Den 9. april 1940, stod hele familien ved gavlen af huset og så nogle flyvemaskiner flyve lavt forbi. Det var starten af besættelsen. Det blev en periode med varerationering, og hvor man måtte organisere sig.
Men familien manglede aldrig noget at spise, selv om Cilia engang skulle forsøge sig med at tilberede nogle af naboens kålrabi, men det blev ikke gentaget, så succesen har nok ikke været stor.
Men det med, at der var mangel påmange ting og meget var rationeret, fik af og til en
af nabokonerne til at antyde, at uddeleren “jo havde rationeringsmærker nok”. Det var
ikke korrekt. Dog havde Cilia, da krigen brød ud, sørget for at få lagt en portion håndsæbe til side, så der var nok til hele krigen, men det var også kun hende, der brugte af det. Resten af familien brugte noget, som hed ”maksimalsæbe”.
Tøj genbrugt og syet om
Om forsyningssituationen i øvrigt er at sige, at af tøj og sko, havde familien det nødvendige, men bestemt ikke ret meget. Slidte trøjer blev trævlet op og strikket om, tøj blev repareret og genbrugt og en ting konerne ofte talte om var, at hvis et lagen blev slidt på midten, kunne det ”endevendes og sidekantes”. Der må jo så være fremkommet en søm i midten, men det måtte man så leve (sove) med.
Da der ikke var så meget tøj, blev der naturligvis sparet på det, og om sommeren havde sønnerne meget af tiden hverken fodtøj eller strømper på. I løbet af kort tid blev man så hærdet, at, småsten og lignende ikke generede væsentligt. Når det blev koldere, blev strømperne fundet frem igen, og det var lange strømper, der blev holdt fast ved hjælp af stropper i et såkaldt livstykke – et slags korset!
Tobak var naturligvis også rationeret, selv om det var fremstillet af danske tobaksplanter, som blandt andet også dyrkedes i Vejby. Niels Kristian havde et mindre cigaretlager, som en af de ældre sønner ikke kunne holde fingrene fra, så enten har han selv røget, eller han har givet dem til andre.
Hvorom alting er, så opdagede faren svindet, og da oplevede Hans Kristian den eneste gang, ham fysisk afstraffe nogle af drengene.
En mørk vinteraften kom en ældre mand, som ikke plejede at handle i Brugsen og bad om at købe en pakke skrå. ”Beklager” svarede Niels Kristian, ”det er desværre udsolgt”.
Da Hans Kristian jo ikke var så høj, kunne han til alt held se ind under disken, så
han måtte korrigere og gøre opmærksom på, at der faktisk lå en pakke ovre i hjørnet. Det
måtte Niels Kristian nødtvungent indrømme, så manden fik sit skrå. Mon ikke han godt
kunne se komikken?
Man organiserede sig
Der blev organiseret for at skaffe mad. Fx en griseslagtning ude på
gårdspladsen, hvor Hans Kristian endnu som voksen husker, hvordan den gris skreg, da den blev stukket i halsen i bedste halalstil, kunne det i hvert fald ikke holdes hemmeligt for nogen i omegnen.
En anden gang drog han og faren med hestevogn af sted til en gård i
Lem, hvor det tiltuskede korn blev malet til mel.
Legetøjet
Legetøj var der ikke meget af, men Hans Kristian fik engang en blikmotorcykel med sidevogn og fjederoptræk. Den fik han til at køre i en bunke sand, og ødelagde derved mekanikken. Det var noget af en tragedie.
En anden gang, op mod jul, hvor Niels Kristian havde en smule legetøj i butikken, stod der højt på en hylde en lastbil, der kunne styres ved hjælp af en stang. Hver dag var Hans Kriteian inde for at se, om den var fjernet fra hylden. Den stod der længe, men en dag var den væk, og såtroede han naturligvis, at julen var reddet, for så meget han havde plaget sin far, kunne han da umuligt have solgt den. Det havde faren imidlertid, og Hans Kristian genså den hos en anden af sine legekammerater – Johan.
Ellers legede drengene med det, de kunne finde. Fx gjorde sten med huller igennem udmærket fyldest som heste og køer. De havde også tinsoldater, dels
af tin – det var danskerne – og dels nogle krigsfremstillede – vist af ler – forestillende tyske soldater. Det var altid dem, der blev skudt med en kanon, der kunne lades med tændstikker.
Når vejret tillod det, foregik drengenes aktiviteter udendørs, og specielt to uheldige episoder husker Hans Kristian.
En gang var han via en hyldebusk kravlet op på et nytjæret tag, og sikke da en opstandelse der blev.
En anden gang, hvor husets skorsten var under reparation, tog han turen op ad stigen helt op til skorstenen, mens mureren holdt pause. Hans undrede sig såre over opstandelsen, da man fik øje på ham deroppe. Han følte bestemt ikke, der var noget at være bange for.
