevet fra Søndenbro, det øvrige fra Nordenbro.
Søndenbro (Historiskatlas.dk)
Og det er Høje Bro som har givet anledning til navnedelingen.
I 1806 skrev professor Begtrup at sognets bebyggelse bestod af én stor by der strakte sig en halv mil i længden. Den kæmpemæssige slyngede vejby var løst opbygget og sammensattes i 1662 af flere bydele, Nordenbro, Bøsseballe, Magleby Kirkeby, Brobjerg, Vråstrup og Søndenbro
Hans Andersens morfar, Simon Christiansen Schwabe, var degn i Magleby og hans far, Christian Schwabe, var slager i Rudkøbing
Hans Andersens død er ikke fundet i kirkebogen, men ved Kirsten Degns begravelse i 1750 skrev præsten, at hun “døde fattig”
Simon Hansens forældre var Hans Andersens og Kirsten Simonsen Degns, hvis tilnavn skyldes, at hun var datter af degnen i Magleby.
“Absolvered: Kirsten Simonsdatter, for hendis Lejemaal, med Hans Andersen som tiente i Degnegaarden for dreng, der hand besov hende. vide supra Dominic lætare”.
I kirkebogen står i 1704:
Og året efter: “Trolofved: Hans Andersen fra Hiortholm og Kirsten Simonsdatter, som hand tilforn hafde besofved. Die Jovis.”
MANGLENDE KIRKEBØGER
Herregården Hjortsholm. (Historiskatlas.dk)
Hjortholm er en lille herregård i Fodslette Sogn, hvor han sandsynligvis har arbejdet, inden han besov Kirsten. I sognet starter kirkebøgerne 1709, og det betyder, at det ikke har været muligt at finde ud af mere om ham.
Hans og Kirsten fik 7 børn. De tre ældste døtre, Lisbeth (f. 1707), Pernille (f. 1711) og Ellen (f. 1712) ikke synes at findes i senere kilder. Herefter er der tre sønner, som havde flere efterkommere og endelig Ellen Hansdatter, der var gift med Rasmus Hansen i Nordenbro.
LØBEDEGN I LONGELSE OG DEGN I MAGLEBY
Kateter i skolestue på Hjerl Hede.
Kirstens far var degnen i Magleby, Simon Christiansen Swabe Degn (1654-1716). Hendes mor var Ellen, hvis fars navn ikke kendes.
Simon Degn startede som Løbedegn i Longelse, hvilket betød at han underviste bønderne i de forskellige byer i sognet.
Selve embedet hørte nemlig under latinskolen i Rudkøbing. Her findes han i en oversigt over elever fra 4. juni 1670:
Rectoris och Collegæ Løn et Nomina discipulorum udi Rudkiøpings Skole Indleveret d. 4. Junij 1670.
Disciplernis Nauffne i Rudkiøbings Schole 1670- I Scholemesters Lexie:
Løbedegnen til Longelse og Fuglsbølle Sogner, Simon Christiansen, bekommer 7 Tønder Biug. hans Forældre erre Christian Svabs, en Slagter, blivffver uden Tuiffvel ved Bogen, om hand nyder alt fremdelis.
Om flere af hans meddicipble står, at de måske “bliver ved bogen”, forhåbeligt gør det eller slet ikke har evnerne til det.
Degn på udsnit af illustration fra 1600-tallet (Nationalmuseet).
Fra før 1682 til sin død havde han et fast embede i Magleby.
Simon Degn blev indsat som degn i sognet under pastor Dines Rosenstein, der døde 1682, og fungerede også under hans efterfølger, Frands Krag.
Som degn var hans vigtigste opgaver at ringe med kirkeklokken, bede ind- og udgangsbønnen, lede sangen og assistere præsten under gudstjenesten samt holde kirken ren og kirkegården ryddelig.
Degnen skulle desuden sørge for at præstens embedsskrivelser kom frem til dem, der skulle have dem. Desuden stod det i Kirkeordinansen, dat skulle de undervise sognets ungdom i børnelærdommen.
Skolemesterens bolig på Hjerl Hede kan have mindet om degneboligen i Magleby.
Det vigtigste mål med lærdommen var, at gøre børnene klar til konfirmationen, der fulgte efter en eksamination og markerede indgangen til voksenlivet. Det skete typisk, når de unge mennesker var 16-18 år gamle. I kirkebøgerne er eksamensresultatet ofte noteret med, hvor gode/dårlige de har været i lærdom og opførsel.
SØN AF SLAGTER I RUDKØBING
Rudkøbing i 1800-tallet. (Langelands Museum)
Simon Degn nævnes som søn af slagter i Rudkøbing, Christian Swabe, der omtales som slagter, men det findes ikke flere informationer om hans baggrund.
Da han overtog embedet i Magleby, fandt han degneboligen ”totalt ruineret”.
Som en del af indtægtsgrundlaget hørte der en eng til degneembedet, og han havde 5 tønder og 2 skæpper sædejord og var i stand til at avle op til 20 tønder korn.
OMKRING 8 BØRN
Magleby Kirke var Simon Christiansen Swabe Degns arbejdsplads, og der, hvor han fik sine omring 8 børn døbt.
Hans børn havde faddere fra fremtrædende familier på Langeland. En søn ”druchnede” kort efter sit bryllup. Hans navn nævnes ikke.
Den ældste, Karen Simonsdatter Degns (1677-1762), blev 1702 gift med Michel Madsen Bruun (før 1682-1724). Deres datter Sidsel blev født i degneboligen i Magleby. De ses ofte som fadderne hos hendes søskendes børns dåb.
Den næste i rækken, Kirsten, er nævnt oven for.
Herefter fulgte 6 sønner. Den første var Anders Simonsen (f. 1686), og blandt fadderne ved hans dåb var Thomas Wardingshausen og Hans Holmsted, der var søn af ejeren af Broløkke, Christen Holmsted. Ifølge skifte i 1738 efter hans farbror, Christian Christiansen, boede Anders i Odense.
Hovedgården Nordenbrogård, som ligger i Magleby Sogn. (J. B. C. la Cour – Danske Gaarde).
Nummer to var Knud Simonsen (f. 1688). Han blev ved dåben ”Frembaaren af Jehanne Margrete Holmsted”, hvis far ejede Broløkke. Blandt fadderne var ejeren af Lykkesholm Gods, Otto Kaas, samt Erasmus Petræus og David Hendrichsøn der var huslærer på Lykkesholm. Derudover var Elisabeth Hartvig Mejers, som var gift med , som var forpagter af Nordenbrogård, Hartwig Meyer. Knud Simonsen var gift med Dorthe (d. 1731). Ifølge skiftet efter hans farbror i 1738 boede han i Holsten.
Godset Lykkesholm i Tryggelev Sogn var ejet af Otto Kaas i perioden 1664 til 1716. (J. B. C. la Cour – Danske Gaarde).
Herefter fulgte Gotfried Simonsen (f. 1691). Han blev båret af Karen Krag. Fadderne var Vincentz Kaas, der var ejer af Lykkesholm, og Christen Bech, huslærer på Lykkesholm. Gotfrieds første kone døde 1727. Herefter var han gift med Mette Pedersdatter (d.1749), og boede i Søndenbro i Magleby Sogn.
Magleby Præstegård omkring 1900 (europeana)
Næste i rækken var Christian Simonsen (f. 1695-før 1738). Han var frembåren af Hilleborg Steensen, der var gift med ejeren af Brolykke, Christen Holmsted. Fadderene var Anders Po Præceptor i Præstegården, godsejersønnen Lauritz Holmsted, Rasmus Borre, Anne Sophie Christian Povelsens samt Johane Maria Holmsted. De to Holmsted’er var børn af Hilleborg Steensen. Christian boede i Søndenbro og havde to døtre med Johanne Hartvigsdatter.
Den 5. søn var Frantz Simonsen (f. 1698). Båret af Anna Sophia Christian Povelsens på Holmegaard. Fadderne var Hans Ditlev Kaas, der var ejer af Lykkesholm samt Rasmus Rasmusen, Mogens Rasmusen, Jehanne Margreta Holmsted og “Rasmus Borris stiddatter Maren”. I 1738 boede han i Skovhuset på hovedgården Nielstrup ved Ottrup på Fyn.
Broløkke, set fra havesiden på postkort fra omkring 1900. Herregården ligger meget tæt på Magleby Kirke.
Den yngste søn var Dingis Simonsen (1700-1737). “Frembaaren af velbaarne Frue Hilleborg Steno.” (Altså Hilleborg Steensen fra Broløkke). Og blandt fadderne var hendes søn Frederich Holmsted, begge fra Broløkke. Dingis var skrædder i Søndenbro og kendt som Dines Skrædder. Han var gift med Kirsten Rasmusdatter.
Der hvor kirkebøgerne mangler kan skifteprotokoller være en uvurderlig kilde til at finde slægtsforhold. Det gælder fx i sognene Fuglsbølle, Snøde og Tullebølle på Langeland, hvor de ældre kirkebøger gik op i flammer sammen med præstegårdene sidst i 1800-tallet. Derfor er disse kilder ført bevaret fra 1813, hvor der kom pligt til at føre to kirkebøger og opbevare dem to forskellige steder.
Hans Piil nævnes 1767 som ladefoged på hovedgården Skovsbo i Fuglsbølle, som på det tidspunkt var ejet af Birgitte Sophie Prag og fremefter af Niels Jørgensen Hansen. (Sylvest Jensen Luftfoto, Det Kgl. Bibliotek)
I skifteprotokollerne blev slægteforholdene minutiøst noteret, da det var vigtigt for at vide, hvem der skulle arve hvem. Aurelia Clemon har trukket slægtsforholdene ud af Langelands Grevskabs Skifter og transskriberet dem.
Efter en periode som ladefoged blev Hans Piil gårdmand i Humble.
Det fremgår af fæsteprotokollen, at han den 26. oktober 1789 overdrog fæstet på gården til den ældste søn, Christen Hansen Piil, som var gift og havde flere børn. Ud over Hans og Rasmus havde de også datteren Maren Hansdatter Piil (f. 1782), som der pt. ikke vides mere om.
Hans Piil var søn af Rasmus Hansen (d. før 1783), som var gårdmand Østerby i Fuglsbølle Sogn.
Første ægteskab
I følge piil.dk viser dette foto fra 1936 muligvis Pill-slægtsgården. Gården blev revet ned før 1960’erne (Sylvest Jensen Luftfoto, Det Kgl. Bibliotek)
Rasmus Hansen blev første gang gift den 18. december 1729 med Johanna Klausdatter (1697-1743), hvis baggrund ikke kendes. Med hende fik han Maren Rasmusdatter i 1735 og Hans Rasmussen Piil (1736-1810), som var oldefar til Kristian Nielsen.
Samme år som Johanne døde, blev han Rasmus Hansen gift med Maren Hansdatter (f. 1707), der var fra Sogn Fuglsbølle, men hvis baggrund ikke kendes. De fik sammen fire børn: Birthe Sophie Rasmusdatter (f. ca. 1745-1791), som var gift med Hans Rasmussen Lassen i Østerby, Dorthea Rasmusdatter (1745-1820), der var gift med Claus Nielsen , Anders Rasmussen Piil, som døde straks efter fødslen i 1745 og endelig Karen Rasmusdatter (Ca. 1749), som var gift med Thomas Clausen i Helsned, som var oldeforældre til Maren Kirstine Larsen.
Kirkebøgerne i Fuglsbølle er først bevaret fra 1813. (Ariel/Dansk Luftfoto, Det Kgl. Bibliotek)
Rasmus Hansens forældre kendes ikke på grund af de manglende kirkebøger i Fuglsbølle Sogn. Men det fremgår af forskellige skifter, at faren, som hed Hans, var gift to gange og havde i alt seks børn, der blev voksne.
Ud over Rasmus Hansen drejer det sig om Karen Hansdatter, som var gift med Hans Hansen, Maren Hansdatter (d. før 1783), der fik en uægte datter og var gift med Christian Lillie og Christen, Christen Hansen (d. før 1783), som var husmand i Nørre Longelse, Hans Hansen i Østerby, der var gift med Anna Pedersdatter (d. 1777) samt Michel Hansen (d. 1783) i Østerby.
FRA LINDELSE TIL HUMBLE
Bondestuen på Den Gamle Gård i Fåborg med kiste med udstyr og skab, der kunne låses af til gårdens mere værdifulde genstande.
Sinder Christiansdatter var datter af Christen Laursen og Maren Michelsdatter (d. 1767), som havde tre børn med sin første mand, Jens Hansen og tre med Sinders far.
Christen Laursen var født 1712 i Herslev i
Lindelse Sogn og døde 1798 i Humble. Han var 8 år gammel da hans far, Lars Jørgensen Guldborg (1670-1720) døde og efterlod moren, Ingeborg Jørgensdatter (1660-1726), med 7 børn i alderen fra 5 til 21. Hun må have drevet gården videre alene, i hvert fald giftede hun sig ikke igen.
Ingeborg stammede fra Vesterby i Fuglsbølle Sogn, og derfor er detaljerne om hendes baggrund ikke kendt, men det fremgår af forskellige skifter fra Grevskabet Langeland, at hun var datter af Jørgen Kaad og søster til Jørgen Jørgensen Kaad (1685-1739), som var ane til Kristian Nielsen.
ANER I LYSABILD ELLER PÅ LOLLAND
Lars Guldborgs forældre var Jørgen Pedersen Guldborg (1633-1708) Maren Larsdatter, hvis baggrund er ukendt, og som døde før ham.
Der er to versioner af, hvor han stammer fra. Den ene er, at han var fra Lysabild på Als i Sønderjylland og søn af Peder Jürgensen. Den anden er, at han stammede fra Alsø i Majbølle Sogn på Lolland, og fik sit tilnavn fra området omkring Guldborgsund.
Christen Jørgensen overtog fæstet på gården 11. november 1699.
Jørgen Guldborg var gårdmand i Herslev, indtil han overlod gården til sønnen Christen Jørgensen den 11. november 1699 jævnfør fæsteprotokollen for Grevskabet Langeland.
Han døde i Vesterby i Fuglsbølle Sogn af “alderdom og svaghed”. Jørgen og Maren har et meget stort antal efterkommere.
BRÆNDTE KIRKEBØGER
Landsbyen Vesterby i Fuglsbølle Sogn på matrikelkort, der var i brug fra 1810.
Maren Michelsdatter var datter af Michel Lauritzen, der døde 1744 i Vesterby i Fuglsbølle Sogn og hans første kone, som det må formodes hed Maren, da farens første datter med hans anden kone, Kirsten Pedersdatter, også hed Maren. Men da kirkebøgerne her først er bevaret fra 1813, kendes hans familieforhold fra en række skifter.
Den ældre Maren havde 3 helsøskende og i det andet ægteskab havde faren 4 børn i alderen fra 6 uger til 10 år.
Michel Lauritsens far, Lauritz Michelsen døde i 1708 i Ennebølle, Snøde Sogn. Michels mor, Karen Christophersdatter, er nævnt i skiftet efter faren, hvor hendes halvbror Christopher Hansen i Botofte også nævnes. Men da kirkebøgerne først er bevaret fra 1813, da de ældre brændte sammen med præstegården den 15. juli 1883, kan forbindelserne ikke slås fast.
Det fremgår også af skiftet, at Lauritz og Karen havde 7 børn, da han døde. Den ældste datter, Else, tjente så langt væk som i Næstved, mens de øvrige enten var hjemme eller tjente forskellige steder på Langeland.
Også Lauritz’ forældre kendes fra et skifte. Hans far, Michel Mortensen døde i 1684 i Tranekær, som dengang lå i Tullebølle Sogn. Men også her gik de gamle kirkebøger i flammer, da præstegården i Tranekær, der senere var blevet hovedsognet. brændte 19. Maj 1875. Bøgerne er derfor først bevaret fra 1813.
Lauritz Rasmussen, levede og døde i Tressebølle i Tressebølle. Skiftet afsluttet 3. september 1685, og den ansvarlige for skifteprotokollen var Hans Christopher Wardinghausen. Det fremgår at hans første kone var Johanne Mortensdtr. Børn: Morten Lauritsen og Peder Lauritsen. Første kone, Børn: Johanne Lauritsdr Karen Lauritsdr. Den anden kones stedfader: Hans Jørgensen i Tressebølle. Værge: Iver Nielsen.
