Christopher Nielsen kom fra en familie, der kan føres tilbage til 1500-tallet i Holm i Nordborg Sogn. Selv flyttede han til nabosognet Ulkebøl lige uden for Sønderborg.

Jolmandsgård
Jolmandsgård i Holm betragtes som et typisk eksempel på en alsisk gård, som de har set ud gennem århundreder.

Christopher Nielsen (f. 1828) blev gift første gang den 5. november 1854 med

Dorothea Christensen Møller, som han fik tre sønner med.

Præsten i Ulkebøl skrev i kirkebogen om hans dåb i Holm, konfirmation i Ketting, og at han aldrig havde modtaget offentlig hjælp: “Alt efter attest fra Horst Holk: Ketting af 7. oktober 1854”.

I forbindelse med, at han får børn eller er fadder, nævnes hans bopæl og erhverv. 1860 var han husmand på Engberg i Sundsmark, 1864 husmand på Kertingebjerg i Sundsmark og senere er han nævnt som indsidder og fabriksarbejder. Da datteren Anna blev gift i Sønderborg i 1893, var han indsidder i Sundsmark.

Hans anden kone var Anna Bergmann (1833-1898), som han fik to børn med. Hun blev både kaldt Anna Eleonora Bergmann og Eleonora Nielsens i kilderne.

Efter hun døde i Sønderborg i 1898, flyttede han muligvis ned til en af sine yngre døtre, enten i Rendsborg eller Travemünde, som i dag er en bydel i Lübeck. Begge byer ligger i Sydslesvig i Schleswig-Holstein, hvor kirkebøgerne ikke er umiddelbart tilgængelige. I hvert fald er hans død ikke fundet i Sønderborg eller Ulkebøl eller nogle af de omkringliggende sogne.

I Holm fra omkring 1500

Bønder under såning af deres marker i 1585 (Vignet fra Jacob Ulfeldts Jordebog, Det Kongelige Biblioteks Billedsamling)

Alle Christopher Nielsens mandlige forfædre stammede fra Holm i Nordborg Sogn, hvor hans slægt kan føres tilbage til omkring år 1500.

”† Peder Maw udi Holm æt 96 en af hans Kaldsmænd. — †”.

Sådan skrev præsten, Anders Christensen Brandt, som er min 8x tipoldefar i min mors familie, om Peders begravelse i 1637.

Anders Brandt førte en slags dagbog, hvor han indskrev de kirkelige handlinger, som han syntes var interessante. Ellers skrev han blot, hvor mange, der var født, gift, døde og så videre de enkelte år. Men det er en af de første bevarede kirkebogslignende optegnelser i Danmark.

Det kan udledes, at Peter Paw var født cirka 1531, og hans forældre må være født omkring 1500. En kaldsmand var valgmand ved præstevalg.

Svigersøn overtager gården

I landsbyen Holm var alle gårdene i 1564 ejet af hertug Hans den yngre af Slesvig, og det medførte øgede udgifter og hårdere hoveri.

Den fine stue i en alsisk gård på Frilandsmuseet.

I 1604 nedbrændte 7 fæstegårde i den sydlige del af byen.  Da den danske kong Christian 6. overtog Nordborg Len 1730, blev hoveriet lettere.

Peters søn, Niels Maw (1581-1652), overtog bol nr. 58 i Møllegade 82. Han var gift tre gange. Den første kone døde i februar 1626 i Nordborg. Herefter var han gift med Thore Pedersdatter (1600- 1636) og Maren Nielsdatter (1592-1658).

Hans datters fornavn kendes ikke, men hun var gift med Anders Berthelsen Christensen, som var gårdmand på bol nr. 43, Damgade 8 i Holm ligesom sin far, Berthel Christensen og farfar Christen Berthelsen. Hans mors og farmors navne kendes ikke.

Prydhaven ved sønderjysk gård på Frilandsmuseet.

Anders Berthelsen Christensens søn, Bertel Andersen (1655-ca. 1720), nævnes i årene fra 1656 til 1662 og fra 1670 til 1686 på bol 51, Møllegade 81, som han havde overtaget fra sin svigerfar, Bonde Mortensen (1628 – 1695), der var far til Eleonora Bondesdatter (f. 1657).

