Wardinghausen og svenskekrigene

Hans Christoffer Wardinghausen blev kaldt “Langelands Gøngehøvding” på grund af sine bedrifter under svenskekrigene på øen i 1657-60.

Snaphanerne førte partisankrig og generede svenskerne ved at overfalde deres transporter og forsyninger. (Illustration fra Gøngehøvdingen, udgivet 1853 af Carit Etlar)

Augusta Margarethe Wardinghausen var det 7. af Hans Christoffer Wardinghausen gift og Marie Dorothea Nissens 10 børn.

I 1658 var Hans Christoffer Wardinghausen Løjtnant i Hans Adolph Buchwalds Rytterkompagni, som lå på Samsø med et kompagni bestående af 34 ryttere og 17 uberedne mænd. Senere samme år blev han Kaptajnløjtnant i Oberst Joachim Kørbers Regiment og kom med dette til Langeland og Lolland, hvor han frem til 1660 var med i mange kampe og rostes ifølge flere kilder som den “tapreste og mest forvovne” af de unge officerer.

Det var især som snaphanefører for mindre afdelinger, at han fik lov til at optræde selvstændigt og udviste stor dygtighed og dristighed, og som gjorde, at han i folkemunde kom til at hedde “Langelands Gøngehøvding”.

Det var fra Spodsbjerg, at den svenske konge Karl 10. Gustav i februar 1658 gik over isen til Lolland. Året efter blev Langeland invaderet af svenske styrker. Besættelsen resulterede i tortur, plyndringer og afbrændinger, og da svenskerne forlod Langeland i november 1659, efterlod de en forpint og fuldstændig udplyndret ø. (Maleri: Johann Philipp Lemke / Public domain)

Den 9. november 1658 lå en svensk ritmester i kvarter i Vemmenæs på Tåsinge med 40 heste. Wardinghausen blev sendt derover fra Langeland med 20 soldater og nogle bønder. Det lykkedes ham at overrumple dem, så de så godt som alle enten overgav sig eller blev hugget ned. Kun Ritmesteren og en kvartermester slap bort.

Da svenskerne endelig fik indtaget Langeland den 21. marts 1659, slap Wardinghausen væk ved at flygte til Lolland. Her var han også kompagnichef og roses for tapperhed og dygtighed ved flere forskellige kampe.

Senere under krigen skulle han være blevet alvorligt såret og sad i ca. et år i svensk fangenskab.

Den 1. august 1660 befandt han sig i Vejle, hvor han kvitterede for 24 tønder malt. Det nævnes her, at han bærer våben med en kirkelignende bygning som skjoldmærke og en fjerbusk på Hjælmen. Dette skjoldmærke forestiller formentlig Kampen Kirke.

Gårdsamler, tolder og godsinspektør

Hans Christoffer Wardinghausens underskrift på første side af grevskabet Langelands ældste bevarede skifteprotokol, I foråret 1683 blev Hans Christopher Wardinghausen inspektør på Tranekær gods, som han førte i årene 1683 til 1687.

Omkring 1664 købte Wardinghausen flere langelandske bøndergårde, og den 26. september 1666 boede han med hustruen på gården Guldborg i Illebølle i Lindelse sogn.

I slutningen af 1660erne overtog han sin svigerfars job som tolder i Rudkøbing, hvor han i 1670erne var part i flere retssager.

Akvarel af Tranekær Slot fra 1820 inden den voldsomme ombygning (Søren L. Lange, SMK Open)

Og som godsinspektør på Tranekær fra 1683 omtales han som en god mand, der forstrakte de forarmede bønder med en del penge, som han aldrig fik tilbage.

Ifølge Matriklen i 1688

Familien Wardinghausens indretning kan have mindet om dette borgerhjem fra 1600-tallet i Den Gamle By.

ejede Wardinghausen mindst 6 langelandske bøndergårde med et samlet Hartkorn på ca. 25 tønder land. Herudover havde han en gård og et hus i Rudkøbing samt den del jordlodder uden for byen.

Hans Christopher Wardinghausen døde den 6. februar 1695. Boets midler på 2.466 rigsdaler blev delt mellem hustruen og børnene, og da de jo var mange til at dele, blev der ikke meget til hver. Hustruen Maria Dorthea Nissen døde i Maj 1712.

10 børn blev voksne

Augusta Margrethe var den syvende af Hans Christopher Wardinghausen og Marie Dorothea Nissens 10 børn, som blev voksne.

Christiansborg i det nuværende Ghana. (Wikipedia Commons)

Den ældste søn, Thomas Wardinghausen (1666-1707), blev i 1696 ansat som assistent ved Det Kgl. octr. Dansk- Vestindisk- Guinesiske Kompagni og tog med skibet Christianus Qvitus til Fortet Christiansborg i det nuværende Ghana, hvor han senere døde. Han efterlod ingen børn.