Det fremgår ikke helt klart af skifteprotokollen om Karen Lauritzdatter var Michels
anden eller eneste kone. Muligvis havde han været gift før og havde måske sønnen Rasmus med den første kone. Han og Karen havde så de øvrige 8 børn sammen.
Takket være Aurelia Clemons transskriberinger er det også muligt at fastslå, hvem Karen far var, nemlig Lauritz Rasmussen, der døde 1685 i Tressbølle i Snøde sogn. Karen var datter af hans første kone, hvis navn ikke kendes. Hans anden kone var Johanne Mortensdatter, som var steddatter af Hans Jørgensen i Tressebølle.
Karen have helsøsteren Johanne og to halvbrødre, Morten og Peder.
Niels Pedersens aner var solide bønder og husmænd, hvoraf nogle havde bibeskæftigelser som skrivere i deres og ladefogder. De ældste forfædre kan føres tilbage til begyndelsen af 1600-tallet via skifter, da de ældste kirkebøger mangler.
Søgård i Skebjerg i Tullebølle Sogn på et foto fra 1938 (Danmark set fra luften, Det Kongelige Bibliotek)
Han var søn af Helvig Hansdatter og Peder Nielsen, der overtog fæstet på hendes fødegård Søgård i Skebjerg. Ud over Niels havde de sønnerne Jens (1758-1827) og Hans (f. 1770)
Helvig blev enke 1786 og forblev enke til sin død. Hun er nævnt i Folketællingen i 1801, men er ikke at finde i Kirkebogen, hvor listerne over afdøde først er bevaret fra og med 1813. De ældste kirkebøger fra Tullebølle og Tranekær Sogne brændte sammen med Tranekær Præstegård i 1875.
Husmand i Skebjerg
Skebjerg med Søgård øverst. (Historiske kort på nettet)
Helvig var datter af Hans Sørensen, der var født i 1697 som eneste søn af husmand i Skebjerg, Søren Hansen (1667-1740) og hans kone, der hed Helvig Hansdatter, som sin dattersøn. Søren og den ældre Helvigs to øvrige børn var døtrene Maren Sørensdatter, som var gift med Hans Godtfredsen i Spotofte og Kirsten Sørensdatter (død før 1740), som var gift med Erik Hansen.
Hans Sørensen var gift med Maren Lauridsdatter (1702-1739), der også var fra Søgård i Skebjerg i Tullebølle. Hun var den yngste af Lars Nielsen (1664-1726) og Anna Jochumsdatter (1669-1726)’s 5 børn. Anna var igen datter af Jochum Pedersen (f. 1643), hvis baggrund er ukendt.
Byskrivere
Tullebølle på postkort fra omkring 1900. Landsbyen havde ikkeforandret sig meget i forhold til de foregående århundreder.
Niels Pedersen fra Søgård var søn af Peder Jensen Skriver (1700-1762) fra Løkkeby i Tullebølle. Han var gift med Ellen Hansdatter fra Stengade, der var datter af Hans Nielsen Jeppesen, som døde i Tullebølle i 1746. Også hans baggrund er ukendt.
Peder Skriver var søn af Jens Pedersen Skriver (1672-1615) og Mette Pedersdatter (1661-1726), begge fra Løkkeby, hvor de også boede.
Om Mette Pedersdatters forældre, Peder Nielsen og Anne Nielsdatter, som døde i 1698, kendes kun deres navne.
Jens Pedersen Skriver blev den 21. januar 1705 idømt en fuld mandebod (18 lod sølv) ved Fynbo Landsting for ikke at have afværget et slagsmål, som hans tjenestekarl, Mads Hansen, indledte med en gæst, Peder Christophersen, ved en dåbsfest hos hans søster Anne Pedersdatter og svoger Christen Rasmussen på Emmerbøllegård den 6.-7. august året før.
Skriveredskaber fra Hjerl Hede.
Slagsmålet endte med Peder Christophersens død. Mads Hansen blev dømt til døden for drab, men flygtede den 30. november 1704. Jens Pedersens bror Hans Pedersen blev dømt fredløs for sin medvirken til drabet og forsvandt.
Jens Skrivers far var Jensen Fynbo (1644 -1704) , der var byskriver i Løkkeby. Hans baggrund kendes ikke, men hans tilnavn tyder på, at han var fra Fyn. Måske har Jens og hans søn også været skrivere – i hvert fald har tilnavnet hængt ved familien.
Hans mor var Karen Hansdatter (1645-1720) og hun fik i alt syv børn med faren, inden han døde, og hun giftede sig igen Hans Hansen, som hun fik yderligere to børn med.
Fogeder
Blandt ladefogedens opgaver var at koordinere hoveriarbejdet på godsets marker. Her fra Den Fynske Landsby.
Karen Hansdatter var datter af Hans Hansen Foged (død før 1680) og Johanne Pedersdatter (død efter 1681), som havde i alt tre eller fire børn. Hendes forældre kendes ikke.
Det er sandsynligt, at han har været ladefoged et sted i området, ligesom sin far, Hans Madsen Ladefoged. Der var ikke nogen herregårde eller hovedgårde i umiddelbar nærhed af Løkkeby, men der var en del ryttergods i Korsebølle, Lindelse, Rifbjerg og Skebjerg samt i Haugbølle, som lå tættere på. Så måske var det her, de havde til opgave at føre tilsyn med avlen – såning, høst, tærskning og så videre – og opsyn med hovfolkenes arbejde.
Hans Fogeds er eneste kendte barn af Hans Ladefoged, hvis baggrund ikke kendes.
Illebølle i Lindelse, Fodslette, Østerby i Fuglsbølle og Søndenbro i Magleby Sogn var de steder, hvor Maren Iversdatters aner drev deres gårde gennem generationer. Hendes fars forældre stammede fra den store gamle gård, Guldborggård, og hørte i perioder til Langelands rigeste storbønder.
Illebølle set fra luften i 1956 (Sylvest Jensen Luftfoto, Det Kongelige Bibliotek)
Laurs Hansens kone, Maren Iversdatters forældre var Iver Nielsen (1702-1760) og Anna
Pedersdatter (1737-1760). De var gårdfolk i Illebølle.
Iver Nielsen var første gang blevet gift den 22. juli 1730 med kongebrev med Johanne Christensdatter (170745), som var enke efter Niels Rasmussen Drost. Da hun døde i 1745 var deres eneste datter, Maren, 10 år gammel, og der står i skiftet, at barnet var hos Peder Michelsen i Illebølle. Som voksen blev hun gift med Michel Jørgensen.
Marens mor var altså farens anden kone. De blev gift den 7. oktober 1745, og hun tjente på det tidspunkt Mads Guldborg. Iver og Anna fik 3 børn. Ud over Maren var det Hans i 1748 og Karen omkring 1757.
GÅRDFOLK I FODSLETTE
Stue i gård på Frilandsmuseet.
Anna var datter af Peder Christensen Hauge (1665-1745) og Maren Madsdatter (d. 1728), som var blevet gift den 20. december 1716. De var gårdfolk i Fodslette.
Med sin førte kone, der også hed Maren, havde Peder fået 5 børn, hvor den ældste søn var død som 10-årig i 1712, de næste to hed begge Hans og døde som børn og til sidste fulgte to dødfødte børn.
Peder og Maren fik 4 døtre og et dødfødt barn. I hvert fald de to yngste døtre blev voksne og gift. Annas lillesøster, Inger (f. 1723) var gift med Peder Pedersen Skov fra Bremelbjerg i Østerby, der ligger i Fuglsbølle Sogn, og har mange efterkommere.
Efter Marens død i 1728 blev Peder den 28. december 1728 gift med Kirsten Pedersdatter og fik yderligere 4 børn med hende.
Da Peder Hauge stammede fra Fodslette, hvor kirkebogen mangler, kendes hans baggrund ikke. Ved skiftet efter Marens død, nævnes hendes bror, Hans Madsen Fogedgaard i Søndenbro i Magleby Sogn, og herigennem kan det sluttes, at de var børn af Mads Rasmussen Fogedgaard og Maren Hansdatter (d. 1729), som fik 8 børn sammen.
Hovedgården Østergård i Munkebo uden for Odense ses på foto fra omkring 1900.
Niels var bestyrer af Hovedgården Østergård, som var ejet af familien von Brüggemann, inden han arvede Guldborggård i Illebølle. Han solgte den største del af jorden (hovedparcellen) til sin bror, Kierud Iversen, men beholdt dog den store selvejergård og var en velhavende mand.
Det gik dog tilbage både for ham og hans bror, sandsynligvis fordi de begge drak for meget.
”Slægten Guldborg og Guldborggaards Historie” henviser til Herredstingbogen, hvor flere mænd fra Illebølle den 7. april 1714 afgav forklaringer om den overdrevne pantning og drikkeri i deres by, som truede med at lægge den helt øde.
Ifølge forklaringerne var det især de to brødre, Niels og Kierud Iversen, og deres svoger Jesper Brock, som fik de andre til at sidde dagen lang og drikke med dem og terrorisere hele området.
Guldborggård på et luftfoto fra 1930’erne, hvor det stadig er ses, at der er tale om en stor gård. (Sylvest Jensen Luftfoto, Det Kgl. Bibliotek)
De mødtes blandt andet og drak brændevin en time eller to, og så stødte de i hornet for at få dem, der ikke var til at komme til at betale en pant. Ofte sad de og drak en hel dag og de omsatte de pant, de havde fået, i brændevin.
Kierud Iversen havde ingen børn og solgte 1728 Guldborggård til oberst Hans Ditlev Kaas til Lykkesholm, og efter ham blev gården overtaget af greverne Ahlefeldt.
Ved salget havde Kierud Iversen dog fået lov til at fæste gården på livstid, men allerede i 1730 overlod han til sin steddatters søn, Mads Jensen Guldborg, der boede hos ham. Hans efterkommere ejede endnu gården i 1913.
EN MEGET GAMMEL GÅRD
Guldborggård ved Guldborg Banke (historiskatlas.dk)
Guldborggård ligger ved den meget store Guldborgbakke i Illebølle, hvor tidligere Guldborg Slot lå. Hovedgården nævnes allerede i Sagntiden som Langelands ældste Herresæde, og i ældgamle dage skal det have været muligt at sejle herfra til Østerstrand.
Indtil 1661 var Guldborggård Lindelse Sogns største gård og den var muligvis ladegård til slottet, hvad kan formodes fordi gården nævnes ved navn tidligere end andre, og tidligere havde adelige beboere.
Frederikke Pedersdatter stammede fra Helsned, hvor hendes mors familie boede på den samme gård i Helsned i adskille generationer. I 1835 fik hun sit første barn med tjenestekarlen på gården.
Gården Margrethesminde på Møllevænget 6A i Harnbjerg ved Helsned i Humble Sogn ses på luftfoto fra 1940’erne. (Foto: Sylvest Jensen Luftfoto, Det Kgl. Bibliotek)
De har nok gået og fået et godt øje til hinanden: den 25-årige gårdmandsdatter, Frederikke Pedersdatter og hendes fars tjenestekarl, Lars Thomsen Hansen på 21.
I hvert fald gik der kun en måned fra de blev viet 5. december 1835 til deres første datter, Maren Kristine Larsen, meldte sin ankomst den 4. januar året efter.
Margrethesminde (Foto: Sylvest Jensen Luftfoto, Det Kgl. Bibliotek)
Frederikke og Lars fik yderligere syv børn, og overtog senere hendes barndomshjem, gården Margrethesminde i Helsned. Deres ægteskab var dog ikke den store mesalliance, for Lars Thomsen Hansen var gårdmandssøn, og kom også fra Helsned i Humble Sogn. Det kan man læse mere om længere nede i teksten.
De seks yngste Børn
Stue i velhavende gård på Frilandsmuseet. Dragten er fra sidst i 1800-tallet.
Herefter fulgte Pedersine Larsen som blev født 1846 og døde 20 juni 1881, dagen efter at hun havde født datteren Pedersine. Hun blev døbt med efternavnet Johansen men skiftede 1906 navn til Iversen. I 1890 boede hun hos plejeforældrene Hans Christensen Hansen og Hanne Mathilde Hansen i Skrøbelev. Hendes forældre var blevet gift den 8. april 1881, og hendes far var, Erich Møller Johansen Iversen (18491920), som var møller og sognefoged i Haugbølle. Han blev 1890 gift med Dorthea Johansen og fik tre 3 børn med hende.
Der er dækket op med stellet Blå Blomst, som var Den Kongelige Porcelænsfabriks andet mønster, som blev skabt i 1779. Teknikken bag petroleumslampen blev opfundet i 1853.
Det andet af parrets børn var Anne Larsen (f. 1837), som i 1861 blev gift med Niels Madsen, der var gårdejer i Humble. De fik fem børn: Mads Nielsen (f. 1862), Frederikke Rasmine Nielsen (f. 1865), Berline Sophie Nielsen (f. 1873), Laurits Hansen Nielsen (f. 1878) og Niels Peter Nielsen (f. 1881)
Den tredje datter, Caroline Larsen (f. 1839), boede hjemme i 1860.
Den ældste søn, Hans Pedersen Larsen (f. 1841), var gårdejer i Helsned og gift med Anne Katrine Larsen og havde sønnerne Laurits Christian Larsen (f. 1878) og Kristian Rasmus Larsen (f. 1881) Den næste i rækken, Peder Larsen, var født i 1843 og døde to år gammel.
Støbejernskomfuret blev introduceret fra sidst i 1800-tallet, hvilket gav nye muligheder i madlavningen, som ikke kunne lade sig gøre over det åbne ildsted eller i de store bageovne. Fx kunne man nu bage småkager, der kunne blive sprøde. Komfuret her er fra Frilandsmuseet.
Sønnen Rasmus Larsen (f. 1848), boede hjemme i 1860.
Den yngste i børneflokken var Marthe Kirstine Larsen (f. 1850), som blev gift 3. december 1881 med Andreas Christensen fra Fuglsbølle.
Frederikke døde i 1883 i en alder af 73 og Lars døde 11 år senere, 79 år gammel.
FAR MED UKENDT BAGGRUND
Frederikkes far, gårdmand Peder Rasmussen, var født omkring 1768 i Tullebølle, hvor kirkebøgerne først starter i 1813, og derfor kendes hans baggrund ikke.
Mor på omkring 49
Prydhaver med kunstfærdigt klippede hække, som her på Den Fynske Landsby var en naturlig del af bondehaverne.
Frederikke mor, Karen Madsdatter var født i 1774 som eneste fælles barn af Mads Gotfredsen Bødker (1744-1825) og den omkring 17 år ældre Kirsten Madsdatter (1727-1797), der altså var cirka 49 år gammel ved Karens fødsel. Mads Bødker var hendes anden mand.
Kirsten var i 1796 blevet gift med sin første mand, Rasmus Christensen (1764-1807), som hun havde datteren, Kirstine Rasmusdatter (1799-1870).
Kirstine var gift tre gange: Rasmus Clausen fra Drejø (1788-1828), Niels Nielsen i 1828 og Peder Hansen i 1834, og havde sønnen Rasmus Rasmussen (f. 1825)
Nørreballe i Tryggelev Sogn
Mads Bødker var søn af Gotfred Jørgensen Kok og Karen Hansdatter fra Nørreballe i Tryggelev Sogn.
Dom. 26, 11. Trin, 22 November blef Godfred Jørgensens liden Mads fremstilled tilDaaben af Else Christensdatter, Faddere: Rasmus lsen, Peder Rasmussen, Karen Sørensdatter, Anne Jacobsdatter og Kirsten Jeppesdatter.
Godtfred var søn af Jørgen Kok (1661-1738) og Bodil (1662-1722). Deres familieforhold kendes fra skifter fra Grevskabet Langeland. Alle boede i Tryggelev sogn.
Ved Bodils død skrev pastor Eggert Mathiesen Pedersen i Tryggelev kirkebog under døde 1722:
Nr. 2 den 15 … begraf ieg Bodild Koks omtrent henved 60 Aar gammel
Da Godtfred blev noterede pastor Brandt i kirkebogen under døde 1738:
Nr. 3. Den 11 April bleg Jørgen Kok begraffed i sit alders 77 Aar.
Hans far var Hans Thommesen (1778-1818) og hans mor Anne Larsdatter (1781-1859).
Hans Thommesen var fra Helsned lige som sin far og farfar.
Hans Thommesen var søn af Thomas Clausen og Karen Rasmusdatter, som var datter af Rasmus Hansen, der havde sønnen Hans Rasmussen Pill med sin første kone. Hendes mor, Maren Hansdatter, var født 1707 i Fuglsbølle.
