De første år af Adrian Bekkers karriere var omskiftelig. Efter at have læst ved Københavns Universitet og universiteterne i Rostock og Königsberg, tvang hans fars tidlige død, ham til at opgive præstegerningen og i stedet slog han ind på en militær løbebane.
Holberg boede på Gammeltorv fra 1735 til 1739. (Illustration: Efter Thura, Hafnia Hodierna)
Han fik en god uddannelse. 1735 var han privatstudent “e privata” hos forfatteren og professor Ludvig Holberg, der var hans “præcept privata” – privatlærer.
Samme år blev han optaget på universitetet og 1737 tog han Examen Philosophicum med carachtere laudabili. Det vil sige, at han blev exam.phil og karakteren var “rosværdig”.
Han tog med det samme gradum Bacalareum, og indtil 1740 besøgte han universiteterne i Königsberg og Rostock uden at være indskrevet.
1740 studerede han teologi på Københavns Universitet for at blive præst.
Adrian havde fået kaldsbrev af en patronesse, oberstinde Kirstine Catarina Schumacher til Godset Benzons Eje ved Roskilde, hvor han var blevet lovet det første ledige præsteembede inden for det område, hvor hun havde overhøjheden over kirkerne og dermed retten til at ansætte præsterne.
Köningsberg er i dag den russiske enklave Kaliningrad ved Østersøen. (Kort af Merian-Erben 1532, Wikipedia Commons).
Men han valgte dog at gå i militærtjeneste – muligvis fordi han ikke havde råd til at vente på et ledigt embede på grund af farens død og hans forretningers efterfølgende kollaps.
Militærtjeneste med skiftende embeder
Adrian Bekker blev derfor ansat som Auditør og Regiments Quartermester ved det “Siællandske geworbene Regimente i værende Englisk Sold” (Sjællandske geworbne Regiment). Som Auditør og Kvartermester var han en blanding af militær dommer og regnskabsfører.
Maria-Theresia af Østrig-Ungarn (Maleri: Martin van Meytens / Public domain)
I sommeren 1741 gik Kompagniet ombord på en række skibe, der skulle føre dem til Egernførde Havn i Slesvig. De skulle hjælpe den kong Georg II af Storbritannien i kampen mod franskmændene og preusserne, som ikke ville ikke anerkende Maria Theresia af Habsburg som dronning af Ungarn og ærkehertuginde af Østrig, da kong Frederik af Preussen selv gjorde krav på den samme trone.
Den engelske konge, der også var kurfyrste af Braunschweig, var allieret med Maria Theresia og Østrig striden om arveretten til den østrigske trone.
Fra havnen begav kompagniet sig til Slesvig By. Som regimentskvartermester havde han ansvaret for at sikre, at alle i kompagniet fik mad og ly for natten under troppernes bevægelse. Og 6.000 fremmede tropper var en belastning for den ikke særligt store by.
Kompagniet begav sig videre den 17. september 1741. Fra Slesvig marcherede de gennem Rendsborg – den store danske fæstningsby lige uden for Hamborg – via og Emshorn til Blankenese, hvor regimentet mønstrede den 26. september og aflagde troskabsed til kong Georg II.
En militærlejr fra midt i 1700-tallet. Da Adrian og kompagniet ankom til lejren uden for Hannover var der allerede 12.000 mand fra Hessen og flere tusind hannoveranere. (Illustration: Wikipedia Commons)
Den 29. september forlod regimentet de danske hertugdømmer og sejlede over Elben og rykkede videre til lejren 115 km sydpå – i nærheden af Venden, som ligger mellem Bremen og Hannover.
Den 31. oktober 1741 rykkede regimenterne i vinterkvarter i nærheden af Hamburg. Der løb rygter om, at der var en aftale på vej mellem den engelske konge og franskmændene
Men man skulle frem til 23. januar 1742 før der kom marchordre til regimenterne, efter der var truffet overenskomst med franskmændene
6. marts marcherede regimentet fra vinterkvarteret og nåede Slesvig den 14. marts, hvor prinsen af Bevern nedlagde sin kommando.
Takkede nej til at blive officer
Ludwig Ernst von Braunschweig-Lüneburg-Bevern (1718-1788). (Ukendt maler, Wikipedia Commons)
Han fik tilbudt en stilling som kaptajn men afslog, fordi han ikke havde den nødvendige formue – officererne fik ikke løn, hvilket krævede, at man havde penge med hjemmefra. Men han blev i Nordtyskland, indtil regimentet blev opløst.
Regimentschefen, Prins Georg Ludvig af Braunschweig-Wolfenbüttel-Bevern (1721-1747), sikrede ham en årlig pension på 200 rigsdaler. Det vides ikke hvorfor – ingen andre i regimentet modtog en livsvarig hædersgave. Det var mange penge, og svarede til, hvad det ville koste at købe 20 køer.
November 1745 udnævnte kong Christian 6. i stedet Adrian til Regiments Kvartermester og Auditør i fyenske nationale Infanteri Regiment i Odense.
Efterfølgende blev han gift med Lykke Kristine Borring og havde forskellige embeder i Odense.
Efter at have opgivet sin militære karriere i 1749, sad Adrian Bekker nogle år hårdt i det økonomisk og havde forskellige juridiske opgaver indtil han i 1756 blev fabriksinspektør og 1757-60 fungerede som Toldkontrollør i Odense.
1752 oversatte og udgav Adrian Bekker Marcus Aurelius tanker.
Det var svært for Adrian Bekker at finde en ny fast beskæftigelse, efter han havde måttet
stoppe i militæret for at betale sin gæld. Derefter havde han nogle juridiske opgaver og boede sammen med sin første kone, Lykke Kirstine Sørensdatter Borring og deres voksende børneflok hos hendes forældre.
1751 søgte han et embede som herredsfoged, men fik det ikke, selv om kancelliet i København fandt ham meget egnet. Året efter oversatte og udgav han Marcus Aurelius tanker, men hans tidligere lærer, Ludvig Holberg forhindrede at han kunne åbne et juridisk forlag. Det havde Holberg nemlig selv eneret på.
1755 købte han et stort udlejningskompleks i Lille Gråbrødrestræde i Odense på auktion for 700 rigsdaler og flyttede ind i den. Ejendommen blev i 1761 vurderet til 2800 Rigsdaler. Han tog store lån i ejendommen
I ansøgningen til stillingen som herredsfoged skrev han, and havde været ” inspecteur over een af de største Fabriquer her i Landet”.
Hübners klædefabrik i Odense
Del af brev skrevet af Adrian Bekker, mens han arbejdede på Hübners Fabrik.
Det har været formodet, at det kunne være fattighuset i Odense, men jeg satte mig for at undersøge det nærmere, og fandt frem til, at Anton Hübners bomulds- og uldvarefabrik, blev flyttet fra Wiesbaden til Odense i 1756 med 418 tyske arbejdere.
I 1730’erne søgte staten igen – efter mislykkede forsøg i 1600-tallet – at fremme oprettelsen af manufakturer. Man indkaldte udenlandske fabrikanter, som fik betalt rejse og etableringsomkostninger for de håndværkere, de tog med sig.
Desuden oprettede man det såkaldte Generalmagasin, der skulle sikre afsætningen, og man lagde høj told på konkurrerende varer fra udlandet.
Og i Hübners arkiver på Rigsarkivet fandt jeg flere arkivalier, hvor Adrian Bekker optræder som inspektør.
Fabrik flyttede til Tåsinge
Stofprøver fra 1750’erne, som befinder sig i arkivet for Hübners Fabrikker på Rigsarkivet.
Manufakturerne klarede sig dog gennemgående dårligt, dels fordi det danske marked var for lille, dels fordi fabrikanternes kapitalkraft var for svag. Fra slutningen af 1700-tallet afvikledes efterhånden den merkantilistiske manufakturpolitik.
Det var også tilfældet for Hübners Fabrik, som efter kort tid blev nedlagt med stort tab for både Kong Frederik d. 5. og kammerherre Niels Juel til Valdemar Slot.
For dog at rede noget, flyttede kammerherren fabrikken til Troense, hvor det menes at den lå ved en mølledam i Grønnegade.
Toldkontrollør i Odense
Toldkontor som det kan ses i Den Gamle By i Århus.
Fra 1756 til 1760 var Adrian fungerende toldkontrollør i Odense, men fik ikke embedet, da han søgte det.
Han var vikar for den sygemeldte kancelliråd Nøragger. Da han blev nødt til at trække sig permanent, fik han udvirket, at hans svigersøn efterfulgte ham i embedet, og Adrian stod derfor igen uden beskæftigelse.
Flyttede til Svendborg
Niels Juel til Stamhuset Taasinge. (Maleri muligvis af Jacob Coning / Public domain)
Det var nok grunden til, at Adrian i 1760 flyttede til Svendborg, og han har muligvis genoptaget arbejdet på klædefabrikken på Tåsinge, eller også arbejdede han direkte for kammerherre Niels Juel på Valdemars Slot i de 3 år der gik, indtil han blev udnævnt til Herredsfoged for Sunds og Gudme Herreder.
Han lejede først en gård på 11 fag i Gerritsgade 4. Kort efter døde hans første kone, Lykke Kirstine Borring døde i barselsseng i Svendborg i 1761.
Familien blev spredt, og børnene placeret hos deres mors slægtninge i Danmark og Norge.
Påklædning mænd 1700-tallet
Kilder
Hübners arkiv på Rigsarkivet
“Hollænderbyen omkring år 1700” af Crilles Petersen
I 1763 søgte Adrian Tønnesen Bekkers embedet som herredsfoged for Sunds og Gudme Herreder. I ansøgningen til kong Frederik 5 opriser han sin karriere som fabriksinspektør, konstitueret toldkontrollør i Odense og henviser til geheimeråd og stiftbefalingsmand Iuels anbefaling. Og denne gang fik han stillingen.
Stormægtigste, Allernaadigste Arve Herre og Konge! Ved adskillige Lejiligheder har ieg allerunderdanigst for=dristet mig at forestille deres Kongelige Mayestet, at ieg deels som anbefalet – inspecteur over een af de største Fabriquer her i Landet, deels som constitueret Told Controlleur i Odense, imod (…) Toldforpagteren har enthen, et miig deres kongelige Mayestets allernaadigste løfte om belønning og emploi ; som blev mig i den første henseende tilsagt ved deres Excellencer, de høye Deputerede Genereral landets oeconomie og Commerce Collegio og den sidste henseende ved hans Excellence hr: Geheime Raad Thott som da værende Præses udi det høylovlige Rente Kammer Callegio. I Anledning heraf behagede endog deres Excellencer at rescibere til hans Excellence herr Geheime Raad og Stiftbefalingsmand Iuell i Fyhn med anmodning at naar noget convenable blev vacant eller forefaldt i Provincien, hvorved ieg kunde Soulageres hans Excellence da ville bringe mig i forslag dertil; hvilket ieg og denne gang forventer mig af hans Excellences naadige og retsindige forsorg. I dette haab, Allernaadigste Konge! har ieg frembragt nogle aar indtil da herredsfogeden i Sunds Gudme herred Cancellie=Assessor Leth ved Døden er afgaaet, og efterlader een af de betieninger, som ieg meest har attraaet og appliceret mig til og da mine ringe omstændigheder og mange børn trenge til husly og brød, saa sueker vi alle efter bønhørelse; ja ieg fordrister mig at bede at om nogen naade er mig ved himlens forsyn beskicket af deres Mayestet. den da maatte mig allernaadigst forundes denne gang ved at nyde denne vacance vorudi ieg skal opføre mig som en troe undersaet og retsindig patriot der ald min tid med allerunderdanigst de votion henleverStormægtigste Allernaadigste Arve Herre og Konge Deres Kongelige Mayestets Allerunderdanigste arve troe undersaat og allerringeste tiener Adrian Bekker Svendborg den 5te Februarii 1763.
Adrian Bekker havde en omskiftelig karriere bag sig, da han endelig blev udnævnt til det prestigefyldte embede som herredsfoged for Sunds og Gudme Herreder i 1763.
Skriverkontor i 1700-tallet (Ukendt oprindelse)
Den 22. april 1763 blev Adrian Bekker udnævnt til herredsfoged i Sunds og Gudme Herreder efter ansøgning til kongen.
‘Sagen var trukket længe ud, fordi han nægtede at gifte sig med forgængerens enke. Til sidst affinder kancelliet sig med, at han i stedet betalte enken pension.
Godt eftermæle
Svendborg var et bipoststed, derfor ankom postvognen fra Nyborg to gange om ugen. Her fra Post og Telemuseet.
Adrian Bekker blev ifølge eftermælet en kompetent og vellidt administrator. Og det kan læses i tingbøgerne, at han også tog hensyn til de svage.
Fra marts til juni 1764 var han desuden konstitueret byfoged i Svendborg.
Han var tidligt fortaler for bøndernes rettigheder og medlem af landbokommissionen nedsat i 1767, der skulle undersøge de danske bønders vilkår under hoveriet og stavnsbåndet. Som landvæsenskommisær skrev han allerede i 1768 en betænkning, hvor han foreslår afskaffelsen af herremændenes revselsesret, og noterer, at det stigende hoveri skyldes nedlæggelsen af bondegårde.
Han skrev blandt andet:
“Imidlertidig burde det vel ikke tillades en Husbonde eller hans Betjente at skælde, bande, slaa og prygle en Bonde. Ti dette forvolder, at Bonden, som gerne foragter sig selv – især den fattige – endnu anser sig for mere slavisk for fornedret og fatter aldrig den Grad af Ambition, som udfordres til at gøre ham til et Menneske og retskaffen Bonde. Et Ord, et Mulkt eller en liden Revselse at Rettens Personer korrigerer en Bonde mere, end den haardeste Medfart af en Ladefoged.”
Det er sandsynligvis også ham, der står bag de sydfynske bønders forslag om ændringer af hoveri.
Lønnen som herresfoged var ikke voldsom stor, og hans børneflok voksede, så han supplerede desuden sin indkomst som Kongelig Postmester fra 1774 til 1803. Og i 1777 fik han titel af justitsråd.
Købte gård på Torvet
Det er ikke helt klart, om Adrian blev boende i den gård i Gerritsgade, som han havde lejet, da familien oprindeligt flyttede til Svendborg.
På billedet fra ca. 1882 ses Torvet 6 på hjørnet af Torvet og Kattesundet. Bygningen på billedet er opført 1825, men svarer nogenlunde til den gård, som Adrian Bekker boede i. (Ukendt fotograf, Svendborgs Byhistoriske Arkiv)
Den januar 1764 købte han en gård på den “Søndre Side af Torvet”. Huset er beskrevet i skødet:
For Huuset 10 Fag, Bindingsværk, Sten Tag og to Etager Eet Bag Huus 6 Fag, Een Etage, Bindingsværk, Straae Tag
Hjørne i en stue i et velhavende borgerhjem, som det kan ses i Møntergården i Den Gamle By i Århus.
Den 11. juni 1764 overtog han huset på Torvet, og hans søster, Anna Cathrine Bekker har foretaget den lange og besværlige rejse til Svendborg – muligvis sammen med moren – og fører hus for ham indtil hun blev gift den 27. september 1765. Her boede moren, Anna Cathrine Svane, med sikkerhed til sin død.
Adrian boede endnu i gården i foråret 1765, hvor de to døtre, Kirstine Marie Anne Catharine og Karen Friis, blev konfirmeret i Sankt Nicolaj Kirke. Men tilsyneladende er han herefter flyttet til Skårup.
Boede en periode i Skårup
I Møntmestergården i Den Gamle By i Århus er der et parrykrum. Det kan der også have været hos Adrian Bekker.
I Skårup ses Adrian i juni 1766 som fadder for præsten i Skårup, Christen Spelth. Han var gift med Mette Christensdatter Graae, der var datter af Bodil Tingberg og hendes første mand, Christen Graae, som sammen med hendes svigersøn, Berthel Riber Klingenberg, var blandt de øvrige faddere. Herudover var ejeren af herregården Klingstrup, oberstleutenatntinde Valkendorp og hendes søster, von Halem.
Året efter var han fadder for forvalter Andersen på Maegård under Klingstrup.
Blandt de øvrige faddere var løjtnant Gelius og hofmester Schlatz, begge ansatte på godset Bjørnemose samt birkedommer Hieronyme.
1767 nævnes han også af Skårup, da han foreslås som medlem af en kommission vedrørende byfogeden i Kerteminde
Og den 7. juli udstedte og forseglede han et dokument her. I oktober 1767 blev han gift med Riborg Sophia Errebo i Fåborg og bor det første år i hendes går der.
Et køkken omkring 1800, som det kan ses på Møntmestergården i Den Gamle By i Århus. Den gule farve skulle både være billig at producere og være med til at holde fluer væk.
1768 købte han den gamle herredsfoged Lundegård i Lunde Sogn, og han hentede børnene hjem og de bor i en periode sammen her.
I 1774 flyttede han ind i gården på torvet i Svendborg, som havde været lejet ud i de mellemliggende år. Nok for at hjælpe på hans altid skrantende økonomi.
Som herredfoged over Sunds og Gudme herreder, var Adrian Bekker ansvarlig for et geografisk stort område og hans embede havde mange forskellige ansvarsområder samlet
Som herresfoged var Adrian Bekker den øverste dommer og desuden politimester og dermed den almindelige underøvrighed på landet, og denne ordning holdt sig, indtil retsplejeloven i 1919 adskilte retsplejen fra forvaltningen.
Sunds og Gudme Herred dækkede et ret stort geografisk område på Sydfyn og tilhørende øer. Den største by var Svendborg.
Indtil til 1793 hørte de to herreder til Nyborg Amt, indtil de blev en del af Svendborg Amt som led i en større reform af den administrative inddeling af landet.
Hans blev viet med sin først kone hos hendes forældre i den gamle gård i Vestergade i Odense, januar 1748 med kongelig tilladelse:
Cancellie Raad Adrian Tönnesen Backers bevilling at vies hiemme i Huuset af uvedkommende Præst.
F 5tus
Lensgreve Johan Ludvig Holstein (1694-1763), var blandt andet Oversekretær for Danske Kanceeli og senere Gehejmestatsminister. (Maleri: Carl Gustaf Pilo / Public domain)
G.A.V.: At Vi, efter herom allerunderdanigst giorte Ansøgning og begiering, allernaadigst have bevilget og tilladt, saaog herved bevilge og tillade, at Os Elskelige Cancellie=Read og Regiments Qvartermester Adrian Tönnesen Becker og Lykke Kirstine Sørens datter Borring, maa hiemme i Huuset sammenvies af hvilken Praest de det begierer og dertil godvilligen kand formaae, naar den paabudte Accise efter Consumptions=Forordningen er bieven betalt, og ellers intet befindes, deres Egteskab lovligen at kunde hindre, desligeste at rette Sognepraest, som det ellers kunde tilkomme, samme Vielse at forrette, saaog at Kirken og dens betienter, samt Skolen, fattige og andre vedkommende derover intet i deres Rettighed afgaar; Dog skal denne Vielse ske af en ordentlig Menighed beskikket Praest, som for sin Forretnings Rigtighed kand vare ansvarlig; Givet etc.
Christianborg Slot den 1,de January 1748
J.L. Holstein
BOEDE HOS SVIGERFAMILIEN I ODENSE
Vestergade ligger øverst til venstre i billedet og Vestergade nr. 40 er en af de gårde, hvor baggårde og haver ses på tegningen.
Familien blev boende i Vestergade i hendes forældre, Karen Friis og Søren Borring gård, da Adrian var i store økonomiske vanskeligheder, og måtte afstå sit embede på grund af gæld omkring årsskiftet 1748-49.
FLYTTEDE TIL SVENDBORG
Inventaret i Adrian og Lykke Kristines hjem beskrives i detaljer i skiftet efter hendes død. Dog kun farver, ikke mønstre. Måske har det lignet den samtidig indretning i Møntmestergården, som er genskabt i Den Gamle By i Århus.
Efter fem år flyttede familien til Svendborg og lejede en gård i byen. Han arbejdede for Kammerherre Niels Juel på Tåsinge.
Kort efter ankomsten til Svendborg døde Lykke Borring i forbindelse med en barsel Hun havde født 9 børn: de tre døde som spæde, to var dødfødte og fire blev voksne.
I Møntergården er genskabt en alkovestue fra omkring 1750 i senbarokkens stil.
virkeligheden insolvent – det vil sige, at han ikke kunne dække sine udgifter og sin gæld – men hans svigerfar stillede i første omgang ingen krav til boet.
Skifteforretningen viser et meget rigt indbo, med store mængder af kinesisk porcelæn, sølvtøj, tin og kobber, 80 bøger, fine møbler og meget andet.
BØRNENE BLEV SPREDT
Herregården Bøttigersholm kom i 1785 til at hedde Hofmansgave. (Foto: Wikipedia Commons)
Adrians økonomi var så presset, at tre af hans fire børn måtte sættes i pleje hos hans afdøde kones familie.
5-årige Søren Borring Bekker boede hos sin mormors bror, Christian Friis, der var præst i Drangedalen, Telemarken i Sydnorge (d. 1774).
Og den et år yngre Caroline Bekker kom til at bo hos sin moster, Nicoline Borring, der var gift med Major Johan Diderich Lange på godset Bøttigersholm, som senere blev omøbt til Hofmansgave, der ligger nord for Odense.
PÅKLÆDNING OMKRING 1750
MERE OM ADRIAN BEKKER OG HANS BØRN (ÅBNER SOM PDF)
Adrian Bekkers blev gift anden gang med Riborg Sophia Errebo, en velhavende enke, som tilhørte en stor købmandsslægt fra Fåborg med aner på Ærø.
Den Gamle Gård i Fåborg, som Riborg Sophias forældre ejede, og hvor hun og Adrian boede et års tid, inden de flyttede til Lunde. Gården er i dag museum.
Riborg Sophias forældre var Christen Christensen Errebo (1699-1776) og Sophie Pedersdatter Gebert (ca. 1711-1772), som blev gift 1730 hjemme hos hendes forældre i Ærøskøbing.
Sophie Geberts forældre var Peder Gommesen Gebert (1671-1612) og Riborre Albertsdatter.
Peder Gebert var søn af søn af Gomme Jensen og Salome Wernerdatter, og familiens efternavn fra Salomes mor, Berthe Petersdatter Gebert, som var gift med bogbinder Werner Clausen.
Købmandspar med 13 børn
Sophie Erreboe gift Hempel var Rigborgs søster.
Christen Errebo og Sophie Geberts første datter blev 1732 i Fåborg, hvor han var storkøbmand.
Otte af deres 13 børn blev voksne.
Alle Errebo-sønnerne blev købmænd og flere af dem også godsejere og proprietærer flere forskellige steder i landet.
De mange døtre blev gift med fremtrædende købmænd, embedsmænd og to sognepræster, og blev også spredt rundt omkring i landet.
Første ægteskab
Hvedholm på illustration fra 1754 (Det Kgl. Biblioteks Billedsamling)
Riborg Sophia blev gift 1750 hjemme hos sine forældre med Søren Hansen Læssøe (1712-1765), som var først var fuldmægtig i Fåborg og sener forvalter hos familien Brahe på Godset Hvedholm lige uden for byen.
Den første datter, Anna Sophie, var kun 2 år måneder datter, da hun blev begravet 9. november 1752.
Den næste datter fik samme navn. Anna Sophia som blev døbt 6. oktober 1755 og fik otte børn med tobaksspinder og vinskænker i Svendborg Ditlev Rabe, som døde i 1792. Anna Sophia Løssøe blev begravet den 2. marts 1811 i Tryggelev Kirke på Langeland.
Hun har sandsynligvis boet hos sin svigerinde, Anna Margrethe Rabe (1754-1817), der var gift med Christian Hjortholm, ejer af godset Lykkesholm, hvor datteren Karen i 1802 blev gift med Christen Ørbæk (eller Ørbech), der var sognedegn og skolelærer i Lindelse og Fodslette.
Den 14. december 1756 fik Riborg og Søren døbt endnu en datter, som fik navnet Friderica. Pigen blev kun 1 måned gammel.
Den yngste i flokken, Friderich Læssøe, (1758-1827), som var sognedegn i Humble fra 1788 til sin død. Han havde ingen børn med sine to koner: Catharina Magdalene Køhler (1747-1804) og Valborg Døhier (1746-1828).
Adrian og Riborg Sophia gift
Salen i gården i Fåborg.
Riborg er sandsynligvis flyttet tilbage til Fåborg by med de to børn, efter mandens død, hvor hun boede alene i to år. Muligvis i gården i Holckensgade.
Hvordan hun har
Salen i Den Gamle Gård i Fåborg, som var hjem for Adrian Bekker og Riborg Sophia Erreboe 1767-1768
mødt Adrian vides ikke. Men de blev gift på hendes 34-års fødselsdag den 22 oktober 1767 hjemme hos hendes forældre.
Riborgs far var Fåborgs rigeste købmand og han ejede adskillige ejendomme. En af dem, var gården i Holckengade, hvor hun og Adrian flyttede ind.
Året efter købte han den gamle herredsfogedgård, Lundegård i Lunde uden for Svendborg. Her blev parrets to sønner født.
Lundegård
Kjole fra omkring 1780 (Foto: MetMuseum, Public Domain)
Den første søn blev døbt den 31. juli 1770 i Lunde Kirke, og han blev opkaldt efter Adrians første kone og hendes første mand og fik navnet Lykke Christen Severin.
Parrets første søn blev begravet den 31. maj 1772, tre dage efter at hans lillebror, Thønnis Peter, var blev døbt den 28. maj. Thønnis Peter blev som voksen prokurator og sagfører i Svendborg.
I 1773 overlod han Lundegård til en – eller måske flere – af døtrene og 1774 flytter sønnen Søren Borring Bekker fra Norge, hvor han er vokset op, ind til søstrene i Lunde.
Selv flyttede han og Riborg og deres søn ind på den gård på Torvet 6, som han havde købt 3. januar 1764 for 700 rigsdaler og lejet ud i de mellemliggende år.
Riborg døde den 22. juli 1775 og efterlod sig blandt andet en meget stor samling modeklæder, som blev meget detaljeret beskrevet i skiftet efter hendes død.
Dragekiste med kostbare lysestager og en tesamovar i salonen i Den Gamle Gård i Fåborg.
Adrian Bekkers tredje kone, Christine Flindt stammede fra en stor militær- og embedsmandslægt med en stor børneflok,som sad i stramme økonomiske kår.
Morgenbrudedragt fra 1778, så Christine Flindt kan have båret en, der ligner. (Foto: Nationalmuseets Samlinger, Creative Commons)
I 1777 blev Adrian gift med Christine Flindt på godset Bjørnemose ved Thurøsund, hvor hun var selskabsdame.
Christine var datter af Henrich August Flindt og (1716-1791) og Wilhelmine Charlotte Merckel (1725-1802). Faren var major, og den voksende familie boede i Kerteminde indtil 1765 og herefter i Brylle mellem Odense og Assens.
Christines mor fødte i alt 19 børn. Christine blev født i Kerteminde i 1749 som nummer otte, men kun tre af hendes ældre søskende levede. Af de 11 yngre søskende, overlevede de otte barndommen. De to døde lige ved fødslen og den yngste blev 6 år gammel.
Christine havde altså mange søskende, og familien sad i stramme økonomiske kår, så hun arbejdede som selskabsdame, da de blev gift.
Selskabsdame på Bjørnemose
Samtidigt maleri af Elisabeth Juel (1742-1803), til stamhuset Lundsgård og Bjørnemose, som var Christine Flindts arbejdsgiver.
Christines arbejsgiver var Elisabeth Juel, hvis far havde købt Sædegården Bjørnemose og Thurø til hende i 1758.
Faren, Jens Juel, var søn af Knud Juel fra Valdemars Slot og var søofficer. Hun var var hans eneste barn og hun arvede stamhuset Lundgård og Bjørnemose, da han døde i 1774.
Elisabeth Juel var gift med Christian lensgreve Ahlefeldt-Laurvig, som havde en militær karriere og var generalmajor af kavaleriet ved sin afsked i 1788. Han arvede grevskaberne Langeland og Laurvigen og Stamhuset Ahlefeldt, men familien boede på Bjørnemose.
Fem komtesser
Og Christines arbejdsgivere fik mellem 1760 og 1780 14 børn.
Godset Bjørnemose inden ombygningen i 1870’erne. (Historiskatlas.dk)
Christine har sikkert været selskabsdame for både lensgrevinden og hendes døtre. Da hun og Adrian blev gift i 1777 var der fem komtesser i familien: Ida Birgitte på 17, Marie Elisabeth 15, Dorothea Sophie 12, Marie Antoninette 11 samt Anna Margrethe der var 9.
De to yngste døtre Christine Dorothea blev født i december 1777 og Sophie Caroline i 1780.
Det må formodes at de fire drenge i alderen 17 til 7 er blevet undervist af en mandlig huslærer. Ud over de nævnte børn, var der også tre drenge, der døde som spæde.
Familie af officerer og embedmænd
Christines bror, Johan Thomas Flindt.
Fire af Christines brødre var officerer, to var embedsmænd og en var uarbejdsdygtig. Af de syv sønner var fem gift og tre af dem fik i alt fire sønner mellem sig. Alle fem døtre blev gift og blandt dem stod de fire for sammenlagt 37 børn. Den sidste havde ingen børn.
Christines bror, Johan Thomas Flindt (1741-1805), var herredsfoged for Langeland og gift med sin forgængers enke, Birthe Cathrine Trane. Han blev senere Politichef og borgmester i København.
Christines søster, Elisabeth, var gift med Otto Christopher von Munthe af Morgenstiern, som først havde været gift med deres kusine Christine Bodilla Birgitte de Flindt, som ses på maleri af Jens Juel (Creative Commons, CC-BY-NC)
En lillebror, kammerherre og oberst Henrik August Flindt (1756-1826), var gift med Charlotte Amalie baronesse Knuth-Conradsborg og de havde 2 sønner.
Christines søster, Elisabeth Flindt (1743-1819), var gift med konferensråd, landsdommer Otto Christopher von Munthe af Morgenstierne (1735-1809), som først havde været gift med en kusine, Christine Bodilla Birgitte de Flindt.
Syv døtre og to sønner
Salon fra indretning fra midten af 1700-tallet, som det kan ses i Magstrædelejeligheden på Nationalmuseet.
