Søren Pedersens mor var sandsynligvis Margrethe Hansdatter, hvis familie stammede fra landsbyen Store Valby, der blev nedlagt i forbindelsen med oprettelsen af godset Valbygård, efter at det gamle ryttergods under Antvorskov blev solgt af kronen.

Smedeværksted på Amagermuseet.

Søren Pedersens mor stammede fra den senere nedlagte landsby, Store Valby, som hørte under Skt Mikkel Landsogn i Slagelse og den store bykirke med samme navn.

I retssagen mod ham, opgav Søren hendes navn som Margrethe Larsdatter, men i kirkebogen var hendes patronym Hansdatter, og det passer også med den Margrethe der i 1775 blev født som datter af Hans Christensen, som muligvis var søn af Christen Sørensen.

Hans Christensen var den 17. september 1769  blevet gift med Maren Marcussen, der var enke efter Diedleuf Johannsen Hasse Smed i Store Valby, som hun nåede at være gift med i et års tid inden han døde i 1768.

Marens fødsel er ikke fundet, men hendes relationer til brødre og forældre fremgår blandt andet via skifter og indførelser som vidner ved ægteskaber og som faddere ved de forskellige børns fødsler.

Ud over Margrethe havde Hans og Maren sønnerne Peder og Hans – sidstnævnte havde Marcus Rasmussen samt Rasmus og Peder Marcussen af Store Valby som faddere.

Maren Marcusdatter (1701-1771)’s far var grovsmed i Store Valby. Da han i 1738 var blevet gift med Margrethe Pedersdatter (f. 1712), blev han betegnet som dimitteret rytter – det vil sige, at han havde forladt hæren.

Store Valby blev nedlagt

St_Valby-1769
Store Valby på kort over ryttergodset fra 1768. Landsbyen blev nedlagt nogle få år efter. (Historiske kort)

Store Valby hørte under Antvorskovs Rytterdistrikt, som blev solgt i 1774. Det betød, at bønderne var direkte under kronen og skulle levere unge mænd til rytteriet, men til gengæld var fritaget for hoveri og andet, som fæstebønderne under godserne havde pligt til.

Men i 1774 blev rytterdistrikterne solgt for at skaffe penge til kronen. Det galt også det område, hvor Store Valby lå.

Landsbyen lå cirka 4 kilometer nordvest for Slagelse. Stedet omtales i 1231 som Waldby, af det gammeldanske ord wall, som betyder ‘slette’ og endelsen -by. Udgravninger viser at fem af landsbyens 16 gårde kunne følges tilbage til Vikingetiden.

Store Valby blev købt af Kammerherre J. H. V. Castenschiold og kom dermed sammen med andre landsbyer under Valbygård Gods, som kammerherren havde ladet opføre efter auktionen på den bare mark. Han betalte 65.000 Rd. for de 7 landsbyer med over 7.000 tønder land og besluttede at nedlægge landsbyen.

Byens rytterskole

Grundplan
Tegningerne for rytterskolerne blev vistnok udarbejdet af arkitekten J.C. Krieger, der senere blev overlandbygmester. I slutningen af 1721 blev byggeriet udbudt i licitation i de 12 rytterdistrikter (thorshoj.dk)

Det betød desuden, at rytterskolen også skulle nedlægges. Castenschiold fandt det “alt for besværligt og bekosteligt” at flytte skolen til landsbyen Hejninge og ønskede i stedet at indrette en gammelt, lerklinet hytte i byen som skole.

Provsten i Sønderup, Immanuel Vieth, var ganske vist enig med kammerherren i, at skolen blev henlagt til Hejninge.

Men han mente dog, at:
“Hr. Castenschiold, som formaar at bygge ny Herregaard, og hvortil han og skal skaffe Materialer lang Vejs fra, formaar vel ogsaa at bygge et nyt Skolehus af god Bindingsværk med Vægge af brændte Sten, og disse som flere andre Ting kan tages af den Skole, som nedbrydes.”

Skoleholderen i Næsby, Cort Spjellerup protesterede og forlagte at få et emne. Mens diskussionen fortsatte de følgende 8 år, blev gård efter gård i St. Valby og andre landsbyer i samme situation revet ned. Spjellerup endte dog med at få embedet som skoleholder i Næsby i 1775 og i 1780 blev rytterskolen i Store Valby så revet ned. På det tidspunkt var rytterskolen det sidste hus, som var tilbage i landsbyen.

Både Store og Lille Valby var del af Skt. Mikkel Landsogn, og hørte under den store middelalderkirke, som ligger ved Nytorv midt inde i Slagelse. Dengang var der også et Skt. Mikkel Bysogn.

Aner nævnt i indlægget (Åbner som pdf)

Kilder

Skriv en kommentar