I matriklen for 1810 står Thomas Clausens enke på kortet som fæster af Matrikel 4 i Helsned (Historiske kort på nettet)
Karen Rasmusdatter drev gården videre efter Thomas død, og på matrikelkortet fra ses hun som gårdkone – Thomas Clausens enke.
Thomas Clausen var søn af Claus Thomasen og Anna Maria Hansdatter.
Hun var datter af Hans Pedersen Skoemager, der var gårdmand i Bøstrup Sogn, og Maren Poulsdatter, som var datter af Poul Eijlersen (1670-1723) og Sidtzel Stephansdatter. Længere tilbage rækker kilderne ikke.
Fodslette og Søndenbro
Fodslette ligger i det sydlige Langeland, nær Humble. (Foto: Sylvest Jensen Luftfoto, Det Kgl. Bibliotek)
Lars Hansens mor, Anne Larsdatter, var datter af Laurs Hansen (ca. 1725-efter 1801) og Maren Iversdatter, som igen var datter af Anne Pedersdatter (f. 1722).
Anne Pedersdatters far, Peder Christensen Hauge, døde i Fodslette i 1749 – 21 år efter hendes mor, Maren Madsdatter fra Fogedgården, der var død allerede i 1728.
Deres ældste, Christen, blev 10 år, den næste, Hans, var født 1708 og nok død inden 1711, hvor parret fik en søn som fik samme navn, men døde kort efter fødslen. De fik dødfødt børn i 1713 og 1715. Herefter fulgte døtrene Maren i 1717, Johanne i 1719 samt Inger Pedersdatter i 1723. I 1722 havde de desuden fået endnu et dødfødt barn.
Fogedgård i Søndenbro fotograferet omkring 1930 (Foto: Sylvest Jensen Luftfoto, Det Kgl. Bibliotek)
Peder Hauges anden kone var Kirsten Pedersdatter, som han blev gift med 28. december 1728. Med hende fik han sønnerne Christen i 1729, Peder i 1733 samt døtrene Maren i 1736, Elisabeth i 1739 og Karen i 1744.
Detaljer i Skifte
Køkken i velhavende gård på Frilandsmuseet.
Det fremgik af skiftet efter Peder Hauge i 1748, at den ældste Maren var gift med Rasmus Nielsen og Johanne med Rasmus Hansen – begge i Nordenbro. Desuden var Inger gift med Peder Pedersen Skov i Bremmelbjerg.
Maren Madsdatters forældre var Mads Rasmussen i Fogedgård og Maren Hansdatter, som døde i Søndenbro i 1729.
Mads og Maren havde i alt ni børn, hvoraf nummer to, tre og fire døde i alderen fra et til tre år. Desuden blev i hvert fald fire af parrets børn voksne og fik børn og efterkommere.
Augusta Margrethe Wardinghausen var født i Rudkøbing 1680 som det 7. af Hans Christoffer Wardinghausen og Maria Dorthea Nissens 10 børn.
Prospekt over Rudkøbing fra 1700-tallet. (Johan Jacob Bruun, Det Kongelige Biblioteks Billedsamling)
Maria Dorthea Nissen blev i 1642 i Neumünster i Holsten som datter af Thomas Nissen (1615-1698) fra Holstein og Dorothea (1618-1669), hvis baggrund ikke kendes.
Thomas Nissen og var ridefoged på Tranekær Slot, og den 25. september 1666 blev han udnævnt til tolder og borgmester i Rudkøbing, hvor han døde i 1698,
Begrebet told i det 16. århundrede var ensbetydende med udførselstold, mens indførselstolden var kendt som sise (senere benævnt accise). Og tolderen var ofte en af byens mest ansete folk. I 1632 organiserede kong Christian 4. et egentligt toldvæsen, hvor der skulle udnævnes en tolder og en toldskriver i hver by. I 1660 indførte kong Frederik 3. enevælden, og fra det år blev tolderne udnævnt af kongen selv.
Velhavende købmandsfamilier
Stue fra købmandsgård fra omkring 1640 udstillet på Sønderborg Slot.
For at kunne blive rådmand og borgmester måtte der være en forudsætning for at vedkommende var indehaver en af vis velstand, for bestillingen var ulønnet bortset fra nogle foreløbig ikke ret store sportler.
Rådets medlemmer blev derfor udelukkende taget fra købstædernes overklasse, der overvejende bestod af købmændene samt enkelte velstående avlsbrugere og lignende, der i så fald blev regnet med til købmandslavet, selvom de ikke drev forretninger. Håndværkere var udelukket fra rådet.
Valgene til byrådene gjaldt for livstid, og i normalt blev både rådmænd og borgmestre i embedet til deres død. I en købstad som Rudkøbing var der to domstole – bytinget og rådstueretten. Men mens det var borgmester og råd – nogle gange bistået af byfogeden – som forstod rådstueretten, var det byfogeden alene, der forestod bytinget.
Rudkøbing – de ”8 mænd”
Vejerafdelingen i et toldkontor som udstillet i Den Gamle By i Århus.
Rådets medlemmer valgt af byens købmandsstand. Det betød reelt, at en meget stor del af byens befolkning var uden indflydelse på bystyret, men fra omkring 1620 begyndte der at kunne mærkes et ønske i befolkningen om større indflydelse på byens ledelse.
I Rudkøbing valgte man i 1673 et fast ”8 mands udvalg”, der bestod op i 1700- årene. Det deltog blandt andet i valg af taksereborgerne.
Den 4. januar 1692 præciserer byens rådstueprotokol, hvilke beføjelser de ”8 mænd” skulle have her. Dette ”8 mands udvalg”, som bestod af mænd, der havde løst borgerskab i Rudkøbing.
Rudkøbing en by i problemer
Rudkøbing kæmpede gennem store dele af sin historie mod den omfangsrige handel fra Langelands mange ulovlige ladepladser langs kysten. Det ses her på søkort over sydhavsøerne fra 1692. (Det Kongelige Biblioteks Billedsamling).
Den ulovlige handel blev et stadigt større problem i 1500-tallet og 1600-tallet, og byens havn forfaldt, fordi oplandsbøndernes udskibede deres produkter fra ladepladserne.
Under Svenskekrigene i midten af 1600-tallet blev Rudkøbing befæstet, men ufreden gik hårdt ud over den i forvejen ikke særligt store by, der forarmedes yderligere, og ved folketællingen i 1672 taltes kun 478 borgere i Rudkøbing.
Moren begik selvmord
Borgerstue med tidens kvindedragt i Den Gamle By.
Augusta Margrethes mor var Dorthea.
Kirkebogen for Rudkøbing starter i 1689 og der er en lakune i Rudkøbing Byfogeds Skifteprotokol fra 1646 til 1673, men i et skifte fra 1680 står der om hende:
“Der henvises i øvrigt til skiftebrev efter borgmester Tomas Nissens hustru Dorthea Nissens af 3. maj 1670 med testamentarisk gave til byens fattige”
Det fremgår også, at hun:
“efter sygdom og raseri og begravet udi christelig jord i Rudkøbing 28.8 1669″.
Det vil sige, at hun begik selvmord.
Indledning af skifte i Rudkøbing Byfogeds Skifteprotokol.
Jul i 1600-tallet
Denne video fra Den Gamle By om julen i 1600-tallet giver også et indtryk af borgerskabets liv på daværende tidspunkt.
Svenskekrigenes voldsomme ødelæggelser af Østfyn tvang Heich Carstensen til at søge nye græsveje og de flyttede til Langeland, hvor han godsforvalter inden han overtog den gamle Guldborggård. Hans datter giftede sig med Iver Kierudsen, der var af en langelandsk storbondeslægt.
Iver Kierudsen var foged lensgreve Frederik Ahlefeldt (1623-1686). Hans svigerfar, grev Rantzau havde i sommeren 1659 med kongens samtykke overdraget ham Tranekær Len på Langeland, og i 1672 blev han lensgreve af Grevskabet Langeland. 1663 efterfulgte han sin svigerfar som statholder i de kongelige dele i hertugdømmerne, etc. og blev senere storkansler. (Maleri: Abraham Wuchters / Public domain)
Niels Iversen og hans bror og Kierud var sønner af Iver Kierudsen (d. 1684), der var søn af fKierud
Iversen, der må være født omkring 1575), og som var ejer af Svallebøllegård i Bøstrup Sogn. Men der findes ikke flere om ham, eller hvem han var gift med. informationer
Iver Kierudsen var foged lensgreve Frederik Ahlefeldt, og en meget anset og dygtig mand. Deres mor var Karen Heichsen (ca. 1637-1715). Ifølge ”Slægten Guldborg og Guldborggaards Historie” fra 1913 kunne deres navne tyde på, at de begge muligvis var af sønderjysk slægt.
1642 fæstede han husbondhold på Guldborg og købte brugsjorden – i alt 15 tønder og 6 skæpper hartkorn.
Skiftet efter Iver Kierutsen/Kierndtsen blev foretaget den 29. maj 1686 og fylder 107 sider i skiftepotokollen. Udover børnene nævnes det, at Karens brødre var Sivert Hecksen i Grundesgård og Christen Hecksen i Hersløv.
Det fremgår, at Iver var Langelands rigeste selvejer efter Svenskekrigen. Han og Karen havde syv børn, og selvom to af døtrene havde fået en del arvegods, var der dog 825 rigsdaler i boet ud over gården. Det var den gang en betydelig formue – den betydelige avlsgård var kun vurderet til 300 rigsdaler, besætningen på Guldborg bestod af 15 heste, 13 køer, 6 stude, 9 ungkvæg, 10 får, 10 lam, 8 ungsvin, 7 ynglinggrise og 6 gamle gæs.
Bombardementet af Kerteminde
Karen Heichsdatter var datter af Heich Carstensen (1611-1687), som nævnes som
Billedet stammer fra før Lundsgårds hovedbygning blev kraftigt i 1765, hvor voldgravene blev tilkastet. Ejeren, Markor Rodsteen, deltog som major under svenskekrigene i Hans Schacks landgang med Kerteminde. Lundsgård og omegnen blev svært ødelagt under krigen. (Illustration: Prospecter af danske Herregaarde, 1858, Joachim Ferdinand Richardt)
forpagter ved herregårdene Lundsgård og Rørbæk i nærheden af Kerteminde, hvor han muligvis drev et hollænderi (det vil sige mejeri).
Familien er muligvis flyttet til Langeland, fordi øen var mindre hårdt ramt af Svenskekrigene end Østfyn var.
Lundgård ligger lige syd for Kerteminde og blev ligesom hele området kraftigt ødelagt under Svenskekrigene. Ikke mindst under angrebet på Kerteminde, der fandt sted om eftermiddagen den 31. oktober 1659, hvor den danske flåde lagde sig i bugten ud for Kerteminde og indledte et voldsomt bombardement for at få drevet de svenske besættelsesstyrker væk.
Bombardement af Kerteminde den 31. oktober 1659. Branden til højre markerer antagelig enten resultatet af bombardementet af Kikkenborg eller herregårdene Hverringe eller Broløkke. (Det Kongelige Biblioteks Billedsamling)
Skytset blev formentlig især rettet mod Toldboden, hvor den svenske hovedvagt holdt til, og mod Langebro, som var forbindelseslinjen til den svenske hovedstyrke på fire regimenter, der havde forskanset sig på Feden.
Beretninger fortæller, at feltmarskal Hans Schack ledte landsætningen fra den forreste båd og var en af de første mænd på stranden. I strandkanten blev landgangsstyrken angrebet af mindre svenske rytterienheder, men slog hurtigt svenskerne tilbage og erobrede stranden. Taktikken lykkedes. Svenskerne nåede ikke at stable et effektivt forsvar på benene, men måtte trække sig tilbage gennem byen, mens de satte ild på adskillige huse. Selve kampene forårsagede kun relativt få tab på begge sider, men store fysiske og økonomiske ødelæggelser.
Forpagter på Langeland
Indretningen hos familien i Hagenby kan have lignet den, der kan ses i den meget gamle Vinkelgård på Hjerl Hede.
Fra omkring 1674 til ca. 1683 var Heich Carstensen forpagter på Hjortholm, og det fremgår af kilderne, at familien boede i Hagenby.
Han kan findes i skattemandtal i 1675 og i 1688 gård nummer 1 med et hartkorn på 5 tønder og 1 skæppe (og ingen fjerdingkar eller album).
Han var dog død året før hos sønnen Sigvart på Gundersgård i Lejbølle. Og det var slet ikke ualmindeligt, at dødsfald og lignende var længe om at slå igennem i skattemandtal, fæstekontrakter og lignende. Der gik ofte flere år fra en ny gårdmand overtog gården til han (eller hun) fik kontrakt på den fra herremanden. Det var ikke så vigtigt.
Karen Christensdatter (1613-1689)
Af forskellige skifter fremgår det, at Karen, Sivert, Christen, Johannes og Margrete var søskende. Og der er altså ingen tvivl om, at deres far hed Hech og deres mor formodentligt Karen. Da det var normalt at opkalde de ældste sønner efter deres morfar eller farfar, er det sandsynligt, at hendes ”efternavn” var Sigvertsdatter eller Christensdatter, og mange steder ses hun som det sidste. Men det vides ikke med sikkerhed.
D 14 Junÿ Siwert Hechsens Moder æt: 76.
Da hun døde i 1689 blev hun nævnt i Kirkebogen som Siwert Hechsen og hendes alder angivet til 76 år, hvilket betyder, at hun måtte være født i 1613.
Hans Christoffer Wardinghausen blev kaldt “Langelands Gøngehøvding” på grund af sine bedrifter under svenskekrigene på øen i 1657-60.
Snaphanerne førte partisankrig og generede svenskerne ved at overfalde deres transporter og forsyninger. (Illustration fra Gøngehøvdingen, udgivet 1853 af Carit Etlar)
Augusta Margarethe Wardinghausen var det 7. af Hans Christoffer Wardinghausen gift og Marie Dorothea Nissens 10 børn.
I 1658 var Hans Christoffer Wardinghausen Løjtnant i Hans Adolph Buchwalds Rytterkompagni, som lå på Samsø med et kompagni bestående af 34 ryttere og 17 uberedne mænd. Senere samme år blev han Kaptajnløjtnant i Oberst Joachim Kørbers Regiment og kom med dette til Langeland og Lolland, hvor han frem til 1660 var med i mange kampe og rostes ifølge flere kilder som den “tapreste og mest forvovne” af de unge officerer.
Det var især som snaphanefører for mindre afdelinger, at han fik lov til at optræde selvstændigt og udviste stor dygtighed og dristighed, og som gjorde, at han i folkemunde kom til at hedde “Langelands Gøngehøvding”.
Det var fra Spodsbjerg, at den svenske konge Karl 10. Gustav i februar 1658 gik over isen til Lolland. Året efter blev Langeland invaderet af svenske styrker. Besættelsen resulterede i tortur, plyndringer og afbrændinger, og da svenskerne forlod Langeland i november 1659, efterlod de en forpint og fuldstændig udplyndret ø. (Maleri: Johann Philipp Lemke / Public domain)
Den 9. november 1658 lå en svensk ritmester i kvarter i Vemmenæs på Tåsinge med 40 heste. Wardinghausen blev sendt derover fra Langeland med 20 soldater og nogle bønder. Det lykkedes ham at overrumple dem, så de så godt som alle enten overgav sig eller blev hugget ned. Kun Ritmesteren og en kvartermester slap bort.
Da svenskerne endelig fik indtaget Langeland den 21. marts 1659, slap Wardinghausen væk ved at flygte til Lolland. Her var han også kompagnichef og roses for tapperhed og dygtighed ved flere forskellige kampe.
Senere under krigen skulle han være blevet alvorligt såret og sad i ca. et år i svensk fangenskab.
Den 1. august 1660 befandt han sig i Vejle, hvor han kvitterede for 24 tønder malt. Det nævnes her, at han bærer våben med en kirkelignende bygning som skjoldmærke og en fjerbusk på Hjælmen. Dette skjoldmærke forestiller formentlig Kampen Kirke.
Gårdsamler, tolder og godsinspektør
Hans Christoffer Wardinghausens underskrift på første side af grevskabet Langelands ældste bevarede skifteprotokol, I foråret 1683 blev Hans Christopher Wardinghausen inspektør på Tranekær gods, som han førte i årene 1683 til 1687.
Omkring 1664 købte Wardinghausen flere langelandske bøndergårde, og den 26. september 1666 boede han med hustruen på gården Guldborg i Illebølle i Lindelse sogn.