Adrian og Christine fik ni børn over de næste 14 år: syv døtre efterfulgt af to sønner: Birtha Sophie (1778-1818), Henriette Wilhelmine Anna Christina (1779-1825), Lykke Riborg Christine (1780-1846), Ottilia Christine (1783-1843), Christiana Frederica (1784-1819), Elisabeth Catharine Wibeke (1786-1857), Thomasina Caspara Jacobbine (1788-1826), Hans Henrik Vilhelm (1790-1854) og Frederik Christian (1792-1832).
Da Frederik Christian blev født, var Adrian 73 år gammel, og det var 43 år siden, han i 1749 fik sit første barn, sønnen Jørgen Friis Bekker, der døde kort efter fødslen.
Adrian trak sig tilbage fra embedet som Herredesfoged i 1800, men fortsatte med at udøve funktionen som Svendborgs postmester til sin død 3 år senere.
Slægtninge i huset
Stue fra omkring 1800, som den kan ses på Sjælsø Slot.
Christine Flindt blev boende i gården på torvet i Svendborg. Ud over de yngste børn, boede hendes egen lillebror Christian Carl Flindt (1752-1807) – som på grund af “skrøbelighed og svage sjælsevner” ikke kunne ernære sig selv – i husstanden. Han havde i 1787 boet hos den ældste bror, Johan Thomas, i København. I 1801 ses han i Svendborg.
Det samme gjorde Adrians ugifte datter, Caroline Bekker, som tidligere boede sammen med søsteren Karen Friis. Hun flyttede videre til sin storebror, Søren Boring Bekker.
Og det var netop Søren, som i 1808 købte gården.
Døde hos datter
De sidste år boede Christine hos datteren Ottilia Juel-Rysensteen (1783-1843) på herregården Ludbæk, som ligger i Bislev Sogn i Himmerland.
Herregården Lundbæk omkring 1860. (Illustration fra F. Richardt – Prospecter af danske Herregaarde, Wikipedia Commons)
Kirstine Lykke Borring var datter af en velhavende købmandsfamilie og efterlod sig et omfattende bo, som blev registreret ned i den sidste detalje – inklusiv alt hendes tøj
Typisk kjole for en velhavende borgerfrue midt i 1700-tallet, som den kan ses i Magstrædelejligheden på Nationalmuseet.
Lykke Kirstine Sørensdatter Borring blev gift med Adrian Tønnesen Bekker i 1747. Hun stammede gennem sin mor fra det såkaldte fynske rådsaristokrati – købmand- og håndværkerslægter, der sad på rådmands- og borgmesterposterne først og fremmest i Odense men også andre steder på Fyn. Disse slægter kan spores tilbage til 1500-tallet, og måske længere tilbage.
Hendes far stammede fra en slægt af velhavende selvejerbønder i Vester Bording.
Hendes tilkomne mand havde fået lov til at blive gift i sit eget hus, hvilket kun var muligt for overklasse:
Cancellie Raad Adrian Tönnesen Backers bevilling at vies hiemme i Huuset af uvedkommende Præst.F 5tus
J.L.Holstein
I kirkebogen for Sct Knuds Kirkesogn kan man se følgende:
D = 31 Januarii bleve i Sr Borrings huus efter Hans Kongl: Majt allernaadinste brev og bevilling copulerede velædle og vel=biurdige hr Cancelie-raad og Regimentskvartermester Adrian Becker og wel-axle og Gud-elskende jomfrue Borring.
Da Adrian først fik fast embede efter hendes død, boede familien det meste af tiden i sin fars hus i Vestergade i Odense. Det kneb for hendes mand at forsørge hende standsmæssigt.
Af deres ni børn overlevede de fire den tidligste barndom: Catharine Bekker, gift West (1750 – 1828), Karen Friis Bekker gift von Techt (1752 – 1830), min 4x tipoldefar, Søren Borring Bekker (1756-1811) og Carolina Bekker (1757 – 1819), som var ugift og boede hos Karen og Søren.
Død og skifte
Hun døde 24. februar. 1761 i Svendborg, hvor hun og ægtefællen lige var flyttet til. Årsagen var sandsynligvis barselsfeber. Hun blev begravet i Sankt Nicolai i Svendborg.
Huset blev forseglet, og der blev foretaget et meget omfattende skifte:
Claus Bagger udi Stervboen efter veldædig og velbyrdige Canceilie Raad Adrian Bechers ved døden afg: Frue Lyche Christine Borring, som boede her udi Svendborg og ved døden afgik dend 24 g. Febr. sidstl., for at Reciestare og Vurdere sammesteds, til paafölgende skifte og deling Imellem Enkemanden velbemelte Hr Cancellie Raad Becher paa dend Eene og hens med dend sl: frue avlede og endnu levende Børn, Navnlig: Kirsten Catharine 11 Aar, gl., Karen Friis 10 Aar, Sören Borring 5 Aar og dend efter Caroline 2 Aar, alle paa dend anden Side, Paa hvis Vegne var til stede efter Skifte Forvalterens Annordning Seigr. Hans Rasmussen her af byen til Syns Verge efterdi Ingen af dend sl: Frues Slegtninge befandtes at være til Stæde eller her i byen boende. Hvor da sterveboens Effecter og Formue efter-set, og angivet søgt af Vurderingsmændene vurderede saaledes som følger:
I Dend Øverste Stue
2 Spegle med forgylt Ramme, 2 blac malede Consoltborde, 6 forgylte Bagstole og, Dito
Konsolbord som kan ses i Den Gamle By i Århus.
Lehn Stoole, 1 Cron Lehn Stool, 1 Cadriliebord, 1 Toe Stager Iern Kackelovn med behør, 1 Indlagt bretspill, 1 Ramme til Skielderier med gran malet Lærred bestrøchen, 5 Par Nye stribed Netteldugs Gardiner med Capper, 5 Par Cartuns Dito med kappe,
I Dalig Stuen,
1 mahled oval Slæbord, 6 Ryslæder Egstoele med åben Smack, 1 Dito Lehn Stool, 2 voxdugs thee borde, 1 Porselins Theebord beskadiget, 1 Dito af og mahlee, 1 iern Kackelovn med tromle og tud, 1 Ege Skriver Chaetol, 1 Spegl med skuer under, 1 Sort flaske foer, 1 Spegl med Bruun Ramme, 3 Par stribed Nettelduds gardiner med Kappa,
I Mellem Stuen
1 Danipe og 6 Stoele med Laged betrocken, 1 Glas Skab paa en foed, 1 Indlagt bord med 2de guridoner, 1 Indlagt dragkiste med trappe. 1 Speigl med Brun forgyldt Ramme, 6 Glas Lampetter, 2 par Nætteldugsgardiner med Kappe, 1 par grønne Gardiner med Kappe
I Det Øverste Cammer
1 Anstrøgen dragkiste. 1 Brun Indlagt ditg, 1 Dito indlagt bord, 1 Spegl med Brun Ramme, 1 Dito med Crone, 1 Rosladers Lenin Stoel, 2 par Cartuns Gardiner med kappe
I Kiøchenet
1 Ratter benk, 1 Hakke brat, 1 Tin Rack, 1 Byge Same, 1 Sebe belie, 1 Dito, 1 Vandfad, 3 Smaae truge, 1 Store Dito, 1 For bard, 1 bench, 1 vaskerbench, 1 Mindre tin Række, 2 altander, 1 Spand og 1 Strippe, 1 Fierding og 2 halvottinger, 1 tin buck, 1 Standtønde, 2 Smaa Skamler.
I Folche Stuen
1 Eege Sengested med himmel, 1 Nat Skrin
Paa Salen
Bakkebord med blåmalet porcelænstop og to stole fra Møntergården i Den Gamle By.
1 Stoert Spegl med forgylt ramme, 1 Iernbeslagen Grøh malet Ege Kiste, 2 Taboretter,
1 Grøn maled Sengested med Carnis (corniche) med gardiner og Tappe of Rødtaerned Lined, 4 Taboretter med flamsk betracked, 2 Stand singe Nest ved salon, 1 lidet fyrbord, 1 iern kackelovn med tuud og tromle. 1 Flue skate, 3 halv ottinger, 1 Kroe Skippe, 1 Red Klædes foedsach med foer vevet, 20 20 Stk Papiers Skielderier, 1 Lagvendt thinbret, 14 stk tern Cardin Stanger, 4 Smaa Kurve, 1 melding og 1 traecasse, 1 par Hagler, 1 keel Es ?, 1 Slauhoxe, 2 iern Riste til Kakelovn, 1 parasol, 1 kidert, 1 Ugle og adskillige burster, 1 vox sakse iern, 1 varbirks kande med Sølvbeslag, 1 Liden dragkiste med løse skuffer, 1 Par Vægtskaaler med loder, 1 Ducat vægt, ten deel Iern Skramlerier, 2 sæke, Én del klædes snorer, 11 fade vaag 3 lispund 3 pund. 4 asietter 12 pund, 6 Dusin Tallerkener veyed ungefærd 4 lispund 5 pund, 2 teriner, 4 par lysestager, 3 tin Skeer, 1 tin Skaal med Log, 1 thee poste og 1 Meikekande, 1 mat Potte Kaaber, Bryger kiedel 2 lispund 11 pund, 1 aflang Borste kiedel 11 pund, 1 Rund Dito 4 3/4 pund. 1 Mindre Dito, 1 stoer thee kiedel Gryde med Log, 1 mindre dito, 1 dito, 1 tartepande med Log, 1 fortined Suppegryde med Log, 1 stoert Fyrfad paa foed, 2 dito, 2 dito, 1 æbleskivepande, Caceroller, 2 Nye Tarteformer, 7 smae
1 fin damaskas dug, 2 breder 5 al og 11 stk dito servetter, 4 fine dreyelsduge, 54 stk Dito servetter som til dels var utvettet, 4 Dito thee servetter, 6 stk grovere bygkorns dreyels duge, 8 Dito, 60 stk Dito vetter, 5 Folke Duge, 1 par Kramlarets laden og 1 par Dito Pudevor, 6 par hørlarets Lagen og 6 par pudes vor, 16 par blaarg.lagen, 3 par Gardiner og Kapper, stribed Natteldugs, 1 lispund 8 pund spunden og u-vunded hørgarn, 1 lispund 10 pund vunden og uvunden blaargarn, 2 lispund hør.
Skielderier
80 stk Stoere og Smaa Skielderier af adskillige Sorter, dels mahlede paa læret og deels maled paa træd og kaaber.
Glas.
Glas og porcelæn fra skab i Den Gamle Gård i Fåborg.
1 Sukkerbøsse, 1 Sinusbøsse, 1 olie Caraff., 6 Lyse former, 1 Par lyse stager, 1 Ølkande, 2 vand caraffer, 7 Engelske Viin Glas, 3 andre Dito, 6 smaa ølglas, 3 saltkar og 2 Smelt-Skaale, Porselin I det forhen Registrerede Skab. 4 par franske og Chinesische thee Kopper af adskillige Couleuder, 5 Røde gl.dagss thee Potter og 1 Dito Caffekande, 4 smaa forgylte Blomster Potter, 6 blaae og hvid Chocolade kopper, 24 Stk Ducker og begere, 5 smaa Bojaner, 5 Store Dito og begere, 1 Lidet Kruus med Sølv Lag, 1 Gran vox opsats til eet Skab med 12 vox Duker
Nock befandtes
12 stk Thee Potter af Engelsk Steen Tøy, 12 Dito Melke Kander, 4 Spøel Comer, 2 Caffekander, 4 Sukker Skaaler, 10 par Chinesisch Caffekopper, 1 Dusin thee¬kopper, 5 Chinesische fade. 4 Dosin Dito talerkener, 3 Sauce Skaale, 1 Smørkande, 4 Smaa talerkener, 4 hollandske Steenfade, 1 Polleret kaaber Maschine. 1 Dito thee kiedel med lampe under, 1 Caffekande med fad, 1 Sukkerladekande med fad, 2 Thee Potter med fade, 2 Suker Dowser med Laag, 1 fyrfad alt af Dito Polleret Kaaber
Bogsamlingen bestod af omkring 60 bind og må have været meget værdifuld. Foto af en samtidig samling stammer fra biblioteket på Valdemars Slot bibilotek, hvor Adrian muligvis arbejdede ved Lykke Kristines død.
Angav Hr Cancellie Raad Becher at der befandtes i Stervboen 60 Volumina bestaaendeaf 24 overter og 36 octaves som Nermere kunde blive Specificerede om fornøden glares, og imidiertid kunde ikke anses hoyere i Taxation end 20 R., fremdelis tilkiendegav hand, at der befandtes følgende Guld og Sølv, som var behæftet med gield og overlevered som Haand Pendt far 300 Rigdaler til Cammer Herre Juell paa Teasinge. Hvorom Enkemanden foreviiste for denne sin de bemelte Herres Missive af Data Marti 1761 til devils om forestaaende angivelses Rigtighed og at samme Pantsatte Sager imod betaling kand vorde Extraherede. Hvilket bestaar i følgende:
1 Guld Uhr, 1 Guld Douse, 1 Guldhals Tour og Armbaand, 1 Guld Braselet, 8 stk Guld Ringe Samt 2 Sølv Lysestager, 4 Sølvskeer, 2 Burster, Een kitche, Eet Skilpadeskrin og Speidl til 1 Natbord, Item Een Stoer og 2 Mindre Sølt Skeder, Een Sukkerbøsse, 1 Peber Douse, 1 Snustobak og 2 Pulver Douser alt af Sølv; videre fandtes i Stervboen til Registering: 1 Sukker Klemme og 5 stk. Sølvtheeskeer, 5 sølv spiiseskeer, 1 Grøn Taftes omhæng og Tappe samt Capper til Een Seng.
Hvor nest Hr Crancellie Raad Becher angav at have henlagt i Forvaring dend Sl Frues gangklæder og linnet for at conservers sine børn saa, velsom og Eet røt Demaskes cmhæng til Een Seng med betræk af samme tøy til Een Canope og 6 stoele.
Klæderne bestaar i folgehde:
Særk og pocher. ((Fotograf/Skaber: Roberto Fortuna og Peter Danstrøm, Nationalmuseets Samlinger, Creative Commons, CC-BY-SA)
1 Heel Brocheret Kledning med hvid bund, 1 Dito Broderet Adriene, 1 Dito Brocheret med Guldbaand, 1 Grøn Mohrskibl, 1 Rød Mohrs Dito, 1 Sort gradetuurs klædning, en gul Damaskes Adriene, 1 gul Dito kiol, 1 Stribed aftes Dito, 1 Flamed taftes Adriene, 1 Silks Broderet Klochd, 1 Fløyely Peltz, 1 Dito Kaabe, l Dito Hat med hvid federe (fjer), 1 grøn Iagt Kladning, Samt 5 Sirtses og andre daglige kioler, Een deel Kniplings og Florstøy, Een deel hat(te) og andet Smaa tøy, 1 Dusin Serke, Nogle forkleder og andet Smaa lined, 2 fiiskebeens Skiorter og 2 Snøreliv. Som hand og fremdeles anmelte til Registering Nogle faae effecter som endnu befandtes i Odense i Forvaring hoes Chirurgus Mons. Tillike, bestaaende af efterskrevne. Som Hr Chancellie Bechers Mening var af følgende Verdie, Nemlig: 1 langt Skriver bord med Stoler. 6 Dito betrochen med Ryslader, 1 passitive med blyvegt, 10 skielderier pas lare og tree, 1 klederek, 1 sengeskab, 28 kaaberstycher, 2 bordfløye, 1 rosladers landestoel, 3 voxdugs theebord, 1 malkebytter, 2 spinderoche, 1 fiolinfoderal, norsk came med seletøy, 1 sak med adske(1 igt), 4 taboratter med silkesyed betæk, 1 garminde, 1 iernfyrfad pee feed, 1 sort aanstoel, 1 udhugget stenskive til bard, 1 grøn himmel cangested, 3 treskamler, 1 indlagt Skrive Chatol.
Videre vidste Hr Cancellie Raad Becher iche for narværende tiid at angive boen til Indtagt undtaeen hans Gaard, beliggende i Odense paa Graabrødre Kirkegaard, som fandt ham for vanskelig at taxere pea denne tiid, men seminar er nylig vurderet i Brandt Cassen for 2800 Rdr, og de der hæftede paa gaarden 1390 Rdr, Saa formente hand at om dend skulde Selges for sin Rette Verdi, kunde Stervboed Vændte sig Eet ansslig Overskud deraf. Hvad udgield som hefter paa boen angaar, da var det ham icke Muelig, at kunde an-give same paa Narvarende tiid førend vedkommende Indfandt sig med deres fordringer i Stervboet, at hand der over kunde Erklere sig; mens Hr Byefoged Tench som var nerverende anmeldte, at hand hafde Raadet Hr Cancellie Raaden til at befride Een deel of hans udgifter ved hans Sl: Frues begravelsesbekostninger, som Hr Cancellie Raaden tilstoed dend Summa 74 R.
Og som da for denne sinde -ikke videre’ kunde ved Dette skift forrettes, Saa blev denne forretning til skiftets videre fremme, udsat indtil videre, og midlertidig bliver af Skifteforvalter procllama udstæd til saavel Debitorerne som Kreditorernes Indkaldelse. og Hvor udi tiiden til dette Skiftes forretagelse igien vorder fastsat og berammed, alt efter Hr cancellie Raadens begierind.
Actum ut Supra
H: A Tench Adr: Bekker P. Bech
(L.S.) (LS.) (L.S.)
paa de umyndiges vegne: Hans Rasmussen (L.S.)
C. Smekel C. Bagger
Kilde: Adrian Bekkers Levnesbeskrivelse, A. Röhling.
Søren Borring var kendt som en stridbar herre. Blandt andet var er to situationer, hvor Søren Borring, var involveret i klammeri på det værtshus, der var tilknyttet Løveapoteket, som lå lige ved siden af den gård i Vestergade, hvor han boede med sin familie.
Den 15. April 1736 bad kammeradvokat og højesteretsprokurator, Bredo Munthe (senere
Bredo Munthe af Morgenstejerne var blandt andet kammeradvokat fra 1737 og højesteretsdommer fra 1747. Hans søn Otto, blev i øvrigt gift med to af Søren Borrings svigersøn, Adrian Bekkers tredje kones slægtninge fra Flindt-familien. (Maleri: Andreas Brünniche / Public domain)
adlet som von Munthe af Morgenstierne) stiftamtmand Sehested om at indsætte Johan Foss, forpagter på Sanderumgaard, som sættedommer, mens vidnerne afhøres under et tingsvidne i en sag, hvor prokurator Søren Borring, Hans Bryde, student Jørgen Piil og købmand Nis Nissen anklages for at have iværksat et voldeligt overfald.
Andragendet bevilgedes, og til den 12. Marts indstævnes som vidner apoteker von Westen, monsieur Laurids Basch hos sin Fader Sr. Jess Kiersing, byfogden Niels Langgreen, apotekersvendene Jørgensen og Schneider, kaddersvenden Laurids Jensen samt drengene Jokum og Markus; desuden Justitsråd Simonsens tjener Nis, justitsraad Eichels tjener Basmus, landsdommer Billes tjener, birkedommerne Lorentz Petersen og Erik Kristens samt Mons. Sølling.
Von Westen skrev på forhørsdagen til Dommeren, at hverken han eller hans folk kunne møde i Retten, fordi markedet just holdtes den dag, “da en del fralandet indkom på apoteket og affordrede medikamenter til patienter.”
Prokurator Borring protesterede under sagen den 18. Februar mod stævningen og skrev:
“Uventelig var det for mig, at da Jeg i Søndags Eftermiddag den 12. Fehruarij var indkommen paa Apoteket her i Byen, og i en Stue, hvor almindelig for skikkelig Folk tappes og skænkes Vin, der af adskillige med usømmelige Ord og tilsidst af Højesteretsprokurator Sr. Munthe i Gærningen skulde have bleven overfaldet. Men mere uventeligt, ja fast utrolig holdt Jeg det, at den gode Mand, der i sin egen Samvittighed var og er overtydet, paa hvad Maade han mig paa samme Tid begegnede, skulde falde paa de Tanker i denne Materie at lade udstyre Stævnemaal, da Jeg og ingen anden kunde tilregne sig at være fornærmet, følgelig og ingen uden Jeg haft Aarsag Omgangen at søge oplyst og derefter paatale Satisfaktion.”
Borring meddelte, at han agtede at føre tingsvidne for:
At M. Munthe indkom til mig i omrørte Vinstue og derfra indkaldte mig i Apoteket, og da Jeg der havde talt lidet med ham, vilde han sætte mig til Rette og ligesom reprimandere mig for min Tale, og hvad Jeg tilforn havde sagt.
At Jeg des Aarsag forlod Ham og gik igen ind i Skænkestuen, hvorhen han efterfulgte mig, blev ved det samme og derpaa udtalte adskillige Ord mig til Fornærmelse.
At Hr. Ritmester Viereck og Mons. Matthias v. Westen straks derefter tilkom, og begge istemmede med ham i adskillige fornærmelige Ord.
At Hr. Ritmesteren derved ofte og mange Gange slog mig paa mine Skuldre.
At Hr. Ritmesteren derefter greb mig fast om begge mine Arme eller Hænder, og at Mons. Munthe, da Jeg saaledes var holdt af en anden og ej havde med ham at gøre, slog mig, at Jeg deraf ligesom i Besvimelse faldt over nogle Stole, og Blodet straks løb mig ud af Mund og Næse.
At de begge derpaa gik ind i Mons. von Westens Sengekammer.
At Mons. Munthe noget derefter igen indkom i Skænkestuen, og hvorledes han blev efterfulgt af en vis Herre (som jeg af Respekt i denne Handel ej vil nævne) og Ritmester Viereck, der begge havde deres Kaarder, førend de endnu kom i Stuen, udtrukket og blottede, og hvad de siden dermed forrettede og samtligen talte.
Borring havde dog fået lejlighed til at forsvare sig; han slog Munthe med en stok, hvis knap og bånd denne fik fat i og ville tage med sig til København som bevismateriale.
Ny strid
Det var i et af de hvælvede kælderrum under Løveapoteket, at skænkestuen med indgang oppefra gaden befandt sig. (Foto fra Odense Løveapoteks Historie)
Hvordan sagen udviklede sig, vides ikke. Men to år senere var Søren Borring igen involveret i en strid på byens apotek.
Brødrene Ulrik Adolf Vilhelm og Henning Kristoffer von Holstein havde den 24. august 1738 besøgt en tredje bror, Ditlev von Holstein, der lå som kornet i Odense. Da de alle tre fulgtes ned ad gaden, “fik de i Sinde at gaa ind paa Apoteket for at drikke et Glas sammen til Afsked.”
I en Skrivelse til Amtmanden i Odense, dateret Frederiksgave d. 1. September, skildrer de, hvad derefter hændte”:
“Als nun wir 3 Brüders in die Apoteck, wo die Medicamenta verkaufft werden, eintreten, finden wir die zum Weinn-Güsten eigentlich aptirte Stube offen stehen”
Holsteinerne vil da gå ind i vinstuen, men døren blev slået i. På kornettens spørgsmål til de personer, der var i apoteket, om hvem der var derinde, var svaret, at det var to prokuratorer Borring og Holm, byfogden Niels Langgreen og en borger Nikolaj Klausen: “selbige theils hetruncken und in Dispute zusammen”.
I det samme åbnede Borring døren. Kornetten tog sin hat af, sagde god Aften! og ville gå ind, men Borring gik ud i apoteket og lænede sig til bordet »uns andern beyde steiff in das Gesicht sehent mit einer gantz ernsthafft und dahey mocanten mine stets hetrachtent”, og han lod dem forstå, at han gerne ville tage sin hat af for kornetten, men ikke for de to andre “Kerls”.
Den ældste Holstein bad nu apotekerdrengen om nogle brændte mandler med ordene:
“es sey gut, dass er keinen Hut auf habe, weile er dadurch der Mühe überhohen selbigen abzunehmen”.
Denne Spydighed bevirkede, at Borring for løs paa kornetten med knyttet næve, så von Westen maatte gribe ham i armen og holde ham tilbage.
Holm og justitsråd Klebe kom nu ud af apotekerens Stue. Holm blandede sig i striden til fordel for sin kollega og ville smide en Holsteinerne ud, hvad dog ikke lykkedes. Imens peb byfogeden efter vægterne, hvorpå Holsteinerne tog de tilstedeværende til vidne på, hvad der var sket, og gik deres vej.
Byfoged i Odense Søren Nielsen Borring og herresfoged Søren Christensen Borring i Lunde og Skam Herreder er to forskellige personer, som levede i samme tidsrum forskellige steder på Fyn
Flere steder på nettet er Søren Nielsen Borring (1701-1779), der var byfoged og procurator i Odense, gjort identisk med herredsfoged Søren Christensen Borring (ca. 1676-1721), eller hans søn, Søren Borring (f. 1697). Hvad der blev af denne Søren vides pt. ikke.
Søren Nielsen Borring
Kancelliråd og byfoged Søren Borring angives til at være 78 år, da han døde, og havde Kongelig bestalling som prokurator 1732-1754, var byfoged fra 1748 og kancelliråd fra 1759. Han søgte faktisk forgæves et embede som herredsfoged på et tidspunkt.
Han beskrives i “Adrian Bekker – et levnedsløb” som søn af Niels Poulsen fra Vester Bording, og han nævnes også i skiftet efter sin bror, Poul Nielsen i 1768. De vigtigste pointer ses i Erik Brejls oversigt over skifter.
143 Poul Nielsen i Vester Bording. 13.8.1768, fol.367B. Enke efter Rebekka Pedersdatter, skifte 2.4.1765. B: Mette Poulsdatter g.m. Niels Pedersen, der fæster, Dorthe Poulsdatter, skifte Vinderslevgård gods 14.7.1762 lbnr.219, var g.m. Gorris Olufsen Møller i Mausing Mølle. 4B: Kirstine g.m. Daniel Mortensen i Øster Bording, Rebekka 19, Oluf 15, Laurids 10, Kirsten Poulsdatter, død, var g.m. Knud Christensen i Hønholt. 2B: Margrethe 15, Rebekka 13, Anne Poulsdatter g.m. Laurids Smed i Sinding. Desuden nævnes afdødes bror kancelliråd Bording i Odense. https://www.brejl.dk/hids.html.
Men Lykke Kristines mor var Karen Jørgensdatter Friis, som var gudmor til flere af hendes børn, og en datter blev endda opkaldt efter hende (Karen Friis Bekker).
Herresfoged Søren Bekker (den ældre) startede sin karriere som prokurator i Odense og blev gift med begge sine koner der, men han døde i Bogense den 10 Maj 1721.
Efter sin mors død, boede hun hos sine morforældre i Odense, indtil hun og hendes søskende flyttede sammen med deres far på Lundegård i Lunde uden for Svendborg.
Søn uden for ægteskab
En af Cathrines sønnesønner var Georg Wilhelm Louis von Drechsel (1814-1889), der var birkedommer og kammerjunker. (Foto: Creative Commons)
“Jomfru Bekker” fik 1771 en søn uden for ægteskab med kaptajn Christoph Ernst von Drechsel ved Det Fynske Dragoneregiment.
Hun stod ikke skrifte i kirken, som dengang var kirkens straf for “synd mod det sjette bud” – muligvis har sognepræsten, Lars Fog, der normalt var ret nidkær, når det gjaldt den slags forseelser, ikke ønsket at træde hendes far over tæerne.
Adrian Bekker var blandt fadderne, da barnet døbes den 1. maj 1771.
Hun udlagde von Drechsel som barnefar, og han anerkendte sønnen, Christopher Ernst von Drechsel, der blev oberstløjtnant og toldkasserer i Kalundborg og senere giftede sig med Ida Cathrine Georgia de Tuxen (1789-1848). De fik to sønner og to døtre.
Den ældste datter, Charlotte Gustave von Drechsel (1813-
Ernst Drechsel (1858-1894) var borgmester i Varde og Århus. Ernst Christopher Lorentz Drechsel (Foto: Creative Commons)
1898), boede i København.
Den ældste søn, Georg Wilhelm Louis von Drechsel (1814-1849), var toldinspektør og birkedommer.
Blandt hans børn med Elisabeth Charlotte von Posselt (1824-1916) var Ernst Christoffer Lorentz Drechsel, som var kongeligt udnævnt borgmester og byfoged i Varde og derefter borgmester i Århus 1905-1919.
Datteren Louise Cathrine von Drechsen (1821-1889) var gift med Wilhelm Lexau Jurgensen i Oslo og mor til Ida Kokkinn (1852-1903), som havde 3 døtre.
Den yngste, Ernst Georg Viggo Drechsel (1824-1855), var actuar for den nordlige del af Gottorp Amt og senere underretssagfører i Slagelse.
Gift med Erik West
Den tidligere herredsfogedgård i Lunde. (Foto: Creative Commons)
Catharine blev boende på Herredsfogedgården og var gudmor og fadder for mange af de lokale børn.
1774 blev hun efter kongelig bevilling gift med Erik Madsen West (1753-1826), der ved vielsen 17. september blev tituleret som segniur hr. Erik Vest.
Han havde været fængslet for at kritisere en foresat for embedsmisbrug.
Han var søn af Anne Cathrine Lange og Mads West, som var forpagter af Lundegaard i Sallinge Herred.
Året efter fik de den datter. Som der står i kirkebogen:
Aar 1775, den 3. September, blev Hr. Segniur Erik Vest og Fru Karen Katrine Bekker – deres Datter døbt, kaldet Sophie Hedvig, baaren af Jomfru Kolbjørnsen, Jomfru Læssøe gik ved Siden. De mandlige Faddere: Hr. Justitsraad Bekker, Hr Leytant Teiht, Forvalter Nellemann fra Egeskov, Monsiur Urban Grade.
Sophie Vest blev kun tre år gammel. Hun døde muligvis af en børneepidemi, som synes at gå over sognet i dette år. Hun blev begravet i kirken den 13. september 1778.
Købte Lundegård
Indretningen af en hovedgård, som Lundegård kan have set ud. Her fra besøg på Frilandsmuseet.
