Præsteslægt og gammel uradel samlede sig i Maren Schyttes aner.

Universität Wittenberg 1644
Universitetet i Wittenberg i 1600-tallet. (Wikipedia)

Maren Andersdatter Schyttes mor, Anna Nielsdatter Juul, var datter af Niels Sørensen Juul og hans første kone, Anna Martini.

Det fremgår af Anna Martinis hendes ligsten, som er indmuret i væggen i det sydlige vesttårn på Viborg Domkirke, at hun døde i 1566. Hendes baggrund kendes ikke.

Marens far, Niels Juul var i 1533 blevet immatrikuleret i Wittenberg som magister.

I takseringen i 1543 nævnes han til Willestrup, og han svarede 193 mark i skat.

Han fik den 23. september 1558 et kannikedømme i Viborg, det vil sige at han var præst ved domkirken. Og han fik desuden Sime præbende, som “mester Splid Fasti havde opladt for ham”. Et præbende er en indtægt af jordegods, som tilhører en institution (kirke, universitet eller lignende), og det var altså herfra han fik sin indtægt mens han var i embedet.

To år senere blev Niels Juul rektor ved Viborg skole og var senere lektor samme sted frem til 1574.

STRID MED KAREN KRABBE

Karen Globsdatter Krabbe med døtrene Ingeborg og Dorthe Skeel på den ene halvdel af hendes og manden, Niels Skeels epitafium i Vinderslev Kirke fra 1564.

Niels Juul nævnes 1569 i en strid, som han førte på kapitlets vegne mod Christian Sael. Sagen handlede om skellet mellem Limegård og Bavnsgård. Det var også på kapitlets vegne, at han samme år førte sag mod Karen Krabbe, Niels Skeels enke, om fiskeriet i Ørregårds Å.

Han fik 4. marts 1570 kongelig stadfæstelse på et mageskifte, hvorved han erhvervede sin anden kones fars mere eftertragtede præbende, og han blev 1574 forlenet med kronens part af kongetienden af Hjerk Sogn i Harre Herred – han fik det altså som indtægt.

Niels Juel blev gift anden gang 19. september 1568 med Anne Kjeldsdatter Juel, som var datter af viborgbispen Kjeld Juel.

I det andet ægteskab fik Niels sønnen Søren Nielsen Juul, som var rektor på Ålborg Latinskole og efterfølgende sognepræst i Nibe. Han fik igen to sønner.

De adelige forbindelser

Niels Juuls forældre var Søren Nielsen Juul, hvis mor var den adelige Mette Pedersdatter Glob Due og hans kone var Dorthe Skiernov, som også var af adelig familie.

Viborg_Gamle_Dage
Viborg By i 1600-tallet, hvor domkirken kan ses øverst på bakken og den senere nedlagte og nedrevne Gråbrødre Kirke til venstre i billedet. (Det Kongelige Biblioteks Billedsamling).

Læs mere i andre kapitler om

ANER NÆVNT I INDLÆGGET

KILDER

Skriv en kommentar