I slutningen af 1660erne overtog han sin svigerfars job som tolder i Rudkøbing, hvor han i 1670erne var part i flere retssager.
Akvarel af Tranekær Slot fra 1820 inden den voldsomme ombygning (Søren L. Lange, SMK Open)
Og som godsinspektør på Tranekær fra 1683 omtales han som en god mand, der forstrakte de forarmede bønder med en del penge, som han aldrig fik tilbage.
Ifølge Matriklen i 1688
Familien Wardinghausens indretning kan have mindet om dette borgerhjem fra 1600-tallet i Den Gamle By.
ejede Wardinghausen mindst 6 langelandske bøndergårde med et samlet Hartkorn på ca. 25 tønder land. Herudover havde han en gård og et hus i Rudkøbing samt den del jordlodder uden for byen.
Hans Christopher Wardinghausen døde den 6. februar 1695. Boets midler på 2.466 rigsdaler blev delt mellem hustruen og børnene, og da de jo var mange til at dele, blev der ikke meget til hver. Hustruen Maria Dorthea Nissen døde i Maj 1712.
10 børn blev voksne
Augusta Margrethe var den syvende af Hans Christopher Wardinghausen og Marie Dorothea Nissens 10 børn, som blev voksne.
Christiansborg i det nuværende Ghana. (Wikipedia Commons)
Den ældste søn, Thomas Wardinghausen (1666-1707), blev i 1696 ansat som assistent ved Det Kgl. octr. Dansk- Vestindisk- Guinesiske Kompagni og tog med skibet Christianus Qvitus til Fortet Christiansborg i det nuværende Ghana, hvor han senere døde. Han efterlod ingen børn.
Broren Hans Christoffer Wardinghausen (1667-1708) blev medejer af Polleholm, som han senere solgte og ved hans død kunne hans gæld ikke dækkes. Hans uægte søn, Christian Hans Christopher Wardinghausen, blev anerkendt af faren, men døde nok som ung.
Constantinsborg set fra haven. (Prospecter af danske Herregårde, 1864, (Slægtsforskernes Bibliotek)
Herefter fulgte Christian Henrich Wardinghausen (f. 1671), der led store tab som skibsreder under de svenske kapringer i 1710, hvor han mistede flere skibe og døde i fattigdom. Hans eneste barn var H. C. C. Wardinghausen, der var skolemester og Constantinsborg, og senere præst i Søften og Folby, fik ingen børn.
Den ældste datter, Dorthea Cathrine Wardinghausen (f. 1673), var gift med præsten i Simmerbølle, Hartvig Haugen, som hun fik 13 børn med. Han døde fattig og hun fragik arv og gæld efter ham, og hun fik kun en ringe pension af efterfølgeren Peder Pedersen, der var gift med hendes datter og som sad i lige så ringe kår. Datteren dør tidligt og efterlader sig flere små børn. I 1720 boede Dorthea som fattig Præsteenke i Rudkøbing, klagede da over, at hun var fattig og sad i ringe kår, havde været svagelig i 20 år, og nu var hun meget svag og affældig og kunde ikke holde pige; hun måtte ofte holde sengen i 7-8 uger, men måtte desuagtet hjælpe sig selv og havde ikke et menneskebarn, som kunde hjælpe hende.
Kort over Rudkøbing (Det Kongelige Biblioteks Billedsamling)
Næste datter, Elisabeth Marie Wardinghausen, (f. 1675) var gift med Peder Hansen, der var lærer og hører ved Latinskolen, der i februar 1705 gik gennem isen og druknede mellem Rudkøbing og Tåsinge. Inden havde de købt en gård i Simmerbølle af hendes mor, Maria Dorthea Nissen, som hun blev boende på i en årrække. Hun flyttede derefter til Rudkøbing, hvor hun vedblev at være Enke. I 1726 kalder hun sig en ”fattig Enke i slet stand”.
Herefter fulgte Charlotte Amalie Wardinghausen (f. 1678), der kun var 24 år, da hun blev enke første gang. Ved skiftet efter Hans Steffensen var boets overskud på 97 rbd., der deles mellem hende og de to børn. Hun fik ingen børn med sin anden mand, enkemand og birkedommer Erich Erichsen fra Hou. Hun betegnede sig også som en fattig enke i 1726, og kommer med en række anklager mod flere grever af Ahlefeldt, som hun havde tabt en retssag mod.
Scholeus-stikket fra 1580 er et af de ældste billeder fra Bergen. (Billedsamlingen, Universitetsbiblioteket i Bergen)
Herefter fulgte endnu en søn, Friderich Wardinghausen (1681-1709), som først var handelsmand i Rudkøbing, hvor han ejede en gård, men senere flyttede til Bergen i Norge, hvor han døde. I hans dødsbo var der en del fine klæder, sølvknapper og så videre. Gården i Rudkøbing og hans løsøre blev solgt ved en aktion for 407 rigsbanksdaler, men hans gæld var på 351 rigsbanksdaler. Overskuddet blev skænket til hans moder til hjælp til hendes alderdom, da han ingen børn havde.
Den yngste datter, Sophie Gertrud Wardinghausen (1686-1759), blev gift med Hans
Moskva i 1700-tallet. (Apollinary Vasnetsov, Wikipedia Commons)
Lauritsen Schibbygger, der var skibsbygger i sin ungdom og blev en velhavende mand. Efter vielsen købte han Polleholm af sin hustrus slægtninge og boede der til sin død i 1758.
Den yngste var Nicolaj Wardinghausen (f. 1689). Han var søkaptajnløjtnant i krigen mod Sverige 1709-20 og gik derefter i russisk tjeneste og er nok død i Rusland. Han efterlod sig en søn, som også hed Nicolaj, der var købmand i København og fra ham nedstammer slægten Wardinghausen, som har bevarede slægtsnavnet.
Johann og Joacim Wardinghausen var præster i Kampen uden for Rendsborg, og de menes at være Hans Christopher Wardinghausens far og farfar.
Rendsborg på illustration af Georg Braunius fra omkring 1565, hvor landsbyen Kampen kan ses til højre i billedet (Det Kongelige Biblioteks Billedsamling)
Hans Christopher Wardinghausens far var antagelig Johann Wardinghausen (1603-1675), som var præst ved Kampen Kirke, som blev revet ned, da landsbyen blev indlemmet i Rendsburg Fæstning 1691, hvor kirken også blev revet ned.
Det menes at Johann, udover Hans Christopher, var far til yderligere tre sønner, nemlig Christian Detlef Wardinghausen (1669-1721), som døde i Bargum, Husum Provsti. De to andre, Joachim Wardinghausen og Gert Wardinghausen, er der ikke flere informationer om.
Første (måske) kendte generation
Landsbyen Kampen på fra det store billede af Rendsborg. Her ses kirken med det runde tårn og spidse tag.
Johann var muligvis søn af Joacim Wardinghausen (ca. 1550-1627), der var præst ved samme kirke.
Udover Johann menes han at have haft sønnerne Gerhard Wardinghausen og Heinrich Wardinghausen. Hans kones navn er ikke kendt.
Joacim Wardinghausen har sandsynligvis oplevet, da kirken brændte i 1593 og derefter blev genopbygget. Kirken fik først et tårn af træ i 1667, da Johann var præst.
Da kirken blev nedbrudt, blev en del af inventaret flyttet til kirken i nabosognet Hohn, hvor det stadig befinder sig.
Efter at Jacob Nielsen, blev udlagt som barnefar til min oldemor, tilbragte han flere år i USA, inden han vendte hjem og købte en gård i Eskebjerg i Bregninge Sogn ved Kalundborg. Han voksede op i Alleshave ved Kalundborg sammen med sine 6 søskende.
Jacob Larsen var udlagt som barnefar til Laura Sofie Larsen. Slægtskabet er blevet bekræftet gennem et DNA-match med en efterkommer af Niels Peter Lyngbæk.
Der har sandsynligvis ikke været nogen kontakt mellem far og datter overhovedet.
Jeg kom tilfældigvis på sporet af hans familie da Viskinge Lokalarkiv henviste mig til pensioneret hudlæge i Kalundborg, Poul Erik Jensen, i forbindelse med et spørgsmål om Johan Dam. Poul Erik Jensen viste sig, at være min oldemors fætter, som havde forsket meget i slægten.
Fra Chicago til Eskebjerg
State Street i Chicago i 1880’erne. (Foto: Rand, McNally & Co. / Wikipedia Commons)
Jacob Larsen tjente blandt andet på Birkendegaard Hovedgård ved Alleshave.
I september 1884 rejste han til USA, hvor han arbejdede som kusk i Chicago og
Eskebjerg i Bregninge Sogn. (Historiske kort på nettet)
San Francisco indtil han vendte tilbage til Danmark i 1901 og købte en gård i Eskebjerg.
Han giftede sig senere med sin husbestyrerinde, Kamilla Larsen (1880-1960), og de fik 1916 sønnen Charles Erhart Larsen, der overtog sin fars gård.
Erhart Larsen (1916-2000) var gift med Grethe Jørgensen (1917-1998) og fik datteren Inge-Lise Larsen (1943-1989), som ikke havde børn med sin mand, Ole Kristensen.
Lars Jacobsen og Maren Sophie Svendsdatter ved diamantbrylluppet omgivet af deres børn. I forreste række søstrene Maren Kirstine og Ane Marie. Bagerst Maren Kirstines mand Peder Jensen, Jacob og hans kone Kamilla Larsen, Hans Christian, Niels Peter Lyngbæk (1852-1917) og hans kone Maren Michelsen samt Ane Maries mand Niels Frederik Vallentin
Niels Peter Lyngbæk
Den ældste søn tog navneforandring til Niels Peter Lyngbæk (1852-1917) og var lotterikollektør og købmand i Kalundborg. Hans kone, Marie Kirstine Michelsen, stammede fra Norup ved Odense
Deres ældste søn, Sigurd Lyngbæk (1881-1965) var handelschef for Grønlands Styrelse og gift med Ella Hansen . Deres datter, Erna Lyngbæk (1917-2001), var gift med civilingeniør Asger Munksgaard.
Niels Peter og Maries anden søn var Hjalmar Lyngbaek (f. 1885)
Ane Marie Larsen
Datteren Ane Marie Larsen (f 1855) var gift med Niels Frederik Vallentin, der var smed i Asmindrup.
Parret havde syv børn.
Det drejede sig om Ingeborg gift Petersen (1884-1945), Jacob Vallentin (1887-1953), Johanne Vallentin (f. 1888), Kristian Vallentin (f. 1890), Peter Vallentin (f. 1893) samt Laura Sofie Vallentin (f. 1895), der var gift med Christian Andersen (1887-1939). Hun boede først i Klouby og senere Kærby og fik 8 børn.
Maren Kirstine Larsen
Maren Kirstine Larsen, hendes mand og Jacob Larsen
Den næste i rækken, Maren Kirstine Larsen (1857-1926), var gift med Peder Jensen, gårdmand i Asmindrup.
Deres eneste barn var sønnen, Niels Jensen (f. 1886), som også var Asmindrup, som ligger i Værslev Sogn.
Han var gift med Kirstine Jensen (f. 1892) fra Magleby på Stevns, og de fik fire børn.
Den ældste, Niels Jensen (f. 1886) var gårdmand i Asmindrup, som sin far. 1928 blev han gift med Kirstine Jensen (1892) fra Magleby i Stevns Sogn.
Herefter fulgte tvillingerne Peder George Niels Jensen og Poul Erik Christian Jensen. Peder Georg var gårdmand og Poul Erik hudlæge.
Den yngste i børneflokken var den eneste datter, Ruth Edith Jensen.
Kirsten Marie
Den næste datter, Kirsten Marie Larsen, døde ung.
Jens Peter
Næste bror, Jens Peter Larsen, var kendt som James Larsen efter han immigrerede til USA, hvor han fik 1 søn.
Hans Christian
Og endelig var yngste søn, Hans Christian Larsen (1866-1941), Han var ikke gift, og var først husmand og ved sin død gårdejer i Alleshave.
Ved folketællingen i 1930 delte han husstand med Martine Nielsen (f. 1886), som var hans husholderske og hendes søn, Børge Vigo Nielsen (f. 1917). De stammede begge fra Rørby Sogn.
Morfars morforældre (tipoldeforældre)
Lars Jacobsen og Maren Sophie Svendsdatter ved deres diamantbryllup i 1911.
Svend Nielsens Geddes far var hyrde og hans familie flyttede meget rundt, og det gør dem svære at følge i 1700-tallets kilder. I de år familien kan følges, bor de i Brabrand, Hasle, Holme, Stjær, Søften og Viby Sogne i Århus amt samt Todbjerg i Randers Amt, der ligger som nabo til Trige Sogn. Og slægtninge andet i blandt Foldby og Grøttrup, Langå og Sabro.
Hyrder malet af J.Th Lundbye i 1847, som kan ses på Den Hirschsprungske Samling.
Svend Nielsen Geddings var søn af Niels Pallesen (1737 – 1793) og Else Catrine Nielsdatter
(1743 – 1808), der begge var af Hest, da de blev gift i Trige sogn 1. maj 1774.
Trolovelse: tirsdag d. 4de Januarij troloved Niels Pallesen og Else Chatrine Svendsdatter, begge af Herst Vielse: Domca. 4. post Pasch: copulerede Arkiv: C 3481 Folie: 119.
Niels Pallesen var Hyrde i Geding i Tilst Sogn, Skåde i Holme Sogn, Fårup Sogn, Viby Sogn og Brabrand Sogn (Og muligvis andre steder også).
Byhyrden var fastboende, og bønderne havde pligt til at betale hans løn til tiden og sørge for at holde hyrdehuset i forsvarlig stand. Gårdmændene måtte ikke lade deres dyr ud af staldene før hyrden havde råbt dem an om morgenen og skulle tage dem ind, når han gav tegn til det.
Fem kendte børn
Geding By i Århus Amt. (Historiske kort på nettet)
Samme år som de blev gift fik Niels og Else Catrine tvillingerne Palle og Karen.
Kirsten Pedersdatter og Anne Christensdatter var gudmødre for de to børn. Faddere var Palle Nielsen, Jens Smed, Peder Pallesen og Marie Christensdatter.
Den lille Palle døde året efter, og Karen blev konfirmeret i Viby i 1793 sammen med lillesøsteren Birgithe (eller Birthe), som var blevet døbt i 1776 i Todborg Sogn i Randers Amt, som ligger lige ved siden af Trige Sogn.
Faddere ved Birthes dåb var Mette Jensdatter, Poul Jensen, Peder Pallesen, Søren Pedersens hustru, Dorthe Jensdatter, alle i Grøttrup. Mette Jensdatter og Peder Pallesen var gift.
Svend blev født i Geding, som lå i Trige sogn, hvor han blev døbt 12. december 1779 og blev konfirmeret i Viby i 1994.
Palle og Else Catrine fik endnu en søn, Niels Nielsen, som blev født i Skåde i Holme Sogn i 1782. Her er Olle Svendsen af Århus og Christen Svendsen af Lyngå blandt fadderne.
Mulige forældre
Køkken i et husmandssted, som kan ses i Den Fynske Landsby.
Niels Pallesens forældre er ikke fundet med sikkerhed. Men flere ting peger i retning af, at han var søn af Palle Nielsen og Karen Pedersdatter.
Palle Nielsen ved tvillingernes dåb. Det samme var Peder Pallesen og Mette Jensdatter, som også var faddere for Birthe.
Det fremgår af folketællingen fra 1787, Peder og Mette boede i Søften. Han er svinehyrde og de har Peders mor, den 79-årige Karen Pedersdatter boende, om hvem der er noteret: ”mandens moder fødes af sønnen, efter fattig evne”.
Forældre i et skifte
Ristrup Gods, hvor skiftet efter Karen Pedersdatters søster blev foretaget. (F. Richart og C E Secher – Prospekter af Danske herregaarde, Public Domain)
Af et skiftet fra 1769 foretaget på Ristrup Gods i Fårup sogn, ses en Karen Pedersdatter, som var gift i Herst i Trige sogn med Palle Nielsen. Hermed er cirklen af mulige indicer sluttet.
Det omtalte skifte var efter Karens ugifte søster, Kirsten Pedersdatter, der døde i Mundelstrup i Fårup Sogn.
I skiftet nævnes også Niels Pedersen, der var hyrde i Pannerup i Trige Sogn, Birthe Pedersdatter, som var gift med Jens Brandenburg i Herst i Trige Sogn, Ellen Pedersdatter, der var gift med Jacob Nielsen i Mundelstrup, Fårup Sogn samt en søster, der var gift med Jacob Pedersen, som var hyrde i Sabro.