1777 afhændte Adrian Bekker Lundegård til svigersønnen Erik Vest. Skødet lyder således:
Skøde mellem Adrian Bekker og Erik Vest Justitsråd Adrian Bekker – kongelig postmester, justitsråd og herredsfoged over de samlede Sunds-Gudme herreder hermed vitterliggør: …. at have solgt, ligesom jeg herved sælger, skøder og aldeles afhænder fra mig og mine arvinger til velædle hr. Erik Vest min ejendomsgård beliggende i Lunde sogn og by “Lundegården” kaldet – Sunds herred, Nyborg amt tillige med et i Høje by beliggende hus. – Ialt af ager og eng: 6 td. 3 skpr. 4 fdkr hartkorn og skovskyld; 1 td 1 skp 3/4 album hartkorn – med gårdens bygninger, som de nu befindes og i Købstædernes almindelige Brandkasse er forsikret for den sum af 3000 rdlr, samt have og eng efter opmålte skov, krat og tørveskær og gårdens nuværende græsningsforfatning og fægang – både dens godtgørelse i Sundsmarken og de øvrige marker – vådt og tørt i mark og by, inde og ude, markskel og al dens øvrige herlighed; og da det nu alt er køberen hr. Erik Vest bekendt, som nu alt i nogle år både har brugt og beboet gården, hvorfor den og til samme er overleveret uden nogen ret for mig i eftertiden, men alene står og forbliver fra dags dato på hans egen regning og risiko, hvilket nu aldeles afhænder til hr. Erik Vest uden nogen fordring fra mig og mine arvinger, såsom han har betalt mig den aftalte købesum.
Stue i hovedgården på Frilandsmueet.
…Iøvrigt er ingen købekontrakt mellem os oprettet – dette skøde som betræffende som behørig grund og eftertragtning og må læses med rette. Protokolleres, når forlanges.
Til bekræftelse under min hånd og segl, Svendborg den 11. juni 1777 Adrian Bekker
Erik Vest udstedte samme dag, som skødet blev skrevet, en obligation på 1.400 rigsdaler, som han er skyldig til forvalter Hansen på Tåsinge. Han har sandsynligvis lånt pengene for at finansiere købet.
Erik var i slægt med Katrines mor
En af Eriks morbrødre, ritmester Johan Diederik von Lange, var gift med Chatrine Bekkers moster, Nicoline Borring, indtil deres skilsmisse.
Johan Christopher von Westen købte Erik Vests barndomshjem og havde tætte forbindelser til Catharines mors famile.
Erik var søn af Anna Catrina Lange og Mads West, som blandt andet var forpagter af Lundegaard i Sallinge Herred og foged på Arrekov.
Anna Caterina var datter af Mikkel Rasmussen Lange (1681-1756) , der var foged på Egeskov og Skjoldmose samt forpagter af Søbygaard og ejer af Krumstrup. Efter hendes mors død i 1761 blev gården solgt til apoteker i Odense, agent Johan Christopher von Westen (1701-1774), som havde tætte forbindelser til Catharine Bekkers mors familie i Odense – Friis og Borring – samt til hendes far, Adrian.
Poprietær i Jylland
Kaaberbøl – eller Kobberbøl, som gården hedder i dag – på kort fra 1820, hvor Erik West er streget over som ejer.
Cathrine og Erik solgte gården i 1786 og flyttede til Jylland, hvor Erik West blev proprietær på Kåberbøl i Nørup Sogn nær Vejle.
Datteren Karen Friis Bekker fik to børn. Sønnen Martin Kristoffers tre sønner havde ingen efterkommere og hans datter var gift med en præst. Datteren Elisabeth var gift med en skolelærer og alle de syv overlevende børn var enten selv lærere eller gift med lærere og mange traditionen fortsatte hos mange af efterkommerne i familierne Fich, Holch og Sandberg samt Olsen og Hansen, hvoraf en meget stor del var skolelærere, Mest på Sjælland.
Lundegård (Foto: Sylvest Jensen Luftfoto, Det Kgl. Bibliotek)
Adrian Bekker og Lykke Kirstine Borrings næste datter, Karen Friis Bekker (1752-1830).
Efter morens død i 1761 voksede hun op i Odense hos sine morforældre, Karen Jørgensdatter Friis og Søren Nielsen Borring.
Omkring 1764 flyttede hun og storesøsteren, Cathrine tilbage til faren i hans gård på Torvet i Svendborg, og de blev begge konfirmeret her i 1865. Efterfølgende boede de sammen på Lundegård.
Det var herfra, at Karen blev den 29 februar 1772 blev gift Lunde Kirke med Johan Carl Gottfried von Techt (1739-1779), der på det tidspunkt var løjtnant ved 2. fynske nationale batallion. Han var født i Buxtehude som søn af Christopher Martin Techt. De fik 2 børn.
Vester Skerninge ligger på Sydfyn cirka 10 kilometer fra Lunde, hvor søsteren Cathrine og svogeren, Erik West boede på Lundegård til 1786. Byen ses her på postkort fra omkring 1900.
Hendes mand døde allerede i 1779.
Ved folketællingen boede hun i Vester Skerning sammen med børnene Christoffer Martin og Emma Deonora samt sin ugifte søster Caroline.
I 1801 er hun flyttet til Jørlunde til datteren og den voksende børneflok. I folketællingen står, at hun “nyder Pension efter Lieutenant Techt”.
Karens søns efterkommere
Karen Friis Bekkers datter Emma Deonora Augusta Techt (1819-1889).
Christoffer Martin von Techt (1775-før 1834) var i 1787 kadet ved dragonerne og blev 1792 konfirmeret i Slotskirken i København. Han blev gift med Johanne Lind i København i 1810. Hun havde to børn med sin fraskilte mand, Theodor August Gotthilf Bauditz (1775-1824).
Christoffer og Johanne fik tre sønner og en datter. De to ældste sønner døde som børn og sønnen Axel Thorvald Techt (f. 1815), var kaptajn og landmåler. Han havde ingen børn med sin kone, Helene Johanne Sophie Holst.
Den yngste, Emma Deonora Augusta Techt, var gift med Frederik Olaus Moe (1813-1901), som var sognepræst. Et af deres fire børn døde som børn, en søn som ung og blandt de to andre sønner var Otto Fritz Moe (1846-1931) sognepræst i Ærøskøbing 1879. Skjern 1885 og Sønder Bjert 1900 samt næstformand for Indre Mission. Han var gift to gang og havde flere børn.
Karens datters efterkommere
Elisabeth Christines ældste søn, Johan Carl Gottfred Fich (1799-1864), var lærer på Langeland, i Skrøbelev og endelig lærer og kordegn i Svendborg
Karen og Johan Carl Gottfrieds andet barn, datteren Elisabeth Christine Techt (1778-1815), blev gift i Vejstrup Kirke den 13. januar 1797 med skolelærer og kirkesanger Hans Christian Fich (1769-1854), som var lærer i Skjenkelsø i Jørlunde Sogn i 54 år.
Elisabeth Christine og Hans Christians tre sønner blev
Dianora Luise Fich var gift med Hans Peter Kristoffer Holch (1809-1881), der var lærer og kirkesanger i Gandløse
lærere, de fem døtre giftede sig alle med lærere og blandt deres børnebørn var der flere operasangere og kunstnere.
Elisabeth Techt døde i december 1815 en måned hun havde født sit 8. barn, datteren Dianora Luise Fich (1815-1889)
Allerede ved folketællingen i 1801 boede Karen Friis Bekker hos datteren og svigersønnen, og hun har nok givet en hånd med at opfostre de mange børn. Hun boede også ved Jørlunde ved sin død i 1830.
Blandt Karen Friis Bekkers mange efterkommere, som var lærere var: Valdemar Fich (1839-96), var skolelærer og organist i Skælskør, og gift med sin kusine Christiane Emilie Holck. | Christiane Emilie Holck (1841-1892) | Viggo Hagbard Theobald Fich (1837-1904) var lærer, kateket og førstelærer i Kerteminde og Sognepræst i Mesinge og Provst for Bjerge-Åsum Herreder samt Sognerådsformand i Mesinge i 19 år samt formand for Kertemindebanen.
Carolina Bekker – der også ses som Jomfru Bekker – var den eneste af Adrian Bekkers 15 voksne børn, der ikke blev gift.
En barnekjortel fra omkring 1740. (Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseets Samlinger, Creative Commons-BY-SA)
Carolina levede som ugift i perioden inden det rigtig var muligt for kvinder fra pæne borgerlige hjem, at få sig et job, hvor de kunne forsørge sig selv. De kunne til nød blive selskabsdamer.
Ugifte kvinder og gifte kvinder var umyndige og skulle handle sammen med en værge eller deres mænd. Kun enker var fuldt myndige så de kunne drive forretning og handle på egen hånd.
Men måske var det slet ikke inde i overvejelserne, muligvis har Carolina som det mest naturlige fundet sig til rette ved at bo hos sine slægtninge – søster, far og bror.
Hos moster som fireårig
Stue i en hovedgård, som den kan ses på Frilandsmuseet.
Hun var fire år gammel da hendes mor, Lykke Kristine Borring, døde i 1761.
Mens hendes to ældre søstre kom til at bo hos morforældrene i Odense og broren hos grandonklen i Norge, boede Carolina hos sin moster, Nicoline Borring (1740-1810), der var gift med Johan Diederich Lange på Bøttingersholm nord for Odense. Herregården blev i 1785 omdøbt til Hofmansgave.
Nicoline og Johan fik deres første barn i 1762 og nummer fire i 1770. Seks år senere fik han et uægte barn og herregården blev overtaget af hans bror. Senere ses han med en ny partner og flere børn i Broager, og han døde i Eckernförde i 1822.
De nærmere omstændigheder og detaljer er ikke undersøgt. Men han og Nicoline blev separeret, og hun flyttede til Odense, hvor hun blandt andet boede sammen med sine ugifte mostre.
Detaljer kendes ikke
Stue i et velhavende hjem som kan ses i Den Gamle By i Århus.
Det vides, at de to ældre søstre, Karen og Catharine, var flyttet tilbage til faren, da han købte en gård på torvet i Svendborg. Her blev de konfirmeret i 1765.
De er herefter flyttet til Lundegård, som faren købte i 1767 efter at han var blevet gift med Riborg Sophie Erreboe. Her fik søsteren Catharine et uægte barn i 1771 og blev i 1774 gift med Erich Madsen West, som forpagtede Lundegård og købte den i 1777. Parret flyttede til Jylland i ni år senere.
Om Carolina er blevet boende på Lundegård, eller flyttede med søsteren Karen Friis, da denne i 1772 blev og flyttede til Vester Skerninge vides ikke, men de boede sammen her i 1787.
Flyttede til Svendborg og siden Holmelund
Gården Holmelund i Gislev ses midt på kortet. (Historiske Kort på Nettet).
I 1797 er Karen flyttet med datteren Elisabeth Christine Techt, der var blevet gift med skolelærer i Jørlunde, Hans CHristian Fich. Og Caroline er sandsynligvis flyttet ind til sin far og de mange halvsøskende på Torvet i Svendborg. Her boede hun 1801.
Hun er nok blevet boende til farens enke, Christine Flindt, solgte gården i Svendborg til broren Søren Borring Bekker, som hurtigt solgte den videre og købte proprietærgården Holmelund i Gislev Sogn. Her er Caroline flyttet med hen.
Hun blev boende på gården efter at Søren døde i 1811 og hendes svigerinde, Mette Christine Brandt, to år senere giftede sig med Niels Jensen, der blev proprietær på Holmelund. Her boede Caroline altså stadig ved sin død i 1819 i en alder af 62.
Ugifte nicer
Udstilling hos modehandlerinde i Den Gamle By
Adskillige af Carolinas mange niecer og grandnicer var også ugifte. Men der var sket et skift i samfundet, hvor døtre fra embedsmandsstanden eller det højere borgerskab ernærede sig med undervisning, som husbestyrerinder eller drev en modeforretning.
Men det var først i 1857, at ugifte kvinder blev myndige, når det fylde 25, kunne arve på lige fod med mandlige slægtninge og fik samme ret til næringsbrev som mænd. Gifte kvinder blev myndige og fik altså fuld råderet over egen formue og ret til at bestemme over sig selv i 1899.
Søren Borring Bekker voksede op i Norge efter sin mors død og kom i lære som jurist hos sin far, der var herredsfoged, men interesserede sig mere for landbrug og blev derfor forvalter på tre herregårde inden han købte sin egen proprietærgård i Gislev på Fyn. Han var gift med to søstre og fik ialt 11 børn, hvoraf 9 blev voksne.
Klingenberg i Odense med Sankt Knuds Kirke på maleri fra 1810. (Ukendt kunstner)
Adrian Bekker og Lykke Kristine Borrings søn, Søren Borring Bekker blev født i sin morfars hus i Vestergade i Odense og døbt 13. januar 1756 i Sankt Knuds kirke.
Han blev båret af Jomfru Nicoline Borring og ”hos hende stod” jomfru Anna Maria Borring. Faddere borgmester Jens Nielsen, rådmand Christian Nøragger og hospitalsforstander Henrich Holmer.
På det tidspunkt var Nicoline 15½ år og søsteren 11. Christian Nøragger var søn af Sørens mormor, Karen Friis’ søster, Cathrine Friis og hendes mand, købmand Niels Christensen Nørager.
Opvokset i Norge
Kirken i Drangedalen er først bygget 1795, men giver et indtryk af omgivelserne, da Søren var dreng. (Foto: Kulturminnesøk, Ukendt fotograf)
Efter morens død i 1761 blev de fire børn fordelt hos forskellige af hendes slægtninge.
Søren kom til sin grandonkel, Christen Friis (1702-1774), der var præst i forskellige sogne i Norge.
Han var residerende kapellan i Ullenaker fra 1738 til 1766 og derefter først sognepræst i Moss og Rygge fra 1766 til 1770 og herefter til sin død i Drangedalen.
Christen Friis var 1738 blevet gift med Magdalene Grubbe (1693-1768), der var hans tidligere arbejdsgiver, idet han havde været huslærer for hendes børn 1728 til 1734.
At han voksede op i et præstehjem, har nok betydet, at Søren fik en god uddannelse og et solidt fundament at bygge videre på. Desuden blev han betænkt i grandonklens testamente.
Lundegård på Fyn
1774 døde grandonklen, og Søren vendte tilbage til Danmark, hvor han blev genforenet med sine tre søstre på Lundegård uden for Svendborg.
Lundegård i Lunde hed tidligere skrivergården og husede flere herresfogeder for Sunds og Gudme Herreder. (Tegning efter fotografi)
Det drejede sig om de to storesøstre: Catharine, der 1774 blev gift med Erik Madsen West, og blev boende på Lundegård, som de senere overtog og Karen Friis Bekker, som 1775 blev gift med Johan Carl Gottfried von Techt. Samt den ugifte lillesøster Caroline.
Sørens far, Adrian Bekker, var blevet herredsfoged i Sunds og Gudme Herreder og bor forskellige steder på Sydfyn. Og i 1767 var han blevet gift med Riborg Sophie Erreboe (1733–1775) fra Fåborg, hvor faren boede det meste af tiden.
Søren havde arbejdet på Herredsfogedkontoret, siden han kom til bage fra Norge. Og han havde været i København for at tage eksamen som exam jur, så han kunne nedsætte sig som prokurator.
Prokurator i Svendborg
Den første, som Søren Bekker var ansat som forvalter hos, var Otto Christopher von Munthe af Morgenstierne (1735-1809). (Maler: Jens Juel)
1777 blev hans far gift på herregården Bjørnholm uden Svendborg. Hans tredje kone, Christine Flindt, var 28, et år ældre end den ældste søster, Cathrine.
Og må være gennem hans fars nye kone, at han fik kontakt med Otto Christoffer von Munthe af Morgenstjerne, der først var gift med hendes kusine Christine Bodilla Birgitte de Flindt og herefter med hendes søster Elisabeth Flindt. Han ejede godset Bækkeskov ved Præstø.
1781 købte hans far, Adrian Bekker, et hus til ham i Brogade 5 i Svendborg, som en form for udbetaling af hans arv efter moren.
Han var muligvis begyndt at arbejde som prokurator, men allerede året efter overtog Søren jobbet som forvalter på avlsgården Bredeshave, der hørte under godset Bækkeskov i nærheden af Præstø.
Først ægteskab med Elisabeth Gommesen Brandt
Dansk kjole dateret til perioden fra 1725 til 1785 (Foto: metmuseum.org, Public Domain)
Søren blev gift første gang den 7. januar 1784 hjemme hos hendes forældre med Elisabeth Gommesen Brandt (1758-1796), som stammede fra en velhavende købmandsfamilie fra Svendborg med rødder på Ærø, og hvis aner kan føres tilbage til 1200-tallet i Nordtyskland.
Fire af deres børn blev voksne:
Lykke Kirstine Bekker (1786-1857), Gomme Gommesen Brandt Bekker (1787-1834), Adrian Severin Bekker (1788-1862), Oluf Bekker (f. 1791). Desuden fik de en dødfødt datter i 1792 og en dødfødt søn året efter.
Forpagter
Bredeshave Hovedgård.
Bredeshave ligger cirka 7 kilometer uden for Præstø for enden af en lang allé, og havde en smuk udsigt over Præstø Fjord.
På Bredeshave fik Søren mulighed for at afprøve moderne dyrkningsmetoder, dyrehold og mejeridrift. er var et stort hold af mælkekøer og i hollænderiet blev der produceret mælk, smør og ost efter de nyeste metoder. Køerne gav et stort afkast, og det gav stort overskud.
Moderne landbrug
Godset Hverringe (Illustration: F. Richardt, Prospecter af danske Herregaarde, udgivet 1844-1868)
Det er tænkeligt, at det var disse erfaringer, der skaffede ham hans næste job somforpagter ved Hverringe Hovedgård, som lå i Viby Sogn uden for Kerteminde, som han overtog i 1787.
Søren Bekker var forpagter for Amalie Christiane von Raben (1736-1803) var enke efter Gregers Christian Juel (1738-1776) (Maleri: Jens Juel).
Gården hørte under Juelsberg Slot, som Amalie Christiane von Raben administrerede for sin mindreårige søn. Sørens far, havde tidligere arbejdet for kammerherre Niels Juel på Valdemars Slot, som var bror til hendes første mand Carl Juel.
Her fortsatte han reformerne i landbruget, der i årene omkring landbrugsreformerne og udskiftningen var i en kraftig udvikling og fremgang.
Forpagter ved Hellerup Hovedgård
Herregården Hellerup i 1844 (Tegning: Ferdinand Richardt (1819-1895), samlinger.natmus.dk
Den tredje, som Søren Bekker var forpagter for, var Lucie Charlotte Scheel (1765-1839) på Maleri af Jens Juel.
Året efter Elisabeths død – og efter 10 år som forpagter på Hverringe – søgte Søren nye udfordringer, og var blevet antaget som forpagter ved Hellerup Hovedgård, der lå ved Ringe midt på Fyn.
Godset var drevet af Amalie Christiane von Rabens søsterdatter, Lucie Charlotte Scheel (1765-1839), der 1788 var blevet enke efter Christian Sehestedt Juul. Hendes søn, Ove Christian, var født i 1781. Hun var datter af Amalie Christianes søster, Eleonere Agnes von Raben og Christen Scheel.
Søren og Mette Christine boede først i Refsvindinge og flyttede herefter ind på forpagtergården i Søllinge.
Købte stedmors gård i Svendborg
Torvet i Svendborg på postkort fra omkring 1900. Til venstre i billedet ses den bygning, der erstattede familien Bekkers gård.
Sørens far døde i 1806 og to år efter købte han den gård på Torvet i Svendborg, som hans far havde købt, da han kom til Svendborg, af sin fars enke, af hans enke Christine Flindt.
Efterhånden var de fleste af hende og Adrians børn var flyttet hjemmefra. Det kan være grunden til, at hun kun blev boende i gården i kort tid, inden hun flyttede til godset Lundbæk ved Limfjorden, hvor hendes datter, Ottilia Christine Bekker (1783-1843), var gift med Baron Juel-Rysensteen.
Andet ægteskab med Mette Christine Brandt
Kjole fra omkring 1795. (Foto: metmuseum.org, Gift of Miss Irene Lewisohn, 1937))
Søren var den 6. januar 1797 blevet gift med Elisabeths søster, Mette Christine Brandt (1765-1825). Som første gang, foregik vielsen hjemme hos hendes forældre.
Søren og Mette Christine fik fem børn, som alle blev voksne: Elisabeth Bekker (f. 1797), Anne Margrethe Bekker (1799-1859), Christopher Bekker (1799-ca. 1859), Lucia Charlotte Bekker (f. 1800) og Isbrand Bekker (1805-1871).
Købte proprietærgård
Den store gård Holmelund i Gislev Sogn. (Sylvest Jensen Luftfoto, Det Kgl. Bibliotek)
På trods af Napoleonskrigene, blokader og økonomiske problemer var det lykkedes Søren at få et pænt overskud ud af driften af Hellerup, også efter, at forpagtningsafgiften var betalt.
Indretningen hos Bekker-familien kan have mindet om de samtidig møblering af Bakkehuset.
Han solgte desuden gården i Svendborg og købte i 1809 den store avlsgård, Holmelund i Gislev Sogn, som ikke lå mere end en kilometer fra Hellerup Hovedgård.
Det var en gård, hvor der tidligere havde boet medlemmer af adelsslægterne Scheel, Rosenkrantz og Vind.
Han gik i gang med at dræne markerne og rense vandløbene. Han udbyggede også husdyrproduktionen og satsede på mejeriproduktion, som han havde gjort tidligere som forpagter.
Kig gennem stuerne på Bakkehusmuseet på Frederiksberg.
Hans søster, Carolina, der var blevet boende sammen med Christine i gården på Torvet i Svendborg, flyttede ind hos dem for at være med for at hjælpe med i den store husholdning. Hun døde på Holmelund i 1819.
Søren var død den 10. marts 1811 kun 55 år gammel og blev begravet fra Gislev kirke den 18. marts.
Mette Christine gift igen
Udsigt til gårdspladsen på herregården på Frilandsmuseet.
To år efter Sørens død giftede Mette Christine sig med den jævnaldrende ungkarl Niels Jensen fra Gudbjerg. Ved vielsen den 3. maj er hun opført som Enken Madam Bekker fra Holmelund.
Mette Christine døde 60 år gammel den 18. september 1825 som Madamme Mette Kristine Jensen født Brandt).
Herefter giftede Niels Jensen sig med møllerdatteren fra Gudbjerg, Anne Trolle (1792-1868), som efter hans død i 1829, blev gift med Christopher Bekker og de overtager altså Holmelund.
Fire af Søren Borring Bekker og Elisabeth Gommesen Brandts i alt 7 børn overlevede barndommen og fik efterkommere. Den ældste var en datter fulgt af tre sønner.
Et borgerhjem, som det kan ses i Den Gamle By i Århus.
Søren og Elisabeths ældste datter, Lykke Kirstine Bekker (1786-1857), var gift med skipper Diderik Melchior (1774-1838) og boede i Bagergade i Svendborg.
Hendes ægtefælle havde oprindelig heddet Melchior Diderik Jørgensen. I nogle kilder blev han også kaldt Berg, idet han var søn af skipper Jørgen Berg og Inger Ibsdatter Jørgensen i Svendborg. Og Lykke Kirstine ses nogle steder i kilderne som Lykke Melchior Berg. De fik to børn: Elisabeth og Jørgen Didrik Melchior.
Ved folketællingen 1834 boede familien i Bagergade i Svendborg og både far og søns navn var stavet Derek.
Datterdatter gift med skolelærer
Elisabeth Melchior, gift Saul, som var Søren Bekkers datterdatter, fotograferet som enke.
Lykke Kirstine Bekkers datter, Elisabeth Melchior (1815-1892), fik seks børn med sin mand, lærer Matthias Friederich Heinrich Saul, som først var skolelærer og organist i Svendborg og i 1848 ansat som lærer i Frørup, hvor de i 1850 bor i degneboligen. Lykke Kirstine var flyttet med og boede her til sin død i 1857.
Da Elisabeths mand døde i 1878 flyttede hun i et hus i Frørup sammen I 1880 boede Elisabeths to dattersønner også i husstanden. Deres mor, Henriette Dorothea Saul, var død i 1878, og 1890 boede hun sammen med datteren, Lykke Kirstine Vilhelmine Jørgine Saul, der var ugift. I folketællingen i 1880 står Elisabeth opført som skolelærerenke og i 1890 som skolelærer.
Lykke Kirstine og Didriks søn, Jørgen Didrik Melchior, blev førstelærer ved Nyborg Realskole, to af hans tre børn overlevede barndommen, og sønnen Jørgen Melchior, var forstander og lærer ved Horsens Tekniske Skole.
Søn var husejer i Holme
Bebyggelsen Gislev Holme på postkort fra omkring 1900
Søren Bekkers ældste søn, Gomme Gommesen Brandt Bekker (1787-1834), var student og husejer i Holme i Gislev Sogn. Han blev i 1815 gift med Anne Nielsdatter, som efter hans død var gift med Kristian Jakobsen.
Gomme og Anne havde to år før de blev gift fået datteren Amalia, som døde kort efter fødslen.
Fire måneder efter vielsen fik Gomme og Annes datteren Elisabeth Gummesdatter Bekker. Hun flyttede til København i 1838 blev gift den 12. april 1839 med August Wilhelm Køster samme dag som det ældste af deres 11 børn blev døbt. Han var hammersmed i Brede, nok på Brede Værk.
Den tredje datter, Birgitte Kirstine Bekker (1818-efter 1880), fik det første af syv børn med boelsmand Jørgen Rasmussen i Diernæs ved Svendborg i 1843, de blev gift 1845 og det næste barn blev født 1848.
Sønnesøn bosat i Amsterdam
Et foto fra Amsterdam omkring 1870, som viser Waterlooplein/Houtgracht. (Foto: Rijksdienst voor het Cultureel Erfgoed, CC BY-SA, via Wikimedia Commons.)
Herefter fulgte sønnen Søren Bekker (1820-1871), som blev gift 1855 i Amsterdam med Johanna Wilhelmina Janssen og fik 8 børn i Holland.
Dermed vendte han tilbage til det land, hans forfædre udvandrede fra omkring 1521.
Den næste i rækken, Niels Gummesen blev født i 1823 og døde 9 år gammel.
Sønnedatter fik fire uægte og ni ægte børn
Man kan forestille sig, at huset i Holme har været præget af resterne af den velstand, som Annes far bragte med fra sit bardomshjem på proprietærgården Holmelund.
Gomme Bekkers næste barn, Anne Gummesdatter Bekker (f. 1827), fik fire børn uden for ægteskab og blev senere gift og fik yderligere ni børn. Hun boede det meste af livet i huset i Holme, som det kan formodes er det, som havde tilhørt hendes far.
Tre af de uægte børn fik Anne med tjenestekarl Rasmus Nielsen.
I 1843 fik de den dødfødte datter, Anne Kirstine Nielsen. De fik september 1848 hun datteren Anne Kirstine Nielsen som døde 14. januar året efter og til sidst datteren Elisabeth Rasmussen, der døde en uge efter fødslen den 30. juli 1855.
I mellemtiden havde hun i 1852 fået datteren Anne Gommine Carlsen med ladefoged på Mullerup, Carl Christiansen. Hun blev konfirmeret i 1866.
Den 5.november 1858 blev Anne Gummesdatter gift i Kværndrup Kirke med vejmand Hans Nielsen og samme dag blev den ældste af deres 9 børn døbt. Det sidste blev født i 1871. Parret flyttede til Holme.
Sønnesøn var tømmermand
Tømrer- og snedkerværksted fra Frilandsmuseet.
Det yngste af Gomme og Annes børn, Simon Bekker (1831-1907), blev fejlagtigt kaldt Søren i kirkebogen.
Han var tømrer i Kværndrup og fire af hans seks børn med Frederikke Erichsdatter blev voksne.
Søn var slotsfuldmægtig
Slotsanlægget ved Valdemars Slot set fra loftetagen.
Søren Bekker og Elisabeth Brandts næste søn var Adrian Severin Bekker (1788-1862), der blev kaldt Adrian Bekker.
Han var comptoirbetjent og fuldmægtig på Valdemars Slot og gift ind i en stor tøsningsk familie.
Sidste søn var jurist og færgemand
Et toldkontor, som det kan ses i Den Gamle By.
Søren Bekkers yngste søn, Ole Bekker (1791-1852), der også blev kaldt Ole Christian eller Oluf Christian, var jurist, skriver og konstitueret fuldmægtig på toldkontoret i Rudkøbing.
Efter han blev gift med Ane Marie Johansdatter Nielsen Bagencop (1788-1882), drev han færgefart mellem Rudkøbing på Langeland og Vemmenæs på Tåsinge sammen med sin svoger.
Familien boede i Grønnegade nr. 12 i 1834 og flyttede herefter til Smedegade nummer 24, som datteren og svigersønnen senere overtog.
Færgen kæntrede
Maleriet er fra Svendborgsund ved Vindeby-overfarten, med de mindre sejlskibe og rojoller, som efterhånden blev fortrængt af motoriserede færger. Det skete også ved Vemmenæsoverfarten. Det var muligvis en fladbundet sejlbåd, som Johan Bekker kæntrede med. (Maleri af Jens Erik Carl Rasmussen (1841-1893) på Marstal Søfartsmuseum).
I ”Rudkøbings Fortid i populær fortælling” fra 1921 beretter B. Gunnarson om da færgen mellem Rudkøbing og Vemmenæs kæntrede i orkanagtigt vejr den 9. marts 1847.
En hestehandler fra Vindeby på Langeland, som kaldtes ”Lollikesmeden” forlangte at blive færget over til Vemmenæs med en ladning heste. Det var Oluf Christian (”en Mand ved Navn Becker”) betænkelig over for.
I B. Gunnarsons fortælling var det sønnen, 16-årige Søren, der netop var kommet hjem fra langfart og ”kæk og modig”, som bad om lov til at sejle i hans sted, men det rent faktisk den 31-årige bror Johan, der ses begravet i kirkebogen den 22. marts. Men hvorom alting er, så gav Oluf efter, og færgen gik ud med sønnen ved roret, et andet besætningsmedlem og som passagerer hestehandleren og en ældre sadelmager, kaldet Salomon Jøde, der boede i Sidsel Bagersgade i Rudkøbing, samt 4 heste.
Men færgen kæntrede omkring Siø – ved Siøkrogen – og alle ombord druknede. De tre blev fundet hurtigt af de søfolk og fiskere, der blev mobiliseret for at prøve at redde, hvad de kunne. Hestehandleren blev først fundet i slutningen af marts.
Johan Nielsen Bekker blev som nævnt 31. Den to år yngre bror, Søren Borring Bekker, blev konfirmeret i 1834. Han var også sømand og den sidste folketælling, hvor han ses i Rudkøbing er 1845, hvad der sker med ham derefter vides ikke.