Jul under besættelsen
Julen var naturligvis noget drengene så hen til med spænding, Og når Niels Kristian en søndag først i december gik i gang med at pynte op i butikken, vidste de, at nu var det snart. Uddelerbørnene var så heldige, at de kunne følge pynteriet indefra, mens nabobørnene måtte nøjes med at trykke næsen mod ruden.
Det var også faren i huset, der pyntede træet juleaftensdag, og det måtte ikke beskues, før lysene var tændt. Cilias forældre, der var flyttet fra Sønderborg til Vejby i 1940, var altid gæster juleaften, og hjalp med at gå rundt om træet og synge julesalmer.
Da chokolade ikke fandtes, var der ikke meget knas, men pebernødder var der dog i mængder, og alt var fryd og gammen. Og julemorgen var der varm stakitøl til alle
Oplæsning
Om aftenen læste Cilia ofte for drengene – især H.C. Andersen, men også Kaalunds fabler, Grimms eventyr og også en roman som ”Borgslægtens historie”. Og i
det hele taget husker Hans Kristian det som et trygt hjem at vokse op i, selv om verden stod i brand.
Da tiden nærmede sig, hvor Hans Kristian skulle i skole, skulle han mindst lære alfabetet og helst også lære at læse først. Begge dele lykkedes på grund af Cilias ihærdige indsats, men der var i hvert fald mindst
et af de sjældne bogstaver, han havde svært ved at huske, og det tog hun en aften så meget på vej over, at Niels Kristian prøvede at dæmpe hende. Det blev hun så sur over, at hun marcherede ud af stuen og smækkede døren
efter sig. Det er vist den eneste gang Hans Kristian har set dem rigtigt på kant med hinanden.
Den første læsebog hed ”Lille sorte Sambo”, der på den tid var meget almindelig, men senere blev forbudt på grund af dens kontroversielle forhold til
racespørgsmålet.
Muligvis fordi faren var uddeler, kom hele områdets befolkning til andendagsgilde, da de tre ældste sønner, Egon og siden Niels Erik og Børge, blev konfirmeret. Ved den lejlighed var der dækket op overalt i beboelse og lagerlokale.
Vejby var og er kun et beskedent sted på jorden.
Foruden Brugsen var den eneste forretning et brødudsalg, hvor der også kunne købes is. Der var runde is, vanilje eller jordbær til 10 øre, og firkantede nougatis til 25 øre.
Og fedtebrød kunne købes til 10 øre, men det var bestemt ikke hver dag, der var råd til at nyde en sådan luksus. Og faren skulle bearbejdes mange gange, før der faldt en mønt af.
Engageret i det lokale liv
Niels Kristian var engageret i det lokale foreningsliv. Blandt andet spillede han med i dilettantforestillinger og læste forskellige historier i det lokale forsamlingshus. Han var desuden formand for den lokale idrætsforening og involveret i ungdomsarbejdet.
Det var gennem dette arbejde, at han ifølge sønnen Niels Erik, blev en god bekendt af præsten og forfatteren Kaj Munk, som efter sigende boede i uddelerboligen i Vejby, når han var på sine
ture rundt på egnen.
Ventegruppe og tolkning
Under Anden Verdenskrig var Niels Christian med i en ventegruppe – det vil sige del af den sene modstandsbevægelse.
Ifølge Nationalmuseets side om Besættelsestiden begyndte man fra begyndelsen af 1944 over hele landet på britisk initiativ at rekruttere til en undergrundshær, de såkaldte militærgrupper (M-grupper). De skulle foreløbig bare holde sig parat – heraf også navnet ventegrupper – fordi de skulle afvente ankomsten af allierede tropper, som de skulle aflaste i en eventuel slutkamp mod tyskerne.
Som bekendt overgav de tyske styrker sig uden kamp den 5. maj 1945, så gruppernes vigtigste indsats kom til at ligge efter befrielsen i forbindelse med interneringen af landssvigere, bevogtningsopgaver og så videre. Så da freden kom, blev Niels Kristian da også sendt af sted på lastbil med gevær og det hele. Han var ikke væk ret længe, men da han returnerede, havde han et gevær med, som han beholdt et stykke tid. I øvrigt florerede tomme håndgranater og patronog granathylstre. Næsten alt kunne bruges til en eller form for udsmykning.
Da Cilia kunne tale tysk, virkede hun i kort tid som tolk i nabobyen Lem, hvor der var kommet tyske flygtninge. Den 8. februar 1945 havde Tyskland meddelt det danske udenrigsministerium, at man måtte forvente, at tusindvis af tyske flygtninge kom til Danmark. Ved befrielsen var der ca. 250.000 tyske flygtning i Danmark. En opgørelse i maj 1945 viste, at de var indkvarteret ca. 1.100 forskellige steder på skoler, i forsamlingshuse, på fabrikker og i lejre bestående af barakker. I 1945-46 blev der opbygget flere store lejre, hvor flygtningene blev samlet. Den største var Oksbøl-lejren i Vestjylland, der kunne huse op til 36.000 personer.
Familiens Historier 
En mening om “Barndom under besættelsen”