Familien i Søften
Kiste som den kan ses i Den Fynske Landsby.
I Søften dør Peder Pallesens søn Niels tre år gammel i 1787, året efter døde datteren Kirsten på fem og senere på året Peder Pallesens kone, Mette Jensdatter.
Endelig døde Karen Pedersdatter i 1789. Hun blev 82 år gammel.
Navnene kendes fra folketællingen i 1787. Men ved tællingen i 1801 bor en Peder Pallesen i Norring By i Foldby Sogn med konen Mette Jensdatter og en 11-årig datter ved navn Kirsten. Der bor ingen andre børn hjemme. Hvordan de to indførelser hænger sammen, er ikke klart.
Familien boede i Skåde i Holme Sogn, da sønnen Niels, blev døbt i 1782. Her møder vi Olle Svensen af Århus og Christen Svensen af Lyngå blandt fadderne. De kunne være Else Catrines søskende.
Olle er ikke pt. fundet i kilderne, men Christen blev i 1775 gift med Maren Jespersdatter. I 1787 omtales han som husmand og bindelvæver og Maren var død. I stedet var han gift med Ingers Andersdatter. Han fik sønnen Svend i 1779 og en lang række andre børn frem til 1795, men hverken Else Catrine eller nogen fra Pallesen-familien ses som faddere. En bindel eller bændel er et bånd.
Er Christen (og de øvrige) født i Lyngå, så starter kirkebogen her først i 1754.
Væk i 1801 og død
Tallerkenrække i et husmandssted.
Parret er ikke fundet i de indtastede folketællinger i 1801, hverken på danishfamilysearch.dk eller Dansk Demografisk Database.
Else Catrines død er fundet i Stjær Sogn i 1808. Hun nævnes da som ”Niels Pallesens hustru”.
Ifølge familiepapirer skulle Niels være død den 10. oktober 1793, men det fremgår ikke hvor. Og eftersom Else Catrine kaldes hustru og ikke kone, kunne han måske stadig være i live.
Videre undersøgelser
Seng i et fattigt husmandssted.
Der er altså stadig adskillige løse ender, og de utroligt mange sogne, gør det til et omfattende arbejde at komme videre.
På et tidspunkt har jeg modtaget Erna Munksgaards slægtsforskning fra en slægtning. Hendes noter, der stammer fra 30-40 år siden gør Svend Sørensen (1703 – 1749) og Lene Pedersdatter (1708 – 1786) til Ellen Catrines forældre. Uden øvrige detaljer overhovedet.
Desuden er Niels Pallesens forældre noteret som Palle Jensen (1698 – 1760) og Maren Nielsdatter (1708 – 1773). Men der er ingen øvrige detaljer og heller ingen detaljer om, hvor de boede. De er ikke fundet og det har endnu ikke været muligt at verificere informationerne. Men som nævnt oven for peger en række indicier i, at Niels var søn af Palle Nielsen og Karen Pedersdatter.
Indtil videre er Niels Pallesen og Else Catrine eftersøgt i kirkebogen for Trige. De øvrige sogne vil blive undersøgt nærmere på et senere tidspunkt.
Maren Sophie Svendsdatters far var soldat i Alleshave og stammede fra en hyrdefamilie fra århusegnen. Hendes mors familie kom fra flere sogne ved Kalundborg.
Maren Sophie og Lars Jacobsen som ældre ved hendes barndomshjem, som de købte, da de blev gift i 1851.
Maren Sophie Svendsdatter var født i 1831 som det yngste af Svend Nielsen Gedding og Maren Hansdatters 10 børn.
Ved hendes konfirmation i 1845 var bedømmelsen, at hendes kundskaber var gode og hendes opførsel middelgod. Som 16-årig boede hun til Kaltred ved Kalundborg og i 1849 flyttede hun fra Alleshave til Smakkerup.
1851 blev hun og Lars Jacobsen gift, og de købte hendes barndomshjem for 400 rigsdaler. Og på husmandsstedet, der ligger ved Alleshave ned til Sejerøbugten, fik de deres syv børn.
En jysk soldat
Maren Sophie Svendsdatter (nederst) med storesøsteren Ane Sophie, som var de to yngste af Svend Nielsen Gedding og Maren Hansdatters 10 børn.
“Døbt Fest. Trin. 17. jun. 1810 Maren Hans Larsens Gmds. Datter af Alleshave hendes datter Else Cathrine – født 13 juni – avlet uden ægteskab med Svend Nielsen, Giedding. Musketer ved 2. jyske Infanteri Regiment, som har søgt om Tilladelse at indgaa Ægteskab med hende og naar saadan Bevilling gjøres formodes at opfylde sit Ægteskabs Løfte”
Senere har præsten tilføjet ”NB. Moderen er den 24 Oct. ægteviet til denne hendes Barns Fader”.
Da de bliver gift skriver præsten: “Ungkarl Svend Nielsen Giedding fra Jylland i Krigstjeneste. Maren Hans Larsen Gaardmands Datter af Alleshauge.”
Det var under Englandskrigene, så Svend har været stationeret i sognet med sit kompagni.
Bare Bregninge
Alle Maren Hansdatters kendte forfædre er fra Bregninge Sogn.
Hun var født 1788, som det ældste af Hans Larsen (1747-1820) og Lisbeth Sørensdatter (1759-1852)‘s 7 børn. Han var gårdmand på matrikel 3 i Alleshave indtil han gik fallit. Det skyldtes efter overleveringerne, at han drev smugkro. Gården blev herefter delt mellem de to nabogårde.
Hans Larsen var det ene af Lars Hansen (1718-84) og Anne Hansdatter (1717-1790)´s to børn.
Anne var datter af Hans Olufsen (f 1681) og Anne Andersdatter (f. 1676), hvis far var Anders Rasmussen, der 1771 blev gift med Maren Pedersdatter. Hans forældre, Oluf Olufsen og Anna, døde begge 1708. Alle stammede fra Alleshave.
Efter at have tjent på to store herregårde og efter at have været i hæren, blev Lars Jacobsen gift med Maren Sophie Svendsdatter, og de overtog hendes barndomshjem, et husmandssted i Alleshave ved Nekselø Bugt
Som ung tjente han på Birkendegaard og Lerchesmide, indtil han skulle være soldat.
Da han kun var 19 år gammel i 1848 slap han for at komme med i krigen og blev først indkaldt i 1852 og var trænkonstabel i Garnision i Rendsborg.
I Bregninge fra 1851
Lars Jacobsen på farvelagt fotografi
Han var flyttet til Bregninge året før og mødte her Maren Sophie Svendsdatter. Efter de blev gift, købte de hendes barndomshjem, det lille husmandssted i Alleshave for 400 Rigsdaler.
I det interview han gav til Kalundborg Folkeblad i anledning af diamantbrylluppet, fortalte Lars Jacobsen, at alle jorderne i Alleshave dengang var fyldt med sten og stubbe.
For at supplere indtægten arbejdede han også på
Maren Sophie Svendsdatter.
en nærliggende gård og han gravede mergel i 16 år. En gang var han ved at blive begravet, men beholdt hoved og bryst over jordmasserne.
Indtil Vejlebroen blev bygget i 1846 gik
vejen fra Alleshave ad Kalundborg til over overdrevet ved Vejle og Made over til Asminderup. Om vinteren måtte folk køre gennem vandet, som stod ind over overdrevet. Han var selv med til at bygge broen.
I anledningen af Lars Jacobsen og Maren Sophie Svendsdatters diamantbryllup i 1911 blev han interviewet til Kalundborg Folkeblad om deres liv og slægt.
Interview i Kalundborg Folkeblad i anledning af diamantbrylluppet
Den 12. Juli d. A. kan husmd. Lars Jacobsen og hustru, Alleshave, fejre deres Diamantbryllup. I 1851 holdt de Bryllup på samme Sted, hvor de endu bor, og hvor de mange Aar er svndne for dem.
Lars Jacobsen er 81 Aar gammel. Han gaar til daglig omkring i Stald og Lade og sysler med et og andet af lettere arbejde. Han er ikke saa godt gaaende længere; Benene er blevne svage. Aansevnerne har Lars Jacobsen i god Orden; han taler livligt, men begynder at blive noget tunghørig. Man træffer ham altid ved godt humør.
Hans hustru Maren Sofie Jacobsen er 80 Aar gammel. Hun er efter sin Alder en maget rank og rørig kone, der kan gøre alt Arbejdet i huset og i Sommertiden går ud i Marken og malker sine køer. Hun har alle Sansers og Aandsevners fulde Brug.
L. Jacobsen og hustru har 6 børn, 4 Sønner og Døtre. En Datter er død. En af Sønnerne har været 22 Aar i de forene. Stater.
L. Jacobsen er føldt i Viskinde. Som ung karl tjente han på Birkendegaard og Lerchesmide, indtil han skulde være Soldat. Han var kun 19 Aar da krigen udbrød i 1848, og han blev fri for at komme med i Krigen, blev først indkaldt 1852 og laa som Trænkonstabel i Garnision i Rendsborg. L.J.s hustru bor i sit fødested. I sine ungpigedage tjente hun paa en Gaard i Alleshave og var en Tid paa Lerchesminde, hvor hun og Lars Jacobsen blev kendt.
Lars Jacobsen fortæller, at da han var i Tjeneste hos gamle Grev Lerche, blev Lerchesminde bygget. Denne Gaard blev bygget, hvor
Byen Smakkerup den gang laa. 1 Gaards Jord blev lagt under Lerchesminde. Det var i Slutningen af hoveriets Tid og lige efter dets Afskaffelse, at L. Jacobsen var paa de to herregaarde. Han siger, at 3 Daglejere nu udrettede ligesaa meget, som 100 bønder havde gjort i hoveriets tid. Efter hoveriets Afskaffelse maatte Herremanden betale 31/2 Rigsdaler for at faa en Lad intersæd paa en Td Ld. Høstet, 3 Rigsd. For en Byglod og 15 Mark for en havrelod. For var alt Arbejde på hovmarken jo gjort gratis, saa syntes man, der kunde tjenes Penge.
Sin kones fødested overtog L. Jacobsen til en Pris af 400 Rigsdaler. Der var cirka 5 Td. L. – Jord og Besætning. Men Jorden var temmelig stenet, og først da den var merglet og brænet, kunde den yde noget til Gavns. Alle Jorderne i Alleshave var i den Tid temmelig fyldte med Sten og Stubber. Foruden at passe det lille Sted maatte L.J. gaa ud paa Arbejde mest paa en nærliggende Gaard.
I 16 Aar gravede han om Sommeren Mergel. Han var en Gang ved at blive begravet i en Mergelgrav under en nedstyrtende Masse. Heldigvis beholdt han Hoved og Bryst ovenfor Jordmassen.
Da L.J. kom til Alleshave (1851), var der ikke saadant Fiskeri som nu. Folk fiskede kun lidt til Husbehov. En gammel Mand fortalte for mange Aar siden, til L. Jacobsen om Udskiftningen af Gaardenen i Alleshave. Der laa 10 Garde nogle faa huse i Byen. Ved udflytningen blev der taget 4 T. l. fra hver Gaards Jord og disse blev udlagt til husmandslodder, som endnu findes langs stranden derude.
Lars Jacobsen har gennem de mange Aars forløb stadig vundet Land ind ved
Strandkanten, saa Loddens Areal er vokset med Tiden.
I L.J.s unge Dage gik Vejen fra Alleshave ad Kalundborg til over Overdrevet ved Vejle og Made over til Asminderup. Om Vinteren maatte Folk køre gennem Vandet, som stod ind over Overdrevet. Vejlebroen blev først bygget 1846. Lars Jacobsen var selv med til det Arbejde
Egnen ved Alleshave har al den Tid L. J. kan huske, været en fredelig Egn med en gæstfri Befolkning, hos hvem de fremmede, som skulde ud at se det noget ejendommelige Landskab, blev vel modtaget.
Var nogle af de sogne og landsbyer, som Svend Aage Christensens oldefar, Jacob Larsens forfædre stammede fra. Andre steder var Forsinge, Torpe og Ubby Sogn.
Søren Andersen druknede ved Løgtved, som ligger i øverste højre for Tissø i hjørnet på kortet og Torpe befinder sig nederst til venstre. (Historiskatlas.dk)
Lisbeth Sørendatter var en gårdmandsfamilie fra landsbyen Torpe i Bregninge Sogn. Hun var datter af Søren Andersen
(1725-1788) og Maren Jensdatter (1739-1771).
Ved Sørens begravelse skrev præsten:
“Den 5te Dec. Søren Andersen, Gaardmad i Torpe, druknet paa Tørve Mosen ved Løjtved, da han red hiem fra Rugtved – 63 Aar”.
Han var søn af Anders Larsen (1689-1758) og Margrethe Poulsdatter (1691-1781), der muligvis er datter af Poul Pedersen, men i så fald ville hun være født i 1696, og det passer ikke med, at præsten skrev, at hun døde 90 år gammel.
Anders Larsen var søn af Lauritz Rasmussen, der 1688 blev gift med Lisbeth Andersdatter. Tidspunkterne for deres fødsel og død kendes ikke.
Husmænd i Viskinge
Viskinge By på postkort fra omkring 1900.
Jacob Larsens far, Lars Jacobsen var født i Viskinge i 1829 og døde i Alleshave 90 år senere.
Hans forældre var husmand og daglejer Jacob Andersen og Kirsten Johansdatter, der begge var fra Viskinge. Hun var datter af urmager Johan Dam.
Jacobs forældre var Anders Larsen fra Ubby og Anne Olsdatter. De stammede begge fra Klovby i Ubby Sogn og døde begge i Smakkerup i Viskinge i 1832.
Viskinge By på matrikelkort omkring 1810. (Historiske kort på nettet)
Anders Larsens far, Lars Jensen, var født 1720 i Værslev by og sogn og døde i 1790 i samme sogn.
Han var først gift med Else Jensdatter, og ved hendes begravelse i 1731 noterede præsten følgende:
”D. 13. July blef Jörgen Jacobsens Hustrue Else Jensdatter af Verslef jordet, hendis alder kand mand i kirchebogen ey efter lofven indföre, formedelst hun icke udi sognet var föd, ey heller nogen ligprædiken efter hende holdet eller Testamente skrefvet.”
To år efter blev han gift med Ellen Jørgensdatter, med Hans Offersen og Peder Larsen som forlovere. Hun døde 77 år gammel i Viskinge i 1812.
Lakuner i Værslev
Køkken og den daglige stue i husmandssted på Frilandsmuseet.
Lars Jensen var søn af Jens Nielsen og Karen Larsdatter. Ellens forældre var Jørgen Jacobsen (1703-53) og Maren Jørgensdatter fra Værslev.
Hans far var Jacob Olsen, men der mangler detaljer om ham på grund af lakuner i kirkebogen. Hans kone, Marthe, døde 1734 i Værslev.
Hendes baggrund er ukendt men hans forældre var Ole Jacobsen og Maren. Deres anden søn hed Offer og flere andre slægtninge hed Offersen eller Offersdatter, og det er derfor muligt, at hendes fars navn var Offer.
Overtog gård efter gårdforsidder
Vilhelm Beck prædiker i Ubby kirke. Litografi 1865 af Harald Jensen efter tegning af Morten Jepsen.
Anne Olsdatters forældre var Olle Ollesen (1727-1804) og Maren Terkelsdatter fra Forsinge i Ubby Sogn. Han var enkemand efter Bodil Clausdatter, som han blev gift med i 1759 og som døde omkring 1764.
Olle Ollesen overtog 1760 en gård i Viskinge efter Graves Jensen (1714-81), som blev gårdforsidder – det vil sige blev sat fra gården – på grund af “slet husholdning” og herefter var husmand i Værslev til sin død.
Gården nedbrændte omkring år 1800. Af gårdens jorder blev 30 tønder land udlagt til en krolod (som ikke blev til noget) og resten udstykket til husmandslodder.
Olle Ollesens mor var Bodil Nielsdatter, der døde 64 år gammel i 1768 i Viskinge af ”blodgang”, som der står i Kirkebogen. Hans far var muligvis Olle Ollesen.
Bondeskrædder i Forsinge
Skrædder på illustration fra omkring 1902 (Af Helen Beatrix Potter 1866-1943, Creative Commons CC-BY-NC-ND, tate.org.uk/art/work/A01090)
Maren Terkelsdatter var datter af bondeskrædder Terkel Michelsen (1704-1778) og Mette Andersdatter (1702-1768) i Forsinge i Ubby Sogn.