Broren Hans Christoffer Wardinghausen (1667-1708) blev medejer af Polleholm, som han senere solgte og ved hans død kunne hans gæld ikke dækkes. Hans uægte søn, Christian Hans Christopher Wardinghausen, blev anerkendt af faren, men døde nok som ung.

Constantinsborg set fra haven. (Prospecter af danske Herregårde, 1864, (Slægtsforskernes Bibliotek)

Herefter fulgte Christian Henrich Wardinghausen (f. 1671), der led store tab som skibsreder under de svenske kapringer i 1710, hvor han mistede flere skibe og døde i fattigdom. Hans eneste barn var H. C. C. Wardinghausen, der var skolemester og Constantinsborg, og senere præst i Søften og Folby, fik ingen børn.

Den ældste datter, Dorthea Cathrine Wardinghausen (f. 1673), var gift med præsten i Simmerbølle, Hartvig Haugen, som hun fik 13 børn med. Han døde fattig og hun fragik arv og gæld efter ham, og hun fik kun en ringe pension af efterfølgeren Peder Pedersen, der var gift med hendes datter og som sad i lige så ringe kår. Datteren dør tidligt og efterlader sig flere små børn. I 1720 boede Dorthea som fattig Præsteenke i Rudkøbing, klagede da over, at hun var fattig og sad i ringe kår, havde været svagelig i 20 år, og nu var hun meget svag og affældig og kunde ikke holde pige; hun måtte ofte holde sengen i 7-8 uger, men måtte desuagtet hjælpe sig selv og havde ikke et menneskebarn, som kunde hjælpe hende.

Kort over Rudkøbing (Det Kongelige Biblioteks Billedsamling)

Næste datter, Elisabeth Marie Wardinghausen, (f. 1675) var gift med Peder Hansen, der var lærer og hører ved Latinskolen, der i februar 1705 gik gennem isen og druknede mellem Rudkøbing og Tåsinge. Inden havde de købt en gård i Simmerbølle af hendes mor, Maria Dorthea Nissen, som hun blev boende på i en årrække. Hun flyttede derefter til Rudkøbing, hvor hun vedblev at være Enke. I 1726 kalder hun sig en ”fattig Enke i slet stand”.

Herefter fulgte Charlotte Amalie Wardinghausen (f. 1678), der kun var 24 år, da hun blev enke første gang. Ved skiftet efter Hans Steffensen var boets overskud på 97 rbd., der deles mellem hende og de to børn. Hun fik ingen børn med sin anden mand, enkemand og birkedommer Erich Erichsen fra Hou. Hun betegnede sig også som en fattig enke i 1726, og kommer med en række anklager mod flere grever af Ahlefeldt, som hun havde tabt en retssag mod.

Scholeus-stikket fra 1580 er et af de ældste billeder fra Bergen. (Billedsamlingen, Universitets­­biblioteket i Bergen)

Herefter fulgte endnu en søn, Friderich Wardinghausen (1681-1709), som først var handelsmand i Rudkøbing, hvor han ejede en gård, men senere flyttede til Bergen i Norge, hvor han døde. I hans dødsbo var der en del fine klæder, sølvknapper og så videre. Gården i Rudkøbing og hans løsøre blev solgt ved en aktion for 407 rigsbanksdaler, men hans gæld var på 351 rigsbanksdaler. Overskuddet blev skænket til hans moder til hjælp til hendes alderdom, da han ingen børn havde.

Den yngste datter, Sophie Gertrud Wardinghausen (1686-1759), blev gift med Hans

Moskva i 1700-tallet. (Apollinary Vasnetsov, Wikipedia Commons)

Lauritsen Schibbygger, der var skibsbygger i sin ungdom og blev en velhavende mand. Efter vielsen købte han Polleholm af sin hustrus slægtninge og boede der til sin død i 1758.

Den yngste var Nicolaj Wardinghausen (f. 1689). Han var søkaptajnløjtnant i krigen mod Sverige 1709-20 og gik derefter i russisk tjeneste og er nok død i Rusland. Han efterlod sig en søn, som også hed Nicolaj, der var købmand i København og fra ham nedstammer slægten Wardinghausen, som har bevarede slægtsnavnet.

 Aner nævnt i indlægget (åbner som pdf)

• Niels Iversen
• Augusta Margrethe Wardinghausen
• Hans Christoffer Wardinghausen
• Maria Dorthea Nissen

Kilder

• http://www.agerspris.dk/index-filer/Page15823.htm
• Stamtavle over familierne Wardinghausen og Lollesgaard, udarbejdet af Harald Kier / https://dis-danmark.dk/bibliotek/909923.pdf