Den næste søn, Friederich Theodor, døde 6. april 1836, 14 år gammel. På daværende tidspunkt boede familien i Bagergade. I 1845 er de flyttet til Smedgade og senere Smedgade og Gåsetorvet. Når man ser på matrikelbetegnelserne i Folketællingerne, tyder det på, at de boede i nummer og 2 og nummer 5, som ligger lige overfor hinanden, men det vil blive tjekket på et senere tidspunkt, når der igen bliver adgang til yderligere kilder. (dette er tilføjet i 2020 under Coronakrisen).
Sønnedatter var husjomfru og murermesterfrue
Oline Bekker, der var sønnedatter af Søren Bekker.
Ole Bekkers yngste datter, Oline Elisabeth Bekker (1825-1910), var i 1845 husjomfru hos færgemand Hans Leifhold Hansen i Sandby på Lolland og 1850 hos onklen Isebrandt Bekker på Stenstrup Kro.
Hun blev senere gift med murermester Mads Lange i Rudkøbing. De boede også i Smedgade 24 i Rudkøbing.
I 1855 ses Oluf Christians enke, Anne Marie, som 66-årig skoleholder på adressen. Hun døde hos datteren i 1882, 94 år gammel og efter 30 år som enke.
En af Oline Elisabeth og Mads døtre, Johanne Frederikke Severine Lange (1857-1937), var gift med bagermester Laurits Brandt Röhling, der ligesom Johanne selv var efterkommer af Jens Gommesen fra Ærø.
Blandt deres efterkommere, Aksel Røhling (1908-2014), skrev en levnedsbeskrivelse om Adrian Bekker.
Søren Bekkers børn og efterkommere (åbner som pdf)
Valdemars Slot med bygninger til administration på hver side af slottet. (Illustration F. Richardt i Prospecter af danske Herregaarde, udgivet 1844-68, T.A. Becker og C.E. Secher)
Søren Borring Bekker fik fem børn med sin anden kone, Mette Christine Brandt. De blev alle boende på Fyn. De to ældste døtre boede i Fåborg og Odense og den ældste søn overtog barndomshjemmet Holmelund i Gislev.
Eksempel på en gammel købmandsbutik fra Frilandsmuseet.
Søren Bekker og Mette Christine Brandts ældste fælles datter, Lise Elisabeth Bekker (1797-1849), var gift med Carl Henrich Sander, der var købmand i Fåborg.
Parret fik to døtre og tre sønner. Sønnerne blev alle købmænd eller handlende. Carl døde i november 1848 og Lise Elisabeth i januar året efter.
Den ældste datter, Henriette Sander (f. 1826), var gift Hans Jørgen Glüsing fra Flensborg, som var skolelærer i Fåborg. De fik 1847 datteren Elisabeth Glüsing.
Dattersøn og sønnedatter gift med hinanden
Anne Elisabeth Caroline Christine Sander var gift med Andreas Hoffgaard. (Det Kongelige Biblioteks Billedsamling)
Sønnen, Christian Carl Severin Sander (1827-80), var købmand og isenkræmmer i Fåborg. Han var gift med sin kusine Martine Maria Kirstine Severine Nielsine Bekker (1833-1919), der var datter af datter af Christopher Bekker og Anna Trolle. Martine Bekker døde på Frederiksberg.
Den ældste af Christian Carl og Martines tre døtre, Anne Elisabeth Caroline Christine Sander (1857-1920) var gift med Andreas Hoffgaard, som til at begynde med var proprietær på Grøftebjerg ved Vissenbjerg.
Herefter var han fotograf i Kolding fra 1890 indtil han fra 1908 til 1916 var ansat af byrådet som sekretær for ligningskommissionen. Da han blev pensioneret, flyttede han og Anna til København, hvor hun døde af en hjerneblødning i deres hjem på Islands Brygge i 1921. Han døde i Lillerød i 1925. De fik datteren Sofie Karoline Hoffgaard i 1880.
Velhavende “middelklassehjem” fra Frilandsmuseet
Den mellemste datter, Caroline Henriette Rasmine Sander (1860-1916) var gift med den københavnske grosserer Hermann Asmussen, som hun havde en datter med. I 1918 blev Hermann gift med den yngste datter, Marie Emilie Theodore Severine Sander (f. 1867), som ikke havde nogen børn.
Datterens tre børn
Ved folketællingen i 1850 boede tre af Lises børn sammen i Stenstrup: farver Simon Bernhard Sander (f. 1829), der endnu var ugift, Josephine Isbrandine Sander (1832-1917) og købmand Theodor Sander (1833-1910), der ikke havde nogen børn.
Simon Bernhard blev senere gift med Karen Knudsen (f. 1857) i Odense. Blandt deres syv børn, var et sæt tvillingedøtre, der blev født og døde i februar 1888 og en datter født i december 1888. Yderligere en søn og en datter overlevede barndommen.
Josephine Isbrandine ses i folketællingen for 1850 som husjomfru på sin morbror, Isbrandt Bekkers, kro i Stenstrup.
1880 er hun husbestyrerinde for de to brødre i Stenstrup.
Den fraskilte datterdatter
Et fadebur i en større husholdning på landet på Frilandsmuseet.
Josephine Isbrandine var på det tidspunkt skilt fra sin mand, Christian Frederik Paulsen, der var fra Stenstrup og proprietær og møller, blandt andet i Skanderup ved Ribe. De have to sønner og en datter. I 1890 boede Josephine Isbrandine hos datteren, Elisa Vilhelmine Fransiscka Paulsen (1856-1908) i Strandhuse ved Svendborg.
Parret fik i alt 8 børn. Den ældste, Frederik Carl Christian Paulsen (1854-1927), var skibshovmester og gift med Dagmar Hulda Riedel.
Den yngste, Thorvald Simon Teodor Paulsen (1860-1945), boede i 1870 hos Simon Bernhardt i Stenstrup og blev senere boelsmand på Vejle Søndermark. Han var gift med Gjertud Kirstine Jørgensen og far til 2 børn.
Datteren i Fåborg
Bageren i Den Gamle By.
Den næste af Søren og Mette Christines døtre var Anne Margrethe Bekker (1799-1859), som fik 11 børn med hvedebrødsbagermester Johan Jacob Sander i Odense, der oprindeligt var fra Fåborg.
Christine Sander (1826-1899) var den ældste datter. Hun var modehandlerinde i Odense, inden hun blev gift med bogtrykker Carl Johan Joachim Tiedje. De to sønner, der blev voksne, blev også bogtrykkere, mens de øvrige tre døde som spæde.
Den næste i rækken, Birgitte Sander, fik syv børn med sin mand, Johan Frederik Lindeberg.
En af sønnerne, Johan Peder Frederch Lindberg, var gift med sin kusine Theodora Regine Charlotte Hvidberg. Hun var det eneste overlevende af Birgittes søster, Hedevig Lucie Sander (1829-1879) og Jens Peter Hvidbergs tre børn. Jens Peter var typograf, bogtrykker, tæller i Nationalbanken
Dattersøn døde på fattiggården
Odense Fattigård på postkort fra omkring 1900.
Broern, bagersvend Isbrand Bekker Sander (1830-1895), boede i folketællingen i 1890 på Odense Fattiggård.
Den næste af Anne Margrethe Bekker og Johan Jacob Sanders døtre, Gummine Sander, var gift med skomager Jacob Leonhard Jensen. De havde fem børn.
Sønnerne Johan Jacob og Christopher Waldemar Sander var tilsyneladende også ugifte.
Dattersøn var grosserer i København
Anne Margrethe Bekker og Johan Jacob Sanders søn, Wilhelm Sander (1836-1915), var grosserer i København og far til seks børn med Fanny Christensen – blandt andet den kendte arkitekt Valdemar Sander.
Tragedie hos datterdatter
Bagerskilt fra Den Gamle By.
Datteren Anna Margrethe Sander døde 38 år gammel den 16. maj 1875.
Hendes mand, bager Johan Henrich Koch Fahnøe, havde begået selvmord ved hængning i februar samme år. Anna Margrethe blev begravet 19. maj, og samme dag døde det yngste af fem børn, datteren Henriette, i en alder af 3 år.
Anna Margrethe og Johan Henrichs ældste søn, Iver Peder Fahnøe (f 1863), var arbejdsmand og fik de to af sine fem børn inden han blev gift med deres mor. Hans kone fik en datter med en anden mand, og de boede hver for sig i perioder, inden de flyttede permanent fra hinanden omkring 1918.
Den næste søn, Jens Brandt Fahnøe (1869-1939), var landsretssagfører og gift med Emma Augusta Wahl. Og de to yngste af Anne Margrethes døtre døde som spæde.
Søn overtog barndsomshjemmet i Gislev
Matrikelkort, hvor Christoffer Bekker er anført som ejer af Holmelund.(Historiske kort på nettet)
Søren Bekker og Marie Christine Brandts søn, Christoffer Bekker (1800-1844), ses også i kilderne som Christopher Bekker eller Kristoffer Bekker. Han blev 1829 gift med sin mors anden mands enke.
Efter Søren Borring Bekkers død i 1911 var Mette Christine Brandt blevet gift med Niels Jensen, som efter hendes død i 1825 giftede sig med Anne Trolle .
Da hun og Christoffer blev gift blev hun derfor benævnt Enkemadammen Jensen (f. 1792).
Empirestue fra Den Gamle Gård i Fåborg, som kan have mindet om indretningen hos Christoffer Bekker på Holmelund.
Christoffer og Anna fik to døtre. Den ældste, Christine Ameline Bekker (1830-1901), var gift med Carl Wilhelm Emil Bülow, hvis mor, Margrethe Brandt, var en slægtning til hendes farmor, Mette Christine Brandt. Han var forpagter på Bjergbygaard i Stigs Bjergby, hvor deres fire børn blev født.
Den yngre, Martine Marie Kirstine Severine Nielsine Bekker (f. 1833), var gift med sin fætter, Carl Severin Sander (f. 1825), som nævnt oven for.
De to yngste af Søren Bekker og Mette Christine Brandts børn boede i Fåborg og Stenstrup.
Vestergade ved den gamle Vesterport i Fåborg.
Søren Borring Bekker og Mette Christine Brandts datter Lucia Charlotte Bekker (1804-1880), var gift med Anders Larsen, der var commissionair og mægler i Fåborg
I folketællingerne er hendes navn gengivet som Sophie Bekker, Charlotte Becker eller Lucia Larsen. Datteren kaldes Severine Larsen.
Ved folketællingen i 1850 boede Lucias nevø, Søren Emil Bekker (f. 1839) fra Stenstrup hos Severine og Jens for at gå i skole. I 1850 boede familien bor i Grønnegade 159 og 10 år senere i Vestergade 60 b, Forhuset i Fåborg.
Datterdatter døde i barselsseng
Soveværelse fra Skipperhjemmet på Tåsinge Museum.
Lucia og Anders’ eneste datter var Severine Kirstine Laura Ysbrandine Johandine Larsen, som var gift med købmand Jens Christopher Emil Nørregaard (f. 1823), som stammede fra Eggeslevmagle i det daværende Sorø Amt, hvor hans far var forpagter på Lyngbygaard.
Severine var 26, da hun i 1857 døde ved fødslen af sit eneste barn, Andrea Lucie Charlotte Nørregaard, der voksede op hos Lucie og Anders.
I 1860 boede Jens Nørregaard et andet sted i Fåborg med en læring, husholderske og to tjenestefolk. Han er ikke fundet i folketællingen i 1870.
Oldedatter var telegrafbestyrer i Kastrup
Omkring 1890 var Andrea husbestyrerinde hos Charlotte Frederikke Hofman-Bang og hendes mand på Nybøllegård. (Det Kgl. Biblioteks Billedsamling)
Lucie Charlotte døde i maj 1880 og samme år bor Andrea Nørregaard bor på Frederiksberg hos slægtninge på Frederiksberg Alle 17, forhuset, stuen. Familien bestod af enkemanden Henning Jacob Leth (f. 1833), gårdejer i Dragør, hans datter, enken Anna Knudina Martine Hansen (f. 1847), samt hendes datter Nelly Marchen Hansen (f. 1873). Hvordan de er i familie, ved jeg ikke.
I 1890 var Andrea tilbage på Fyn, hvor hun var husbstyrerinde på Hovedgården Nybøllegård i Hillerslev Sogn hos Henry Oxholm Smidt og Charlotte Frederikke Hofman-Bang og deres tre børn samt et stort folkehold.
Herefter kan hun følges i København, hvor indbyggerne blev noteret i Politiets Registerblade, hver gang de flyttede. Og hun må være blevet ansat på Kastrup Værk senere i 1890.
Anretterkøkken på en hovedgård som på Frilandsmuseet.
Året efter var hun husbestyrerinde i Frederiksholms Kanal 6 hos enkemanden Georg David Sigismund Neve (1845-1926). Han var også kendt som S. Neve og ledede Mariboes Realskole i Stor Kongensgade 1875-1895. Han blev 1893 gift med Aleksandra Møller og fik tre børn med hende.
Køkkenvask i Klunkehjemmet på Nationalmuseet.
Andrea var herefter husbestyrerinde i Frederiksberggade 50 i 1893 hos isenkræmmer August Hartwig Meyer (1853-1917).
Herefter fremgår det af folketællingen i 1901, at hun i 1895 var flyttet til Tårnby Kommune, hvor hun var telegrafbestyrer i Kastrup.
Ifølge mortenclausen.dk var hun desuden bibliotikar og døde efter 1930, men jeg har ikke fundet hende efter 1901.
Sørens søn var gæstgiver i Stenstrup
Stenstrup Kro må maleri fra 1930 af H.C. Hostrup.
Isbrand Bekker (1805 – 1866) var styrmand, inden han købte Stenstrup kro den 3. december 1836 for 3.000 rigsdaler. Efter hans død drev hans kone, Johanne Marie Margrethe Albjerg, kroen videre.
Isbrand og Johanne fik seks børn. Kun den yngste blev gift.
Den ældste, Anne Marie Martine Bekker, boede hjemme til hun i 1870 døde af brystsyge 33 år gammel.
To sønnesønner var sømænd
Slaget om Helgoland (Maleri: Josef Carl Berthold Puettner (1821-1881). Uden ophavsret))
De to næste sønner var begge sømænd. Søren Emil Bekker (1839-1909) var i 1890 og 1901 indlagt på Sindsygeanstalten i Middelfart, hvor han døde. Hans bror, Sofus Ludvig Vilhelm Bekker (1842-64), omkom ved søslaget ved Helgoland under krigen om Slesvig-Holsten.
Samme år døde hans 19-årige lillesøster Dorothea Helene Bekker.
Næste datter, Lykke Elisabeth Charlotte Margrethe Bekker ( 1848-1881) var husjomfru hos sognepræst Frederik Vilhelm Topsøe i Hejls ved Vejle.
Sønnesøn i Assens
Alfred Ferdinand Gomme Adrian Ole Christoffer Bekkers gartneri på Årupvej ved Assens i 1901.
Den yngste søn, Alfred Ferdinand Gomme Adrian Ole Christoffer Bekker (1853-1927) fik til gengæld 15 børn med sin kone, Clara Nicolette Jensen fra Svendborg.
Han var handelsgartner i Assens. De boede blandt andet ved Sandledhuset.
Flere af deres sønner var gartnere i Assens og andre steder på Vestfyn.
Adrian Bekker fik i 1764 sønnen Johan med Anna Cathrine Lybke. Hvad der skete med dem efterfølgende, vides ikke.
Korsebølllegård på postkort fra omkring 1900.
Tre år efter sin første kones død blev Adrian Bekker i 1764 udlagt som barnefar til Anna Cathrine Johansdatter Lybkes søn, Johan Lübkes på Langeland. Hun tjente på Korsebøllegaard, der var hollænderi – eller mejerigård – under grevskabet Langeland.
Hun var taget til Helletofte i Bøstrup Sogn for at føde sit barn, og her blev Johan Lybke døbt den 1. april 1764. Blandt fadderne var flere af kollegerne fra Korsebøllegård samt to lokale: Rasmus Spinders hustru i Skovhuse, Hans Abrahamsens datter i Helletofte.
Skriverier mellem præster
Rasmus Pedersen Bildhugger var præst i Bødstrup fra 1738 til 1779.
Det satte en større proces i gang. Præsten, som døbte Johan den 1. april, Rasmus Pedersen Bildhugger i Bøstrup, skrev til provsten i Snøde, der så notificerede præsten i Vor Frue i Svendborg, Laurits Pedersen Næraa, hvor Anna Cathrine oprindelig må have hørt til. Han skrev:
Ved skrivelse af 9. april har provst Bagge i Snøde Præstegaard bekiendtgiort mig, at hr. Bildhugger haffde d. 7. notificeret ham, at et quindemenneske her af Vor Frie menighed, Anna Cathrine Johansdatter Lybke, som havde tient på Korsebøllegaard, var nedkommen i barselseng i Helletofte Bye i Bøstrup Sogn og født et drengebarn, som Domin: laetare var døbt,og udlagt til barnefader Cancelli=Raad Bacher, som logerede hos Sr. Topp, hvor hun tiente.
Samme qvindemenniskes omstændigheder loed ieg strax bekiendtgiøre skritlig for Cancellie=Raad Becher, som angivne barnefader, da… skulle tillige antage sig barnets opdragelse, og den tiid constitueret Byfoged. Efter min givne tilladelse og begiering er samme qvindemenniske af Hr. Billedhugger publice absolveret
Skriftemålsfrihed
Danske Kancelli ligger til venstre i billedet ved siden af det første Christiansborg, der blev taget i brug 1740 og brændte 1794. Kancelliet er der endnu, og huser idag finansministeriet. (Illustration fra “Den danske Vitruvius”, 1748)
Paster Næraa orienterer desuden Adrian, der straks ansøgte Kancelliet i København om skiftemålsfrihed og blev bevilget:
“Skiftemaals Friehed for Cancellie-Raad Adrian Bekker formedelst begangne Leyermaal”
Absolvation i Bøstrup
Bøstrup Kirke, hvor Johan blev døbt og Anna Cathrine blev absolveret.
Anna Cathrine blev absolveret i Bøstrup Kirke den 5. august i kirken. Det var muligvis Adrians straffrihed, der gjorde, at hun ikke blev straffet, hvilket loven ellers påbød.
Adrian lovede at desuden sørge for sønnen og hans mor. Men hverken Anna Cathrine eller Johans videres skæbne kendes. Måske er han død som barn.
Hvem var Anna Cathrine?
Skattergade på postkort fra omkring 1900.
Aksel Røhling har i sin bog ”Adrian Bekker, en levnedsbeskrivelse” prøvet at finde ud af, hvad hendes baggrund var.
Hun er ikke fundet født i Svendborg, men en række indicier kunne pege i retning af, at hun var datter af Johan David Lytke, Tømmermand i Svendborg, som var født i Stettin, og Bodil Marie Hansdatter.
Faren angives i forskellige kilder til at være født mellem 1721 og 1734 og moren ret stabilt som født omkring 1721.
Johan David Lytke fik borgerskab den 2. januar 1764. Og familiens efternavn skrives i de forskellige kilder som Lytke, Lütke, Lögten, Lycke og Lybke. Dog mest som Lytke.
Ved udstedelsen af borgerskabsbrevet og en obligation i forbindelse med deres ejendom i 1763 i Skattegade 23 samt ved hans død i 1801 kaldes han Lytke. Men da hun i 14. marts 1807 solgte ejendommen, er hun i skødet angivet som ”Bodild Maria Sal. Johan Lubkes Enke her i Svendborg”. Og hun underskriver sig som Bodild Maria Sal. Lybkens (L.S)
I 1801 nævnes børnene Peter og Rebekka samt den ugifte 35-årige Anna Sophia, som var “reen affældig og Sænge ligende”. Hun var altså født omkring 1764. De to første nævnes igen i et skifte, som Bodil foretager den 4. december 1805, hvor navnet Lytke bruges.
Tugthusfangen
Odense Tugt- og Manufakturhus i 1915 (Foto: Hugo Matthiessen)
Der findes også en Johan Lübke, som i 1774 er optaget i Fangeprotokollen i Odense Tugt- og Manufakturhus, hvor han var indsat for løsgængeri året før “i fire Aar eller saa længe de Høye Herrer Directeurer for got finder..”.
Han angav selv, at han var fra Ringe, men hverken han eller Anna Cathrine eller andre slægtninge er fundet i kirkebogen der. Han døde 1775 i en alder af 64 år.
Thønnes Peter Bekker var den eneste af Adrian Bekker og Riborg Sophie Erreboes to sønner, der overlevede barndommen. Han kom i lære som jurist på farens herredsfogedkontor og blev prokurator i Svendborg.
Indretningen i et velhavende borgerhjem i 1800-tallet, som det kan ses i Den Gamle Gård i Fåborg.
Den 28. maj 1772 blev Thönnis Peter Bekker døbt i Lunde Kirke, og tre dage efter blev hans 2 år ældre bror Lykke Christen Severin Bekker. Broren var opkaldt efter begge forældernes første ægtefæller: Lykke Christine Borring og Søren Læssøe. Og Tønnes eller Thønnes – som han for det meste kaldes, var opkaldt efter sin farfar, Thønnes Pietersen Bacher.
Hans mor døde da han var 3 år gammel. Hvor han vokser op, vides ikke. Hans fire ældre halvsøskende blev placeret hos slægtninge, da deres mor deres mor i sin tid døde, men det skyldes nok først og fremmest, at faren ikke havde råd til at opfostre dem.
Måske havde faren nu en husholderske, eller han kan have boet hos slægtninge – de ældre søtre i Lundegård eller hos sin mors familie i Fåborg. Men i 1787 ses hans som 15-årig student i farens husholdning på Torvet i Svendborg.
DANSK JURIST OG PROKURATOR
Huset på hjørnet af Møllergade og Torvet i Svendborg omkring 1900. Der er siden bygget en 4-etages bygning, som i mange år har huset en taskfeforretning i stueetagen.
Han er sandsynligvis kommet i lære som jurist på farens herredsfogedkontor og uddannet som dansk jurist.
Den 10. oktober 1798 blev han gift med Woldborg Graae (1771-1840) i hendes forældres hjem i Svendborg. Hans halvbror, Søren Borring Bekker, var gift med to af hendes kusiner, Elisabeth Gommesdatter Brandt og Mette Christine Brandt.
Walborgs mor, Elisabeth Hansdatter var nemlig datter af Hans Ramsussen Øxendrup og hans anden kone, Birgitte Cathrine Riber, mens Brandt-søstrenes mor, Margrethe Hansdatter var datter af Hans Øxendrup og hans første kone Lisbeth Rasmusdatter. Elisabeth og Margrethes fædre, Gomme Gommesen Brandt og Anders Pedersen Graae var iøvrigt begge i slægt med Bodil Tingberg.
Thønnes og Walborgs første datter, Riborg Sophia Adriette Bekker, blev født den 16. januar 1799. Herefter fulgte yderligere fire børn frem til 1805.
Parret boede fra 1803 i en ejendom på hjørnet af Møllergade og Torvet i Svendborg, hvorfra han drev sit prokuratorfirma til sin død i 1848. Og han ses meget ofte i Tingbøgerne i og omkring Svendborg, fx på Tåsinge.
BOGHANDLERSKE
Papir- og boghandel, som den kan ses i Den Gamle By i Århus.
Den ældste datter, Rigborg Sophie Adriette Bekker (1799-1872), var gift med bogbinder Christopher Lange (1807-49), der døde på Odense Dåreanstalt.
Ved folketællingen i 1845 boede hun hos Tønnes på Torvet i Svendborg sammen med mand og sønnen, Julius samt to ugifte søstre.
Fem år senere levede hun af boghandel og 1855 var hendes erhverv anført som “Bog og Papirhandel”.
Hun bor først alene med sønnen på torvet i Svendborg og fem år senere bor hun og søsteren, Birgitte Cathrine Lange, i Kattesundet.
Rigborgs søn, Julius Peder Hans Christopher Lange (1836-1898), boede alle årene i Kattesundet og var bogbinder og fabriksarbejder. Han fik ingen børn.
TO SØNNER
Skriver med gåsefjer
Tønnes og Walborgs anden søn, Andreas Graae Bekker, døde i 1818 kun 18 år gammel.
Næste søn, Christian Frederik Bekker (1801-1856), var skriver på byskriverkontoret i Svendborg. Han fik fire børn med Christiane Michelsen. Den første datter blev født året før de blev gift i 1830 og de næste tre efter vielsen.
Den ældste af de fire børn var Elisabeth Marie Sophie Adriette Bekker Hun blev 1852 gift i Vor Frue Kirke i Svendborg med Niels Rasmussen og to år efter fik de sønnen Christian Frederik Sophus Adrian Rasmussen. Niels forlod familien og emigrerede til USA omkring 1857.
Den næste af Christian Frederik og Christiane børn, Thønesse Petrea Walborg Bekker (1832-1863), fik 1854 sønnen Peter Waldemar Bekker med Mathias Jensen Lindegaard uden for ægteskab. 1860 var han plejebarn hos Oliver Larsen og Marie Jensen i Hallingskov, som hørte under Vor Frue Sogn i Svendborg, hvor han også blev konfirmeret i 1869.
FELBEREDR OG KLUDESAMLER
Vridsløselille Statsfængsel omkring 1900.
Christian Frederiks første søn, Christian Frederik Otto Bekker (1835-1891), var felbereder og senere kludesamler. Han var gift med Anne Sørensdatter (1824-1908). De havde ingen børn.
Den yngste, Carl Christian Valdemar Bekker (1840-1904), var også felbereder – det vil sige, at han bearbejde skind. I 1890 kaldes han fiskehandler.
Han fik i 1863 datteren Theodora Elisa Christine Andrea Bekker (1863-1939) med Indiane Christiansdatter uden for ægteskab.
Carl Christian Valdemar blev 1867 gift i Fåborg med Elise Christiane Bøtcher, som var død før 1890. Han var straffefange i Statsfængslet i Vridsløselille i 1890 og i 1901 boede han i Gerritsgade i Svendborg, hvor han døde 3 år senere. Han og Elise Christiane fik fem børn og adskillige børnebørn.
De yngste af hans børn, Camilla Fanny Othilia Bekker var ved sin død i 1939 indlagt på sindssygehospitalet Sct. Hans Hospital i Roskilde.
TO UGIFTE DØTRE
Både Tønnes Peter Bekkers hus på hjørnet at Møllergade og Lilletorv og Adrian Bekkers gård på torvet er markeret med rødt på matrikelkortet. Den grønne streg markerer grænsen mellem Sankt Nicolai og Vor Frues sogne. (Historiske kort på nettet)
Som forholdene var midt i 1800-tallet, handlede det for ugifte kvinder om, at få et forsørgelsesgrundlag. Det skete ofte ved, at de boede sammen med deres slægtninge.
I den Gamle By i Århus er et af husene et solidt håndværkerhjem fra 1800-tallet. Søstrene Bekkers indretning har måske ligenet dette.
Sådan var det også for Thønnes to ugifte døtre var Ottilie Christine Bekker (1802-53) og Birgitte Cathrine Bekker (1805-64).
Som nævnt tidligere boede Ottilie og Cathrine i 1845 boede hos deres far og søsterens familie.
Efter farens død i 1848 blev de tre søtre boende sammen. 1850 var Riborg og Cathrine flyttet til Kattesundet, hvor de også boede 1860.
Adrians breve til sin da 13-årige datter, Birthe Sophie, er bevaret i en periode på et år, og er senere blevet renskrevet af hans efterkommere. Hun boede i en periode hos sin moster, Wibekke Juliane Flindt og hendes mand Jonas Collin, som netop i 1791 var blevet sognepræst i Væggerløse
Birthe Sophie – kaldet Ficke – var den ældste af de 7 døtre og 2 sønner, som Adrian fik med sin 3 kone, Christine Flindt.
Barnekammer med undervisning på præstengården i Den Fynske Landsby.
En herresfoged havde ikke en høj løn – Adrian supplerede fx sine indtægter som Postmester – og de mange børn gjorde, at økonomien var stram. Det kan være en af grundene til at Birthe Sophie som 13-årig boede hos sin moster Wibekke Juliane Flindt og hendes mand, Jonas Collin, som netop i 1791 var blevet sognepræst i Væggerløse på Falster.
Der er bevaret seks breve, som Adrian skrev til datteren fra 9. september 1791 og 11. september 1792. De giver et ret unikt indblik i forholdet mellem far og datter i en ”almindelig” borgerlig familie.
Brevene er fyldt med dagligdags observationer og sladder om familie, venner og bekendte i familiens
Faderlige formaninger
”Det var dog en ubeskrivelig Lykke, at Du og Dit rejse Selskab kom saa hastigt over Vandet i 8 Timer fra Svenborg til Berritsgaard!”.
Sådan indleder Adrian Bekker sit første brev til datteren fra 9. september 1791, efter hun er taget til Falster. Han går videre med at give hende nogle faderlige råd. Ikke mindre end 40 lister han op, hvor han opfordrer hende til at være gudsfrygtig, holde på sin ære, ikke sminke sig, være god mod andre, ikke tale for meget men samtidig at sørge for at studere flittigt.
I det andet bevarede brev fra 29. oktober 1791 opfordrer han hende igen til at sørge for at øve sig og perfektionere de evner, hun har fået fra naturens hånd:
Din Skrivelse af 19. oct. har hiertelig fornøyet os alle, og uden at flattere, maa jeg tilstaae, at du ved Øvelse kan naae en vis grad af fuldkommenhed i pennen, som icke just det smukke kiøn inclinenerer til eller giør sig umage for.
Bliv ved, bedste Pige, at dyrke det pund, som Skaberen har forundt Dig, og du skal erfare hans naadige hielp og bistand i alle dine Øvelser; Et Menneske, som har gode Natur-gaver, kand drive samme til en temlig høide, og Ingen kand lære for meget af det gode i Verden.
Faderlige bebrejdelser og en nyhed
Brev fra Det tredje brev indledes dog med nogle bebrejdelser over, at hun ikke har fået hentet sit chatol.
Det forundrer mig icke lidet, at du, min bedste Pige, endnu icke har giort anstalt for at lade dit Chatoll afhente, som nu har i 4 uger staaet paa Ourebygaard da der findes saa mange fornødne ting til dit brug, som du nu savner.