I Oeders “folketælling” på Sjælland, Oeders Efterretninger fra 1771 var han gift anden gang. Men på grund af de førnævnte huller i kirkebogen, kan der ikke findes flere detaljer.
Johan Dam (1769-1804), var speciel på flere måder. Han var urmager i en landsby uden for Kalundborg og han vandt en retssag mod præsten, som havde nægtet ham hans rettigheder som husmand på præstegårdens jorder – mensalhusmand, som det blev kaldt.
Viskinge By (Historiske kort på nettet)
Ved Johan Dams begravelse skrev præsten i kirkebogen:
”berømt for sit mekaniske Talent. Boede i Præstens Hus til højre. Førte Proces med præsten, vilde have Jord til Huset.”
Før udskiftningen havde han haft ret til at lade to køer græsse på præstegårdens jorder for en pris af 2 rigsdaler årlig pr. ko. Det skulle han også have ret til efter udskiftningen, men i stedet var præstens jorder blevet indhegnet. Han var derfor tvunget til at lade sine køer græsse to forskellige steder længere væk, hvilket gav problemer både med pasning og malkning.
Præstegården i Viskinge. (Historiske kort på nettet)
Det er grunden til, at Johan Dam i 1801 lagde sag an mod præsten, Andreas Vilhelm Ambders, som efter udskiftningen i 1798 havde fået en præstegård på 173 tønder land – på størrelse med en proprietærgård. Fra 1800 blev præstegården forpagtet af S. Steenkiær og han og præsten vågede nidkært over deres rettigheder.
Sagen for retten
Dommeren ved Arts og Skippinge herredsret gav præsten følgende formaning:
”Denne Præstens besynderlige Adfærd, som er, at han nu (han har faaet Forpagter paa hans Præstegaards Avling uden Forbeholdenhed ikke alene nægter denne sin Jordløse Mensal Huusmand det han endog mod Betaling nødtørftig skulle leve af og understøttes ved. Men endog dermed aftvinger ham Proces og Bekostning og for at giøre det des kraftigere og eftertrykkeligen søger Beneficium processus gratuiti i Sagen (som da Endelig for det Første blev ham billigen unægtet). Og derved vil ligesom undertrykke – i steden for at understøtte én hans egen og Kaldets Mensal Huusmand, hvoraf han selv skulle hæve aarlig Afgift til Indkomsters og Levebrøds Forsørgelse, og hvem altsaa billigere burde Soutinere og Confessere. Men derimod, som meldt, bestræber sig for ald det Modsatte uden at agte, hvad der i Sagen er – eller ligger imod ham og hans fattede Princip, og hvori hans Forpagter temmelig sandsynlig er hans Styrer og Leder, han (og man kan sige dem) just ikke til nogen synderlig Ros eller Ære.”
Nicolai Edinger Balle var biskop over Sjælland fra 1783 til 1808.
Flere kilder betegnede i øvrigt i samtiden Andreas Vilhelm Ambders som sindsforvirret og vanvittig.
Præstehistorikeren S.V.Wiberg skrev i sin præstehistorie, at præsten ”lod hele Præstegaardens mark indhegne med Stendige og tog sig meget af Avlingen”, og biskop Balle skrev i sin vistatsbog:
”Præsten Hr. Ambders er svag og halv vanvittig, gandske uduelig til Embedet. I hans Sted forretter Personel-Capellanen Hr. Nielsen”.
Fæstede en nedlagt gårdsplads
Viskinge Præstegård i moderne tid
Sandsynligvis fordi han havde problemer med at få lov til at græsse sine køer ved præstegården, fæstede Johan Dam den gamle gårdsplads på Hjortsøgaard (matrikel nr. 14, Viskinge), som var blevet udflyttet fra byen 1798/99.
indvandret fra Holland
Urmuseet i Den Gamle By i Århus har flere eksempler på ure-håndværk udført af urmagere på landet.
Efter Johan Dams død overtog hans far, Lars Johansen Dam, fæstet på husmandsstedet i Viskinge.
Lars Dam (1734-1812) var også urmager og stammede fra Assentorp i Stenmagle Sogn, hvor hans far, Johan Jansen Dam (1705-1756), var også var urmager og desuden guldsmed.
Ifølge Erna Munksgaard, f. Lyngbæk (1917-2001)’s slægtsoptegnelser var han igen søn af skoleholder Jan Jansen Dam (1670-1716), der efter sigende stammede fra Holland. Det fremgår dog ikke, hvad kilderne til hendes oplysninger er.
Men i 1911 fortalte Lars Jacobsen, til Kalundborg Folkeblad i anledning og hans og hans kones, Maren Sophie Svendsdatters diamantbryllup:
” Lars Jacobsens Stamfader hed Lars Dam og kom hertil under Struenses Regimente. Her fandt han nemlig et Fristed, hvor han kunde dyrke sin Gud, som han vilde.
Han havde to sønner, Johan Dam og Jens Dam, der som faderen drev en Slags Guldsmedevirksomhed. Endnu findes af disse Ting udgraverede Spænder, Uhre osv., af Guld, Sølv og Messing blandt Familiens Medlemmer.
Lars Jakobsens hustrus fader var fra Aarhusegnen. Han kom hertil og var her under krigen 1801-07 som Soldat. Hans Moder var en Gaardmandsdatter fra Alleshave. Vi næver disse Ting for at vise, at der i Slægten er baade hollandsk, jysk og sjællandsk Blod. God det lader jo til, at en saadan Blodblanding har givet en kraftig slægt”.
Johan Dams forfædre
Husmandssted på Frilandsmuseet.
Johan Dam var gift med Maren Olsdatter (1767-1836), der stammede fra Svallerup Sogn. De fik 2 børn, nemlig
Peder Dam, som ikke pt. er fundet i de senere kilder, og Kirsten Johansdatter (1803-1879), der blev gift med husmand Jacob Andersen (1800-64) i Viskinge.
Kirsten og Jacob fik to sønner, hvoraf den ene ikke kan findes i folketællingerne efter 1845.
Den anden var Lars Jacobsen, som er nævnt oven for.
Han og konen havde syv børn og en del børnebørn; blandt andet min oldemor Laura Sofie Larsen (1884-1975), som hans søn, Jacob Larsen (1864-1939) fik uden for ægteskab med Nielsine Marentine Nielsen, da han var landvæsneselev i Gierslev Sogn. 32 år senere fik han søn med sin tidligere husbestyrerinde, sønnen fik en datter, der døde barnløs. Laura Sofie fik seks børn – herunder min morfar.
Indholdsfortegnelse Nedenfor er er indgange til historier om Niels Christian Christensens aner. Som en hjælp til at finde rundt i familieforholdene, slægtsforbindelserne og kronologien, er der i slutningen af de fleste historier et slægtstræ, der kan hjælpe med til at placere de omtalte personer i forhold til Niels Christian. I beskrivelserne af de adelige forbindelser, skal man finde forbindelserne ved at forbinde de forskellige slægtstræer, da oversigterne ellers ville blive for store. Det er også muligt at læse slægtshistorierne kronologisk ved at scrolle sig ned gennem historierne.
Niels Christian Christensens familie kom næsten uden undtagelse fra Himmerland, som er området som er mellem Limfjorden og Kattegat, mod syd afgrænset af Mariager Fjord, Onsild Å og Skals Å.
Himmerland med inddelingen fra middelalderen. (Kort af Johannes Steenstrup i “Danmarks Riges Historie”, 1900, Wikipedia Commons)
‘
Nærmere betegnet kom Niels Kristian Christensens familie hovedsageligt fra Vesthimmerland og egnen omkring Vesterbølle, Østerbølle, Snæbum og de nærtliggende landsbyer – særligt i de daværende Viborg, Ålborg og Randers amter, der bruges som udgangspunkt for den måde, arkiverne er ordnet på. Hans far var skomager, og der var enkelte skræddere og andre husmænd i familien, men ellers var de alle gårdmænd i de barske egne.
Hedens opståen
Hedelandskab malet 1854 af Frederik Vermehren (SMK Open)
Heden er opstået ved, at bønder har fældet skov for at få landbrugsjord. Jorden er efter nogle år blevet opgivet som ager, og lyngen er vandret ind. Græssende dyr og slåning har forhindret heden i at springe i skov igen. Heden begyndte for alvor at brede sig i 1600-tallet og havde sin største udbredelse omkring 1750-1800.
Da først hederne var opstået, valgte befolkningen at udnytte dem på den bedst mulige måde, og det lykkedes at skabe en levevej ved at være hedebonde. Gårdene havde et jordtilliggende på flere hundrede tønder land lynghede samt eng og agerjord.
Heden kunne udnyttes af græssende får og kreaturer, man slog lyng til brændsel, foder og tækkemateriale, ligesom der kunne graves tørv. Desuden lavede man en kompost ved at blande møget fra staldene med hedetørven, og ved dens hjælp kunne de små arealer omkring gårdene alligevel dyrkes med korn. For at holde dyrene med frisk græsning, blev hederne brændt af med jævne mellemrum, og for at skaffe vinterfoder blev lyngen høstet og tørret.
At bønderne var i stand til at skabe et livsmønster, som var tilpasset dette landskab, er formodentlig årsagen til, at en nyopdyrkning ikke fandt sted før i 1700-tallet.
Heden dominerede
Danmarkskort fra 1844 viser jordbonitering i hele landet. Jo grønnere, jo større afkast (hartkorn). Hedens udstrækning svarede nogen lunde til de magre midtjyske jorder. (Det Kongelige Geografiske Selskab).
I 1600-tallet var omkring en fjerdedel af Vesthimmerland opdyrket, mens en tredjedel var hedearealer, som især lå i den midterste del af området og i sognenes udkanter. Derudover var omkring en tredjedel af arealet ekstensive græsningsområder, og knap en femtedel var vådområder.
Fordelingen viser, at dyrkningssystemet i fællesskabstiden var græsmarksbrug med vægt på græsningsressourcer i landskabet, og at området overordnet kan karakteriseres som en hedebygd.
De fleste sogne havde mange små landsbyer. Dertil kom en del enkeltgårde, som især koncentrerede sig i den midterste del, hvor heden også var udbredt. Græsningsressourcerne betød, at landskabet også var attraktivt for flere mindre herregårde.
Fra 1536 og frem til 1660 steg befolkningen ret markant, og det gav knaphed på jord. I Midt- og Vestjylland gennemførte man ofte uformelle delinger af gårdene. I resten af landet blev der i stedet bygget huse med meget lidt eller slet ingen jord.
Krige, Sygdomme og økonomiske Kriser
Efter Grevens Fejde blev en del jyske selvejerbønder gjort til fæstere, så antallet af selvejeren kom under 10% på landsplan. Andelen af selvejere faldt til omkring 6% i 1651.
For landbobefolkningen var et vigtigt resultat af Reformationen, at kongen overtog kirkens gods og dermed halvdelen af landets fæstebønder, mens de fleste andre hørte under adelige godsejere.
Kun 2% af befolkningen var selvejere. Resten var fæstere under en herregård, som kunne ligge tæt ved eller længere væk. De måtte betale en afgift, indfæstning, ved fæstets indgåelse og en årlig landgilde til godsejeren og yde hovarbejde på hovedgårdens marker til gengæld for lejen af godsejerens ejendom.
I 1600 til 1800-tallet var livet på landet præget af forskellige krige. Krigene i 1620’erne og 1640’erne ramte Jylland og hertugdømmerne hårdt, men første gang kunne bønderne tære på reserver, og anden gang klarede de sig stadig nogenlunde. Derimod betød krigene i 1650’erne mere varig økonomisk nedgang. Også Englandskrigene 1801-1804, der blandt andet førte til statsbankerotten i 1813 fulgt af en landbrugskrise, gik ud over indbyggerne på landet. Det afspejler sig også i fortællingerne om Niels Kristian Christensens slægt.
Købmænd, præster og adelige
Viborg med domkirken og torvet på en illustration fra 1830. (Det Kongelige Biblioteks Billedsamling)
Udover de solide vesthimmerlandske bonde- og håndværkerslægter havde Niels Christian Christensen også aner, der via købmandslægter og præstefamilier i og omkring Viborg. kan føres tilbage den danske adel i middelalderen, som har forgreninger over hele landet samt Skåne og Nordtyskland og måske har forbindelser tilbage i den danske kongefamilie og europæiske fyrstehuse.
Flyttede fra egnen
Kort over Århus fra kommunal vejviser udgivet i 1948, hvor Vestergade ses som den gennemgående gade midt på kortet og Rosengade mod venstre, lidt tættere på havnen.
Niels Christian var faktisk en af de første fra slægten, der bevægede sig lidt længere væk fra hjemegnen, idet han først to til Oksby i nærheden af Esbjerg som komis og senere flyttede til Århus, hvor han boede resten af sit liv.
Alt dette kan der læses mere om i de næste følgende indlæg. Det er også muligt at vælge dem enkeltvis via linkoversigten i Farfars aner
Skomagersønnen fra Himmerland og arbejderdatteren fra Sønderjylland mødte hinanden i Vestjylland i 1929. De blev gift året efter og fik hurtigt fire sønner.
Niels Kristian Christensen aftjente sin værnepligt ved et artilleriregiment i Viborg.
Niels Kristian Christensen (1907-1966) var yngste søn af Christen Nielsen, som var husmand og lappeskomager, og Dorthe Marie Mogensdatter, der boede under ret trange kår i udkanten af Hvilsom.
Han gik i skole syv år hver anden dag, hvor han kom ud i den anden ende i stand til at skrive dansk fejlfrit med en nydelig håndskrift, og han kunne plusse og minusse samt gange og dividere, alt hvad man skulle kunne for at komme i lære i Brugsen. Det kom han i hvert fald – sikkert som 14-årig, som det jo var skik både da og langt senere. Herefter om han i lære som komis ved brugsforeninge i Bjerregrav, omkring 15 kilometer syd for Hvilsom.
Brugsforeninger
Carl Nielsen var uddeler i Oksby Brugs og ses på et foto fra midt i krigen. (Fotograf: ikke angivet, Blåvandshuk lokalhistoriske arkiv)
Herefter ville han så se, om græsset kunne bære uden for Himmerland, og rejste derfor til Oksby som ligger i det vindblæste og sandede område ved Vestkysten – lige ved Blåvand – hvor han blev komis i den lokale Brugs. Det vil sige, at han var “almindelig” ekspedient og hjalp uddeleren, som var den, der stod for den daglige drift og bestyrede forretningen.
Brugsforeningerne blev begyndt fra en tanke om, at forbrugerne skulle gå sammen for at købe ordentlige varer til rimelige priser. Medlemmerne investerede brugsforeningen og blev andelshavere. Efterhånden som foreningerne blev større i form af omsætning og medlemmer, blev der mange steder ansat en person til at stå for fælles vareindkøb og uddeling af varer og dividende, når året sluttede. På landet var brugsforeningerne tæt knyttet til Andelsbevægelsen, og i Oksby lå Brugsen og mejeriet side om side.
Nord og syd
Det var da også her, at Niels Kristian og Cæcilie Marie Iversen mødte hinanden. Hun var nemlig pige i huset på det lokale Mejeri hos mejeribestyrerparret Hans Peter Larsen (f. 1878) fra Odden Sogn og Ferdine Mariane Juhl Frost (f. 1877), som stammede fra Esbjerg.
Danmarks andet andelsmejeri blev oprettet i Ho i 1888, og det dækkede områderne Ho, Blåvand, Bredmose og Oksby.
Mejeriet krævede udbygning og renovering, men Ho- og Oksbybeboerne kunne ikke blive enige om, hvor et nyt mejeri skulle placeres. Det resulterede i, at mejeriet Blåvandshuk blev opført i 1914. Det blev placeret overfor kirken og den daværende skole. Ved siden af mejeriet blev der også oprettet en andelsbaseret brugsforening.
Ægteskab og fire sønner
Cæcilie Marie – som blev kaldt Cilia – stammede fra Sønderborg i Sønderjylland, mens han, som nævnt var fra den nordlige del af Jylland.
Og to år senere blev den næste i rækken, Niels Erik, født på Varde Sygehus, men familien var allerede på vej videre, idet Niels Kristian var blevet brugsuddeler i Vejby nordvest for Viborg på halvøen Salling, som var noget tættere på hans barndomsegn end
Læs mere i andre kapitler om
Christen Nielsen og Dorthea Mogensdatters familie kan man læse mere om fra og med kapitlet “Skomageren og Gårdmandsdatteren“.
