I begyndelsen af 1932 blev Niels Christian uddeler i Vejby brugs i Salling – ikke langt fra den egn, hvor han var vokset op. Her fulgte de to yngste af de fire sønner.
På det tidspunkt ejede han Ford T, “model stå op og styre og med remtræk og dobbelt udkobling,” som han udtrykte det. Men med en formentlig beskeden hyre og voksende familie måtte han snart skille sig af med den.
I marts 1933 blev sønnen Børge født, og endelig som rosinen i pølseenden fulgte Hans Kristian i 1937. De to sidste fødsler foregik hjemme.
De ældre brødre var længe overbevist om, at jordemoderen havde lillebror med i sin taske, men den opfattelse forlod de senere.
Det at der var fire børn, var i hvert fald der på egnen ikke almindeligt. De fleste familier havde kun et eller to børn.
Brugsuddelerens beboelse
Brugsens beboelsesafdeling var sammenbygget med butikken. Fra forstuen kunne man
gå til højre ind i butikken, eller til venstre ind i privaten, som bestod af en pæn stor stue med to vinduer ud mod vejen, telefon på væggen (Ramsing nr. 36) og kamin til opvarmning.
Møbleringen var enkel. I den ene ende et spisestuebord med seks ubekvemme stole og ved vinduet et skrivebord. I den anden ende var der 2 lænestole, en sofa og et sofabord.
Belysningen bestod af to lysekroner og en standerlampe. En bogreol var der også.
Videre var der et køkken med gammeldags komfur, der var udstyret med en beholder, hvor der som regel var varmt vand, og ind mod stuen var der en slags hylde, hvor der ofte lå en kat og lunede sig.
I både kamin og komfur var det eneste opvarmningsmiddel i krigsårene tørv, som blev produceret i en nærliggende mose.
Langs den ene væg var der skabe, hvoraf nogle blev brugt til opbevaring af brød til salg i butikken, så der har ikke været meget plads til husgeråd.
Under køkkenbordet var der en lille kælder til opbevaring af madvarer.
Konserveringen foregik enten vednedsaltning eller henkogning. Hvis noget mugnede, blev muggen skrabet af, og så kunne det godt bruges alligevel.
Friske varer fik de dog også. Af og til kom en fiskehandler på cykel med sine fisk i en trækasse. På en varm sommerdag kunne de måske nok være lidt ulækre, men spist blev de.
Vask i bryggerset
Bryggerset fungerede til gengæld også som badeværelse, så det var ikke hver dag det blev til grundvask. En gang om ugen blev en balje fyldt med vand, og der blev børnene så efter tur renset og tørret.
Når det var varmt om sommeren, blev en balje fyldt med vand ude i gården, og når vandet så var lunt hen under aften, var det fint at bade i.
Ad en trappe kom man til loftsrummet, hvor man først kom gennem et værelse med plads til to unger, før man kom til soveværelset, hvor der stod en lille kakkelovn i et hjørne. Væggene var af brædder og der var ikke nogen form for isolering, hverken for oven eller til siderne, så om sommeren var der ofte meget varmt og om vinteren som en isboks. I den fjerne ende af loftet var der endnu et værelse, hvor den ældste hjemmeboende residerede.
Toilettet var et lokum indrettet i brugsens lagerbygning, kun med adgang ude fra. På et tidspunkt – vist nok under krigen – blev lageret udvidet med en nybygning og der blev indrettet et nyt aftrædelseshus, men stadig af åben spand typen, men helt ekstraordinært blev der også indrettet et pissoir, samt et vaskehus. Og man skulle altså stadig over gården, for at forrette sit ærinde.
Familien var så meget med på noderne, at der brugtes toiletpapir, mens man mange andre steder brugte ituklippede aviser. (Skive Folkeblad var at foretrække).
Kloakering fandtes ikke, så alt affald, inklusiv det fra toilettet, blev hældt i en støbt kumme, som en gang om året blev tømt af en bonde (eller hans karl), som kunne bruge det til sine marker.
Indretningen af butikken
Bag butikken var der et lagerrum og en kælder, hvor der blandt andet blev opbevaret ost. Det husker Hans Kristian, fordi ostene engang blev lagt i vand. Det var for at få ormene til at forlade ostene, så det har i hvert fald været gammelost, der ville noget.
I en af isvintrene lå der også nogle flasker med prop, og da indholdet frøs, blev proppen skubbet ud og sad på enden af den frosne saft, det stak ud af flaskehalsene.
Butikken var typisk for tiden, med en disk i vinkel, masser af skuffer og noget, der kaldtes ”den tavse sælger”. Det var et skab med hylder, hvor forskelligt kunne udstilles for at friste svage sjæle til køb – deraf navnet.
Varer som sukker, salt og mel, ja stort set alt, blev leveret i sække eller kasser, så meget af uddelerens tid gik med at veje af og fylde i poser.
Familiens Historier 
En mening om “Brugsuddeler i Vejby”