Ja, det fortryder mig mest om Kirsebærrene skulde have taget skade, da din moder har nedlagt 1 Lispund tørre Kirsebær i en af Skufferne, som i dette aar har været saa svære at bekomme.
Han fortsætter sine bebrejdelser, og kan ikke forstå, at hun ikke har lejet en vogn for at få hentet chatollet. Det er måske lidt meget forlangt, at en pige på 13 i 1791 selv skulle kunne arrangere en transport på 30 kilometer fra godset Orebygård på Lolland til Væggerløse på Falster. Men Adrian bliver ved, og skriver også om det forråd, små pakker og breve fra søstrene, der også ligger og venter i chatollet.
Med Chatollet skal følge 1 brev hvorudi nøglen er, som skal drejes 2 gange om og er dirkefri. Og med den anden sidste pakke følger ligeledes 1 brev, saa at skylden er icke min, at du faaer alting saa sildig. det nytter vel icke at sende i aar nogle af landets producter her tilbage, da Skipperen vel icke i Vinter gaaer oftere til Lolland: og altsaa skulde i denne fald den sikreste vej være at sende det med Skibsleilighed fra Nyekiøbing til Kbhf. og aflevere det til een af de Svendborger Skippere, lige meget hvem, da de vel endnu icke har søgt deres hjem heri Svendborg.
Oprindelig havde de aftalt at skrive til hinanden hver 14. dag, men da det koster 5. rigsdaler pr. måned, har Adrian besluttet kun at skrive en gang om måneden. Det var en stor sum penge – til sammenligning kostede en tønde rug i 1790’erne mellem 2½ og 4 rigsdaler.
Et omslag til et brev, som Adrian skrev til Commercekollegiet, da han arbejdede for Hübners Fabrikker i 1756-1757.
Din Moder har ventelig én wigtig Forretning enten i April eller Mai, og naar den lykkelig er overstaaet til mit hele hiertes glæde.
På den måde fik Adrian annonceret hans og Christines 9. og sidste barn, sønnen Frederik Christian Jonas Bekker (1792 1832). Adrian var da 74 år gammel.
Faderlige fødselsdagshilsner og vejledning om skik og brug
Det næste brev skriver han i anledning af Birthe Sophies fødselsdag:
Gierne vilde ieg opvarte min lille Dame med en Souvenir af noget paa hendes Fødselsdag, men i en hast vidste ieg icke at udfinde noget, som kunne behage dig: Endelig tog din kierlige Moder sin beste fingerring, og ieg en brystnaal, saaledes som begge dele herudi følger, hvilke du vilde bære til Vores Erindring!
Adrian har også tid til vejledning om skik og brug, blandt andet i forbindelse med Birthe Sophies morfars død, hvor han skriver:
Nu noget andet: Vi har da mistet den gamle brave uforglemmelige Major Flindh! Maaden hvorpaa vi udvortes sørge, skal ieg fortælle dig: din Moder sørger reglementsmæssig: ieg bærer sorte Underklæder og en fiin hvid Kiortel med sorte knapper. Ericke, Lykke og Christiane sorte Taftes Trøyer, og hvide Skiørter og sorte Baand, Ottilia hvid Chemise, Lise og Caspara sorte og hvide Sirtses Chemiser. Denne Sorg har for anstændighedens skyld hindret os fra at dandse den 18′ dec og den 8′ Januari, men muligt at vi den 18′ Januari [Adrian Bekker og Christine Flinks fødselsdage] rører vores unge Been lidt.
Faderlige lykønskninger til konfirmationen
I foråret 1792 skal Birthe Sophie konfirmeres i Væggerløse. Familien har ikke mulighed for at deltage, og Adrian skriver den 26. marts:
Tak for din sidste saavelsom alle dine kierlige skrivelser, som alle hiertelig fornøyer din Moder og mig med samtlige dine Sødskene, da vi alle af hiertet lykønske dig til din forestaaende Confirmation! Gud lade denne Dags hellige forretning stedse og evig hvile i dine Tanker, ja baade i modgang og NB i Medgang opmuntre din Siæl, thi saa kand du aldrig være bedrøvet, men endog gaa ald mødende Sorg i møde med en hellig frimodighed og i en rolig hengivenhed til God foragte og le ad Verdens ustadighed, dog beder ieg inderlig min Gud og fader at bevare dig for ald for megen Sorg, om det behagelige Villie! Lidt modgang kand ey skade os, men ofte nytte og erindre os om vores skyldige pligter imod den Velgiørende Gud og Fader; beste Pige! Glem aldrig denne din Faders kierlige Formaning!
Faderlig opmærksomhed om hendes dannelse
I det sidste bevarede brev spørger Adrian til, hvordan det går med hendes studier:
Men, min gode Ficke, hvorledes gaaer det med Videnskaberne? Læser du ofte i en fransk bog, thi dette skal erstatte den mangel, at du icke daglig har nogen at tale med. – Læser du og i en Tysdk bog? Hillemend, tag ofte de Tydske aviser og læs et stycke derudi for den søde GrandMama. Tegner ?, og spiller du ofte paa Claver? Ach, gid du aldrig glemmer det lidet heraf som du har lært, men daglig lærer mere og mere deraf. Slige ting har ofte gjort de unges lycke, især som ingen penge har at stope paa. Glæd os alle med det løfte og efterretning som kan behage os. Jeg kand icke just rose dine Systres fremgang i det hele, men haaber at det bliver got til slutning.
Adrian Bekker og hans tredje kone, Christine Flindt, fik syv døtre og to sønner. De tre ældste døtre, Birgitte, Henrica og Rigborg Christine, var alle gift med præster – nemlig patorerne Bojesen, Klingenberg og Krarup.
Adrian og Christines ældste fælles datter, Birtha Sophie Bekker (1778-1818) voksede ophos forældrene i gården på Torvet i Svendborg. Men vi ved fra seks bevarede breve, som Adrian skrev til hende fra mellem 1791 og 1792, at hun var hos sin moster, Wibekke Juliane Flindt og hendes mand Jonas Collin, som netop i 1791 var blevet sognepræst i Væggerløse på Falster.
Præst ved Ringkøbing og på Langeland
Birgitte Bekkers mand, Magnus Ernst Bojesen, blev præst i Lindelse 1810 og her døde hun i 1818.
I kilderne ses hun mest som Birgitte Bojesen efter at hun den 18 oktober 1801 var blevet gift med sognepræst Magnus Ernst Bojesen (1776-1842).
De rejste til Sunds Sogn ved Ringkøbing, hvor han var sognepræst 1801-1805. Herefter flyttede familien til Langeland, hvor han først var sognepræst Simmerbølle 1805-1810 og herefter i Lindelse 1810-1842.
Døde efter fødslen af syvende barn
Indretningen af en 1800-tals præstegård i Den Fynske Landsby.
Birgitte og Magnus Ernst fik syv børn, og hun døde en uge efter fødslen af den yngste i 1818.
Året efter hendes død, giftede han sig med sin niece, Severine Lydia Bojesen.
Hun var datter af hans bror, justitsråd og stiftfysikus på Fyn Boe Bojesen (1767-1822) og hans kone, Johanne Dorothea Ryge (1773-1845), som var søster til Birgittes svoger. Hendes bror, lægen og skuespilleren Johan Christian Ryge, var nemlig gift med Birgittes søster, Christiana Frederikke.
Severin Adrian Bøjesen
Severin Adrian Bojesen (1802-1881) var overinspektør for Københavns Fattigvæsen og justitsråd. (Det Kgl. Biblioteks Billedsamling)
Den ældste søn, Severin Adrian Bojesen (1802-1881), var gift med Jensine Cecilie Hastrup (1814-1874). Han var cand. jur., overinspektør for Københavns Fattigvæsen og justitsråd.
Hans ældste datter, Olufa Bojesen (1835-1908), var gift med Søren Hilmar Steindor Finsen (Hilmar Finsen), som var borgmester i Sønderborg 1850-64, stiftamtmand over Island 1865-73 og landshøvding 1873-83, overpræsident i København 1883-84 samt indenrigsminister 1884-85.
Olufa Bojesen var gift med Hilmar Finsen, som havde en lang række officielle poster.
Blandt deres efterkommere er højtstående embedsmænd og kunstnere i Island og Danmark, Frankrig og andre steder. En anden af hans døtre var ugift og hans to sønner havde adskillige efterkommere.
Boe Bojesen
Bo Bojsen (Det Kgl. Biblioteks billedsamling)
Næste søn, Boe Bojesen (1804-1885), var distriktslæge og justitsråd i Holbæk og gift med Jensine Mathilde Opitius (1810-1879).
De havde fire sønner og to døtre og adskillige efterkommere.
Tre ugifte døtre
Borgerlig stue fra sidst i 1800-tallet som kan ses i Den Gamle By i Århus.
Tre af døtrene var ugifte: Dorthea Sofie Kirstine Bojesen (1806-1891), som var lærerinde på Frederiksberg.
Ottillia Christiane Elisabeth Bojesen (1807-1877), som 1840 var lærerinde på Roskilde Latinskole og blev begravet på Garnisons Kirkegård. Hun er ikke set i de de efterfølgende folketællinger.
Den yngste, Hanne Bojesen (1818-efter 1899) ses som frøken i folketællingerne.
I 1880 og 1885 boede Dorthea og Hanne Bojesen sammen på Virginiasvej, matrikel 12, i stuen, på Frederiksberg. Ingen af dem er fundet i 1870.
Christian Bojesen
Latinskolen lige ved af domkirken i Roskilde på tegning fra 1832. I 1850’erne blev der bygget en ny skole overfor domkirken.
Den yngste søn, Christian Bojesen, blev betegnet som en meget lovende elev på den lærde skole i Roskilde, da han døde i 19 år gammel i 1828.
Med Den lærde skole menes sandsynligvis latinskolen.
Augusta Natalia Bojesen
En af de krogede gader med gamle huse i Ærøskøbing
Den yngste datter, Augusta Natalia Bojesen (1813-ca. 1856), var gift med Heinrich Christoph Niese (1810-1887), der var præstesøn fra Femern.
Han var landphysicus i Ærøskøbing – en slags embedslæge – og efterfølgende generallæge i den Schleswig-Holsteinske Arme og den Prøjsiske hær.
Stamtavle over justitsråd S. A. Bojesen’s efterkommere : På grundlag af oplysninger indsamlet af Aage Finsen, Sigurd Hoppe og Arne Bojesen, Varde, 1954.
Adrian og Christines anden datter, Henriette Wilhelmine Anna Christina Bekker – eller Henrica. Hun blev gift med præst i Døllefjelde-Musse, Christen Graae Klingenberg, og var således den anden af døtrene, der blev gift med en gejstlig.
Præsteparrets soveværelse, som her i præstegården i Den Fynske Landsby.
Henrica bekker (1779-1825) var gift med Christen Graae Klingenberg (1768-1848), som hun var besvogret ved på flere måder. Han var sognepræst i Døllefjelde og Musse ved Maribo fra 1795 til 1847.
Han var søn af Berthel Riber Klingenberg og Kirsten Gommesdatter Brandt, som var datter af Bodil Tingberg og hendes første mand, Gomme Gommsen Brandt.
Hendes søn, som hed det samme, var blandt far til Elisabeth Gommesdatter Brandt og Mette Christine Brandt, der begge var gift med Henricas halvbror, Søren Borring Bekker.
Med sin anden mand, Christen Knudsen Graae, havde hun datteren Walborg Graae, som bar gift med en anden havlbror, Thønnes Peter Bekker.
Søren og Thønnes koner var ogs beslægtede via deres mødre, Margrethe og Elisabeth Hansdatter, der var døtre af Hans Rasmussen Øxenbjerg
Det var tegn på, at de indflydelsesrige købmands, redder og rådmandsslægter i det sydfynske område, var tæt beslægtede. Der var i øvrigt også forbindelser til Henricas fars anden kone, Riborg Sophia Erreboe i Fåborg, men det bliver for indviklet.
Kun tre af 12 børn blev voksne
Den pæne spisestue i præstegården.
Henrica Bekker (1779-1825) og Christen Klingenberg (1768-1847) blev gift den 3. juli 1796 hjemme hos hendes forældre.
Året efter fik de det første af deres 12 børn, Bartholine Petrine Klingenberg, som døde i 1800).
Herefter fulgte: Adriette Kirstine Klingenberg (1798-1872), Jørgen Christian Frederich Klingenberg (1800-1804), Berthel Klingenberg (1801-1822), Johan Hendrich Klingenberg (1802-1806), Christine Klingenberg (1803-1879), Jørgea Christine Frederiche Klingenberg (født og død 1805), Jørgen Christian Frederik Klingenberg (1806-1819). Bolette Klingenberg (født og død 1808), Christian Wilhielm Klingenberg (1809-1824), Bolette Mariane Klingenberg (født og død 1813) samt Frederich Sophie Christiane Klingenberg (1821-1822).
Ariette Kirstine og efterkommere
Adriette Kirstine Klingenberg og Mathias Daniel Brabrands søn Edvard Sidenius Brabrand, var kaptajn.
Den ældste af de tre børn, Adriette Kirstine Klingenberg (1798-1872), var gift med Mathias Daniel Brabrand (1788-1851), der var købmand og gæstgiver i Rødby. De fik seks børn, som alle overlevede barndommen.
Den ældste, Wilhelmine Frederiche Brabant (1725-efter 1886) var gift med Otto Himmelstrup Mørch, som var købmand og kæmner i Kalundborg. De fik 5 børn.
To af døtrene var ugifte og boede begge i Maribo:
Den yngste søn var Thorwald Brabrand (1832-1870).
Johanne Frederiche Sophie (1827-1911), som var musiklærerinde og Adriette Mathilde (1837-1932), der var telegrafistinde.
De tre sønner var Jørgen Christian Frederich
Brabrand (1828-1870), som var købmand i Nykøbing Falster og fik fem børn med Wilhelmine Marie Sidenius.
Edvard Sidenius Brabrand (1829-1908) var skibskaptajn, gift med Alvine Catharina Møller og fik 10 børn
Og endelig var Thorwald Brabrand (1832-1870) forvalter og købmand i Rødby og far til 2 børn med Cathrine Voltelen.
Christine og efterkommere
Indretningen er fra præstengården i Den Fynske Landsby
Nummer to var Christine Klingenberg (1803-18
79), var gift med Christian Johan Jochumsen (1798-1873), som var købmand og billiardholder i Maribo og senere gårdmand i Døllefjelde.
De fik døtrene Henrikke og Karen i 1832 og 1836, efterfulgt af sønnen Carl Christian Klingenberg Jochumsen (1838-1916), som var proprietær i Døllefjelde Sogn, og fik ni børn med Andersine Hansdatter Olesen, hvoraf flere døde som spæde.
Christian Wilhelm
Sløsse Mølle
Den tredje var Christian Wilhelm Klingenberg (f. 1809), der gift med Johanne Frederikke Krøyer (f. 1810), som var datter af Jens Christian Krøyer og Jocombine Toft i Nakskov.
1850 og 1860 var han møller i Sløsse By i Vester Ulslev Sogn ved Maribo. Og 1870 gårdmand samme sted. Ses ikke i folketællingen i 1880. Parret havde ingen børn.
Christen fik mange flere børn
Døllefjelde Kirke (Foto: Billed Tale 2 / CC0, Wikipedia Commons)
Efter Henricas død blev Christian Graa Klingenberg gift anden gang med Ellen
Rasmusdatter og fik børnene: Henriche Vilhelmine Christiane (1829-1834), Jørgea Christiane Frederiche (1832-1841), Jørgen Klingenberg (f. 1833), Henriche Wilhelmine Christiane (f. 1834), Ane Cathrine (f. 1837) som i folketællingen for 1880 var ugift institutbestyrer i Maribo, Christian Klingenberg (f. 1838) samt Bertel Jørgen Christian Klingenberg (f. 1841).
Den tredje af Adrian og Christines døtre, der blev gift med en præst, var Lykke Riborg Bekker. Hun var gift med Christen Jensen Krarup, som var sognepræst i Bregninge på Tåsinge fra 1799 til sin død i 1845.
Lykke Riborg Christine Bekker. Farvelagt med Myheritage Colour. Jeg har tilføjet det røde i kjolen.
Lykke Riborg Christine (1780-1846) var opkaldt efter alle farens tre koner.
Hendes barndom har udspundet sig i en stadigt voksende børneflok i familiens gård på Torvet i Svendborg.
Ud over hendes mange søskende, boede hendes ældre søster Caroline og farbroeren Christian Carl samt tjenestefolkene.
Hun blev gift med Christen Krarup den 13. oktober 1802 hjemme hos forældrene. Deres første barn blev født 16. juli året efter. Altså nærmest på dagen 9 måneder efter vielsen.
Lykke Riborg og Christen fik over de næste 10 yderlige seks sønner og en datter.
Alle otte overlevede børneårene, selvom en af sønnerne dog kun blev 20 år gammel.
Udaf præsteslægt
Christen Krarup var søn af Jens Henrik
Christen Jensen Krarup.
Krarup (1735-1791), præst i Sct. Jørgens Sogn i Svendborg, og Sophie Hansen. Det meste af hans meget store slægt var præster.
Bregninge Kirke ligger højt over Tåsinge og fra tårnet er der udsigt over sydhavsøerne og i klart vejr kan man se helt til Tyskland.
Præst skriver på søndagens prædiken, som i præstegården på Den Fynske Landsby.
Præstegården lå i byen, mens kirken er lidt trukket tilbage fra hovedvejen oppe på bakken. Fra sidst i 1500-tallet indtil 1738 var Bregninge et annex under Landet og hed altså Landet-Bregninge Sogn.
Her var Christen Jensen Krarup præst fra 1799 til sin død i 1845.
Henrik Adrian Krarup
Sidst i 1800-tallet har et skipperhjem i Troense været kendetegnet ved en hvis velstand, som det ses her i en bolig fra Den Gamle By i Århus.
Den ældste søn, Henrik eller Heinrich Adrian Krarup (1803 -1892), var skibsfører og overtog et hus i Troense i 1831 året efter han blev gift med Ane Hansdatter, som han havde en søn og en datter med.
Henrik Adrians søn, Niels Vilhelm Krarup (1831-68), var styrmand i Svendborg og havde to sønner med sin kone, Christine Augusta Eiby.
Datteren, Christine Caroline Dorothea Krarup (1841-1916), var gift med skibsfører i Troense, Frederik Adolf Hansen (1832-1899). De fik to døtre og en søn.
Niels Wilhelm Krarup
Den næste af Lykke Rigborg og Christians sønner, Niels Wilhelm Krarup, studerede teologi ved sin død som 20-årig i 1824. Han blev begravet i Trinitatis Kirke, som ligger lige overfor Regensen.
Ludvig Constans Krarup
Sønnen Ludvig Constans Krarup (1806-1863) var kapellan hos sin far i Bregninge Kirke, som ses inden ombygningen. Han blev senere sognepræst på Tunø.
Den tredje søn, Ludvig Constans Krarup (1806-1863). Han var oprindeligt pharmaceut og studerede til præst fra 1831.
Han var kapellan hos sin far i Bregninge 1843-1845 og hjælpepræst i Landet 1845-1843 til han blev sognepræst på Tunø, hvor han var til sin død i 1863.
Han havde tre døtre med sin kone, Cecilie Melson.
Cicilie Constance (f. 1857), der var modehandlerinde i Rudkøbing, Kaia Andrea Theodora (f. 1859) som var gift med Carl Rønnov, som var maler USA samt Jensine Christine Cathrine (f. 1860), der var gift med Franz Jensen, som var sagfører i Randers.
Emil August Krarup
Den fjerde søn, Emil August Krarup (1809-1879), var skibsbygger i Troense og gift med
Eli Krarup
Cathrine Henningsdatter (Henningsen) (1804-1864). En søn og en svigersøn var skibsbyggere, en var skibsfører og en skibsreder.
Den eneste, der valgte en anden karrierevej, var Eli Krarup (1840-1908), som var sagfører og byrådsmedlem for Højre i Odense og far til fem børn.
Christian Theodor Valdemar Krarup brugte kun Valdemar eller kaldte sig V. Krarup.
Sagførervirksomheden blev videreført af Elis søn Valdemar Krarup (1881-1942) som også sad i byrådet. Han var blev skilt to gange og det var ikke velset i de højborgerlige kredse på det tidspunkt.
Efter Valdemars død, var det sønnen, Hans Helmuth Krarup (1914-1974), der overtog advokatkontoret. Da Hans døde, overtog næste generation, Morten Krarup, som fortsatte med at drive advokatvirksomhed under forskellige former indtil 2007.
Sophus Theodor Krarup
Propritærgården Birkholm i Ejlby Sogn på Nordfyn.
Den femte søn, Sophus Theodor Krarup (1810-1876), var godsinspektør ved Grevskabet Gyldensteen, inden han købte den gamle fæstegård, Birkholm, fra godset.
Den ældste datter, Erika Charlotte Krarup (1838-1888) var husbestyrerinde på Birkholm
Sophus Th. Krarups søn, Christian Krarup (1846-1925), var proprietær på Birkholm, som han i 1898 købte af de to yngre brødre. Han havde datteren Valborg med sin kone Matthea Caroline Jørgine Jensen.
Herregården Sandagergård.
Den næste søn, Valdemar Krarup (1850-1929), var ugift læge i Nørre Sandager.
Den yngste af de overlevende børn, Matthias Wilhelm Krarup (1853-1896), var forpagter på den nordfynske herregård Sandagergård. Han var gift med Magdalene Heilmann og far til to sønner og en ugift datter.
Herudover var fire børn døde som børn eller unge.
Carl Adolph Krarup
Den sjette søn var Carl Adolph Krarup
Langegade i Kerteminde omkring 1900. Her havde Carl Adolf Bekker sin købmandsbutik.
(1815-1871). Han var købmand i Kerteminde.
Cecilie Christine Christiansen (1835-1881) som lagde sine mand og to af de tre børn i graven. Det sidste døde året efter hende.
Først døde datteren Lykke Christiane Frederikke 27. december 1870. Hun var da 10 år gammel.
Herefter fulgte den yngste datter, Ludovica Constance Christine, som døde i en alder af 9 år den 10. august 1871.
Tre måneder senere døde Carl Adolf, helt præcist den 8. november 1871, 56 år gammel, og 10 år senere døde hans enke, Cecilie Christine.
Som den sidste døde den 19-årige handelskomis, Niels Christian Vilhelm Krarup, den 28. marts 1882.
Christine Krarup gift Troensegaard
Christine Krarup og Kai Troensegaard (arkiv.dk)
Den eneste datter i børneflokken, Christine Krarup (1816-1889), var gift med skibsfører og skibsreder og senere gæstgiver i Troense, Kai Nielsen Rasmussen Troensegaard (1817-1891). Familien boede på et tidspunkt i Kroggade 2 i Troense.
Parret fik ni børn. Den yngste var en dødfødt dreng i 1859. De øvrige blev voksne og fik børn.
Den ældste søn, Christian Troensegaard (1845-ca. 1901), emigrerede til USA.
Datteren Karen Rasmine Christine Troensegaard (1847-1904) var gift med Rasmus Jacob Hansen Højte, der var gårdmand i Vindeby. De fik otte børn.
Herefter fulgte Peder Wilhelm Troensegaard (1849-1908). Skibsfører og gæstgiver og fik ni børn med Jørgine Petrine Margrethe Walgren.
De fire var døtre. Den første af disse, Ingeborg Petrea Sofie Troensegaard (1850—1921), var gift med Bernhard Rasmussen, som var som var handelsfuldmægtig, gæstgiver, dampskibsekspeditør. Parret boede først i Vemmenæs og flyttede til Rudkøbing mellem fødslen af barn nummer tre og fire i 1885 og 1888.
Den anden var Lykke Riborg Christine Troensegaard (f 1852), som fik en søn med skibsfører Johan Michael Nielsen i Fåborg.
Tredje i rækken var Caja Andrea Ludovica Troensegaard (f. 1855). Hun var gift med direktør i Frankrig, Jacob Lentz Hansen, og de fik fire børn. To af børnene døde tidligt og den yngste var født 1892 i Odessa, Ukraine.
Den yngste af de overlevende børn var Ferdinandine Adolfine Troensegaard (1856-1888), der var gift med Peter Emil Hansen, som var som var gæstgiver, kroejer og vognmand i Hellebæk i Nordsjælland. De fik fire børn.
Gottlieb Ferdinand Krarup
Godset Scheelenborg
Den yngste søn, Gottlieb Ferdinand Krarup (1819-1883), var 1845 var fuldmægtig hos byfogeden i Byfoged.
1850 var han ugift forvalter ved Godset Scheelenborg ved Kerteminde. Og her var der igen en forbindelse til slægten Juel, hvor som hans morfar, Adrian Bekker, onklen Søren Bekker og fætteren Adrian Severin Bekker havde arbejdet for.
Godset var ejet af Sophie Frederikke lensbaronesse Stieglitz-Brockdorff (1790-1874) og hendes mand, Carl Juel-Brockdorff (1790-1859), som havde været hans fars arbejdsgiver. Hun havde arvet baroniet Scheelenborg fra sin mor Charlotte Amalie lensbaronesse Brockdorff. Carl Juel-Brockdorff arvede senere Stamhuset Thorseng og Valdemars Slot.
Gift i Odense
Karnap fra Den Gamle Gård i Fåborg.
Gottlieb Ferdinand Krarup blev gift den 22. september i 1859 med Anna Jensen i Vor Frue Kirke i Odense. Det vil sige omkring halvandet år efter, de havde fået deres første datter.
Anna ventede på det tidspunkt deres andet barn. I 1860 boede Ane Krarup f. Jensen inde Kerteminde med datteren Lykke Kristine og blev i folketællingen kaldt for ”forvaltermadam”.
Datteren Lykke Christine Krarup, var født den 24. februar 1858 og fik seks børn med købmand i Sønderborg, Andreas Valentin Karberg (1844-1893). Hun blev begravet fra Skt. Jakobs Kirke på Østerbro i 1932.
Den næste datter, Sophie Christiane Emilie Krarup blev født syv måneder efter forældrenes vielse. Fødslen fandt sted i Kerteminde den 14. marts 1860 og hun var gift med sparekassedirektør i Nyborg, Anton Albert Gundel (1854-1918). De fik ni børn, og hun døde i 1906 på Svendborg Sygehus og blev begravet i Nyborg.
De følgende døtre blev født på Scheelenborg i Stubberup Sogn.
Næste datter var portrætmaler i Rusland
Theodora Krarup – eller Anna Thodora. På kyrillisk: Анна Теодора Краруп
Den første af disse var Anna Theodora Ferdinanda Alexandra Krarup (1862-1941). Under navnet Theodora Krarup blev hun uddannet til portrætmaler i København. Hun boede i Rusland fra 1917 til 1938.
Kort efter hun kom til Sankt Petersborg udførte hun 1897 for enkekejserinde Dagmar et
Bog om hendes 43 år i Czarriget og Sovjet.
portræt (efter fotografi) af hendes afdøde mand zar Alexander III og skabte sig et navn. Hun malede også kejserinde Alexandra Feodorovna og hendes to ældste døtre. Senere malede hun 12 portrætter af Rasputin. Hun modtog den Romanovske Medalje i guld, skænket af zar Nikolaj II. (Som Теодора Краруп)
Efter revolutionen var hun frem til 1934 ærerinde ved en forberedelsesskole til det omdannede russiske kunstakademi. Hun udførte portrættegninger til reproduktion i stort tal efter fotografier af bl.a. Sovjetunionens præsident Mikhail Kalinin og Maksim Gorkij til offentlige kontorer.
Men de blodige udrensninger efter mordet på Sergej Kirov 1934 gav hende et chok, der medførte et par mindre hjerneblødninger. I 1938 blev hun tvunget til at vælge mellem sovjetisk statsborgerskab eller at forlade Sovjetunionen for bestandigt. Hun boede sine sidste år på Østerbro.
Gottlieb Ferdinands to yngste døtre
Spisestue i et solidt borgerhjem som i Klunkehjemmet på Nationalmuseet.
Den næste, Laura Petrea Constance Krarup blev født i 1865 og døde i 1929 på Sankt Josephs Hospital i Odense, der var drevet af Sankt Joseph Søstrene, og blev anset for et meget moderne sygehus i en tid, hvor det danske sygehusvæsen haltede bagefter. Hun havde tre døtre og en søn med landinspektør i Frederikshavn Christian Emmanuel Nielsen. Børnene var tilsyneladende ugifte.
Den yngste, Elise Frederikke Krarup (1867-efter 1932), var gift med Christian Peter Wissing (1867-efter 1932), som var cand.polyt. og driftsbestyrer i København og fik to børn med ham.
Også forpagter på Gyldensteen Gods
Gyldensteen Gods.
Jeg har ikke fundet familien i folketællingen 1870, men 10 år senere er Gottlieb Ferdinand godsforvalter på Gyldensteen Gods og bor i et hus med døtrene og lærerinden Lydia Nielsen.
Hvor Ane bor, fremgår ikke. Hun døde i 1898 i København.
Ottilia Christine Bekker (1783-1843), var kun 15, da hun blev gift med den 4 år ældre baron Christian Frederik Juel af Rysensteen til Lundbæk og Pandum (1779-1843). Året efter fik de det første af 12 børn, hvoraf halvdelen nåede voksenalderen.
Adrian Bekker og Christine Flindts fjerde datter, Ottlia Christine, blev den 7. oktober 1798 gift med Christian Frederik Baron Juel af Rysensteen hjemme hos hendes forældre på Torvet i Svendborg.
Hans tipoldefar, Christian Juel-Rysensteen (1651-1691), var gift med Juliane Marie Ryse, der var arving til Baroniet Rysensteen efter sin far, den hollandske Købmand, Heinrich Rüse, der var blevet adlet som friherre i 1664 og i 1672 oprettede baroniet.
Christian Frederik Baron Juel af Rysensteen til Lundbæk og Pandum
Christian Frederiks halvbror, Ove Henrik Juel, måtte sælge lensbaroniet Rysensteen, men da dennes eneste overlevende søn døde barnløs i 1884, arvede Christian Frederik og Ottilies søn lensbarontitlen.
De de blev gift var Ottilia Christine som nævnt 15 og ifølge familiehistorierne var un stadig knyttet til sine dukker. Men der gik kun lidt over et år, før det første barn meldte sin ankomst, nemlig Christiane Caroline Christine Baronesse Juul-Rysensteen (1799-1836), som boede ugift på Lundbækgård.