Cæcilie Marie Iversens familie behandles i bind 2 i “Familiens Historier.” Man kan se mere her i Cæcilie Maries Aner.
I begyndelsen af 1932 blev Niels Christian uddeler i Vejby brugs i Salling – ikke langt fra den egn, hvor han var vokset op. Her fulgte de to yngste af de fire sønner.
Niels-Christian og Cilia havde været gift et par år, da de overtog brugsforeningen i Vejby i Himmerland.
På det tidspunkt ejede han Ford T, “model stå op og styre og med remtræk og dobbelt udkobling,” som han udtrykte det. Men med en formentlig beskeden hyre og voksende familie måtte han snart skille sig af med den.
I marts 1933 blev sønnen Børge født, og endelig som rosinen i pølseenden fulgte Hans Kristian i 1937. De to sidste fødsler foregik hjemme.
De ældre brødre var længe overbevist om, at jordemoderen havde lillebror med i sin taske, men den opfattelse forlod de senere.
Det at der var fire børn, var i hvert fald der på egnen ikke almindeligt. De fleste familier havde kun et eller to børn.
Brugsuddelerens beboelse
Møbleringen hos brugsuddelerparret kan have mindet om indretningen i beboelsen i købmandsbutikken på Frilandsmuseet.
Brugsens beboelsesafdeling var sammenbygget med butikken. Fra forstuen kunne man
gå til højre ind i butikken, eller til venstre ind i privaten, som bestod af en pæn stor stue med to vinduer ud mod vejen, telefon på væggen (Ramsing nr. 36) og kamin til opvarmning.
Møbleringen var enkel. I den ene ende et spisestuebord med seks ubekvemme stole og ved vinduet et skrivebord. I den anden ende var der 2 lænestole, en sofa og et sofabord.
Belysningen bestod af to lysekroner og en standerlampe. En bogreol var der også.
Spisestue i hus på Hjerl Hede.
Videre var der et køkken med gammeldags komfur, der var udstyret med en beholder, hvor der som regel var varmt vand, og ind mod stuen var der en slags hylde, hvor der ofte lå en kat og lunede sig.
I både kamin og komfur var det eneste opvarmningsmiddel i krigsårene tørv, som blev produceret i en nærliggende mose.
Langs den ene væg var der skabe, hvoraf nogle blev brugt til opbevaring af brød til salg i butikken, så der har ikke været meget plads til husgeråd.
Køkkenet i brugsuddelerboligen på Frilandsmuseet.
Under køkkenbordet var der en lille kælder til opbevaring af madvarer.
Konserveringen foregik enten vednedsaltning eller henkogning. Hvis noget mugnede, blev muggen skrabet af, og så kunne det godt bruges alligevel.
Friske varer fik de dog også. Af og til kom en fiskehandler på cykel med sine fisk i en trækasse. På en varm sommerdag kunne de måske nok være lidt ulækre, men spist blev de.
Vask i bryggerset
I forlængelse af køkkenet fandtes et bryggers med gruekedel og et bord med en vaskekumme, så der var rindende koldt vand både der og i køkkenet, så det var en facilitet, som ikke mange havde.
Bryggerset fungerede til gengæld også som badeværelse, så det var ikke hver dag det blev til grundvask. En gang om ugen blev en balje fyldt med vand, og der blev børnene så efter tur renset og tørret.
Når det var varmt om sommeren, blev en balje fyldt med vand ude i gården, og når vandet så var lunt hen under aften, var det fint at bade i.
Ad en trappe kom man til loftsrummet, hvor man først kom gennem et værelse med plads til to unger, før man kom til soveværelset, hvor der stod en lille kakkelovn i et hjørne. Væggene var af brædder og der var ikke nogen form for isolering, hverken for oven eller til siderne, så om sommeren var der ofte meget varmt og om vinteren som en isboks. I den fjerne ende af loftet var der endnu et værelse, hvor den ældste hjemmeboende residerede.
Vintrene i 1942 og 1943 var ekstremt kolde, så når sengetid nærmede sig, blev sengetøjet varmet ved kaminen i stuen. Så gjaldt det om at komme i seng i en fart, medbringende sengetøj og en varmedunk.
Toilettet var et lokum indrettet i brugsens lagerbygning, kun med adgang ude fra. På et tidspunkt – vist nok under krigen – blev lageret udvidet med en nybygning og der blev indrettet et nyt aftrædelseshus, men stadig af åben spand typen, men helt ekstraordinært blev der også indrettet et pissoir, samt et vaskehus. Og man skulle altså stadig over gården, for at forrette sit ærinde.
Familien var så meget med på noderne, at der brugtes toiletpapir, mens man mange andre steder brugte ituklippede aviser. (Skive Folkeblad var at foretrække).
Kloakering fandtes ikke, så alt affald, inklusiv det fra toilettet, blev hældt i en støbt kumme, som en gang om året blev tømt af en bonde (eller hans karl), som kunne bruge det til sine marker.
Indretningen af butikken
Varerne bag disken.
Bag butikken var der et lagerrum og en kælder, hvor der blandt andet blev opbevaret ost. Det husker Hans Kristian, fordi ostene engang blev lagt i vand. Det var for at få ormene til at forlade ostene, så det har i hvert fald været gammelost, der ville noget.
Kaffemøllerne i Brugsforeningen på Frilandsmuseet.
I en af isvintrene lå der også nogle flasker med prop, og da indholdet frøs, blev proppen skubbet ud og sad på enden af den frosne saft, det stak ud af flaskehalsene.
Den tavse sælger.
Butikken var typisk for tiden, med en disk i vinkel, masser af skuffer og noget, der kaldtes ”den tavse sælger”. Det var et skab med hylder, hvor forskelligt kunne udstilles for at friste svage sjæle til køb – deraf navnet.
Varer som sukker, salt og mel, ja stort set alt, blev leveret i sække eller kasser, så meget af uddelerens tid gik med at veje af og fylde i poser.
Den 9. april 1940, stod hele familien ved gavlen af huset og så nogle flyvemaskiner flyvelavt forbi. Det var starten af besættelsen. Det blev en periode med varerationering, og hvor man måtte organisere sig.
Reklame for Richs kaffeerstatning
Men familien manglede aldrig noget at spise, selv om Cilia engang skulle forsøge sig med at tilberede nogle af naboens kålrabi, men det blev ikke gentaget, så succesen har nok ikke været stor.
Men det med, at der var mangel påmange ting og meget var rationeret, fik af og til en
Rationeringsmærker fra efter krigen. Systemet fortsatte frem til 1949, da der fortsat var vareknaphed. (Foto: Tomasz Sienicki, CC BY 3.0, creativecommons.org, via Wikimedia Commons).
af nabokonerne til at antyde, at uddeleren “jo havde rationeringsmærker nok”. Det var ikke korrekt. Dog havde Cilia, da krigen brød ud, sørget for at få lagt en portion håndsæbe til side, så der var nok til hele krigen, men det var også kun hende, der brugte af det. Resten af familien brugte noget, som hed ”maksimalsæbe”.
Tøj genbrugt og syet om
Om forsyningssituationen i øvrigt er at sige, at af tøj og sko, havde familien det nødvendige, men bestemt ikke ret meget. Slidte trøjer blev trævlet op og strikket om, tøj blev repareret og genbrugt og en ting konerne ofte talte om var, at hvis et lagen blev slidt på midten, kunne det ”endevendes og sidekantes”. Der må jo så være fremkommet en søm i midten, men det måtte man så leve (sove) med.
Tre af uddelerdrengene i Vejby.
Da der ikke var så meget tøj, blev der naturligvis sparet på det, og om sommeren havde sønnerne meget af tiden hverken fodtøj eller strømper på. I løbet af kort tid blev man så hærdet, at, småsten og lignende ikke generede væsentligt. Når det blev koldere, blev strømperne fundet frem igen, og det var lange strømper, der blev holdt fast ved hjælp af stropper i et såkaldt livstykke – et slags korset!
Tobak var naturligvis også rationeret, selv om det var fremstillet af danske tobaksplanter, som blandt andet også dyrkedes i Vejby. Niels Kristian havde et mindre cigaretlager, som en af de ældre sønner ikke kunne holde fingrene fra, så enten har han selv røget, eller han har givet dem til andre.
Hvorom alting er, så opdagede faren svindet, og da oplevede Hans Kristian den eneste gang, ham fysisk afstraffe nogle af drengene.
En mørk vinteraften kom en ældre mand, som ikke plejede at handle i Brugsen og bad om at købe en pakke skrå. ”Beklager” svarede Niels Kristian, ”det er desværre udsolgt”. Da Hans Kristian jo ikke var så høj, kunne han til alt held se ind under disken, så han måtte korrigere og gøre opmærksom på, at der faktisk lå en pakke ovre i hjørnet. Det måtte Niels Kristian nødtvungent indrømme, så manden fik sit skrå. Mon ikke han godt kunne se komikken?
Man organiserede sig
Hans Kristian undrede sig meget over, hvorfor der skulle være presenning over sækkene både ud og hjem, men det var altså fordi, lasten var ulovlig og ikke fordi, det var regnvejr
Der blev organiseret for at skaffe mad. Fx en griseslagtning ude på gårdspladsen, hvor Hans Kristian endnu som voksen husker, hvordan den gris skreg, da den blev stukket i halsen i bedste halalstil, kunne det i hvert fald ikke holdes hemmeligt for nogen i omegnen.
En anden gang drog han og faren med hestevogn af sted til en gård i Lem, hvor det tiltuskede korn blev malet til mel.
Legetøjet
Gammel motorcykel med sidevogn.
Legetøj var der ikke meget af, men Hans Kristian fik engang en blikmotorcykel med sidevogn og fjederoptræk. Den fik han til at køre i en bunke sand, og ødelagde derved mekanikken. Det var noget af en tragedie.
En anden gang, op mod jul, hvor Niels Kristian havde en smule legetøj i butikken, stod der højt på en hylde en lastbil, der kunne styres ved hjælp af en stang. Hver dag var Hans Kriteian inde for at se, om den var fjernet fra hylden. Den stod der længe, men en dag var den væk, og såtroede han naturligvis, at julen var reddet, for så meget han havde plaget sin far, kunne han da umuligt have solgt den. Det havde faren imidlertid, og Hans Kristian genså den hos en anden af sine legekammerater – Johan.
Ellers legede drengene med det, de kunne finde. Fx gjorde sten med huller igennem udmærket fyldest som heste og køer. De havde også tinsoldater, dels af tin – det var danskerne – og dels nogle krigsfremstillede – vist af ler – forestillende tyske soldater. Det var altid dem, der blev skudt med en kanon, der kunne lades med tændstikker.
Når vejret tillod det, foregik drengenes aktiviteter udendørs, og specielt to uheldige episoder husker Hans Kristian.
En gang var han via en hyldebusk kravlet op på et nytjæret tag, og sikke da en opstandelse der blev.
En anden gang, hvor husets skorsten var under reparation, tog han turen op ad stigen helt op til skorstenen, mens mureren holdt pause. Hans undrede sig såre over opstandelsen, da man fik øje på ham deroppe. Han følte bestemt ikke, der var noget at være bange for.
Jul under besættelsen
Julen var naturligvis noget drengene så hen til med spænding, Og når Niels Kristian en søndag først i december gik i gang med at pynte op i butikken, vidste de, at nu var det snart. Uddelerbørnene var så heldige, at de kunne følge pynteriet indefra, mens nabobørnene måtte nøjes med at trykke næsen mod ruden.
Det var også faren i huset, der pyntede træet juleaftensdag, og det måtte ikke beskues, før lysene var tændt. Cilias forældre, der var flyttet fra Sønderborg til Vejby i 1940, var altid gæster juleaften, og hjalp med at gå rundt om træet og synge julesalmer.
Da chokolade ikke fandtes, var der ikke meget knas, men pebernødder var der dog i mængder, og alt var fryd og gammen. Og julemorgen var der varm stakitøl til alle
Juleaften var det Niels Christian der pyntede træet, og det måtte ikke beskues, før lysene var tændt. Her foto fra julebesøg i Den Gamle By i Århus.
Oplæsning
Om aftenen læste Cilia ofte for drengene – især H.C. Andersen, men også Kaalunds fabler, Grimms eventyr og også en roman som ”Borgslægtens historie”. Og i det hele taget husker Hans Kristian det som et trygt hjem at vokse op i, selv om verden stod i brand.
Om aftenen læste Cilia ofte for drengene – især H.C. Andersen, men også Kaalunds fabler, Grimms eventyr og også en roman som ”Borgslægtens historie”. Og i det hele taget husker Hans Kristian det som et trygt hjem at vokse op i, selv om verden stod i brand.
Da tiden nærmede sig, hvor Hans Kristian skulle i skole, skulle han mindst lære alfabetet og helst også lære at læse først. Begge dele lykkedes på grund af Cilias ihærdige indsats, men der var i hvert fald mindst et af de sjældne bogstaver, han havde svært ved at huske, og det tog hun en aften så meget på vej over, at Niels Kristian prøvede at dæmpe hende. Det blev hun så sur over, at hun marcherede ud af stuen og smækkede døren efter sig. Det er vist den eneste gang Hans Kristian har set dem rigtigt på kant med hinanden.
Den første læsebog hed ”Lille sorte Sambo”, der på den tid var meget almindelig, men senere blev forbudt på grund af dens kontroversielle forhold til racespørgsmålet.
Muligvis fordi faren var uddeler, kom hele områdets befolkning til andendagsgilde, da de tre ældste sønner, Egon og siden Niels Erik og Børge, blev konfirmeret. Ved den lejlighed var der dækket op overalt i beboelse og lagerlokale. Vejby var og er kun et beskedent sted på jorden.
Foruden Brugsen var den eneste forretning et brødudsalg, hvor der også kunne købes is. Der var runde is, vanilje eller jordbær til 10 øre, og firkantede nougatis til 25 øre.
Og fedtebrød kunne købes til 10 øre, men det var bestemt ikke hver dag, der var råd til at nyde en sådan luksus. Og faren skulle bearbejdes mange gange, før der faldt en mønt af.
Engageret i det lokale liv
Niels Christian og Cilia var tilstede ved forfatteren Kaj Munks sølvbryllup.
Niels Kristian var engageret i det lokale foreningsliv. Blandt andet spillede han med i dilettantforestillinger og læste forskellige historier i det lokale forsamlingshus. Han var desuden formand for den lokale idrætsforening og involveret i ungdomsarbejdet.
Det var gennem dette arbejde, at han ifølge sønnen Niels Erik, blev en god bekendt af præsten og forfatteren Kaj Munk, som efter sigende boede i uddelerboligen i Vejby, når han var på sine ture rundt på egnen.
Ventegruppe og tolkning
Under Anden Verdenskrig var Niels Christian med i en ventegruppe – det vil sige del af den sene modstandsbevægelse.
Befrielsen i Nationaltidende.
Ifølge Nationalmuseets side om Besættelsestiden begyndte man fra begyndelsen af 1944 over hele landet på britisk initiativ at rekruttere til en undergrundshær, de såkaldte militærgrupper (M-grupper). De skulle foreløbig bare holde sig parat – heraf også navnet ventegrupper – fordi de skulle afvente ankomsten af allierede tropper, som de skulle aflaste i en eventuel slutkamp mod tyskerne.
Som bekendt overgav de tyske styrker sig uden kamp den 5. maj 1945, så gruppernes vigtigste indsats kom til at ligge efter befrielsen i forbindelse med interneringen af landssvigere, bevogtningsopgaver og så videre. Så da freden kom, blev Niels Kristian da også sendt af sted på lastbil med gevær og det hele. Han var ikke væk ret længe, men da han returnerede, havde han et gevær med, som han beholdt et stykke tid. I øvrigt florerede tomme håndgranater og patronog granathylstre. Næsten alt kunne bruges til en eller form for udsmykning.
Da Cilia kunne tale tysk, virkede hun i kort tid som tolk i nabobyen Lem, hvor der var kommet tyske flygtninge. Den 8. februar 1945 havde Tyskland meddelt det danske udenrigsministerium, at man måtte forvente, at tusindvis af tyske flygtninge kom til Danmark. Ved befrielsen var der ca. 250.000 tyske flygtning i Danmark. En opgørelse i maj 1945 viste, at de var indkvarteret ca. 1.100 forskellige steder på skoler, i forsamlingshuse, på fabrikker og i lejre bestående af barakker. I 1945-46 blev der opbygget flere store lejre, hvor flygtningene blev samlet. Den største var Oksbøl-lejren i Vestjylland, der kunne huse op til 36.000 personer.