Eleonoras farfar, Morten Bondesen (1564 – 1651): ”tog imod samme boel og blev skrevet for gæld der endnu skyldtes fra anno 1615-1626. Anno 1648 henstår som tiende til præsten”.

Eleonoras mor var Anne Thomsdatter (1622-1683), hvis baggrund ikke kendes. Hendes farmor døde i 1655, men hendes navn er ukendt.

Dramatisk død på fjorden

Niels_Berthelsen
” En Mand fra Holm døer paa Søen: Dom. 2 Adv. begr. Niels Barthelsen af Holm æt: 49 A. Hand tog til Baads d. 2 Dec. ned til Aabenraa i sine lovl. Forretninger, og da hand d. 5 Dec. vilde reiβe hjem, udstød hand med de andre paa Vandet en haard Storm og Regn, saa at de dend gandske Dag maatte med ald Arbeide roe, men imod Aftenen vansmægtede hand, og daanede, de søgde paa Løyt–Side Landet, og som de andre vilde gjerne i et huuβ med Varme vederquæge ham, da hans ..æle ham og var forgaaen, døde hand efter Udsigelse i Baadene om Aftenen ved 6 Slet. Hand var ellers en stille og godhjertig Mand.”

Gift to gange og efterlod sig stor gæld

Åbenrå Fjord på søkort fra 1600-tallet (Historiskatlas.dk)

Niels Bärthelsen (1692-1741) druknede altså ombord på en båd på vej fra Åbenrå i hårdt vejr i december 1741.

Hans første kone var Maren Nielsdatter (1686-1731), hvis baggrund ikke kendes. Efter hendes død blev han gift med Karren Hansdatter.

Han nævnes flere steder i amtsregnskaberne: 1718 i et bidrag til Hjortsprings brand. Han nævnes også ved vielsen 1720 som “af Holm”.

Niels Bärthelsen fæster “salig faderens boel for 20 rdl, giver 1721 4 rdl, 1722 4 rdl, 1723 4 rdl, 1724 4 rdl, 1725 resten 4 rdl.”.

Det fremgår af skifteprotokollen, at han efterlod sig stor gæld ved sin død:

”Anno 1742 13 apr er bleven holden skifte og deling udi Holm hos den salig mand Niels Berthelsen hvis kongelige fæsteboel Christen Johnsen der samme steds igen antager.
Boets masse ………………………….220 rdl 18 sk.
Gælden er ……………………………..121 rdl 26 sk.  Heraf 7 rdl for den grund som er udlejet.
Bliver til overs ……………………….98 rdl 40 sk.

Deraf tager moderen den halve del med sine tvende børn, som er 49 rdl 20 Sk.
Heraf tager moderen 24 rdl 34 sk og børnene hver 12 rdl 17 sk.
Den anden halvdel får børnene til deling med 24 rdl 34 sk til hver.
Dernæst beholder moderen 1 kiste og et skrin,
Datteren Kirsten og sønnen Niels får ligeledes egekister og egeskabe.
Bonde Mortensen bliver formynder for datteren og Hans Hjulmand for sønnen.”

Der var to andre døtre, Anne Christine Nielsdatter (1725-82) og Anna Eleonora Nielsdatter (1741-77), som ikke blev nævnt i skiftet. Den ældste blev senere gift og den yngste var ugift. Kirsten døde i 1753.

Video med Jollemandsgård

Aner nævnt i indlægget (Åbner som pdf)

HolmAls
Holm ligger nær Nordborg på den nordlige del af halvøen Als. (Historiskatlas.dk)
  • Dorothea Marie Christensen Møller
  • Peder Maw
  • Niels Maw
  • Anders Berthelsen Christensen
  • Berthel Christensen
  • Christen Berthelsen
  • Eleonore Bondesdatter
  • Bonde Mortensen
  • Morten Bondesen
  • Anne Thomsdatter
  • Niels Bärthelsen
  • Maren Nielsdatter (1686 – 1731)
  • Niels Nielsen Langer
  • Sophie Pedersdatter
  • Peter Hansen Nielsen (1805 – 1860)
  • Edel Christina Krüger
  •