Svigerdatteren
Den ældste søn, Christian Baron Juul-Rysensteen (1801-1833), var officer og forlovet med Philippine Kiær, da han døde af skarlagensfeber.
Niels Baron Juel-Rysensteen, Besidder af substituerede fideikommiskapital fra baroniet Rysensteen og Phillipine Kjær. (Det Kongelige Biblioteks Billedsamling)
Philippine blev i stedet gift med den næste søn, Niels Baron Juel-Rysensteen (1804-1899). Han var formand for Bislev Sogneråd 1842-82 og var med til at starte Nibe Sparekasse, hvor han var direktør 1866-89.
Da hans fætter døde 1884, arvede han den substituerede fideikommiskapital fra baroniet Rysensteen og ved samme lejlighed overtog han ledelsen af den Thaarupgaardske stiftelse i Viborg.
Ottilia Christiane Christine Juliane Ovidia Adolphine Baronesse Juul-Rysensteen (1837-1924), Sophie Charlotte Baronesse Juul-Rysensteen (1840-1888) og Ove Henrik Baron Juul-Rysensteen (1845-1864) (Det Kongelige Biblioteks Billedsamling).
Hans ældste datter, Ottilia Christiane Christine Juliane Ovidia Adolphine Baronesse Juul-Rysensteen, var ugift og boede i Nibe, hvor hun grundlagde flere godgørende stiftelser.
Ottilia fotograferet som ældre i Nibe.
Også de fire yngste børn var ugifte. Den ældste, Sophie Charlotte Baronesse Juul-Rysensteen, boede ugift på Lundbæk. De to næste i rækken, Niels og Philippine, døde som børn, mens den yngste, Ove Henrik Baron Juul-Rysensteen, var student ved sin død i 1864.
Besidderinden
Det var den ældste søn, Christian Frederik Adrian Lensbaron Juul af Rysensteen til Lundbæk og Mundelstrup (1838-1907), som arvede familiens besiddelser. Han var cand. polit., og blandt andet medlem af Landstinget og Minister for Offentlige Arbejder 1900-1901.
Christian Frederik Adrian Lensbaron Juul af Rysensteen til Lundbæk og Mundelstrup (1838-1907) var gift med Elisabeth Henrdrine Elise Meinig. Den ældste af deres tre døtre, Vibeke Baronesse Juul af Rysensteen til Lundbæk (1875-1935) arvede slægtens herregårde.
Han havde tre døtre med Elisabeth Henrdrine Elise Meinig. Den ældste, Vibeke Baronesse Juul af Rysensteen til Lundbæk (1875-1935), havde den imponerende titel af besidderinde af successorfonden af det for baroniet Rysensteen substituerede fidelkomis Lundbæk og Mundelstrup.
Hun var først gift med Holger Emertz Baron Gyldenkrone til Baroniet Vilhelmsborg (1873-1927), som var forpagter på Lundbæk. Parret blev skilt i 1916, og hun blev herefter gift med kaptajn Stephan Ankiær (1888-1972).
Ottilias Christines mand byggede det nuværende Lundbæk i 1804. Fotos fra “Danske Slotte og Herregaarde”, 1943-1945.
Gyldenkrone-Rysensteen
Vibeke Juuls ældste søn, Jørgen lensbaron Gyldenkrone-Rysensteen (1899-1962), var både besidder af Successorfonden til Baroniet Vilhelmsborg og Successorfonden af det for baroniet Rysensteen substituerede fideikommis Lundbæk og Mundelstrup. Hans tre koner var Vibeke Fiedler, Grace de Nully Brown og Inger Havnø.
Hans eneste barn, Holger lensbaron Gyldenkrone-Rysensteen (f. 1929), arvede 1962 sin del af successorfonden. Han var gift med med Mary Else Tholstrup, og deres eneste datter, bibliotekar Katharina Louise Baronesse Gyldenkrone-Rysensteen, blev gift med Archibal McKenzie og bosatte sig i Australien.
Vibeke Juul-Rysensteen og Holger Gyldenkrones anden søn, Ebbe baron Gyldenkrone-Rysensteen (1901-70) var ugift og boede i USA.
Von Buchwald
Niels Juul Rysensteen Buchwald blev skudt ned med sit fly under Anden Verdenskrig.
Christian Juul-Rysensteens anden datter, Bodil Baronesse Juul-Rysensteen (1880-1960), var gift med Sophus August Ragner von Buchwald, som blandt andet var stiftamtmand i Viborg. Deres eneste søn, Niels Juul Rysensteen Buchwald (1915-1944), var flyofficer og blev skudt ned over Holland under Anden Verdenskrig.
Den yngste datter, Inge Baronesse Gyldenkrone-Rysensteen (1885-1957), var gift med overretssagfører James Edovard Arnold Harhoff, og mor til to døtre, Else Juul Harhoff (1909-1996) og Bess Juul Harhoff (1913-1987), som ikke fik nogen børn.
Proprietærens hustru
Den næste af Ottilia Bekker og Christian Frederiks børn, der overlevede barndommen, var Louise Birgitte Christiane Baronesse Juel af Rystensteen (1806-1887). Hun blev i 1835 gift med sin halvfætter, proprietær Tomas Secher Hansen (1815-81) til Kærbygård, der var hendes mors fætter (Deres mødre, Ottillia og Christina Bekker gift Ryge, var søstre).
Louise Birgitte Christiane Baronesse Juel af Rystensteen var gift 1835 med sin halvfætter Proprietær Tomas Secher Hansen. | Luises Talia Secher Hansen var gift med Otto Condrad Frederik Staggemeier, der købte godset Krastrup af hendes bror. (Det Kongelige Biblioteks Billedsamling)
Han købte 1841 i fællesskab med sin fjerne slægtning, Jørgen Mørch Secher, hovedgården Kærbygaard af Maren Kieldsen, enke efter Niels Knudsen Søndergaard. Året efter overdrog Jørgen Secher sin del til Tomas uden vederlag.
Blandt Louise og Thomas’ 5 børn var Valdemar Secher Hansen (f. 1844), som ejede godset Krastrup og havde 2 sønner med sin kone Jutta Seemann (f. 1838).
Gift med en krigshelt
Johanne Jacobine Baronesse Juul-Rysensteen (1806-1896), var gift med Frederik Adolph von Schleppegrell (1792-1850). (Det Kongelige Biblioteks Billedsamling)
Ottilia og Christian Frederiks næstældste datter, Johanne Jacobine Baronesse Juul-Rysensteen (1806-1896), var gift med Frederik Adolph von Schleppegrell (1792-1850),
Han var kendt for sin indsats i Treårskrigen og
Generalmajor Frederik Adolph von Schleppegrell (1792-1850).
døde i 1848 af sine sår efter slaget ved Isted. Som enke havde hun en pensionsplads i Vallø adelige Stift.
De havde 3 sønner. Den ældste, Otto Christian von Schleppegrell (1834-1909), var ugift.
Den næste søn, Frederik Adolph von Schleppegrell (1838-1905), var oberstløjtnant, kammerjunker og blev optaget i den danske adel i 1880. Han havde to ugifte døtre med sin kone, hans kusine Otthilie Elisabeth Færch (1847-1872) . Efter hendes død, boede døtrene hos hendes forældre i Ålborg.
Frederik Adolph von Schleppegrell var gift med sin kusine Otthilie Elisabeth Færch. Døtrene, Amalie Margrethe Elisabeth von Schleppegrell (1870-1927) og Cecilie Othilie von Schleppegrell (18711929) var begge stiftdamer i Vallø. (Det Kongelige Biblioteks Billedsamling)
Vilhelm August von Schleppegrell med sin førstet kone Karen Amalie Augusta Michelsen Raben. (Det Kongelige Biblioteks Billedsamling)
Den yngste søn, Vilhelm August von Schleppegrell (1841-1887), var skovridder på Knuthenborg og overførster på Vallø.
Han blev optaget i den danske adel 1885, og var gift med Karen Amalie Augusta Michelsen Raben (1847-70) og Augusta Kragh (1848-1908).
Det eneste af hans børn, der fik efterkommere, var datteren Karen Amalie Augusta von Schleppengrell (1877-1961), som fik to døtre med Johannes Gøtzsche, der var sognepræst i Herning, provst i Hammerum og senere biskop i Viborg (1866-1938).
Vilhelm August von Schleppegrells eneste søn, Frederik Adolph von Schleppegrell (1884-1916), døde af tuberkulose kort før sin teologiske embedseksamen. Hans kone, Sigrid Schäffer, døde otte dage senere.
Konsulinden
Den tredje datter, Ottilia Elisabeth Baronesse Juel-Rysensteen (1810-1883), var gift med købmand og kongelig preussisk konsul Jørgen Basse Færch (1807-88) i Ålborg, hvor han blandt andet ejede Færchs gård. Han var uddannet og drev urtekræmmervirksomhed i København, inden de blev gift.
Ottilie Elisabeth Juel af Rysensteen var gift med købmand og Kgl. Preussisk konsul Jørgen Basse Færch (1807-1888). Sønnen Alfred Færch var købmand. På næste billede ses hans datter Christofine Othillie Færch med sin mor, Frederikke Adolfine Herskind og mormor, Christophine Lassen. (Det Kongelige Biblioteks Billedsamling)
Deres ældste søn døde inden han blev døbt. Datteren Cecilie Othilie Georgina Færch (1847-72) var som allerede nævnt gift med sin halvfætter, kammerjunker Frederik Adolph von Schleppegrell (1838-1905).
Ottilia Juel-Rysensteen og Jørgen Basse Færchs søn, Alfred Færch (1852-98), var købmand i København, hvor han gik fallit og blev fængslet for uordentlig bogføring. Han havde to døtre med sin kone, Frederikke Adolfine Herskind.
To ugifte baronesser
Baronparrets to yngste døtre var også ugifte.
Emilie Caspare Frederikke Christiane Baronesse Juul-Rysensteen (1814-1894) boede en årrække i Lundbæk, inden hun var konventualinde på Støvringgård til sin død.
Søsteren Christiane Benthea Baronesse Juul-Rysensteen (1817-1903) boede dels hos søsteren Johanne von Schleppegrell i Ålborg, på Lundbæk og dels hos sin ugifte niece, Ottillia Juel-Rysensteen i Nibe, hvor hun døde.
Den femte i række af Adrian Bekker og Christine Flindts døtre, Christiana Bekker, blev gift med Johan Christian Ryge, der gik fra at være læge til kongelig skuespiller. De fik syv børn, hvoraf en datter var gift med en skuespiller, en selv var skuespillere og de øvrige havde solide job eller var gift ind i velkonsoliderede familier.
Johan Christian Ryge skiftede løbebane fra læge til kongelig skuespiller. (Uden ophavsret)
Christiana Frederica Bekker (1784 – 1819) blev den 4. august 1807 gift hjemme hos forældrene på Torvet i Svendborg med Johan Christian Ryge (1780-1842).
Han var fysikus i Flensborg By og Flensborg og Bredsted Amter – det vil sige at han var embedslæge. Og det betød, at de seks første børn blev født i Flensborg.
Fra 1814 blev børnene født i København, og det skyldtes, at Johan Christian skiftede spor og blev skuespiller.
Allerede som ung havde han været interesseret i skuespil, men hans far forlangte at han gjorde sine lægestudier færdige. Han blev ansat på Det Kongelige Teater og optrådte desuden i Wien, Prag, Hamborg og Oslo.
Teaterscene fra Det gamle kongelige Teater. Tegning af P.C. Klæstrup (1820-1882) (Uden ophavsret)
Han var specialiseret i romantiske helteroller i skuespil af Shakspeare, Oehenschläger og andre af tidens berømte forfattere.
Heruodover optrådte han også i syngespil.
Endelig havde han forskellige administrative stillinger på teatret.
Seks børn
Det Kongelige Teater efter ombygningen i 1837. (Illustration: Tidsskriftet Før og Nu, 1917, Uden ophavsret)
Christianas og Johan Christians to første børn døde kort efter fødslen.
Den første, der overlevede, var Victorine Mathilde Tertia Ryge (1810-1875), som var gift med Corfitz Seemann (1800-1875), som var kongelig skuespiller indtil han skiftede løbebane og var toldkontrollør i Dragør fra 1844 til 1849 og herefter i Nyborg fra 1849. Han blev desuden udnævnt til kammerråd og justitsråd.
Kommandørboligen i Dragør. Det kongelige våben ses over døren sammen med et apotekerskilt, som indikation på bygningens senere anvendelse. I 2020 huser bygningen butikker.
Den ældste af Victorine og Corfitz’ børn, Fanny Seemann (1832-1906), var kendt som børnebogsforfatteren Fanny Tuxen. Hun var gift med Elias Christian Carl Tuxen (1812-1891), der var kaptajn i Marinen og senere bogholder ved lodseriet i Helsingør. De havde en datter.
Den næste, Ludovica Seemann. (f. 1834), udvandrede til Australien. Her er der ikke flere oplysninger om hende på nuværende tidspunkt.
Herefter fulgte Jutta Seemann (f. 1838), der blev gift med sin halvfætter, Valdemar Secher Hansen, der ejede godset Krastrup nær Ålborg.
Hugo C. Seeman de Barcaye flyttede til Sydafrika og i 1958 blev hans yngste datter, Elisabeth Muriel Hilda Seeman de Barcaye , dræbt i Rhodesia (Zimbabwe) major i Women’s Royal Army Corps. Hun havde været officer under Anden Verdenskrig.
Den sidste datter, Hedvig Seemann (f. 1845), var gift med Thomas John Gough, som var ingeniør i Skotland, Randers og Australien.
Sønnen Carl Christian Seemann (f. 1848) boede i London, hvor han var fabrikant og direktør under navnet Charles S. de Barcaye.
Hans børn var også først bosat i London og flyttede senere til Sydafrika.
Den næstyngste datter, Clothilde Natalie Septima Ryge (1816-1895), var en feteret skuespiller på Det Kongelige Teater.
I følge Dansk Teaterhistorie sværmede hun som sin far for de store heltekvad, og da hun endelig fik ham overtalt til at vejlede sig, valgte hun at debutere på Det Kgl. Teater som Valborg i Adam Oehlenschlägers Axel og Valborg i 1837.
Det var imidlertid ikke de blide og bløde kvinder, der blev hendes rollefag, men derimod verdensdamen med ulastelig elegance, stærke følelser og voldsomme lidenskaber.
Disse egenskaber trådte tydeligt i
karakter ved de næste debuter, som Miss Millner i E. Scribes Formynder og Myndling og som Harriet i Oehlenschlägers Tordenskjold.
Det gamle Kongelige Teater før det blev ombygget i 1838. (Kbhbilleder.dk)
Grev Valdemar Holck
Ifølge teaterhistorien fejrede hun de følgende år store triumfer i den franske salonkomedie, hvor hun forstod at fremstille selv den almindeligste elskerinderolle med en ejendommelig og interessant karakteristik.
1848 trak hun sig fra teatret og giftede sig først med kaptajn Frederik Christian Joseph Grev Ahlefeldt-Laurvigen (1809-1851).
Nogle år efter hans død, blev hun gift med Grev Valdemar Holck (1818-1900), som var kammerherre hos arveprins Frederik af Danmark-Norges datter, landgrevinde Charlotte af Hessen. Han var desuden dampskibsfører, orlogskaptajn og kommandør.
Clothilde Natalie Septima Ryge havde ingen børn.
Gift med professor
Professor Niels Ludvig Westergaard (Det Kongelige Biblioteks Billedsamling)
Den yngste datter, Christiane Frederikke Opheline Octavia Ryge (1819-56), var gift med Niels Ludvig Westergaard, der var etatsråd og professor i østerlandsk filologi ved Københavns Universitet. Og blandt meget andet også redaktør for Historisk Tidsskrift.
De fik fem børn, hvoraf de fire blev voksne: to døtre og to sønner. Den ene datter var ugift, mens anden var gift med en bogholder ved Nationalbanken. Den ene søn var vandbygningsingeniør mens den anden var statistikprofessor og rektor for Københavns Universitet.
Jens Christian Ryge syv døtre med anden kone
Efter Christianas død giftede Jens Christian Ryge sig med Charlotte Betzy Anthon (1794-1860) og seks døtre: Afanasia Victorine Mathilde Nona Ryge (1823-1830), Johanne Ludomilla Decima Ryge (1824-1825), Franciska Ludovica Josephine Undecima Ryge (1827-1854), der var skuespiller ligesom søsteren Angelina Theresia Lauretina Duodecima Ryge (f. 1828), Immanuela Rosalia Decimatertia Ryge (1830-1873), som var ornatrice (frisør) ved det kongelige teater samt endelig Catinka Blandine Amata Decimaqvarta Ryge (1837-1912).
Det gamle kongelige teater med en gammel fototeknik fra 1856. (Kbhbilleder.dk)
H følger høylovlig kammer-Colligie skrivelse til høyædle og Velbydrdige Hr. JustitzRaad og Amtsforvalter Baar om at udbetale en tid efter anden ibn Summa 1000. til udgifter bestyne […] ud […] for anlagte Bommunds Fabrique, haver Belb[..]. Hr. JustitzRaad Baar i dag til os btalt, og som ieg Orten haver imodtaget.
200 Rd for hvilke han … hermed Quiterer…
Reigning
Til Hr. Chancelli Raad Becker Paa 8 Rd Penge over som han Paa Faberichet I Odense haver arbeidet og hans Co Cos
Confirmeret hos mig under skrevne 9[…] Hr Chancelie Raad Bechers overførst fra Michelsdag 1756 — Paasche 1757 og ieg haver forskefet denne Huus […] samt […]
Odense 17 maj Ao 1757, Christen Simonsen, […]
I samme skrivelse kvitterer Niels Laursen Bagger gentagende gange over for ”Welædle Hr CancelliRaad Bekker” at have betalt ham beløb.
7 Rigs, 2 mark (20. maj 1657)
7 Rigsmark 18. juni 1757– sign Niels Laursen Bagger’
Efterat ieg for et par dage siden reyste fra mit hiem i Odense for at tage frisk Luft her paa Landet, haver ieg nærmere eftertænkt vores sidste samtaler i andledning af CammerRaad Erichsens beklagelige dødsfald, hvorved Fabriquen her paa Fyen har tabt en habile Insecteur. Og da ieg ike har været occuperet med mange forretninger, siden ieg afstod mit Regimentquartermester embede, saa Inden tiden gaar tillader mig nu saadan forretning, som naturlig fulde graade [givet vist ikke mening] fabriquen til ald mulig fordeel. Men da ieg ike er vidende om hans Excellense her Geheime Raad von Bernstorffs ankomst til byen, beder ieg (tienelig), at cher ami Vilde notificere mig samme, da ieg haaber tillige at hans Excellence Herr Greve af Rantzau herom i forveien taler med Hr Geheimeraaden, til hvem jeg ingen adresse haver. Imidlertid beder jeg at meddeele mig sit consilium herudi, samt om hans Excellences ankomst skrev førend ieg kommer hiem, da at proponere min begiering om [hvilighed] dertil gives.
Jeg er stedse med hengivne estime Veledle og Velbyrdige Hr. Agents [kunstforbinder] Ven og [kunstforbinder]=tienstforbundne
Deres høygrevelige Excellence højbaarne Herr Gehime Conference Raad og Stiftbefalingsmand, naadige og høybyrdige herre! Da Fabriquen her i Odense endogsaa har beklage sig ved CammerRaad Erichsens dødsfad at have tabt en god inspecteur, saa understaar ieg mig underdanigst at … mig som følger naar, at deres højgrevelige Excellence … ved hans Excellence Grev GeheimeRaad Bernstorffs … og ankomst her til Landet i disse dage (udvirker) mig denne forretning. Det er mig saal vel ,,,m at der kke er Stipulert nogen belønning derfor, og ieg søger ikke heller … (andit) derfor end ved min flid og virksomhed til Fabriquens nytte herudgiven (?) at bane mig vejen til hvilken accés hos hans Excellense, til ham ieg (aldeles) ingen adresse haver. Jeg tvivler ikke paa, at jo deres højgrevelige Excellence, som i saa mange tilfælde har viist sig at være min høje Patron, ligeledes i denne henseende understytter min begiering og beviser mig den forlangte naade som ald min tid var medunderdaning Soumisson (?) … Høybaarne Herr Greve, … ConferenceRaad og Stiftamtmand. Høygrevelige Excellences Underdanige tiener Adrian Bekker
1857), og boede som ung hos sin søster, Baronesse Juul på Godset Lundbæk.
Den 3. januar 1812 blev hun gift med den ålborggensiske købmand, Frederik Johannes Frisch. Det foregik hos Carelius Arntzen, som samme dag blev gift med Lises søster, Thomasina.
Lise og Frederik Johannes første datter, Johanne Maria Frisch, blev født 5. november samme år – en måned efter søsteren fik sit første barn. Herefter fulgte Christine i 1814, som blev 2 år gammel og sønnen Michael Jeeg i 1814.
Gift anden gang
Empirestue, som den kan ses i Den Gamle Gård i Fåborg.
Den 25. september 1818 begravede Lise Bekker ægtemanden og fik den yngste søn døbt fra Budlofi Kirke.
Frederik Johannes var gået fallit kort før sin død, og sønnen fik navnet Emil Ferdinand.
Om hun og børnene blev boende i Ålborg i de mellemliggende år er uklart, men den 11. februar 1824 blev hun gift i Vor Frue Kirke i Ålborg med Waagen Søderberg ( (1782-1844). De fik sønnerne Theodor Herman Alfred i december 1824 og Hans Peter Otto Rudof Søderberg i februar 1827.
Fraskilt officer
I kirkebogen står Waagen anført som enkemand, men han var i virkeligheden skilt fra
Illustration af uniformerne for 3. jyske infanteriregiment i 1813.
Komtesse Caroline Augusta Krag-Juel-Vind-Friis (1780-1855), som han havde tre børn med.
Waagen ses også i nogen kilder som Vågen von Søderberg, og der var mange officerer, der fik tilføjet et “von” i deres navn, selvom det ikke var orignalt eller officielt.
I 1834 er han opført som Captain og Compagniechef ved 3de Jydske infanteri og 1840 havde da opnået rang af major.
Bosat i Ålborg
Algade/Bredegade mod Nørregade på foto fra omkring 1880.
Lise Bekker og Waagen Søderberg boede 1834 i Bispegade i Ålborg. I husstanden boede hans to ældre sønner, Frederik Christian Søderberg på 21 og Carl Erhardt Søderberg på 19. I 1840 var familien flyttet til Bredgade, matrikel 540.
I 1845 boede Lise som enke i Algade (Frue Søderberg) med en tjenestepige og fem år senere delte hun husstand med sin ugifte niece. Emilie Caspara Juul, der kaldes selskabsdame. Det er stadig i Algade, og her boede hun også ved begravelsen den 27. august 1857 i Vor Frue Kirke.
To ugifte børn
Lises ædste datter, Johanne Marie Frisch, døde ugift 27 år gammel i 1839, mens sønnen Michael Jeeg Frisch (1816-1848), var ugift urtekræmmer i Ålborg.
Hovedgården Haraldslund
Hovedgården Haraldslund ved Århus (Foto: J. B. C. la Cour – Danske Gaarde, 1915-1925)
Den eneste af Lise og hendes første mands børn, der fik efterkommere, var Emil Ferdinand Frisch (1818-68), som var forpagter af Nymølle.
Senere købte han hovedgården Haraldslund ved Århus.
Han var gift med Signe Eegholm og de fik ialt 8 børn.
Koncertsangerinde og Sangpædagog
Lægen Johannes Frisch (Foto: Michele Alessio Caprani (1860-1922)
Blandt Emil Ferdinands og Signes børn var Johannes Michael Frisch (1850-1931), som var læge på Grønland, i Marstal og i Århus, og gift med Metty Marie Langballe. De fire børn,
Den ældste af Johannes og Mettys børn var den internationalt
Operasangerinde Paula Frisch
berømte operasanger Povla Frisch (1881-1960), som ændrede sit navn til Povla Frijsh – måske fordi Frisch lød for tysk – og døde i USA. Herefter fulgte to sønner: Vilhelm Frisch (1884-Ca. 1935), der var ingeniør i Brasilien og maleren Svend Frisch (f. 1885). Den yngste var endnu en datter, violinistinden Anna Margrethe Marie Frisch (1894-Ca. 1929).
Othilia Frisch-Jensen i hvidt på scenen. (Foto: “Spejlet” nummer 6, 1902)
Et andet af Emil Ferdiands børn var Othilia Bartholine Christine Frisch (1861-1951), som var koncertsangerinde og senere sangpædagog under navnet Othilia Frisch-Jensen. Hun havde ingen børn med sin mand, vioncellist i det Kongelig Kapel, Peter Ejler Jensen (1869-1906).
Major med ugifte børn
Theodor Herman Alfred von Søderberg (Det Kongelige Biblioteks Billedsamling)
Med sin anden mand fik Lises Bekker to sønner.
Den ældste, Theodor Herman Alfred von Søderberg, var født i 1824, og var major. Han fik fire børn med Amalie Augusta Victorine Vigelsen.
To døtre var ugifte og sønnen Christen Søderberg, var kirurg. Han havde tre børn med Christiane Marie Bjerre.
Theodor og Amalies yngste datter døde fem måneder gammel i 1863.
Stationsforstander i Himmerland
Onsild Stationsby på postkort fra omkring 1900.
Den yngste af Lises sønner, Hans Peter Otto Rudolf von Søderberg (1826-1908), var først gift med Adolfine Conradine Dorothea von Barner (1820-1879), som var skilt fra Einar Henning Hagerup. De fik ingen børn.
Han fik 3 børn med sin anden kone, Clara Cathrine Oest-Jacobsen (1849-1895).
Han var Forpagter i Todbjerg og sluttede sin karriere som stationsforstander i stationsbyen Sdr. Onsild i Himmerland.
Stamtavle over Slægten Frisch udarb. paa Grundlag af Stamtavle over Familien Frisch, Kbh. 1872 og suppleret. 44 bl. : Stamtræ. Kbh., 1959 af Henning F. Kiær
Thomasina Caspara Jacobbine Bekker og Karelius Arntzen fik otte børn, og dem af, der blev voksne, blev gift ind i solide handelsfamilier.
Det gamle tinghus i Nibe på foto fra omkring 1900.
Den 3. januar 1812 blev to af Adrian og Christinas døtre gift.
Det foregik i Thomasina fæstemands hjem i Bislev syd for Nibe.
Her blev hun gift med Karelius Arntzen. Ved dobbeltbryllupppet blev hendes storesøster, Lise, gift med Frederik Johannes Frisch og boede resten af sit liv i Ålborg.
Thomasina og Karelius’ første barn blev født 27. oktober 1812 i Ålborg. De to næste børn blev også født her og de efterfølgende fem blev født i Nibe.
Thomasina fødte den sidste søn, Frode den 18. december 1825. Hun døde den 21. januar året efter og blev begravet den 26. januar. Samme dag blev Frode døbt.
Embedsmandskarriere i en fiskerby
Nibe og Limfjorden. (Illustration: Rasmus Henrik Kruse gouachemaleri, 1836, Det Kongelige Biblioteks Billedsamling)
Karelius Arntzen var i løbet af sin karriere krigsassessor, telegrafbestyrer i Knudshoved, byskriver og konsumtionskasserer i Nibe samt herresdskriver i Hornum og Fleskums Herreder. Desuden var han postekspeditør samt told- og konsumtionskasserer.
Indretningen i begyndelsen af 1800-tallet kan have mindet om indretningen i Bakkehuset på Frederiksberg.
Nibe ligger ved Limfjorden og fra omkring 1800 var der fremgang i byen. I 1818 var der 17 købmænd som solgte fisk til Danzig, Königsberg, Riga og Hamburg, og siden også med Holland, England, Barcelona og Marseille.
Men fra efteråret 1828 svigtede fiskeriet totalt, sandsynligvis på grund af Agger Tanges gennembrud i 1825. Og indbyggertallet faldt fra 1.550 i 1825 til 1.550 indbyggere til 1.193 i 1840. I stedet for fiskeri blev der anlagt en række fabrikker i byen.
Stammede fra Norge
Hovedgården Grinder i Norge (Nasjonalbibliotekets bildesamling)
Karelius Arntzen var søn af Ole Arntzen, der var proprietær på gården Grinder, lensmand og krigsråd i Grue i Hedemark i Norge.
Flere af hans 20 søskende boede også i Danmark og blandt hans brødre var den norske stortingspræsident Andreas Arntzen.
Præsten og godsejeren
Ølsted Kirke, som dengang hørte under Hatting Herred i Vejle Amt. (Det Kongelige Biblioteks Billedsamling)
Det ældste af de Thomasinas otte børn var ugift boghandler Harald Arntzen (1812-75).
Den ældste datter, Oktavia Ejvora Arntzen (1814-92), var gift med sin fætter, Halvor Arntzen (1804-1850), der var sognepræst i Ølsted.
Halvor var søn af havneskriver Engelbret Arntzen (1768-1823), og de fik tre børn. Den ældste, Karelia Caspara Arntzen (1841-1921), var gift med vejer og måler Georg Severin Kayrod Madsen.
Gift med slægtning
Højesteretssagfører Ludvig Arntzen (1844-1913). (Det Kongelige Biblioteks Billedsamling)
Oktavia og Halvors ældste søn, Olaf Arntzen (1842-1865), var herresfuldmægtig og gift med sin slægtning, Juliane Ovidia Adolfine Arntzen (1843-1919). Ingen af deres tre børn overlevede barneårene.
Herefter fulgte Ludvig Arntzen (1844-1913), som var højesteretssagfører og formand for kreditkassen i Østifterne. Han var gift med sin kusine, Anna Caspara Arntzen (1861-1929), der var datter af Frode Arntzen. De havde fem børn.
Engelbreth Emil Arntzen, (Foto: Dansk Portætgalleri, 1908)
Den tredje søn, Engelbreth Emil Arntzen (1845-1915), var etatsråd og hof-vinhandler og portugisisk generalkonsul. Han var gift med Constance Albertine Jacobine Mønster (1853-1908). De fik 3 børn.
Lille Svenstrup ved Ringsted
Deres ældste datter, Lili Louise Mathilde Arntzen (1876-1955), var gift med godsejer Gustav Gunnar Georg Garth-Grüner (1868-1937), som var ejer af Lille Svenstrup ved Ringsted.
En af hendes sønnesønner, arkitekt Mogens Garth-Grüner (1930-1957), var gift med kongelig skuespiller Ghita Nørby (f. 1935).