Efter krigen forsøgte Niels Christian sig først med kornhandel som supplement til brugsuddelerlønnen og siden drev han en frugt-grønthandel i Skive i et års tid, inden turen gik videre til Århus.
Skive havn omkring 1945 (Ukendt fotograf, Skive Byarkiv)
Uddelerlønnen har nok ikke været så høj, så Niels Kristian havde forskellige aktiviteter i gang for at supplere indkomsten.
Fx begyndte han efter besættelsen at sælge rundstykker om søndagen, og der blev hele familien aktiveret, dels med at fylde i poser og dels med at bringe ud til de sultne kunder. I den større skala opkøbte han en overgang korn og videresolgte det.
Og vist i efteråret 1945 eller 1946 begyndte han at opkøbe kartofler med eksport for øje. Der var vældig aktivitet, og Hans Kristian husker blandt andet flere gange at have været med en bil på havnen i Skive, når et skib var under lastning.
Ifølge Hans Kristian opstod der i den periode problemer i ægteskabet mellem Niels Kristian og Cilia, og de besluttede at flytte fra Vejby i eftersommeren 1947 for at begynde på en frisk.
Frugt-grønt og blomster i Skive
Niels Christian efter besættelsen.
Fra 1947 til 1948 drev Niels Kristian en frugt-grønt og blomsterbutik i Brogårdsgade i Skive.
Forretningen lå i en større ejendom med både forretninger og lejligheder. Og over grøntbutikken lå den tilhørende beboelse, som bestod af et smalt køkken, en pæn stue og et soveværelse. Og så var der toilet med træk og slip fælles med ejendommens forretninger og placeret i en sidebygning. Så man skulle altså ned fra 1. sal og over gården. Økonomisk gik det dårligt med forretningen. Derfor fik Niels Kristian et job med at distribuere magarine fra et engroslager til byens handlende. Det foregik i en gammel varebil, og sønnen Hans Kristian var ofte med på turen.
Men efter et år valgte Niels Kristian at sælge butikken i Skive og købte i stedet en købmandsbutik i Rosensgade i Århus, hvor familien flyttede til.
Efter at Niels Christian og Cilia flyttede fra Vejby, havde de et intermezzo i Skive, hvor Niels Christian drev en frugt-grøntbutik inden han overtog en kolonialhandel i Århus, som han drev til sin død i 1966.
Niels Christian Christensen var frugt-grøntforhandler og kolonialhandler efter først at have været brugsuddeler.
Forretningen var en mindre købmandsbutik, af en type og størrelse, som på den tid var meget almindelig. Mod gaden var butikslokalet, bag dette var et smalt lokale skilt af med en bræddevæg ind mod stuen. Sammen med et kælderrum, var det al den lagerplads, der var.
I kælderen opbevaredes de grovere ting som sprit, petroleum, øl og vand. Øllene leveredes i trækasser med 50 flasker, og de måtte transporteres op og ned ad en stejl trappe. Ølkuskene leverede dem i kælderen, men de skulle så slæbes op igen.
Købmandsbutikken i Rosensgade i Århus
Udstillingsvinduet var halveret med en træplade for neden og småruder foroven. Grunden var, at den store rude var blæst ud, da der i 1944 skete en kæmpe eksplosion på havnen.
Det indre af en gammel købmandsbutik
Desuden var universitet bombet, men der var de synlige spor allerede væk.
Der gik flere år, før det blev tilladt igen at sætte en stor rude i. Og der var i det hele taget adskillige krigsar i byen, dels spor fra omtalte eksplosion, og dels var en del huse i nærheden ødelagt ved schalburgtage og henlå enten som tomter, eller som i Guldsmedegade erstattet med lave basarbygninger.
Øget konkurrence
Når Hans Kristian ikke var cykelbud, var han blandt andet FDF-spejder. Han ses her på en lejer, som tredje fra venstre.
Forretningen gik sandsynligvis bedre og bedre gennem årene, indtil Føtex åbnede deres første forretning i Guldsmedegade, kun få hundrede meter fra Rosensgade. Fra da blev det vanskeligt at være ”Den frie købmand”.
Da Niels Kristian overtog butikken, var der både ansat en dame og en bydreng. Damen blev snart sagt op, men bydrengen blev et stykke tid, indtil det blev opdaget, at han stjal penge fra Niels Kristians tegnebog. Derfor overtog Hans Kristian jobbet og tjente derved 5 kr. pr uge – senere sat op til 15 kr. med fradrag på 1 kr. pr. dag for kost og logi.
Familiens bolig i de første år
Rosensgade 34 i 2020. Der er nu tøjbutik, hvor Christensens Kolonialhandel lå. Familien boede i baglokalet bag butikken.
Bag butikken var der en stue med et enkelt vindue ud mod en smal gård og bag stuen et køkken, hvor der i det ene hjørne var bygget et rum til toilettet. Det sidste var i hvert fald en luksus, selv om beliggenheden vel ikke var den mest ideelle
Døren åbnede nemlig lige ud til det bord, hvor madlavningen foregik ved to gasblus og en gasovn.
Ud over Han Kristian skulle der også skaffes soveplads til Børge, som efter nogle måneder sluttede sig til familien. Derfor blev der anskaffet en etageseng, som blev placeret i køkkenet. Hans Kristian husker endnu den klamme væg og den fedtede, sure lugt fra bygassen. Gashanerne var nemlig af en type, der ikke var 100 % tætte. Og for at gøre det fuldendt, var der også en vandhane, der ofte var utæt og kunne levere masser af natteunderholdning.
Cilia og Niels Kristian sov på en sovesofa i stuen. Og det var ikke muligt at flytte, af den grund, at for at være boligberettiget i Århus, skulle man have boet i byen i mindst to år. Og nået så langt, var det på grund af boligmangelen, næsten umuligt at skaffe sig en lejlighed.
Klare sociale skel
Juleudsmykningen i 1953 set fra lejligheden i Vestergade.
Ejendommen Rosensgade 34 var ejet af kommunen, fire etager høj og forsynet med en sidebygning og to bagbygninger. Mod gaden var der toværelsers lejligheder, indrettet som familien Christensen – men med stue i stedet for butik.
Der var også treværelsers, endda med badeværelse. I første bagbygning var standarden ringere. Ingen linoleum på trapperne og toiletter fælles for to etager – det vil sige for fire familier. På den måde fik man delt kategorierne op. Forrest i huset lavere funktionærer (fx en sporvognsfører), faglærte håndværkere og lignende og længere bagude et par enlige mødre og ufaglærte arbejdere.
I den bageste bygning var der værksteder i tre etager og fælles vaskehus i kælderen. Bygningerne omkransede således to gårdspladser, der ind mod nummer 36 var afgrænset af en høj mur.
Aktiv fritid
Nora, Cilia og Niels Christian ved Vesterhavet
Ejendommen Rosensgade 34 var ejet af kommunen, fire etager høj og forsynet med en sidebygning og to bagbygninger. Mod gaden var der toværelsers lejligheder, indrettet som familien Christensen – men med stue i stedet for butik.
Der var også treværelsers, enddamed badeværelse. I første bagbygning var standarden ringere. Ingen linoleum på trapperne og toiletter fælles for to etager – det vil sige for fire familier. På den måde fik man delt kategorierne op. Forrest i huset lavere funktionærer (fx en sporvognsfører), faglærte håndværkere og lignende og længere bagude et par enlige mødre og ufaglærte arbejdere. I den bageste bygning var der værksteder i tre etager og fælles vaskehus i kælderen. Bygningerne omkransede således to gårdspladser, der ind mod nummer 36 var afgrænset af en høj mur.
Cæcilie Marie Iversen var fra Sønderjylland, og det har præget og påvirket hendes slægts historie, som på mange måder mærkede de store historiske omvæltninger i området.
Cæcilie Marie, som blev kaldt Cilia, voksede op i Sønderborg, hvor hendes mor arbejdede på apoteket og hendes far var arbejder. Efter faren blev såret i 1. Verdenskrig, boede familien på Sønderborg Slot og resten af hendes opvækst boede de i Perlegade midt i Sønderborg.
Perlegade i Sønderborg, hvor Cilia voksede op. Apoteket, hvor hendes mor arbejdede, ses til venstre. (Postkort med motiv fra Perlegade og rådhuset i centrum, Sønderborg. Ukendt fotograf, Museum Sønderjylland, ISL-Lokalhistorie)
Farens fædrende familie kan føres mange generationer tilbage i Broager, og mange af kvinderne i familien kom fra Ærø, Helnæs, Ribeområdet, den barske Vadehavsegn og Fanø samt Sydslesvig. Rügen – med historiske bånd til Danmark og Sverige – samt Magdeburg. Broager-familien var i vid udstrækning fattige daglejere håndværkere eller husmænd. Kun anerne på Helnæs og Ribeegnen kunne føres tilbage til velhavende bondeslægter
Cilias mors familie kom i hovedsageligt fra Ulkebøl og andre sogne på Als. Deres baggrunde var blandet: håndværkere, bønder, skoleholdere samt en enkelt skipper i Sønderborg.
Lang og indviklet historie
Kortet viser Sønderjylland i middelalderen, men situationen fortsatte uændret i mange århundreder frem. (Illustration fra Gustav Rosendal “Sønderjylland i middelalderen”, 1913)
I et citat fra Danmarkshistorien.dk hedder det: I århundreder var Sønderjylland et omstridt grænseland på kanten af det danske rige. Af den grund har landsdelen på flere områder en historie, som afviger fra resten af Danmarks. Fra middelalderen og frem til 1867 udviklede landsdelen sig til hertugdømmet Slesvig. Begrebet dækker i denne periode stort set det samme som ordet ’Sønderjylland’.
I 1800-tallet blev regionen bl.a. omdrejningspunkt for stærke nationale spændinger og to krige i henholdsvis 1848-1850 og 1864, men den sønderjyske historie rummer naturligvis andet og mere end konflikt. Sønderjylland udgjorde i lange perioder et bindeled mellem det danske kongerige og Holsten og var en skæringsflade for tysk og dansk kultur.
Blandt sprog og forskellige traditioner
Det var Struense, der i 1771 indførte navneforordningen, der fastfrøs slægtsnavne omkring 100 år før, det blev helt fastslået i Kongeriget. (Det Kongelige Bibliotek, Portrætsamlingen)
At området var et sprogligt blandingsområde ses blandt andet ved, at kirkebøgerne blev skrevet på en blanding af tysk og dansk. Dåbsbogen kunne fx være ført på dansk og begravelseslisterne på tysk. Eller man så sprogskiftet ved skift af præst.
Der findes ikke skifter og eller lægdsruller på samme måde som i kongeriget, og de er ofte vigtige kilder i dansk slægtsforskning.
Navneskikkene har lignet den danske, og der har også været regionale forskelle inden for Sønderjylland.
Indtil Struense indførte fast slægtsnavn i Hertugdømmerne siden 1771 blev der også i vid udstrækning brugt patronymer, men med den variant, at en kvinde, der fx var gift med Hans Clausen blev kendt med efternavnet Hansen. Gennem mange generationer kunne man se, om konerne kom uden fra Sønderjylland, da de ofte stadig havde deres patronym – altså et navn, der endte på ”Datter”, selvom det nogle gange blev tillempet til et ”sen”.
Krige påvirkede
Feltlasaret i Broager med sårede fra krigen i 1864. (historiskatlas.dk)
Krigene 1848-1850, 1864 og 1914-1918 påvirkede også Cilias slægt.
Der sås fraværende ægtemænd i folketællingerne, mandlige slægtninge, som søgte nord for grænsen samt hendes egen far, der blev såret i 1. Verdenskrig.
Cæcilie Marie var i huset i Vestjylland, da hun mødte sin mand og boede siden i Vesthimmerland, Århus og til sidst på Als.
Læs mere om hendes slægt i de følgende indlæg eller vælg de enkelte historier her: Farmors aner
Cæcilie Marie Iversen blev gift som 20-årig og fik i løbet af 7 år 4 sønner. Hun flyttede med sin mand til Vejby i Himmerland og senere boede de i Skive og Århus.
Cilia Christensen
Cæcilie Marie Iversen (1910-76) blev kaldt Cilia. Hun var datter af arbejdsmand Hans Christian Iversen og Dorothea Marie Nielsen, der stammede fra henholdsvis Broager og Ulkebøl nær Sønderborg.
Hun blev konfirmeret i Sønderborg, hvor familien boede.
Hun var en flittig og dygtig elev, og fik realeksamen, hvilket var meget usædvanligt for en pige fra en arbejderfamilie.
Mødte mand i Blåvand
Hun var i huset hos mejeristen i Oksby i nærheden af Blåvands Huk, da hun i 1930 blev gift med Niels Christian Christensen, der var komis i brugsforeningen, som lå lige ved siden af mejeriet.
Oksby mejeri og brugs lå side om side (Sylvest Jensen Luftfoto, Det Kgl. Bibliotek)
Fire drenge
Cilia med de tre yngste drenge, Børge, Niels Erik og Hans Kristian.
Familien flyttede til Vejby, hvor Niels Christian blev brugsuddeler. Og de tre store de gik under betegnelsen: ”de forskjøt unger fra æ brugs”, hvor ”forskjøt” betyder noget i retning af uregerlig. Og Cilia var den der i det daglige havde alt besværet med fire drengebørn Men hun var ingen rappenskralde.
Den yngste i flokken, Hans Kristian, fortæller, at der blev passet godt på de 4 drenge, og det var sjældent, hun råbte højt. Desuden sang hun godt og ofte, så tit, når Hans Kristian hører en film- eller revymelodi fra den tid, kan han huske, at hun har sunget den for ham og brødrene.
Stor omgangskreds i Vejby
Cilias forældre flyttede fra Sønderborg til nabobyen Lem i 1940. Så Cilias mor kom næsten dagligt et lille smut forbi uddelerboligen, og hvis Cilia så fx havde været i Skive for at se en film, blev handlingen genfortalt, mens Hans Kristian lyttede meget interesseret med i baggrunden.
Kort over Vejby, med stationen Vejbyvad, som var del af Skive-Vestsalling Jernbanen. (historiskatlas.dk)
Måske faldt Cilia med sin realeksamen lidt ved siden af i bondesamfundet – men vel sagtens på grund af Niels Christians arbejde, havde de en pænt stor omgangskreds. Der var fx to kortklubber, dels den store, hvor gårdmændene var med, og dels den lille, hvor det var de mindre jordbesiddere, der deltog. Og som manden i midten, var Niels Christian altså med i begge. Mændene spillede whist og konerne hjerterfri. Men der var tale om et standssamfund, hvor alle kendte deres plads.
Ture til Skive
Togturen til Skive kunne blandt andet foregå med et togsæt som dette, der var produceret i 1938. Skive-Vestsalling Jernbane (SVJ) eksisterede fra 1924 til 1966. (Foto: B&W, 1934)
Når der skulle købes noget ekstra, var det almindeligt at tage med toget til Skive, og der var Hans Kristian af og til sammen med Cilia.
Så var de gerne på det ene af byens to konditorier for at spise lagkage inden hjemturen. På det andet kom ”man” ikke, for der kom tyskerne.
På et sådant konditoribesøg stiftede Hans
Topps Konditori i Skive blev i mange år drevet af Annine Michelsen. (arkiv.dk)
Kristian for første gang bekendtskab med e træk- og sliptoilet. Da han trak i snoren og vandet kom brusende, var han helt overbevist om, at der ville blive oversvømmelse, så det kan nok være, han fik travlt med at komme ud og få lukket døren godt til.
Det årlige tandlægebesøg fandt også sted i Skive, og selv om tandlægen var venlig nok, var hans instrumenter frygtindgydende, så det var ikke besøg, Hans Kristian så hen til med forventning.
Efter Niels Christians død
Cilia og Nora.
Efter Niels Christians død, afhændede Cæcilie Marie butikken i Århus og flyttede til Oxbøl på Als, hvor hendes søster, Nora boede.
Nora var gift med Niels Thygesen Nielsen og fik mellem 1920 og 1941 4 døtre og 2 sønner.
Cilia fik mulighed for at rejse en del til udlandet indtil hun fik lungekræft, som hun kæmpede med i en årrække indtil hun døde i 1976.
Familiens Historier 