Søren Borring var kendt som en stridbar herre. Blandt andet var er to situationer, hvor Søren Borring, var involveret i klammeri på det værtshus, der var tilknyttet Løveapoteket, som lå lige ved siden af den gård i Vestergade, hvor han boede med sin familie.

Den 15. April 1736 bad kammeradvokat og højesteretsprokurator, Bredo Munthe (senere

Bredo_Munthe_af_Morgenstjerne
Bredo Munthe af Morgenstejerne var blandt andet kammeradvokat fra 1737 og højesteretsdommer fra 1747. Hans søn Otto, blev i øvrigt gift med to af Søren Borrings svigersøn, Adrian Bekkers tredje kones slægtninge fra Flindt-familien. (Maleri: Andreas Brünniche / Public domain)

adlet som von Munthe af Morgenstierne) stiftamtmand Sehested om at indsætte Johan Foss, forpagter på Sanderumgaard, som sættedommer, mens vidnerne afhøres under et tingsvidne i en sag, hvor prokurator Søren Borring, Hans Bryde, student Jørgen Piil og købmand Nis Nissen anklages for at have iværksat et voldeligt overfald.

Andragendet bevilgedes, og til den 12. Marts indstævnes som vidner apoteker von Westen, monsieur Laurids Basch hos sin Fader Sr. Jess Kiersing, byfogden Niels Langgreen, apotekersvendene Jørgensen og Schneider, kaddersvenden Laurids Jensen samt drengene Jokum og Markus; desuden Justitsråd Simonsens tjener Nis, justitsraad Eichels tjener Basmus, landsdommer Billes tjener, birkedommerne Lorentz Petersen og Erik Kristens samt Mons. Sølling.

Von Westen skrev på forhørsdagen til Dommeren, at hverken han eller hans folk kunne møde i Retten, fordi markedet just holdtes den dag, “da en del fra landet indkom på apoteket og affordrede medikamenter til patienter.”

Prokurator Borring protesterede under sagen den 18. Februar mod stævningen og skrev:

“Uventelig var det for mig, at da Jeg i Søndags Eftermiddag den 12. Fehruarij var indkommen paa Apoteket her i Byen, og i en Stue, hvor almindelig for skikkelig Folk tappes og skænkes Vin, der af adskillige med usømmelige Ord og tilsidst af Højesteretsprokurator Sr. Munthe i Gærningen skulde have bleven overfaldet.
Men mere uventeligt, ja fast utrolig holdt Jeg det, at den gode Mand, der i sin egen Samvittighed var og er overtydet, paa hvad Maade han mig paa samme Tid begegnede, skulde falde paa de Tanker i denne Materie at lade udstyre Stævnemaal, da Jeg og ingen anden kunde tilregne sig at være fornærmet, følgelig og ingen uden Jeg haft Aarsag Omgangen at søge oplyst og derefter paatale Satisfaktion.”

  • Borring meddelte, at han agtede at føre tingsvidne for:
    • At M. Munthe indkom til mig i omrørte Vinstue og derfra indkaldte mig i Apoteket, og da Jeg der havde talt lidet med ham, vilde han sætte mig til Rette og ligesom reprimandere mig for min Tale, og hvad Jeg tilforn havde sagt.
    • At Jeg des Aarsag forlod Ham og gik igen ind i Skænkestuen, hvorhen han efterfulgte mig, blev ved det samme og derpaa udtalte adskillige Ord mig til Fornærmelse.
    • At Hr. Ritmester Viereck og Mons. Matthias v. Westen straks derefter tilkom, og begge istemmede med ham i adskillige fornærmelige Ord.
    • At Hr. Ritmesteren derved ofte og mange Gange slog mig paa mine Skuldre.
    • At Hr. Ritmesteren derefter greb mig fast om begge mine Arme eller Hænder, og at Mons. Munthe, da Jeg saaledes var holdt af en anden og ej havde med ham at gøre, slog mig, at Jeg deraf ligesom i Besvimelse faldt over nogle Stole, og Blodet straks løb mig ud af Mund og Næse.
    • At de begge derpaa gik ind i Mons. von Westens Sengekammer.
    • At Mons. Munthe noget derefter igen indkom i Skænkestuen, og hvorledes han blev efterfulgt af en vis Herre (som jeg af Respekt i denne Handel ej vil nævne) og Ritmester Viereck, der begge havde deres Kaarder, førend de endnu kom i Stuen, udtrukket og blottede, og hvad de siden dermed forrettede og samtligen talte.

Borring havde dog fået lejlighed til at forsvare sig; han slog Munthe med en stok, hvis knap og bånd denne fik fat i og ville tage med sig til København som  bevismateriale.

Ny strid

Kælder under løveapoteket
Det var i et af de hvælvede kælderrum under Løveapoteket, at skænkestuen med indgang oppefra gaden befandt sig. (Foto fra Odense Løveapoteks Historie)

Hvordan sagen udviklede sig, vides ikke. Men to år senere var Søren Borring igen involveret i en strid på byens apotek.

Brødrene Ulrik Adolf Vilhelm og Henning Kristoffer von Holstein havde den 24. august 1738 besøgt en tredje bror, Ditlev von Holstein, der lå som kornet i Odense. Da de alle tre fulgtes ned ad gaden, “fik de i Sinde at gaa ind paa Apoteket for at drikke et Glas sammen til Afsked.”

I en Skrivelse til Amtmanden i Odense, dateret Frederiksgave d. 1. September, skildrer de, hvad derefter hændte”:

“Als nun wir 3 Brüders in die Apoteck, wo die Medicamenta verkaufft werden, eintreten, finden wir die zum Weinn-Güsten eigentlich aptirte Stube offen stehen”

Holsteinerne vil da gå ind i vinstuen, men døren blev slået i. På kornettens spørgsmål til de personer, der var i apoteket, om hvem der var derinde,  var svaret, at det var to prokuratorer Borring og Holm, byfogden Niels Langgreen og en borger Nikolaj Klausen: “selbige theils hetruncken und in Dispute zusammen”.

I det samme åbnede Borring døren. Kornetten tog sin hat af, sagde god Aften! og ville gå ind, men Borring gik ud i apoteket og lænede sig til bordet »uns andern beyde steiff in das Gesicht sehent mit einer gantz ernsthafft und dahey mocanten mine stets hetrachtent”, og han lod dem forstå, at han gerne ville tage sin hat af for kornetten, men ikke for de to andre “Kerls”.

Den ældste Holstein bad nu apotekerdrengen om nogle brændte mandler med ordene:

“es sey gut, dass er keinen Hut auf habe, weile er dadurch der Mühe überhohen selbigen abzunehmen”.

Denne Spydighed bevirkede, at Borring for løs paa kornetten med knyttet næve, så von Westen maatte gribe ham i armen og holde ham tilbage.

Holm og justitsråd Klebe kom nu ud af apotekerens Stue. Holm blandede sig i striden til fordel for sin kollega og ville smide en Holsteinerne ud, hvad dog ikke lykkedes. Imens  peb byfogeden efter vægterne, hvorpå Holsteinerne tog de tilstedeværende til vidne på, hvad der var sket, og gik deres vej.

Kilder

En mening om “Stridbare Søren Borring”

  1. Pingback: Adrian Bekker – Familiens Historier

Skriv en kommentar