Hans bror, godsejer og kammerherre Torben Garth-Grüner (1932-2017), fik fire børn med sin første kone, Sophy Iuel (1937-1999), der stammede fra godset Hverringe nær Odense. Senere blev han gift med kammerdame Anita van Hauen (1937-2012), der i mange år hofdame for Dronning Margrethe.
En fraskilt datter
Ålborg Katedralskole
Thomasina og Karelius’ to næste børn var landmand Thorvald Arntzen (f. 1815) og datteren Avilda Elmira Arntzen, der døde som 12-årig i 1831.
Herefter fulgte Kamilla Egeria Arntzen (f. 1820),
Alvilda Garben på foto fra omkring 1900.
som var gift med Johan Martin Garben, købmand og uldfabrikant i Nibe.
De blev separeret omkring 1855, hvor hun i folketællingen ernærer sig ved at have pensionærer i huset – elever ved Ålborg Katedralskole. Ved Folketællingerne i 1880 og 1890 boede Kamilla hos datteren Alvilda Garben (1842-1910) og svigersønnen Georg Frederik Krag i Nibe sammen med deres fem børn.
Farver gift med farverenke
Ladegårdsgade i Assens
Næste i rækken var Ejnar Arntzen (1822-92) der var farver. Han blev gift med enke efter farver, Fritz Nobel i Assens, Jakobina Maria Bentzon (f. 1817) (Ina Bentzen), som boede i Ladegårdsgade 263 i Assens. Hun havde først fået en dødfødt søn og i 1843 sønnen Emilius Nobel med sin første mand.
Frode Carelius Arne Arntzen (Foto: Dansk Portætgalleri, 1908)
Af Ejnar og Inas fem fælles børn overlevede kun den ældste – Frode Carelius Arne Arntzen (f. 1849). Han var direktør for Københavns Gardintøjsfabrikker, og fik i alt 10 børn med sine to koner; Vilhelmine Caroline Carn og Ane Christine Boesen.
Thomasinas yngste datter, Natalie Kunigunde Arntzen (1824- 1907), var gift med toldkontrollør John Peter Wilhelm Friderichsen (1812-69).
Købmand i Silkeborg
Manufakturhandler og bankdirektør Frode Arntzen (Foto Creative Commons)
Den yngste søn, Frode Arntzen (1825-1905), var manufakturhandler på Hjørnet af Torvet og Søndergade i Silkeborg og i 1880 i Vestergade og var senere sparekassedirektør.
Blandt hans fem børn med Emma Nielsen var Anna Caspara
Anna Caspara Arntzen fotograferet omkring 1900.
Arntzen (1861-1929), der som tidligere nævnt, var gift med sin fætter højesteretssagfører Ludvig Arntzen (1844-1913).
Efter syv døtre fik Adrian Bekker og Christine Flindt to sønner. Den ældste, Hans Henrik Vilhelm Bekker, var juriste og blandt andet amtsforvalter
Statsgældsdirektør Nicolai Holten var Hans Henrik Bekkers første chef, statsgælddirektør
Hans Henrik Vilhelm Bekker (1790-1854) blev normalt kun kaldt Hans Henrik. Han var kandidatus juris fra Københavns Universitet 1817 og ansat som kasserer på Statsgældsdirektør Holtens Private Kontor.
Senere blev han assistent i Bureauet for Udenlandske Betalinger og efter nogle år kasserer samme sted. I 1824 blev han ansat som amtsforvalter i Odense, og stod som sådan for den økonomiske forvaltning og fungerede desuden som godsadministrator for krongodset.
I 1821 blev han udnævnt til kammerråd og 1842 til justitsråd.
Han er nævnt i Signe Læssøes brevveksling med H.C. Andersen.
Født i dansk koloni i Indien
Byporten i Frederiksnagore (Koloreret fotografi af Frederick Fiebig i 1851)
Hans Henrik blev gift i Holmens kirke den 16. oktober 1822 med Caroline Sophie Amalia Hals. (1794-1864).
Hun var født i den danske koloni Frederiksnagore i Indien som datter af skibskaptajn Christopher Hals (ca. 1771-1800) og Caroline Franciska Bie (1774-1884).
Hun blev adopteret af sin stedfar, byfoged i Frederiksnagore, Otto Lauritz Ross Bie (1764-1823), der var hendes mors fætter.
Uægte datterdatter
Dronningegade i Odense på fotografi fra omkring 1900. (Ukendt fotograf).
Hans Henrik og Caroline Sophie Amalias ældste datter, Ida Bekker, blev født i København 1824. Hun døde som frøken i 1901.
Men i 1860 havde hun fået datteren Elise Christine Henriette Hansen med en ”commissionær”. Hun boede da i Dronningensgade i Odense.
1880 og 1890 boede Ida alene i Østergade 67 forhuset 1ste og levede af “forskjelligt haandarbeide”. I 1901 boede hun sammen med Louise Amalie Schou fra Åbenrå, der var dameskrædder, og Asta Schou, som sandsynligvis er Louises datter (det er ikke angivet).
Onconom i Viborg
Torvedag på Viborg Torv omkring 1900.
I 1827 fødtes sønnen Hans Henriks søn, som fik navn efter sin far. Hans Henrik Bekker maskiningeniør og onconom ved Det Militaere Sygehus i Viborg.
Han fik seks børn med Doris Johanna Margrethe Clasen (1825-1905), der stammede fra Tyskland. Hans Henrik var død i 1894.
Et borgerligt hjem lige før 1900, som det kan ses i Klunkehjemmet på Nationalmuseet.
Den ældste af Hans Henrik og Doris’ børn var Theodor Cornelius Vilhelm Bekker, som blev født den 10. december 1849 i Ahrensburg, som ligger i Holstein, Han blev konfirmeret 1864 i Viborg. Hvad der videre skete med ham vides ikke.
Herefter fulgte Vilhelmine Sophie Camilla Bekker (1854-1921) var gift med sagfører i Esbjerg, Hans Adolph Harder og mor til Doris Marie Harder (f. 1883).
Datteren Ida Emilie Bekker (f. 1861) Gift med cand.phil og rodemester på Frederiksberg, Carl Frederik Nielsen, og mor til fire børn.
Og den sidste af de børn, der blev voksne var Doris Charlotte Bekker (1864-1921). Hun blev 1901 gift med den viborgensiske købmand, Søren Verring Bruun. Hun havde i 1894 fået sønnen Theodor Bruun på Den Kgl. Fødselsstiftelse i København, som blev konfirmeret i Viborg, samt sønnen Aage Bruun i 1906.
Desuden havde Hans Henrik og Doris to børn, der kun blev nogle få måneder gamle: August Hendrik Julius Bekker i 1856 og Cathrine Elisabeth Bekker i 1868.
Plejedatter
Borgerlig stue fra sidst i 1800-tallet som kan ses på Hovedgården på Skanderborg Museum.
Hans Henrik Vilhelm og Caroline Sophie Amalia opfostrede desuden plejedatteren Wilhelmine Bekker (f. 1823 i København). Hun var datter af Magdalene Trimborn og hans bror – hun betegnes ved folketællingen i 1834 som “Kammerraadens broderdatter.”
I 1861 blev Wilhelmine gift med Knud Peter Theodor Søeborg (1818-1874), som var amts- og stiftsfuldmægtigt og hospitalsforstander i Odense.
Han var enkemand efter Eleonore Marie Adolphine Holm, som han havde døtrene Marie Magdalene Søeborg (1851-1864), Hanne Dorthea Mathiane Søeborg (f. 1852), Theodore Constance Mathilde Søeborg (f. 1853) og Caroline Adolphine Emma Søeborg (f. 1855).
Parret boede i Vestergade 21 i Odense, og deres fælles datter, Hanne Birgitte Emilie Søeborg, blev født i 1863.
Frederiknapore, eller Serampore, som byen hedder i dag
Adrian Bekkers 21. og sidste barn, Frederik Christian Jonas Bekker, var amtsforvalter i Maribo ved sin død og mange af hans børn og efterkommere boede på Lolland og Falster.
Hovedgaden i Maribo. Amtsstuen lå i den hvide bygning med fremspring midt i gaden. Bygninge blev revet ned i 1960’erne.
Frederik Christian Jonas var uddannet dansk jurist i København og var først forvalter på ladegården hos forpagter Bertelsen ved Grevskabet Christiansholm (Ålholm ved Nysted).
Herefter var han sagfører i Nysted, og ved sin død amtsforvalter ved Maribo Amtsstuedistrikt.
Han blev gift den 3. januar 1821 i Karleby Kirke med Charlotte Marie Steenstrup, og de fik seks børn.
BØRNEN BLEV SPREDT
Præsten har gæster i præstegården i Den Fynske Landsby.
Da Frederik Christian døde i 1832, kun 40 år gammel, blev børnene spredt. Charlotte Marie flyttede sammen med Hans på 10, Frederik Charles 6 og Othilia 3 til sin bror Joachim Ole Paul Steentrup, der var præst i Holeby på Falster.
De øvrige børn, Laura Wilhelmine på 14, Johanne Christine (Hanne) 10 og Adrian på 8 flyttede til deres morfar, Hans Resen Steenstrup, der var præst i Karleby på Falster. Her boede Charlotte Maries ugifte bror og søtre på 34, 25 og 23 også.
I 1840 boede Charlotte Marie (Madm. Bekker) i Ny Råhauge i Holeby Sogn sammen med Othelia, og i 1850 var hun og Laura Wilhelmine, der nu var 27, flyttet ind hos datteren Hanne, som var blevet gift med Joachim Ole Poul, som altså var Charlotte Maries bror. Han var i mellemtiden blevet enkemand og far til tp små børn.
UGIFT STRIKKER
Garn og strikkeudstyr på Frilandsmuseet.
Den ældste datter, Laura Wilhelmine Bekker (f. 1821), var ugift.
Efter farens død boede hun som nævnt i forrige afsnit hos slægtninge.
I 1880 boede hun til leje hos murer Carl Christian Holck og hustru Juliane Caroline født Toppe i Østergade i Odense og ernærede sig som strikker.
De to kvinder kunne være slægtninge, men det er ikke undersøgt. Laura var stadig i live i 1890.
GIFT MED SIN MORBROR
Stue fra Den Gamle Gård i Fåborg, i samme stil, som præstegården, hvor Hanne Christine boede, kunne være indrettet i.
Den næste datter, var døbt Johanne, men blev kaldt Hanne Christine (1823-1878), og som det også tidligere er nævnt blev hun gift med sin morbror.
Brylluppet stod den 29. juni 1849 i Tårs Kirke, hvor hendes tilkome mand, Joachim Otto Steenstrup (1804-1870), var sognepræst i kirken.
TO SØNNER
Frederik Geert Resen Steenstrup og Ellen Bjerre (Det Kongelige Biblioteks Billedsamling)
Hanne Christine og Joachim Otto fik to sønner; Frederik Geert Resen Steenstrup (1851-1902), som var gift med Ellen Bjerre. Han var kaptajn og de fik ingen børn.
Deres anden søn, Otto Gotthardt Resen Steenstrup (1853-1930), var præst i Sandby ved Maribo og på Langeland og senere i Bøvling i Ringkøbing Amt.
Han var gift med Charlotte Amalie Welding (1862-1925),
Otto Gotthardt Resen Steenstrup og Charlotte Amalie Welding (Det Kongelige Biblioteks Billedsamling)
og ligger begravet i samme gravsted som også de to ugifte døtre, Anna Resen Steenstrup (1886-1967) og Ingeborg Resen Steenstrup (1891-1958).
Sønnen Joakim Otto Poul Resen Steenstrup (f. 1889) var student i Viborg i 1906.
APOTEKER OG KØBMAND
Apoteket i Den Gamle By.
Frederik Christians søn, Hans Resen Steenstrup Bekker (1824-1902), var efter opvæksten hos morbroren først apoteker i Kronprinsensgade 28 i København hos apoteker Johan D.K. Groth
Senere blev han købmand i Middelgade i Nysted og i 1880 boede han i Randers, hvor han var urtekræmmer og købmand.
Han fik ingen børn med sin kone, Charlotte Amalie Aaagaard (f. 1832).
KØBMAND I NYSTED
Købmand Adrian Bekker i Nysted.
Den næste i rækken af Frederik Christians sønner, Adrian Bekker (1826-1890), var købmand i Nysted.
I Februar 1879 gik både han og byens anden store købmand, Ole Bønnelyche, fallit. Det skyldtes først og fremmest firmaet Nyeland & Benzons store fallit i København. Det gik slemt ud over mange. Der var mange skyldnere til boerne, og folk var ret indfiltrede i hinanden. Men der blev lavet en aftale med kreditorerne, og Adrian Bekker fortsatte som købmand til sin død.
Han gift med præstedatter Marie Gudmundsen (1829-1883). De havde To børn.
Den ældste var lægen Thorgier Gudmundsen Bekker (1859-1919). Han var formand for Nakskov Roklub 1896-99 og var med til at stifte Det Radikale Venstre i 1905.
Thorgier var gift med Ingeborg Nordberg (1860-1929) som var kvindesagskvinde. De havde 3 børn. Døtrene Else Marie Bekker (f. 1887) og Kirsten Bekker (f, 1890), som havde tre sønner med sin mand, Knud Lindel Kier. Den ynste i børneflokken var sønnen Adrian Nordberg Bekker (1894-1938), der var fabrikant i København og gift med Agnes Linck.
Adrian og Marie Bekkers andet barn var datteren Charlotte Marie Bekker (f. 1861), som 1880 var lærerinde hos pastor Christian Georg Dahlerup i Øster Ulslev.
FORPAGTER OG GÅRDEJER I GIERSLEV
Gæstgiveriet ved siden af rådhuset i Stege. Det er senere blevet revet ned.
Den næste af Frederik Christian Jonas Bekkers sønner var Frederik Charles Bekker (f. 1828). Han var forpagter og gårdejer i Gierslev Sogn i Holbæk Amt.
Han havde fire børn med sin kone, Caroline Sofie Hansen (f. 1825) fra Svendborg. I 1906 boede hun som enke og rentier i villakvarteret i Stege.
Den ældste, Hans Frederik Resen Steenstrup (f. 1854) var sygepasser på militærhospitalet i Nyborg i 1880. De næste to børn døde som spæde.
LÆRERINDE
Et højborgerligt hjem, som det kan ses i dagligstuen i Klunkehjemmet.
Frederik Christian Jonas’ yngste datter var Ohtilia Christine Bekker (1831-1918), som i 1834 boede sammen med de fleste af sine søskende hos sin morbor Joachim Ole Poul Steenstrup, der var sognepræst i Holeby. Senere boede hun sammen med forskellige slægtninge.
I 1850 var hun lærerinde hos godsejerparret på Sædingegård nær Rødby – Godske Hans Thomas Dall og Henriette Jakobine Bagger – som da havde fire børn.
Hun var senere husgerningslærer i Stege og døde på byens alderdomshjem.
Disse slægtstavler viser de efterkommere efter Adrian Bekker i seks generationer, jeg kender til og har kunnet finde informationer om. Opdateringer, rettelser og fotos modtages gerne.
Adrian Bekkers 21 børn
15 af Adrian Bekkers 21 børn blev voksne. Datteren Caroline Bekker var ugift og det er vides ikke, hvad der skete med Johan Lybke. De øvrige 13 blev gift, fik børn og mange efterkommere.
Tønnes Becker flyttede til København omkring 1711. Her var han først lakaj senere skriver og med tiden opbyggede han en stor tømmerhandel og blev ikke mindst velhavende efter Københavns brand i 1728, og 10 år senere blev han del af byens styre, som en af de 32 mænd. Men han døde uventet i 1740, og det fik store konsekvenser for hans familie.
Bremerholm og Nye Canal på kort fra 1742 (Københavns Stadsarkiv)
Da Tønnes Pietersen Beckers forældre flyttede fra St. Magleby i 1702 var han 15 år gammel, og derfor er han muligvis blevet hos familien i Store Magleby.
I 1711 var han lakaj hos en kommandør Wickmand.
Han havde året før lånt sin far, Pieter Gertsen, penge til sædekorn og betaling af skat. Det beløb sig til ialt 94 sletdaler.
1716 var han skriver på Toldboden ved Bremerholmen og to år senere havde han samme job ved dokken, og han blev nævnt som brændehandler, da han i 1720 fik borgerskab i København.
”Tönnes Pedersen fød udi Hollænderbyen paa Gl. Amager Vandt sit Borgerskab for at handle med Brende og andet smaa Kiøbmandskab – og aflagde sin borgerskabsed”
Det står der i byens Københavns Protokol den 22. juli 1720. Tønnes Petersen Becker var flyttet fra Store Magleby til København.
Han antog sin mors familienavn Bacher og ændrede det til Bekker (Becker).
Fem børn blev voksne
Auktionen efter at tømmerhandlen gik fallit viste, at familien havde et meget rigt indbo, der kunne minde om det, man kan se i Magstrædelejligheden, som er genopført på Nationalmuseet. (Foto: John Lee, CC-BY-SA, samlinger.natmus.dk)
Omkring 1713/1714 giftede han sig med Anna Cathrine Sørensdatter Svane (før 1692 – 1772), der var datter af den velhavende brændevinsbrænder Søren Christensen Svane.
Tønnes og Anna Cathrine fik i alt syv børn, hvoraf de tre døde som små. De fem overlevende børn voksede op i trygge kår, og drengene fik gode uddannelser.
Den ældste søn var Peter Bekker (f. 1715/16), som var toldkontrollør på St. Thomas i Dansk Vestindien, hvor han ifølge familiehistorien døde som ung – han er ikke fundet i kilderne.
Alkoverum fra Magstrædelejligheden.
Herefter fulgte Adrian Bekker (1719-1803), militærmand og herresfoged, som fik 21 børn, hvoraf 15 blev voksne.
Den næste i rækken, Isebrandt Bekker (1712-1765), var militærmand og blev udnævnt til auditør i et holstensk regiment samme år som han døde. Han var gift med Anna Sophie Hornemann og havde to børn. Datteren Tønnesse Daniele Bekker (f. 1764) blev gift med Casper Friderich von Brünech, som var piqueur – det vil sige riddende vejbetjent i Nyborg, som døde året efter de blev gift i 1800. Hun døde i Svendborg.
Familien boede på et tidspunkt i Norgesgade, der i dag hedder Bredgade, og udgik fra Kongens Nytorv. (Det Kongelige Biblioteks Billedsamling)
Isebrandts søn, Daniel Bekker (f. 1765) var underofficer og vejbetjent. I 1801 boede han i Nørre Kvarter i København med sin kone, den 11 år ældre Anne Cathrine. De havde ingen børn, men en 13-årig tjenestepige, Henrine Nielsen, og som lejer musikantsvenden Christian Worm, der er jævnaldrene med Daniel. De ses ikke ved folketællingen i folketælling i 1834
Tønnes og Anna Christines eneste datter, Anna Christine Bekker (Ca. 1732-1782), var gift med Lars Alsing og fik ingen børn.
Drev en stor tømmerhandel
Området ved Kvæsthusgade, hvor Tønnes Beckers tømmerpladser lå. Her på illustration fra 1749 (Det Kongelige Biblioteks Billedsamling)
I 1717 købte Tønnes i Nye Hafn en byggeplads med baghus til overtagelse til Michaelis (29. september) mod 11 Slettedaler i Danske Kroner.
I dag er det ejendom nr. 65 mellem Toldbodgade og Kvæsthusgade. Han solgte ejendommen igen i 1737.
Han købte flere ejendomme i Grønnegade og drev tømmerhandel forskellige steder omkring Holmen og havde også halvparter og flere mindre parter i flere skibe.
Becker ejede både gården på hjørnet af Gothersgade og Grønnegade og naboejendommen i Grønnegade. Her på Geddes kort fra 1761 ses gårdene med “ryggen til”.
For at dække gælden blev der i 1742 holdt offentlig auktion over tømmerpladsernes lager og alt indbo og personlige effekter. Alene sølvtøjet indbragte 170 rigsdaler, men huset blev solgt med tab.
Leverede tømmer til Store Magleby Kirke
Store Magleby Kirke.
Han må have bevaret forbindelserne til Hollænderbyen. I 1731 leverede han:
“alle Slags Timmer og 11 Vindues Karme fuld færdig til Store Magleby Kirke”.
På grund af den store efterspørgsel på bygningstømmer efter Københavns brand 1728 blev han så velstående, at han i 1737 kunne købe en stor gård i Norgesgade (nu Bredgade nr 2). Men han optog store lån og udstedte pantebreve som sikkerhed.
Mandtal Efter branden i 1728
Tysk prospekt af Københavns brand i 1728. (Ukendt kunstner)
Af Mandtallet, der blev foretaget den 14. december 1728 efter den store brand i København, hvor to tredjedele af byen brændte, fremgår:
Hus Nr. 5, Matrl. nr. 20, Nye Canall:
Thönnis Becker, Tømmerhandler, kone, 4 børn, amme, hans moder, een informator (lærer) desuden en skriverkarl og hans søster.
I hvert fald sønnerne fik gode lærere – blandt andet Ludvig Holberg.
Medlem af byens styre
Københavns Rådhus, som blev bygget efter branden i 1728. (Det Kongelige Biblioteks Billedsamling)
1738 fik Tønnes Becher sæde i Borgerudvalget på de 32 mænd på livstid. De eligerede borgere skulle repræsentere borgerne i forhold til kongemagten, men havde kun i beskedent omfang indflydelse på byens styre. Ved enevældens indførelse i 1660 oprettedes også ”Stadens 32 mænd”.
Stadens 32 mænd var en repræsentation af borgere – i virkeligheden kun den fornemste del af borgerskabet – der havde til opgave at rådgive Magistraten om, hvad der var til byens bedste.
De 32 mænd var i praksis selvsupplerende, selvom det formelt var magistratens opgave at udnævne dem. De havde så godt som ingen reel indflydelse, men to mænd fra forsamlingen havde dog, sammen med byens præsident og en borgmester, direkte adgang til kongen.
Døde uventet
Tønnnes Becker blev begravet fra Garnisionskirken, som er gengivet i Pontoppidans danske atlas fra 1767.
Men to år efter døde Tønnes uventet i en alder af 52 år. Ved hans begravelse blev følgende læst op:
“Høyagtige og Høyfornemme Mand Signr. Thönnis Becker forhen, iblandt de Høyfornemme 32 mænd og Borgernes Tal, samt Velfornemme Negotient og Handelsmand i denne Kongelige Recidence Stad”.
I en anden tale hed det…”forlod Een Kiær Ægtefælle og mange børn”.
Talerne var forfattet af J.P. Anchersen og trykt hos Hartivig Godich i Skindergården.
Ejendomshandler
1717 Købte Nye Hafn en byggeplads med baghus til overtagelse til Michaelis
Skødeprotokol ved en af Thönnis Pietersen Beckers ejendomshandler
(29. september) mod 11 Slettedaler i Danske Kroner (I dag er det ejendom nr. 65 mellem Toldbudsgade og Kvæsthusgade). Solgte ejendommen igen i 1737.
1725 Købte den store ejendom på hjørnet af Grønnegaden og Gothersgaden – ud mod Kongens Nytorv
1727 Købte naboejendommen i Grønnegade
1729 Købte en tømmerhandel i Ny Toldbodsgade sammen med Johan Jegnd
1731 Købte tømmerplads nr. 10 i Nye Toldbodsgade
1736 lejede tømmerplads nr. 2 på Nye Toldbodsdagde ved kajen af Havne Kommissionen
1737 Købte matrikel 86 i Norgesgade til 3.200 Rigsdaler. Lånte penge og udstedte obligationer og
Thönis Beckers underskrift
pantebreve
1738-39 Forretninger med fru K.C. Leergaard, enke efter oberst Christian Frederik Schumacher.
Havde også halvparter og mindre parter i flere skibe.
Byvandring i København
Rundturen foregår i 1761, men København har mindet meget om byen, som den så ud efter genopbygningen efter branden i 1728.
Tønnes leverede blandt andet tømmer til flåden, som spillede en dominerende rolle i København.
Efter sin mands pludselige død, forsøgte Anna Christine Svane at føre tømmerhandlen videre, men måtte opgive og erklære sig fallit. Efter at have boet til leje i København, flyttede hun til Svendborg, hvor hun døde fattig hos datteren Anne Christine Borring.
Det var et rigt interiør, der blev solgt på auktion for at dække gælden efter at Thönnis Beckers forretninger var kollapset efter hans død.
kongelig bevilling – med Christian 5’s underskrift – lov til at sidde i uskiftet bo.
Den 26. august 1741 lånte hun af købmand Jens Gregersen Klitgaard, der også var en af Københavns 32 mænd, 15.060 rigsdaler, 13 mark courant i klingende mønt på en panteobligation, som hun og hendes arvinger hæftede for en for alle og alle for en.
Offentlig auktion
I 1736 købte Tønnes Becker en gård på hjørnet af Norgesgade og Strandstræde (I dag Bredgade nr. 2). Her boede familien, da der var offentlig auktion.
Som en velhavende borgerfrue i København kan Anna Catharine have ejet en kjole som denne fra omkring 1740 (Foto: Brooklyn Museum Costume Collection at The Metropolitan Museum of Art, Gift of the Brooklyn Museum, 2009, H. Randolph Lever Fund, 1969, metmuseum.org, Public Domain)
I oktober 1741 anmodede hun – Anna Christina sal Becker – om, at hendes bo blev sat under administration. I februar 1742 blev der holdt offentlig auktion over tømmerpladsernes lager og alt indbo og personlige effekter. Alene sølvtøjet indbragte 170 rigsdaler, men huset blev solgt med tab. Hendes ældste søn, Peter, var med til at opgøre boet. Kort efter var der auktion over tømmer, brædder, mursten og så videre på diverse pladser.
Den endelige opgørelse lød: Formue 18.600 Rigsdaler og 8.230 Rigsdaler i uvis gæld.
Da omkostningerne ved boet var cirka 8.272 rigsdaler, blev der kun 19.426 rigsdaler, 2 mark og 14 skilling tilbage til købmand Jens Klitgaard, som derved led et stort tab. Ingen andre kreditorer blev betalt, og da sagen var afsluttet, havde han 7.242 rigsdaler og 2 mark til gode i boet.
Fattig enke
St. Pederstræde i det indre København på Geddes kort.
1743 boede hun til leje i Sankt Pederstræde, matrikel 174, som var ejet af Jens Gregersen Klitgaard.
Hermed var hun flyttet tilbage til det kvarter, hvor hun var vokset op hos sine forældre, og hvor faren, Søren Christensen Svane, drev sit brændevinsbrænderi.
I kopskatteregisteringen i det år er hun er noteret som “Tønnes Beckers Enke – fattig” (Københavnske Skatteprotokoller 1743 f, Bd. 5, 119I)
Flyttede til Svendborg
Alsings hus i Svendborg.
1764 flyttede hun og datteren, Anna Christine Bekker, til Svendborg, hvor denne i kort tid førte hus for broderen Adrian indtil hun giftede sig med Lars Alsing. Han gik 1768 gik fallit med sin købmandsforretningen. Herefter møder “Fru Alsings mor” (Anna Christina Bekker) og datteren “Fru Alsing” op til skifteforretningerne.
Anna Christine Svane døde 1772, og 10 år efter døde datteren Anna Christine Bekker. Hendes mand giftede sig igen med Anna Biering fra Ålborg, som han fik to eller tre børn med.
Skifte efter Anne Christina Svane
Anno 1772 den 22de January Holdet Skifte efter afgangne Madame Anna Christina Bekker
Indfandt Skifte Retten sig udi Sr Lars Alsings Huus her i Byen for at Registrere og Vurdere efter den ved Døden afgangne Madame Anna Christina Bekker, som Logerede hos berneldte Sr. Lars Alsing indtil hendes død og ved denne Forretning var nærvæende den afdødes Søn og Yelbyrdige Sr. Cancellie Raad og Herretsfoged Becher, Sr. Lars Alsing og sam Vidner Albrecht Iens Nielsen og Christian Gudbjerg; og som Sal: Madame Bekker hafuet endnu en Søn nemlig. Sr. Lieutnant Becher, som nu er død men har efterladt sig børn, Saa udbad Skifte Retten at Sr. Cancelli Raaden og Sr Lars Alsing vilde behagelig anviise hvad her i Huuset maatte befindes og tilhøre Sal: Madm. Bekkers Stervboe, paa det samme kunne verde Registreret. Hr. Cancellie Raad Becher saa ogsaa …hans Søsters Mand Lars Alsing erklæede at deres afdøde Moder befandtes i ringe og fattige Omstændigheder og til den ende Kosten nydet i mange aar Pension af Lundegaards Stiftelse, saa at der ikke var det ringeste efter hende, som kunne Registreres aller Vurderes, undtagen hendes faae gangklæder som ej var af nogen betydenhed; langt mindre kunne tilstrække til begravelsens bekostning De formeente altsaa at denne Erklæering kunne vere tilstrekkelig ved…….
Skiftet sluttede med, at der intet mere var at foretage sig.
Underskrevet af:
P. Beck (Byfoged), G. Rantzau, A. Becher, L. Alsing
Den ældste var Jan Jansen Bacher (1605-1644), som var gift med Leisbeth Adrians, hvis forældre er ukendte. Hendes anden mand var Peter Petersen, hvis baggrund tilsyneladende også er ukendt.
Deres datter, Neel Jans (1636 -1699), blev gift med sin fætter Adrian Bacher – Adrien Tönniesson – den 3. marts 1661.
Den faderløse fætter
Den fine stue i en hollændergård på Amagermuseet.
Adrian var søn af den ældre Jan Bachers anden søn, Tønnes Jansen Bacher, kaldet Thönnis Bacher (1611-1645), der var gårdejer i St. Magleby.
Hans kones navn er ukendt. Adrian Tønnesen Bacher, var fem år, da faderen døde – det vides ikke, hvor han voksede op. Måske hos sin farbror.
Møllergade 11
Hollænderbønderne var kendte for deres grøntsager, og det var noget af det, de solgte i København.
Adrian Bacher overtog 1773 Frieds Gård på Møllegade 11 i Store Magleby, der havde været ejet af hans farbror, som også var hans svigerfar, og efterfølgende af svigermoren og hendes anden mand.
Den havde henligget som ødegård, siden byen blev brændt af under svenskernes belejring.
Da Neel Bacher giftede sig med Peter Gertsen den 25. marts 1683, blev hun kaldt Nielle Ariens i Kirkebogen. Hendes vidne var Arien Tönnesen Backer og hendes tilkomne mands vidne var Jan Janssen Raagaard.
Mandtal over Store Magleby
Tegninger af hollænderbønder fra Store Magleby på Amager med deres karakteristiske dragter. De findes på Amagermuseet.
1645 nr. 17 Leisbeth Arians er enke efter Jan J. Backer x 26.4.1646 Peter Petersen, tjfk.Peter Petersen 27 år, Johanne Nielsen 18 år
1645 nr. 18 Enke Ave Clauses med to børn, hun x Dirch Peters x Jan ?. Børn Claus Dirchs 22år x Martiken Peter Jeppes bG68, Dirch Jansen 16 år, tjfk. Mette Simons 24 år
1657 Jan Jansen Bacher, 4 heste 8 køer 3 får 3 svin
1660 Ubeboet Jan Jansen Bacher registreret på gård nummer 35
1661 Tønnes Jansen underskrev vedtægt her
Oversigt over beboere på Frieds Gård i Møllegade 11 ud fra mandtal ogandre kilder (Muligvis var der to selvstændige gårde på matriklen)
1692 Adrian Tønnesen Bakker, 1 pige, 1 dreng; kan være hans egne. 2 ildsteder. På den anden halvgård Peder Gerritsen, 1 pige, 1 dreng, 1 ildsted
1697 Adrian Tønnesen, tjfk.: Jacob Adrians, Gerte Adrians, Sidze Gudmans. På den anden halvgård Peter Gertsen, tjfk.: Cornelis Tønnesen, Birgite Thomes
1699 Adrian Tønnesen, enkemand, 1 pige, 1 dreng, ”Haver børns penge”. På den anden halvgård: Peder Gerdsen, 1 pige, ingen karl
1700 Gården brændt – Peter Gertsen flyttede til fæstegård i Utterslev
1705 Gert Petersen og hustru x 1702 svigersøn. På den anden halvgård Jacob Clausen og hustru x 1703
1711 Gert Petersen Brower
Jacob Clausen flyttede til gård 4 i Tømmerup, mellem 1711 og 1713
Der var meget få navne i brug i Store Magleby, og da de ældste kirkebøger ikke gav mange slægtsdetaljer i forbindelse med de kirkelige handlinger, er det svært at holde de forskellige personer ude fra hinanden.
I Aksel Røhlings bog Adrian Bekker – en levnedsbeskrivelse fremgår det af en tavle over slægten Bacher / Becker / Bekker, at Neel Jans var datter af Jan Petersen (1616-96) og Søs IJsebrants (eller Sasse Isebrant). Det er ikke korrekt, de blev nemlig først gift 1678 og fik ikke nogen børn.
Det fremgår af Crilles Petersens “Hollænderbyen omkring år 1700”, hvor han har gennemgået mandtalslister, skattelister og så videre, og sammenholdt dem med kirkebøgerne. Hans konklusionen er, at Neel Jans var datter af Jan Jansen Bacher (1605-44) og Lisbeth Adrians, der var datter af Adrian Tønnesen Bacher.
Hollænderbønderne var et lukket samfund, der holdt på de privilegier, man haft siden ankomsten, og som man siden havde fået bekræftet ved hvert tronskifte.
En af stuerne i Hollændergården på Amagermuseet.
Det Hollandske samfund på Amager havde totalt selvstyre efter hollandsk forbillede. Dette omfattede både det lokale og interne samt de retslige og kirkelige forhold.
Øverste myndighed i byen var schouten, som var valgt på livstid.
Den specielle blå hat var et særligt kendetegn for de mandlige hollænderbønder fra Amager.
Sideordnet med ham var syv rådmænd og meddommere – scheppens – som valgtes for et år ad gangen blandt byens hartkornsejere. Man valgte også en skriver.
Mindst én gang om året mødtes de alle til byforsamling. Her blev der afholdt valg og aflagt regnskab.
Schoutstyret fortsatte til 1817, hvorefter jurisdiktionen overgik til Tårnby Birk og Hollænderbyens egne anliggender overgik til et sognefogedstyre. Men først i 1857 kom St. Magleby ind under landkommunalloven.
Store Magleby Kirke
Kirken i Store Magleby
Hollænderne fik som en del af de særlige privilegier også overdraget kirken, som derved hørte til byens fælles ejendom. Det blev den med til indtil 1937.
Store Magleby Sogn nævnes allerede i Roskildebispens jordebog i 1377, men der er er ikke noget tilbage af den oprindelige kirke, der blev fornyet i 1611 – flere steder i det nordlige Holland findes kirker, der tydeligt viser hvor inspirationen til den særlige stil stammede fra.
Kirken fik sit nuværende udseende ved en større ombygning i 1731, hvor Tønnes Bekker leverede tømmer.
Et særligt sprog
Gade i Store Magleby med de karakteristiske huse med “tyndt bindingsværk” og landsbybrønden. (Tegning fra Amagermuseet).
De hollandske indvandrere havde givet deres egen præst med ved bosættelsen. Senere blev der hentet præster til Hollænderbyen fra Holsten og Ditmarsken – ikke fra Holland for at undgå calvinistisk påvirkning. Derved opstod efterhånden et særligt sprog – en blanding af det oprindeligt hollandske og præsternes tilførsel af plattysk, men var vel også påvirket af det danske sprog, som hollænderne måtte lære sig for at kunne klare sig på torvet i København.
Længst overlevede blandingssproget som kirke- og skolesprog. Indtil 1735 blev prædiken udelukkende holdt på dette sprog, derefter skiftevis på dansk og ‘hollandsk’ indtil januar 1811.
Hollænderbyen ejede og drev også skolen, ligesom den lønnede degn og skoleholder. Også her blev det hollandsk-plattyske sprog benyttet indtil 1811, hvorefter skolevæsenet blev omorganiseret.
Store Magleby på matrikelkort fra omkring 1817.
Ringridning i det 20. århundrede
Mange af de gamle hollandske traditioner, som indvandrerne bragte med sig, holdes stadig i hævd.
Kilder
“Vlaamse tuinders en hollandse boeren in Denemarken in de zestiende eeuw : een kritische kijk op een bekend Deens immigratieverhaal”, af Lis Thavlov & Villy van Hoof, 2013
I en af oversigterne over indbyggerne i Store Magleby nævnes det, at xxx’s bror xxxx “underskrev vedtægten”. Det gjorde han fordi, han var en af xxxxx i byen. Teksten er gentivet her på landsbyens sprog.
Arv Formynderi. 3. februar 1661. Sint wy Nageschrewen
Schultes Dirch Cornelsen, Jacob Clausen, Jan Pitersen, Piter Jacobsen, Freech Sybrandtsen, Tones Clausen, Cornelis Jansen Dräger, Dirch Pitersen, Jan Cornelissen, Claus Dirchsen, Jacob Jansen, Jacob Jansen Kubmager, Jacob Jacobsen, Cornelis Pitersen, Piter Frechsen, Dirch Pitersen, Tones Jansen, Jan Jacobsen, Sybrandt Claus Bertels, Hans Jeppesen, Jacob Freechsen, Jan Hendrichsen, Jan Claesen, Raiger Gerdsen, Jorgen Jacobsen, Cornelis Jansen, Dirch Jansen, Joochim Friis, Jacob Jacobsen, Eysbrandt Jansen, Piter Pitersen, Jacob Jansen, Jan Jansen Roger, Freech Thonnesen, Claus Pitersen, Cornelis Pitersen Ebels, Thönes Theisen, Theis Claesen, Thönes Gerdtsen, Claes Toenesen, Jacob Jochimsen, Jan Eysbrandtsen, Theys Hendrichsen, Jan Gerdtsen, Dirch Jansen, Niels Mortensen, Dirch Wibrandtsen, Jan Hendrichsen, Cornelis Jansen, Junge Freech Sybrandtsen, Jacob Jansen, Oucher Jansen, Hendrich 204 Ilendrichsen, Theis Dirchsen, Dirch Theisen, Jan Tcisen, Sybrandt Cornelsen, Gerred Jansen, Piter Jansen, Fiter Jacobsen, Cornelis Dirchsen, Willem Eysbrandtsen, Piter Jansen, Cornelis Thonsen, Jan Cornelissen, Jan Jansen Bacher, Arien Pitersen, Jacob Pitersen, Jan Pitersen Femmes, Jan Alberdtsen, Jan Jansen Dracher unde Jacob Jansen Dracher
wit malkander tho beradende unde tho rathslagende, na deme dat unse olde trouwe unde wedtägt dat unse forolders gemachet hebben, dörch diht vordorfliche Krygewesent vorbrandt sint, dat see weder wye Brive und wedtegte machen wolden, dat de gemeenheit in frede unde Einichiet mochte erholden werden; So hebbe ich Schultes Dirch Cornelissen er gefraget, efte se by ehre olde Rechte unde Privilégié blyven wolden, alse ydt unse Vorolderen geholden unde geheft hebben, Van unse Allergnedigsten Averichkeit alltydt vorgyndt unde gegeven is. So hebbe se geantwordet Ir: So lange alse ydt van unser allergnedigsten Averichheit vorgunnet syn mach, willen se darby blyven, gelych alse ydt toe forne gewesen is. Welcher also is wen dar eynige Arf fallen mochte, na Vader effte Moder, eder Süster eder Broder, dat den ein Söhn nicht mehr nimpt alse ein Dochter, unde ein Dochter even so veel alse ein Söhn unde wen eht so geschehen mochte dat ein Mann efte eine frouwe dorch den tydtlichen Doct afstervet nadcmate wi alle sterflich sindt, unde se hebben Kinder thosammen de den Arf nah Vader unde Moder, wol versterfen is, unde dar stervct ein van de Kinder, dat den ein fader nicht mehr nimpt alse ein van syn Kinder, nah syn vorstorfene Kindt unde gelychen ock ein Moder even so veel alse ein van syne Kinder, dar mit ehr noch na leven, unde wen dat so geschehen mochte, alse ydt ofte geschüt dat de Vader unde Moder allebeide sterven unde lathen ein Kindt na de syn olders Gydt erfvet, dar se nah laten hebben unde dit Kindt stervet och den helft didt Kindt neen Vader noch Moder, neen Süster og Broder, den schölen Vader-Broder unde Vader-Siister Moder Broder unde Moder Süster diht vörstorvene Kindt Gudt deelen, dat de helfte tho de Vaders Süde unde de ander helfte tho de Moders Syde kyumpt, 205 wo veele se og sindt. Welcher alletydt so gebruchlich is, so lange alse wy gedenchen können, unde wille wy dit och geholden hebben, alse idt alletydt thovörne in unse gemeent gewesen is. Wen dat so gechijt, dat ein Vader efte Moder stervet, dat de Vader efte Moder de dar nah levet, dat se den deelingen dohn mit ere Kinder, werdt dar ein Vormynder gesettet vor de Kinder averst de olders beholden dat Gudt by en, diht dat de Kinder begeven werden: Averst dar Gudt vor bohøve, dat dar üngelüch thosloch, dorch Kriges noth, efter Viires Nodt, edder andere üngelüch, dat de olders in Armodt geraden, denne können de Vormiinders neen schade lyden, den se hebben kein Gudt entfangen, darume konen Se och kein Gudt van Sick leveren, den de Olders hebben de Kinders ernehret doh se nicht vordeenen køennen, darför Sy de Kinders pligcht, dat se ehre Olderen erneren, wen se nicht vordeenen können averst wen idt so geschüdt, dat dar ein Stif-Vader efte Stif-Moder tho de Kinder qvam unde dat Kinder Gudt unniitte ummebrochte dar møthen de Vormünders ein indsehent inne hebben dat idt Kinder Gydt, nicht tho unniitte ummebrocht werden, dat dith in der Warheit also is, alse bowen geschrewen steit, unde alletydt in unse gemeente soh geholden is, unde wyder olso geholden werden schal, hebben wy dith mith unse dorps segnet bekräftiget, unde under gedrücht Jahr unde Dach wo boven vormeldet.
Omkring 1702 flyttede Pieter og Neel til Utterslev, men det var svært at få den gård, de fæstede, til at løbe rundt, og efter at Pieter døde af pest i 1711, flyttede Neel fra landsbyen i armod og boede herefter hos sin søn, Tønnes Pietersen Becker i København til sin død.
Landsbyen Utterslev på kort fra 1835. (Historiske kort på nettet)
I Det blev ikke nogen lukrativ tilværelse, som Pieter Gertsen og Neel Adrians Bacher flyttede til i Utterslev. Det blev en hverdag med armod og gældsætning.
Da pesten kom i 1711, tog den i juli et af børnene, i august Pieter Gertsen selv og i september og oktober to af familiens andre børn.
Efter Peter Gertsens død måtte Neel Adrians Bacher fraflytte gården i Utterslev i armod.
FORLOD GÅRDEN
Til skifteretten forklarede Neel Bacher, at hendes børn var døde, og at hun slet ingen tjenestefolk havde på gården mere. Hun havde ikke håb om, at nogen turde flytte derind, “formedelst den grasserende smitsomme sygdom, så hun ville forlade gården”. Opgørelsen af boet i 1712 var negativt. Gælden var på 1.161 sletdaler.
I mandtallet fra 1728 efter Københavns brand boede hun hos sønnen Tønnes i “Nye Canal”.
Samme år nævnes en “Peter Hollenders kones” begravelse i Garnisions Sogn, hvor familien bor på dette tidspunkt. Måske var det hende.
Nye Canal med Toldbodsgade på Gedes Kort fra 1761. Det var her familien Becker boede.
SØNNEN GERT PIETERSEN
Maleri af livet på gård i Store Magleby. (Julius Exner, Amagermuseet)
Tønnes Becker havde boet i København siden 1710. Hans bror, Gert boede i Store Magleby.
Her havde han muligvis tjent nogle år som tjenestekarl.
I 1712 blev han gift med en yngre enke, Nele Tønnesdatter, som havde været gift med en 20 år ældre gårdmand, der var død under pesten.
FLYTTEDE TIL KASTRUP
Kort med Kastrup, Hollænderbyen og dele af Amager. (Historiske kort på nettet)
Havde forholdene i Store Magleby været som i andre samfund, ville Gert Pietersen højst sandsynligt have overtaget enken plus gården. Men Gert var en nyhollænderbysk ung mand fra Utterslev, selv om han var født i Store Magleby af en amagerhollandsk mor – så han kunne ikke overtage gården. Det talte heller ikke med, at Nele var ud af et ”ægte” amagerhollandsk miljø.
Gert og Nele måtte skille sig af med gården og finde et andet sted at slå sig ned. De fæstede derefter gård nr. 1 i Kastrup. Her fik de børnene Marchen (f. 1712), Pieter (f. 1715-død tidligt) og Tønnes (f. 1719), om hvem det oplystes, at han var ”skrøbelig og vanvittig”.
NEEL DREV MULIGVIS EN SYFORRETNING
Kvinde med broderiramme.
Da Gert døde i 1722 blev boet opgjort til 852 sletdaler. I
boopgørelsen figurerede blandt andet “32 syede hatte med bånd på”. Det er usædvanligt, at der er optegnet kvindeklæder i skiftet efter en mand. Skiftet indeholder også store mængder af andre beklædningsdele af lærred.
I “De udstødte Gårdmandspar” argumenterer Birte Hjorth for, at det er sandsynligt, at Nele har haft en lille virksomhed til fremstilling af diverse beklædningsgenstande af lærred.
Ved boopgørelsen efter Gert var hun allerede trolovet. Hendes nye mand hed Jens Olsen, og han var fra Sundbyvester.
Det var ikke så lang tid derefter, at Nele og Jens forlod Kastrup og flyttede til Dragør. De bosatte sig på Badstuevælen 4-6, og Jens ernærede sig som skibstømrer. Nele døde 1733 i Dragør.
Overbefolkning i Store Magleby fik i 1651 en række familier til at takke ja til kongens tilbud om at være med til at etablere en ny landsby på den tidligere kongelige ladegårds jorder. Blandt udflytterne var Pieter Gertsens forældre.
Rekonstruktionstegning af Ny Hollænderby Kirke og Prinsens Gård ved den senere anlagte Frederiksberg Runddel Den første kirke i Ny Hollænderby stod færdig i 1654, men blev nedbrændt af svenskerne fire år senere. En ny kirke blev genopført med økonomisk støtte fra kongen. Kirken stod omtrent, hvor Haveselskabets Have er i dag. Kirken blev nedrevet 1734, da den nye Frederiksberg Kirke ved Pile Allé stod færdig. Prinsens Gård blev opført af Frederik 3.s dronning Sophie Amalie i 1662 som sommerbolig for hendes døtre. Den lå der, hvor gitterporten ved Frederiksberg Runddel befinder sig i dag. Tegningen er udført efter bevarede opmålinger og lignende samt beskrivelser af kirken og gården. (kbhbilleder.dk)
Pieter Gertsens forældres navne kendes ikke. Han må have været nogenlunde jævnaldrende med sin kone, Neel Bacher, der var født 1662.
Dermed må det formodes, at hans forældre var blandt de 20 familier, der flyttede fra Store Magleby til den nye by, som kong Frederik 3. etablerede i 1651 på den tidligere kongelige ladegårds jorder på det sted, der i dag er Frederiksberg, fordi han ønskede at udbygge produktionen af grøntsager og så videre, som hollænderbønderne var kendt for.
Mandtallet fra ”Rigtig fortegnelse på Mandtallit udi Hollender Sogn paa Amager” blandt lensregnskaberne fra 1645 gør det muligt med en vis sikkerhed at lokalisere en del af de mennesker, som i 1651.
Det er også muligt at se, hvilke gårde, nogle af dem, der forlod Store Magleby, stammede fra, men det begrænsede udvalgt af navne i byen gør dog, at ikke alle kan lokaliseres.
Overbefolkning i Store Magleby
Kortet viser de mange gårde og huse i Store Magleby, omgivet af havearealer og bymark. Foroven – i byens sydlige udkant – ses møllen. Udsnit af kadetkort fra omkring 1740 af Torban Knorr. (Det Kongelige Biblioteks Billedsamling).
En af grundene til udflytningen var en voldsom overbefolkning i Store Magleby. Byens præst, Georgius Harder, skrev i en indberetning fra 1657 at byens oprindeligt 25 gårde var blevet splittet op i så mange parter, at der kunne være 70 til 80 huse og gårde på den samme plads.
I Ny Hollænderby blev gårdene placeret på hver sin side af bygaden (nuværende Allégade). Og man opbyggede bystyret som på Amager med en schout og 7 tingsmænd (scheppens).
En del af beboerne døde i 1652 og 1654 på grund af en difteritis-epidemi, som ramte Danmark – først og fremmest Sjælland og Øerne.
Søgte ly i København under svenskernes belejring
Københavns Volde under svenskernes belejring af byen, hvor de omgivende landsbyers beboere havde søgt tilflugt.
Ny Hollænderbyen blev forladt og brændt af under svenskernes belejring af København, hvor de slog lejer ved Utterslev. Og den 7. august 1658 søgte nyhollænderne ly bag Københavns volde. Den 8. oktober fik de følgeskab af deres slægtninge fra Store Magleby, da svenskerne brændte Amager af for at standse tilførslen af levnedsmidler.
Under belejringen døde flere på grund af overbefolkningen, sygdomme osv.
Svenskernes belejring af København i 1658. Bygningen midt i billedet er den kongelige ladegård, som står i brand. (Det Kongelige Biblioteks Billedsamling).
Da beboerne flyttede tilbage til byen i 1660 efter den to år lange svenske belejring, blev der udarbejdet en oversigt til hovedskatten samme år. Og da Christian den 5. fra og med 1672 udskrev mange skatter, findes der findes mange bevarede mandtal over mændene i byen. Men Pieter Gertsen forældre er stadig ikke iblandt dem.
Tætte forbindelser til Amager
Forbindelserne til Store Magleby var stadig tætte. Flere blev begravet i den gamle kirke, og når en ægtefælle døde hentede man en ny i den ”Gamle Hollænderby”.
I Kancelliets Brevbøger fra 1653 ses, at der er givet tilladelser til giftermål mellem flere slægtninge.
Ny Hollænderbyens endeligt
Ny Hollænderby blev nedlagt 1697, men efterhånden opstod en ny bebyggelse neden for Valby Bakke – det nuværende Frederiksberg.
Det var svært for indbyggerne at få bragt byen tilbage på fode efter belejringen og afbrændingen. Allerede fra omkring 1661 begyndte nyhollænderne at bryde forbuddet mod at sælge jorden. Og det skete til “udenbys” danskere. Og flere af bønderne stiftede stor gæld.
Byens skæbne blev beseglet ved branden i juni 1697, hvor de fleste gårde gik til. Det udnyttede Frederik 5. som anledning til at nedlægge byen og beordre beboerne til at flytte. Nogle forsøgte at blive boende i området, men mange flyttede væk – i nød og armod.
Kilder
En beretning om Ny Hollænderby og dens beboere. I Frederiksberg gennem tiderne, Bd. 37 (2014), Mette Maltelsen
Hollænderbyen i det 17. århundrede, Crilles Petersen
Om Peter Gertsen ved man, at han var født i Ny Hollænderbyen (Frederiksberg), der var blevet oprettet som en udflytterby fra Store Magleby på grund af pladsmangel. Men forbindelserne mellem de to samfund, og han flyttede tilbage, og boede her i en periode, indtil han og hans kone fæstede en gård i Ullerslev, hvor han døde af pest.
Et eksempel på en hollændergård med nyttehaven, hvor der blev dyrket grøntsager, urter og blomster, der blev solgt inde i København.
Arvereglerne gjorde at hver gård blev splittet op i lige store dele ved en gårdejers død, hvilket betød, at gårdene efterhånden var blevet meget små. Den nye landsby blev også kaldt Nye Amager.
Peter var nævnt flere gange som indehaver af Frieds Gård, Møllergade 11 i Store Magleby (Gammel matrikel 21 og ny matrikel 4), som hans svigerfar havde købt.
1682 Peter Gertsen nævnt som tjenestekarl på gården”’
1690 Peter Gerdz
1698 Peter Gertsen
1700 Peder Gerdsen
Flyttede til Utterslev
Utterslev på kort over Københavns Vandforsyning fra 1710.
Gården brændte 1700. Dette kombineret med, at det ville være svært for Pieter Gertsen at overtage en gård i Store Magleby, da han stammede fra Ny Hollænderbyen, selvom begge hans forældre sandsynligvis stammede fra den oprindelige Hollænderby.
Neels lillesøster Gerdte havde giftet sig i 1702 med en søn fra Kærgård (Hovedgaden 17), og parret havde taget ophold hos hendes familie i Møllegade. Formodentlig skulle det være dem, der blev det næste gårdmandspar.
I 1703 døde deres 8-årige datter Gerdte. Ved begravelsesindførslen i kirkebogen har præsten vedføjet: »Die nu in Uterslev woont«. Pieter og Neel havde da valgt at flytte fra Store Magleby og fæste en gård i Utterslev i Brønshøj sogn.
Og i maj 1704 fik Peter Gertsen fæstebrev på en gård i Utterslev, som den forrige fæster måtte fraflytte i armod.
Her var han gårdmand til han døde af byldepest i 1711. Dette fremgår af Københavns Amts Fæsteprotokol 1693-1716, Anno 1704, s, 712, Uttersløf.
Pesten i København
Et kvarter i København i 1700-tallet på Geddes Kort, viser hvor tæt befolkningen boede.
Byldepest kostede cirka en tredjedel af Københavns indbyggere livet.
Byens øvrighed havde i lang tid fulgt den Sorte Døds vandring gennem Europa. I 1708 kom den til Danzig, hvorefter den spredte sig langs Østersøkysten og ind i Tyskland, og i 1710 var smitten nået til Helsingør med et skib fra Lübeck. Samme år nåede pesten til Stockholm, hvor 20.000 mennesker døde.
De københavnske myndigheder tog dog ingen forholdsregler, og alle troede, at byen ville gå fri. Så da pesten nåede København, var man helt uforberedt.
Kun få læger tog sig af pestofrene – arbejdet blev ellers overladt til barbererne. De hygiejniske forhold var katastrofale, man kendte intet til pestens smitteveje eller dens behandling, og af frygt for borgernes reaktion turde øvrigheden ikke gennemtvinge den nødvendige isolation – og begravelse – af ofrene uden for voldene.
Pesten i København i 1711 på samtidigt træsnit (Københavns Bymuseum)
Inde i byen hobede de smittende pestlig sig op på de overfyldte sognekirkegårde, hvor de ventede på begravelse, og til sidst måtte man etablere flere assistenskirkegårde til aflastning. Kun to pestkirkegårde blev lagt uden for voldene.
København havde dengang ca. 60.000 indbyggere. Da pesten ebbede ud i slutningen af 1711, kunne politimester Ernst i sin officielle rapport fra “Sundheds Contoiret” meddele kongen, at de indkommende ugesedler viste 22.535 dødsfald.
Aner nævnt i indlægget (Åbner som pdf)
Tønnes Petersen Bacher var min mormors mormors morfars farfars far (Min 6x tipoldefar)
Mellem 1515 og 1521 indvandrede omkring 160 til 180 familier fra Friesland, Holland og Flandern – også kaldet De Lave Lande eller Nederlandene – til Amager, hvor Kong Christian 2. havde inviteret dem til at komme og opdyrke øen.
I 1547 fik hollænderne af Christian 2. et privilegiebrev, der brev fornyet flere gange i løbet af århundrederne. (München-Samlingen, Rigsarkivet)
Førstehåndskilder som redegør for, hvor præcist i Nederlandene indvandre kom fra, er gået tabt.
Det skete blandt andet, da hele Amager blev brændt ned under svenskernes invasion i 1658. Men da Christian den 2. i 1523 måtte drage i landflygtighed, medbragte han en betragtelig del af sit arkiv. Dele heraf kaldes “Münchensamlingen’. Af særlig betydning i denne sammenhæng finder vi heri to dokumenter:
Det ene dokument er et koncept til et privilegiebrev til 184 hollandske bønder – som er skrevet på hollandsk, udstedt af Christian den 2.
Det andet er en navneliste kaldet ‘Amagerregistret’, som opregner 164 nederlandskklingende navne fordelt på de forskellige byer på Amager – undtagen Dragør.
Det formodes, at privilegiet fra 1521 markerer indvandringen. Og listen viser, at den oprindelige plan har været, at de hollandske bønder skulle have (næsten) hele øen.
I 1500-tallet havde forskellige hansestæder stadig rettigheder i Dragør. Da Frederik den 1. blev konge, ville han udvise de nederlandske indvandrere. Mange forlod også øen, men et mindre antal blev boende i det nuværende Store Magleby sogn. Det vides ikke, hvilke af de personer, der nævnes i amagerregistret, forlod øen efter 1524.
Mechelen i Belgien
Nyere forskning tyder på, at indvandrerne kom fra flere steder i de daværende Nederlande, inklusiv det nuværende Belgien.
Christian 2.s kone, Elisabeth af Habsburg, var vokset i Mechelen mellem Bruxelles og Antwerpen hos sin tante, Margrethe af Habsburg, som var statholder af Nederlandene.
Den senere danske dronning, Elisabeth af Habsburg, voksede op hos sin tante i Statholdernes residens i Mechelen, der var kendt for sin dyrkning af grøntsager. Byen ses på illustrationen “Le vray plant et portraict de la ville de mailines (I Cosmographie Universelle”, F. de Belleforest, 1575)
I området fandtes en stærk tradition for forædling af grøntsager allerede i 1500-tallet.
Havnebyen Nieuwpoort i grevskabet Flandern nævnes også som et muligt oprindelsessted. Christian 2.s sekretær Scepperus kom herfra.
Waterland i Vestfriesland
Nederlandene på kort fra 1567. (Det Kongelige Biblioteks Billedsamling)
Historikeren Arid Huitfeldt (1546-1609) skrev, at de hollandske indvandrere kom fra Waterland.
Navneforskeren Geerte de Vries mener på baggrund af navnene registret over indvandrene, at flere af dem faktisk kom fra Waterland, som dengang udgjorde et landskab i den sydlige del af herskabet West-Friesland i grevskabet Holland.
Det må have været almindelige bønder, der er kommet her fra. For det var ikke muligt at dyrke grøntsager på særligt højt niveau.
Det fremgår at samtidige beretninger, at området var meget fugtigt og vandrigt – og en betydelig del lå (og ligger stadig) under havets overflade. Oversvømmelser var en konstant trussel. Det vides med sikkerhed, at der i 1287, 1375, 1421 og flere gange i begyndelsen af 1500-tallet var meget store oversvømmelser, men der har med stor sandsynlighed været flere.
I det næste par århundreder opstod flere byer i området på vigtige trafikknudepunkter. Østersøområdet blev ét af de store handelsområder for disse waterlandske købmænd.
Her hentede de blandt andet sild og ikke mindst det korn, som de ikke længere selv kunne dyrke i større udstrækning.
Af toldregnskaberne for Øresund fremgår, at i midten af 1500-tallet havde omkring halvdelen af alle hollandske skibe, der passerede sundet, en skipper fra Waterland. Mange waterlændere kan altså have været bekendt med landområderne langs med Øresund – og måske også med Amager.
Kilder
“Hollænderbyen omkring år 1700″ af Crilles Petersen
“Vlaamse tuinders en hollandse boeren in Denemarken in de zestiende eeuw : een kritische kijk op een bekend Deens immigratieverhaal”, af Lis Thavlov & Villy van Hoof, 2013
Danmarkskort med de amter, der fandtes fra 1773 til 1970
Man hører ofte, at folk i gamle dage ikke flyttede sig særligt meget. De blev i deres sogn hele deres liv og gifte sig med en fra nabogården eller en fra nabosognet. Sådan var mine forfædre ikke.
Mine bedsteforældre stammer fra Himmerland, Sønderjylland, Tåsinge og Vestsjælland. Og selvom mange af deres forfædre rent faktisk holdt dig inden for deres landsdele, rejste mange også. Ofte langt. Fra Sachsen og Rügen til Slesvig og Sønderjylland. Fra Langeland til Tåsinge og Langeland til Vestsjælland eller fra Holland til Amager og derfra til Svendborg og Tåsinge eller fra Århus til Vestsjælland. Og så videre.
Denne blog handler om de mange forskellige historier, jeg har afdækket under mit arbejde med slægtsforskning.Nogle gange bare en flig eller en antydning af en historie, fordi kilderne ikke rækker. Andre gange mere detaljeret.
Familiens Historier 
